Aarhus University
DU ER HER: Om DMU » Formål og opgaver

Formål og opgaver

DMU har til formål at opbygge og udbrede viden om de strukturer, processer og sammenhænge, der er af betydning for anvendelsen og beskyttelsen af Danmarks miljø- og naturværdier.

Forskning

DMU udfører både anvendt forskning og udviklingsarbejde, der retter sig mod at afhjælpe specifikke natur- og miljøproblemer, og langsigtet, strategisk forskning. Forskningsprojekterne understøtter den faglige rådgivning og overvågningen.

Overvågning

DMU udfører overvågning for at vurdere effekten af politisk administrative foranstaltninger og for at skabe et overblik over udviklingen i natur og miljø, så miljøproblemer kan forudsiges og udpeges så tidligt som muligt. DMU deltager i det internationale datasamarbejde på natur- og miljøområdet.

Faglig rådgivning

DMU rådgiver Miljøministeriet, Råstofforvaltningen i Grønland og andre offentlige myndigheder, private organisationer og virksomheder. Rådgivningen udføres både i form af analyser, udredninger, besvarelse af henvendelser og ved at DMU’s medarbejdere deltager i kommissioner og udvalg.

Undervisning

DMU bidrager til forskeruddannelse og de videregående uddannelser inden for sine fagområder. Undervisningen  omfatter uddannelse af ph.d.- og specialestuderende, forskningsprofessorater, eksterne lektorater, kurser mv.

Formidling

DMU formidler viden og resultater gennem forskellige kanaler, primært DMU’s hjemmeside. Forskningsresultater formidles i videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter. Resultater af overvågning og rådgivning formidles i faglige rapporter og via databanker. Her ud over formidler DMU populærfaglig viden i rapporter og indlæg i fagblade og massemedierne. DMU udgiver et elektronisk nyhedsbrev, DMUNyt. Desuden formidler DMU viden gennem medarbejdernes deltagelse i møder og kongresser.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 01.11.2011