^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

Alle de ovennævnte bestemmelser og definitioner udspringer af en generel bekymring for det tab af biodiversitet, der har fundet sted i de sidste 100 år, og de har dermed alle deres berettigelse. Men når de skal tages i betragtning ved en konkret bedømmelse af jagttider, bliver deres samlede anvendelse meget kompliceret. Inden dette gøres er det derfor nødvendigt at diskutere dem.

Bevaringsstatus

"Vejledning om jagt" fastslår, at hvis en fugleart har ugunstig bevaringsstatus, kan en jagtlig udnyttelse ikke være bæredygtig - medmindre der foreligger en forvaltningsplan. Dermed burde bevaringsstatus i princippet udgøre en del af det officielle bedømmelsesgrundlag for alle jagtbare fuglearter. Ud over at der som nævnt ikke foreligger nogen officielle bedømmelser, er begrebet "ugunstig bevaringsstatus" imidlertid også diffust og upræcist - hvilket netop har givet anledning til nogle af de omtalte fortolkningsproblemer. Pga. den betydning, begrebet tillægges i "Vejledning om jagt", skal der gives en mere detaljeret gennemgang af disse problemer.

Årsagerne til de uenigheder, der aktuelt er opstået omkring fortolkningen af bestemmelserne, skal søges i en række forhold der, i det mindste omfatter følgende punkter:

1. Selve definitionen på ”gunstig” bevaringsstatus er uklar.
2. Det er langt fra klart, hvad begrebet ”ugunstig” bevaringsstatus indebærer. I Habitatdirektivet defineres kun ”gunstig” bevaringsstatus, og direktivet forholder sig ikke til, hvordan man kan rubricere arter, der ikke har gunstig bevaringsstatus.
3. Habitatdirektivet fastlægger klare terminer for, hvor hyppigt medlemslandene skal indrapportere bevaringsstatus for de naturtyper og arter, der er nævnt i direktivets bilag (hvert 6. år). For Fuglebeskyttelsesdirektivet er der ikke fastlagt tilsvarende terminer, og bl.a. der-for foreligger der kun et meget begrænset antal vurderinger.
4. I "Vejledning om jagt" har Kommissionens Tjenestegrene foretaget en række vurderinger for arter på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II. Ikke mindre end 24 arter angives at have ugunstig bevaringsstatus på denne liste. Disse vurderinger er kun vejledende, og en række af dem er behæftet med åbenlyse problemer eller direkte fejl. Der er et klart behov for at få etableret en kvalitetssikring af sådanne vurderinger, inden de kan tages i konkret anvendelse.

Der kan knyttes flg. kommentarer til disse punkter:

Ad 1: Definitionen på gunstig bevaringsstatus

Det er ikke klart, hvilke data vedrørende bestandsudviklingen der kan anses for at være tilstrækkelige til at godtgøre, at en art på langt sigt vil opretholde sig selv som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder. Det er heller ikke klart, hvilket tidsrum der skal forstås ved ”langt sigt”. I de fora, der aktuelt drøfter definitionerne i forhold til arterne på Habitatdirektivets bilag II og IV (altså ikke for fugle), har man besluttet at anvende en periode på 20 år (B. Søgaard, pers. medd.).

Ad 2: Hvad er "ugunstig" bevaringsstatus?

