Aarhus University
DU ER HER: Myndighedsbetjening » Rådgivning » Kompetencer » Fagdatacentre » Stofudvaskning fra dyrkede arealer

Fagdatacenter for stofudvaskning fra dyrkede arealer

 

Hvad er landovervågningen
Landovervågningen er et delprogram under det Nationale Overvågningsprogram for Vand og Natur (NOVANA). Formålet er specielt at følge udviklingen i landbrugets næringsstofbidrag til vandmiljøet. Ligeledes undersøges hvorledes ændringer i landbrugspraksis påvirker belastningen af vandmiljøet.

Landovervågningen gennemføres i 6 små landbrugsoplande. Der indsamles oplysninger om landbrugspraksis gennem en årlig interviewundersøgelse af landmændene, og der måles på vandet der siver gennem rodzonen (jordvand), på drænvand, det øvre grundvand og vandløbsvandet. Herved kan man følge næringsstofcirkulationen i hele vandkredsløbet.

Resultaterne fra landovervågningen rapporteres i en årlig ’Landovervågningsrapport’. Data anvendes i mange sammenhænge, herunder til evaluering af de nationale Vandmiljøhandlingsplaner, den årlige rapportering  til EU i forbindelse med Danmarks Undtagelse fra Nitratdirektivet, den generelle rapportering til Nitratdirektivet og andre internationale direktiver, oplandsanalyser med hensyn til hele næringsstofkredsløbet fra mark til vandløb og andre specifikke analyser omkring pesticider og næringsstoffer.

 
Lnddbrugsejendom med græssende køer

 

Hvem udfører overvågningen
Naturstyrelsens lokale enheder forestår dataindsamlingen i oplandene og gennemfører kvalitetssikring og indrapportering af data til de fælles fagsystemer.  Naturstyrelsen samarbejder med lokale landbrugskonsulenter omkring interviewundersøgelsen.

DMU, Afdeling for Ferskvandsøkologi,  driver fagdatacentret.  Fagdatacenterets opgaver er defineret med udgangspunkt i NOVANA, og arbejdet knytter sig til opbygning, drift og vedligeholdelse af databaser over landbrugspraksis og stofudvaskning i landbrugsdominerede oplande. Endvidere arbejdes der med opbygning, fastlæggelse og formidling af de retningslinjer, standarder, metoder og paradigmaer, der er nødvendige for at tilvejebringe relevante, kvalitetssikrede data.  Fagdatacenteret forestår endvidere den årlige bearbejdning og rapportering af de indberettede data samt deltager i rådgivningsopgaver i forhold til Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen m.fl.

Hjemmesiden
Fagdatacentrets hjemmeside indeholder relevante informationer for Landovervågningen og er primært rettet mod Naturstyrelsens lokale enheder og andre aktører i NOVANA.

På hjemmesiden findes oplysning om de aftaler der ligger til grund for overvågningen (programbeskrivelsen), paradigma for dataindberetning, tekniske  anvisninger, EDB-programmer, mm.

Kontaktperson: Ruth Grant - rg@dmu.dk


Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet
Afdeling for Ferskvandsøkologi
Vejlsøvej 25, Postboks 314, 8600 Silkeborg
8920 1400 - dmu@dmu.dk - find vej

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012