Aarhus University
DU ER HER: Dyr og planter » Pattedyr og fugle » Havpattedyr » Sæler i Danmark » Flytælling af sæler

Flytælling af spættede sæler og gråsæler i forbindelse med opførelse af Nysted Havmøllepark

Rødsand sælreservat vest for Gedser blev etableret i 1978. Rødsand er det vigtigste tilholdssted og yngleområde for spættet sæl i hele Østersøen, og adgang til området er forbudt fra 1. marts til 30. september.


Området omkring Rødsand har den største bestand af gråsæler i Danmark. Der er blevet set 67 gråsæler på en gang på Rødsand i 2009, hvilket er det største antal i nyere tid i Danmark. Antallet af gråsæler i Danmark er formentlig under 200 individer.


I perioden 2002 til 2005 blev der bygget en stor havbaseret vindmøllepark 4 km syd for reservatet med i alt 72 vindmøller.

Det var forventet at den store aktivitet og medfølgende støj i forbindelse med selve byggeriet ville kunne forstyrre sælerne. Ligeledes ville den færdige vindmøllepark muligvis også forstyrre sælernes adfærd, f.eks. vil vingerne frembringe støj både over og under vandet.


Formålet: Satellitsporing har vist at spættet sæl går på land forskellige steder uden for Rødsand reservatet bl.a. ved Vitten (ca. 10 km vest for reservatet) og Flinthorne Odde (ca. 5 km nord for reservatet). Formålet var således at undersøge om der skete en ændring i antallet af sæler på de fortrukne tilholdssteder i området ved Rødsand under og efter byggeriet af vindmølleparken.


Metode: Hver måned i perioden marts 2002 til oktober 2005 blev sælerne optalt fra fly på de forskellige opholdssteder. Små grupper af sæler blev optalt under overflyvningen, mens større grupper blev fotograferet for senere at bleve optalt på billederne. På denne måde tælles kun sælerne på land, men vha. omregningsfaktorer kan man regne sig frem til et tal der inkluderer både sæler på land og i vand.

Resultater : Under byggeriet af vindmølleparken var der en tendes til at færre sæler opholdt sig ved Rødsand. Da byggeriet var afsluttet og vindmølleparken kom i funktion fordelte sælerne sig tilsyneladende som tidligere, idet antallet af sæler (spættede sæler og gråsæler tilsammen) ved Rødsand steg og denne lokalitet igen blev det vigtigste område for sælerne i den sydvestlige del af Østersøen.


Seneste rapport (PDF-format, på engelsk) 


Artikel om effekten af Nysted Møllepark på sæler er acceptederet til publicering i Marine Mammal Science og forventes at blive trykt i starten af 2010. Titlen er: 'The effect of a large Danish offshore wind farm on harbor and gray seals haul-out behavior'.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012