I Habitatdirektivet defineres kun "gunstig" bevaringsstatus. Det er uklart, om dette indebærer, at alle arter, der ikke har ”gunstig” bevaringsstatus må have ”ugunstig” bevaringsstatus. I de drøftelser, der p.t. foregår omkring Habitatdirektivet (og som formentligt vil blive udslagsgivende for, hvordan fuglearter skal vurderes i fremtiden, fordi begrebet gunstig bevaringsstatus kommer fra Habitatdirektivet), har man indtil videre valgt at definere to niveauer for ugunstig bevaringsstatus (kaldet hhv. "gul" og "rød" status) samt en kategori for arter, hvor der er utilstrækkelige data (den Europæiske Kommission 2006). For bestandsstørrelser angives en årlig tilbagegang på 1% som kriterium for at tillægge en art eller bestand "ugunstig rød" bevaringsstatus. De færreste overvågningsprogrammer vil dog kunne påvise så små ændringer med statistisk sikkerhed fra år til år, og selv hvis de kan, må der også tages højde for, at stort set alle bestande har mere eller mindre tilfældige årlige udsving i deres størrelse, fx som følge af gode eller dårlige ynglesæsoner. I mange tilfælde kan disse fluktuationer være af en størrelsesorden, der er betydeligt over 1%. For at skulle skelne mellem tilfældige udsving og egentlige tilbagegange må man derfor vurdere bestandsændringer over et vist antal år. Over en 20-årig periode, jf. punkt 1, vil dette svare til en reduktion på 19% af den oprindelige bestandsstørrelse.

I erkendelse af, at det i mange situationer vil være umuligt at bringe bestande tilbage til de størrelser, der fx fandtes for 50 år siden, defineres såkaldte "reference-bestandsstørrelser", der vil være en fremtidig målestok for status af arter og bestande. Disse referencestørrelser defineres som bestandens størrelse på det tidspunkt, hvor Habitatdirektivet trådte i kraft (den Europæiske Kommission 2006). For Danmarks vedkommende skete dette i 1994. Udgangspunktet for vurderingerne er dermed bestandens størrelse dette år, idet det dog skal bemærkes, at hvis en be-stand på daværende tidspunkt var så lille, at den langsigtede overlevelse var usikker, vil det være nødvendigt at tage en større referencebestandsstørrelse i betragtning.

Overvejelsen om en tilbagegang på 1% om året - eller i praksis formentlig 19% over 20 år - er ikke hensigtsmæssig ud fra en bestandsbiologisk betragtning. Nogle af de arter, der behandles ifm. Habitatdirektivets Bilag II og IV, er insekter (sommerfugle), der har to generationer om året. For disse vil en 19% tilbagegang over 20 år svare til 19% over 40 generationer. Men nogle af de fuglearter, der behandles i denne rapport, har en meget længere generationstid. Fx er generationstiden for ederfugl beregnet til 3,5 år (Tiedemann m.fl. 1999). For en sådan art vil en tilbagegang på 19% over 20 år altså finde sted over et tidsspand på kun 6 generationer, og den må dermed vurderes som langt mere tungtvejende end en tilbagegang på 19% over 40 generationer.

Ad 3: Hvilke instanser skal vurdere bevaringsstatus?

I Danmark vurderes bevaringsstatus af By- og Landskabsstyrelsen. Ansvaret for den faglige del af vurderingerne er uddelegeret til DMU. Der foreligger et sæt foreløbige vurderinger for en række fuglearter (hhv. arterne på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I og de såkaldt "regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter") fra DMU (Pihl m.fl. 2003), men for det første er vurderingerne foreløbige, og for det andet omhandler de status for arternes forekomst alene i Danmark. For de regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, der har en jagttid i Danmark, er de dermed ikke særligt velegnede, fordi større eller mindre dele af de bestande, for hvilke jagten skal vurderes, overvintrer andre steder. En vurdering af jagttider, hvor man i stedet baserer sig på status for ynglebestandene, vil være mere retvisende. Der foreligger imidlertid, så vidt det er DMU bekendt, ingen officielle vurderinger af bevaringsstatus for ynglebestande af fugle, der kan lægges til grund for en vurdering af danske jagttider.

