Aarhus University
DU ER HER: Dyr og planter » Pattedyr og fugle » Fugleinfluenza

Vilde fugle og fugleinfluenza

Siden november 2003 har den alvorlige fugleinfluenza (type H5N1) spredt sig fra Asien til Afrika og Europa. Smitten kan i nogle tilfælde være spredt med vilde fugle, idet H5N1 er påvist hos fugle, primært vandfugle.

Den sydøstlige del af Danmark blev i marts 2006 ramt af et udbrud af H5N1 blandt vilde fugle, idet virus blev påvist i 43 tilfælde hos bl.a. musvåger, troldænder og svaner. Efterfølgende blev en enkelt hobbyfjerkræbesætning på Fyn smittet med H5N1.

Fugleinfluenza findes i Danmark

Danmark er i kraft af sin geografiske placering et knudepunkt på trækveje for mange vandfugle, der yngler i bl.a. Skandinavien, Rusland og Sibirien, og overvintrer i Europa og Afrika.

De lavvandede fjord- og havområder udgør vigtige fourageringsområder, der er isfrie i de fleste vintre. Derfor overvintrer der flere vandfugle i Danmark end i noget andet europæisk land.

DMU undersøger i samarbejde med Veterinærinstituttet, DTU og Fødevarestyrelsen forekomsten af fugleinfluenza i vilde fugle.

Fugleklat. Foto: DMU/Ole TherkildsenDette foregår ved, at man indsamler fugleklatter og undersøger dem for spor af virus.

I 2003 undersøgtes prøver fra ca. 3.000 vandfugle i Danmark, primært gæs og svømmeænder. Der blev påvist 8 slags fugleinfluenza-virus, men ingen med type H5N1, som er kendt fra Asien. Fundene blev især gjort i svømmeænder.

I 2004 undersøgtes prøver fra ca. 3.000 svømmeænder. Der blev fundet 7 forskellige typer fugleinfluenzavirus i gråænder, krikænder, pibeænder og spidsænder. Men ikke den alvorlige variant H5N1.

I 2005 undersøgtes prøver fra ca. 1.350 svømmeænder uden at der blev fundet spor af H5N1.

I 2006 undersøgtes ca. 4.500 prøver fra en række arter af bl.a. svaner, gæs, ænder og måger. I et enkelt tilfælde påvistes højpatogen fugleinfluenza af H5-typen i en tilsyneladende rask sølvmåge. Det var ikke muligt at karakterisere virus-fundet nærmere, men det er sandsynligt at der var tale om den alvorlige asiatiske variant.

Desuden undersøgtes en række arter af bl.a. måger, terner og spurvefugle i forbindelse med fundet af H5N1 i en fynsk hobbyfjerkræbesætning i maj 2006. Der blev dog ikke fundet spor af H5N1 i disse fugle.

Resultaterne viser, at milde former af fugleinfluenza naturligt findes blandt danske vandfugle, især svømmeænder, men at den asiatiske variant er yderst sjælden blandt vilde fugle.

I 2007 fortsætter arbejdet med at undersøge vilde raske fugle for fugleinfluenza.

DMU samarbejder med Fødevarestyrelsen i spørgsmål vedrørende vilde fugles mulige rolle i sygdomsbilledet.

Yderligere oplysninger: Biolog Ole R. Therkildsen, 8920 1731, oth@dmu.dk

Links

Fugleinfluenza (aviær influenza), Statens Serum Institut.

Nyheder om fugleinfluenza, Statens Serum Institut.

Information til rejsende i områder med fugleinfluenza, Statens Serum Institut.

Sidste nyt om fugleinfluenza , Fødevarestyrelsen.

Spørgsmål og svar om fugleinfluenza , Fødevarestyrelsen.

FAO om fugleinfluenza , The Food and Agriculture Organization of the United Nations.

Udgivelser

Forekomst af Aviær Influenza og Newcastle Disease i vilde danske fugle i 2003. Jørgensen, P.H. & Therkildsen, O.R. (2004). Danmarks Fødevareforskning. 8 s.

Newcastle disease og Aviær influenza i den vilde fauna.Jørgensen, P.H. & Therkildsen, O.R. (2003). Dansk Veterinærtidsskrift 86: 18-21.


Newcastle Disease og Aviær Influenza hos vilde fugle i Danmark.  Jørgensen, P.H., Handberg, K. & Therkildsen, O.R. (2003). Danmarks Veterinærinstitut. Årsberetning 2002: 26-28.



Strains of avian paramyxovirus type 1 of low pathogenicity for chickens isolated from poultry and wild birds in Denmark. Jørgensen, P.H., Handberg, K.J., Ahrens, P., Therkildsen, O.R., Manvell, R.J. & Alexander, D.J. (2004). Veterinary Record 154(16): 497-500.



Newcastle Disease i vilde fugle. En gennemgang af litteraturen med henblik på at udpege mulige smittekilder for dansk fjerkræ. Therkildsen, O.R. (2003). Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport fra DMU 448: 62 s.


Indsamling af prøver fra vilde fugle 2003-04. Therkildsen, O.R. & Clausen, P., Orienteringsmøde om Overvågning af influenzavirus i vilde fugle i Danmark 2003-2004, Danmarks Fødevareforskning, København, Danmark, December 3, 2004.

Newcastle Disease and Avian Influenza viruses in migratory waterfowl in Denmark 2002-2004 – implications for domestic poultry. Therkildsen, O.R., Handberg, K.J. & Jørgensen, P.H. XXVIIth Congress of the International Union of Game Biologists, Hannover, Germany, 28th August - 3th September 2005


Henvendelse om denne sides indhold: 

Revideret 01.11.2011