Aarhus University
DU ER HER: Vand » Vandrammedirektiv

EU's Vandrammedirektiv

Vand- og naturplaner - idéfase

Kvaliteten af Danmarks vand- og natur skal forbedres. Det er et led i EU's indsats for at sikre og forbedre natur- og miljøtilstanden i hele Europa. Miljøministeriet skal derfor udarbejde;

  • Vandplaner, som skal sikre en god økologisk tilstand for grundvand, vandløb, søer og fjorde, og;
  • Natura 2000 planer, som skal bevare og genoprette vores internationale naturområder.

Men inden planerne skrives, ønsker Miljøministeriet at høre borgernes idéer og forslag – deadline er den 22. december 2007.

Se mere på www.vandognatur.dk

EU’s Vandrammedirektiv trådte i kraft den 22. december 2000. Vandrammedirektivet skal sikre at alle EU-landenes vandløb, søer, kystvande og grundvand bliver beskyttet. Dette skal bl.a. ske ved at:

  • forebygge yderligere forringelse af vandområderne,
  • beskytte og forbedre vandområdernes miljøtilstand bl.a. ved at begrænse udledninger og tab af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer,
  • fremme bæredygtig vandanvendelse baseret på langsigtet beskyttelse af tilgængelige vandressourcer,
  • mindske og forhindre yderligere forureningen af grundvand, samt
  • afbøde virkninger af oversvømmelser og tørke.

Konkret betyder Vandrammedirektivet at de danske myndigheder inden 2015 skal sikre at de danske vandløb, søer, kystvande og grundvand har "god kvalitet". Ifølge direktivet betyder det, at miljøtilstanden i vandløb, søer og kystvande kun afviger lidt fra den upåvirkede referencetilstand.

De kommende år skal vi i Danmark vurdere de enkelte vandområders oprindelige og nuværende miljøtilstand, så det er muligt at få et overblik over om miljøtilstanden i det enkelte vandområde er god nok eller den skal forbedres, og i givet fald hvor meget. Herefter skal de danske myndigheder udarbejde planer for hvordan vandkvaliteten eventuelt skal forbedres, og den nødvendige indsats skal i følge Vandrammedirektivet være gennemført senest i 2012. Stort set alle de danske vandområder er i større eller mindre grad påvirket af mennesker, så det er noget af en opgave vi står over for.

DMU har en vigtig funktion i forhold til gennemførelsen af Vandrammedirektivet.

  • Vi udvikler metoder, som kan belyse sammenhæng mellem økologisk kvalitet og indsats i vandområdernes oplande på baggrund af vores forskning og overvågning.
  • Vi rådgiver løbende myndigheder om hvordan man kan forbedre vandmiljøet .
  • Vi overvåger vandmiljøet for at følge udviklingen i vandmiljøets tilstand og kvalitet.
  • Vi forsker for at skaffe ny viden om hvordan man kan begrænse forureningen af vandmiljøet på en omkostningseffektiv måde.
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012