I 2008 blev der for 6. år i træk observeret gråsælunger i Rødsand sælreservatet vest for Gedser. Ved denne optælling blev der tilmed observeret 4 unger, hvoraf den ene var død, men de øvrige 3 så ud til at være i fin stand. Dødeligheden for gråsælunger er ofte stor, så det er ikke usædvanligt at finde døde gråsælunger på de store ynglepladser for gråsælen i bl.a. Sverige og Estland.
De to første levende gråsælunger i over 100 år i danske farvande blev observeret i begyndelsen af marts 2003 via et fjernstyret videokamera. Kameraet var opsat af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i forbindelse med overvågning af mulige effekter på sæler af Nysted Havmøllepark ved Rødsand (læs mere om kameraovervågningen her).</
Året efter opfangede kameraet igen to gråsælunger. Gråsælerne finder tilsyneladende sælreservatet ved Rødsand velegnet som yngleplads. I 1996 blev en 2 – 3 uger gammel gråsælunge observeret på Hirsholmene nordøst for Frederikshavn, men observationerne af de to gråsælungerne ved Rødsand i 2003 er de første observationer af sunde og raske unger der med sikkerhed er født i Danmark i de sidste 100 år.
Der er optagelser af en hun sammen med sin unge og af ungerne på stranden (se links nederst på siden).
I 2008 fandt DMU ligeledes 3 gråsælunger på Læse hvor også mange spættet holder til. Dette tyder på, at gråsælen er vendt tilbage som ynglende art i indre danske farvande og er nu vores største ynglende pattedyr.
Siden 1982 har man fundet 3 døde gråsælunger, en gang på Rødsand i 1993 og to gange på Anholt i 1982 og 1996 og det er ikke usædvanligt at observere døde eller svage gråsælunger langs Jyllands vestkyst.
Gråsælen blev udryddet i de danske farvande for over 100 år siden. Fra 1889 op til 1927 udloddede man skydepræmier for hver sæl der blev skudt og 37.000 sæler blev skudt i den periode. Gråsælungerne går ikke i vandet i de første uger efter fødslen, og er derfor et let bytte for en jæger. Gråsælen blev total fredet i 1967 i Danmark. I dag holder ca. 100-200 gråsæler til ved de danske sællokaliteter, med Rødsand som det vigtigste landgangssted.
Skov- og Naturstyrelsen har udpeget sælreservatet på Rødsand og har opsynet med reservatet. Der er lukket for offentlig adgang i perioden 1. marts til 30. september.
Kontaktpersoner: Videnskabelig assistent Susi Edrén, 4630 1945 og seniorforsker Jonas Teilmann , 4630 1947
Se videoklip (alle klip er i AVI-format):