Forside Nyt Viden Om DMU Kontakt os Søg In English
 

»Vi er ikke bare en flok regnedrenge«

 

Foto: DMU 
Af Forskningsprofessor Mikael Skou Andersen msa@dmu.dk

Forskningsprofessor Mikael Skou Andersen har nu etableret en forskningsgruppe på 10 miljø-økonomer og politologer i DMU. En af deres centrale opgaver er at få ryddet op i alle de forskellige priser der bruges for miljøomkostningerne i ministerier og råd - og få udarbejdet et konsistent »priskatalog«. Mikael Skou Andersen understreger at gruppen skal arbejde tværfagligt i tæt samarbejde med de naturvidenskabelige discipliner, så det bliver de vigtigste effekter der prissættes.

Det er nu 1½ år siden Mikael Skou Andersen startede som forskningsprofessor i DMU hvor han leder en styrket forskergruppe i miljøøkonomi og forvaltning. På den korte tid er det lykkedes gruppen at tiltrække projektmidler til en betydelig udbygning af DMU's kapacitet inden for miljøøkonomi, så der nu er omkring 10 økonomer og politologer på området - plus to gæsteforskere fra henholdsvis London og Kyoto. Mikael Skou Andersen lægger vægt på at gruppens opgave er at skabe en sammenhæng mellem den klassiske naturvidenskabelige miljøforskning og de samfundsvidenskabelige fags muligheder for at skabe et overblik, så man kan fortælle politikerne hvad de forskellige løsninger vil have af omkostninger og fordele (benefits):
- Vi er ikke bare en flok regnedrenge. Vi skal skabe sammenhænge og sikre en forbindelse mellem økonomernes tal og de naturvidenskabelige vidensområder, siger han.
Vi har fx fået et projekt for Nordisk Ministerråd hvor vi skal forsøge at vurdere om man kan opgøre hvad det koster at slippe et gram dioxin ud i luften. I den forbindelse sætter vi os grundigt ind i dioxins effekter på natur og sundhed.


Foto: CDanmark

Katalog over miljøomkostninger
Mikael Skou Andersen leder et projekt i Miljøministeriet som populært sagt skal opbygge et »priskatalog« over miljø omkostninger. Et første bud skal være klar oktober 2003 sammen med en liste over hvor der mangler viden. Mikael Skou Andersen har mødt mange forskellige prissætninger både i Miljøministeriet og i andre ministerier og råd:
- Selv inden for samme styrelse kan man møde priser der ikke indbyrdes er konsistente. Vores mission er at få ryddet op i alle de skæve tal og tilføje nye tal på områder der er vigtige, men hvor der ikke hidtil er sket en prissætning, siger han.
Opgaven er derfor at sikre et sæt af priser som både er indbyrdes konsistente, og som bygger på den nyeste viden. Mikael Skou Andersen forklarer:
- I dag er vi bedst til at prissætte skader på sundheden, men epidemiologien udvikler sig hele tiden, så der skal løbende opdateres. På natur- og miljøområdet er det mere nyt at prissætte, men der sker en masse, både internationalt og herhjemme, siger han.
Derfor regner Mikael Skou Andersen også med at det vil være nødvendigt med en løbende justering af kataloget hvert 2.-3. år.
Forskningschef Hanne Bach er glad for at det nu er lykkedes at etablere en slagkraftig og entusiastisk gruppe. Hun ser frem til at DMU også bliver kendt for sin miljøøkonomiske forskning og ekspertise:
- Jeg synes vi har en unik mulighed for at arbejde med miljøøkonomi på et højt fagligt niveau og med stor troværdighed fordi vi kombinerer økonomisk forskning med viden om miljø og natur. /JCP

Medarbejdere i miljø-økonomigruppen

Mikael Skou Andersen: Faglig koordinator
Flemming Møller: Diskontering, bæredygtighed, cost benefit analyse, etik
Jesper S. Schou: Landbrug, biodiversitet, grundvand
Dorthe B. Jensen: Partikler, dioxiner
Katja Birr-Pedersen: Benefi t transfer,transport
Niels Dengsøe: Affald, genanvendelse
Anders Branth Pedersen: Spilde-vand, vådområder
Helle Ørsted Nielsen: Grøn markedsøkonomi
2 stillinger pt. under besættelse

Aktuelle projekter
- Diskontering og bæredygtighed
- Prissætning af pesticider og biodiversitet
- Prissætning af grundvand
- Prissætning transportens eksternaliteter
- Prissætning af affaldseksternaliteter
- Benefits ved genanvendelse
- Beregningspriser - rammeprojekt
- Skyggepriser for CO 2
- Partikler og samfundsøkonomi
- Spildevandsafgiften
- Ecotax reform indikator
- Velfungerende grønne markeder
- Benefit transfer (ph.d.-projekt)
- Rationalitetsbegrebet (ph.d.-projekt)

Du kan finde yderligere oplysninger på www.dmu.dk under Afdeling for Systemanalyse.


Dato for sidste opdatering 2002-09-05 Til toppen Tilbage Frem Send os dine spørgsmål og kommentarer Sitemap Links