Aarhus University
DU ER HER: Dyr og planter » Pattedyr og fugle » Den danske Vildtudbyttestatistik » Indledning

Indledning

Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark…  http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf 

Jagttiderne i Danmark fastlægges af miljøministeren, i konsultation med Skov- og Naturstyrelsen. De bekendtgøres derefter af Miljøministeriet, i "Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v.". De aktuelle jagttider er fastlagt i BEK nr. 886 af 27/06/2007, der kan findes på Skovog Naturstyrelsens hjemmeside (http://www.sns.dk). Arter, der ikke gives en jagttid i bekendtgørelsen, er fredede.

 Siden den nuværende Lov om jagt og vildtforvaltning trådte i kraft 1.4.1994, er de danske jagttider blevet taget op til revision hvert 3. år. I 2002 blev revisionen dog pga. det danske EU-formandsskab udsat et år. Den næste bekendtgørelse om jagttider skal således udstedes i 2010. Inden jagttiderne fastlægges høres Vildtforvaltningsrådet, hvor en række organisationer, hvis interesser berøres af vildtforvaltningen, er repræsenteret. Såfremt der foreligger en enig indstilling fra rådet, bliver denne i de fleste tilfælde udslagsgivende for de nye jagttider. I tilfælde af delte indstillinger må valget af jagttider i stedet baseres på de bedst mulige faglige skøn.

 Til brug for de politiske og administrative overvejelser om jagttider udarbejder DMU (Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet) et fagbiologisk oplæg, der præsenterer den seneste status for såvel udviklingen i de forskellige vildtbestande som i den jagtlige udnyttelse, de er genstand for. Data fra vildtudbyttestatistikken, DMU’s indsamlinger af vinger fra nedlagt fuglevildt samt nationale og internationale bestandsopgørelser udgør en fast del af dette grundlag, sammen med hvad der siden sidste jagttidsrevision måtte være fremkommet af ny viden omkring de forskellige arter eller emner. To tidligere rapporter er udarbejdet til dette formål af hhv. Madsen m.fl. (1996) og Bregnballe m.fl. (2003).

 DMU kan også, efter egen vurdering, vælge at fremlægge mere generelle gennemgange af temaer, der har relevans for jagttidernes fastlæggelse. Emner, som Skov- og Naturstyrelsen eller Vildtforvaltningsrådet ønsker behandlet, kan ligeledes inkluderes.  

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 01.11.2011