Isbjørne- og Slædehundeprojekter ved DMU, Arktisk Miljø
Isbjørneprojekt
Isbjørnen holder til langs kyster i de arktiske områder, og forefindes både i øst- og vest Grønland. Den er det største medlem af bjørne familien og en fuldvoksen han kan veje op mod 500 kg, og bliver næsten 3 meter lang, mens hunnen er noget mindre. Om vinteren vejer isbjørnen endnu mere. Pelsen er lang og tyk med en hvid, gullig eller grålig farve, mens bjørnens læber, trædepuder og snude er sorte. Føden er varieret og består bl.a. af sæler (mest ringsæler), hvidhvaler og narhvaler, fisk, hvalros unger, og af og til også ådsler. Isbjørnen bliver kønsmoden efter 3-4 år og kan blive 20-30 år gamle.
Ud over de igangværende undersøgelser af effekter af forurende stoffer har DMU undersøgt de grønlandske isbjørnes indhold af tungmetaller. Således er de geografiske forskelle i isbjørne fra det meste af Arktis belyst, og der samles til stadighed nye data om den tidsmæssige udvikling i tungmetalniveauerne. Derudover er isbjørnenes aldersakkumulering og kønsmæssige forskelle belyst. Både muskel-, lever-, nyre- og hårkoncentrationer er rapporteret og sat i relation til andre arktiske dyregrupper og befolkningens fødeindtag.
Slædehund - kontrollerede forsøg med effekter
For endeligt at kunne afgøre om sundhedstilstanden i de arktiske dyr, her tænkes specielt på isbjørnen som spises af grønlændere, virkelig er påvirket af de relativt høje niveauer af organohalogener, er der med initiativ i Danmark og Norge iværksat kontrollerede studier på slædehund (Vestgrønland) og fjeldræv (Norge). Studierne, som begge startede i 2003, har udviklet sig til at være et omfattende og tværfagligt internationalt samarbejde og dækker både hormonparametre, immunoparametre, histologiske vævsundersøgelser, knogle undersøgelser og meget mere. Studierne går ud på at fodre med bl.a. vågehvalspæk som indeholder forureningsstoffer som dem isbjørne, ræve og mennesker eksponeres for overalt i de arktiske områder. Disse to studier skulle gerne yderligere klarlægge forståelsen af de negative effekter af organohalogener på det arktiske dyreliv, og de mennesker som spiser disse dyr og dermed udsættes for endnu højere koncentrationer. De første videnskabelige resultater af undersøgelserne kan forventes i 2006-2008.