Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Nu skal vi vide, hvordan det står til med naturen

Forslaget til et nyt samlet overvågningsprogram for vand og natur, NOVANA. 

Foto: DMU

 

Et sammenhængende landsdækkende program for overvågning af naturtyper og arter på landjorden skal efter planen se dagens lys den 1. januar 2004. Med tiden vil programmet danne grundlag for en mere videnskabelig funderet vurdering af udviklingen i vores natur, så politikerne får et bedre grundlag for at prioritere indsatsen.

Naturen overvåges også i dag, men indsatsen er alt for begrænset og usystematisk. Derfor er vores viden om naturen på landjorden i dag både spredt og fragmentarisk.

Det skal det nye program rette op på, men i de første år vil programmet være præget af at man på mange områder starter på bar bund. Forskningschef Henning Noer forklarer om det nye program:

- Vi får en stærk overvågning af en række danske naturtyper. Det giver mulighed for at vurdere både deres tilstand og hvilke faktorer der påvirker tilstanden. Hertil kommer en overvågning af ca. 175 arter, herunder en meget stor del af vores 96 kendte ansvarsarter, dvs. de arter hvor mere end en femtedel af verdensbestanden lever i Danmark, siger han.

Planen for overvågning af naturen på landjorden indgår i det forslag til program for NOVANA (National Overvågning af VAndmiljø og NAtur) som DMU nu sender i offentlig høring. NOVANA skal afløse det hidtidige overvågningsprogram, NOVA-2003, som udsprang af de to vandmiljøplaner og derfor naturligt koncentrerede sig om vandmiljøet.

Forslaget til den terrestriske naturovervågning er udarbejdet af DMU’s »Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur«. Her har man taget udgangspunkt i EU’s direktiver om habitater og fuglebeskyttelse som forpligter Danmark til at følge udviklingen i naturen og prioritere de naturtyper og arter hvor der er størst behov for overvågning. Udfordringen har været at finde plads til det nye overvågningsprogram inden for en uændret økonomisk ramme. /JCP

 

 

Hvordan står det til med vores heder, overdrev og andre naturtyper på landjorden? Det skal et nyt overvågningsprogram for naturen og landjorden svare på.


Forskningschef Henning Noer, hn@dmu.dk

 

0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000