Den manglende fastlæggelse af, hvilke instanser der skal bedømme bevaringsstatus, efterlader et tomrum, hvor der aktuelt fremsættes vurderinger fra flere forskellige sider. I denne rapport skal der eksempelvis tages stilling til vurderinger af ugunstig bevaringsstatus for en række arter, hvor det enten kan være kommissionens tjenestegrene eller NGO’er, der har foretaget vurderingen. Den Europæiske Kommissions hjemmeside (http://ec.europa.eu/environment/nature/legislation/birdsdirective/index_en.htm).

henviser til Birdlife International for en række af vurderingerne og oplyser, at bedømmelserne foretages i samarbejde med den Europæiske jagtorganisation FACE.

De forskellige vurderinger, der opstår på denne måde, er heller ikke altid i indbyrdes overensstemmelse, enten fordi der lægges vægt på forskellige ting ved bedømmelsen, eller -i nogle tilfælde - fordi de udføres på forskellige bestande.

Ad 4: Behovet for en kvalitetssikring

De eneste vurderinger af bevaringsstatus for fugle, der dermed kunne lægges til grund for nærværende rapport, er de foreløbige vurderinger i "Vejledning om jagt". Disse angiver som nævnt, at i alt 24 fuglearter på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II har ugunstig bevaringsstatus. For de fleste af disse arter holder bedømmelsen dog næppe ud fra en kritisk faglig gennemgang, men det er reelt ikke muligt at tage stilling, dels for-di der gives helt utilstrækkelige oplysninger om vurderingsgrundlaget, dels fordi kildeoplysningerne er forkerte eller direkte mangler, og dels fordi det ikke er nærmere præciseret, hvilke bestande eller hvilket geografisk område vurderingen gælder for.

Som et eksempel på dette er knortegås opført på listen over fuglearter med ugunstig bevaringsstatus på direktivets Bilag II. De få informationer, der anføres som grundlag for vurderingen, er "Sårbar < 2 500 p, lokal, vinter". Hvis man går ud fra, at "p" (som ikke forklares) refererer til antallet af ynglepar, må vurderingen gælde lysbuget knortegås, da den ikke kan være gyldig for mørkbuget knortegås, hvor bestanden over de sidste 10 år er vokset fra ca. 200.000 til ca. 260.000 individer (se afsnit 5 i rapporten). Men som opført på listen gælder vurderingen både lys- og mørkbuget knortegås - hvilket ikke kan være korrekt.

Mht. kildeangivelser anføres det eksempelvis, at spidsand har ugunstig bevaringsstatus, og "DMU 98" anføres som kilde, uden at der gives nogen egentlig henvisning. Vurderingen bygger tilsyneladende på et udkast til en international forvaltningsplan for spidsand, som DMU udarbejdede for Kommissionen i 1998. DMU har imidlertid ikke vurderet bevaringsstatus af fuglearter før efter år 2000, så reelt må der være tale om en vurdering foretaget af andre, og så at sige med tilbagevirkende kraft. Senere har det vist sig, at bestanden af spidsand er betydeligt større, end man mente på daværende tidspunkt - uden at nyere data er taget i betragtning ved vurderingen. En vurdering baseret på de aktuelt tilgængelige tal ville efter al sandsynlighed blive, at spidsand har "gunstig" og ikke "ugunstig" bevaringsstatus.

En kvalitetsikring af en sådan rapport må bl.a. bestå i at kontrollere, at såvel alle relevante data som de nyeste tilgængelige oplysninger er taget i betragtning ved vurderingerne, at det præciseres ved vurderingen, hvilke bestande der er tale om samt at kilderne anføres, så det er muligt at genfinde dem. Med det udgangspunkt er der i høj grad behov for en kvalitetssikring af oplysningerne i "Vejledning om jagt". For de arter, som har jagttid i Danmark og som er vurderet til at have ugunstig bevaringsstatus i "Vejledning om jagt", er der givet en nærmere omtale i rapportens afsnit 4.

IUCN' s Rødlistesystem

I henhold til IUCN's kriterier for rødlistning vil en tilbagegang på 30% i bestandsstørrelse over en 10-årig periode (svarende til en årlig tilbagegang på 3,5%) i det tilfælde, hvor årsagerne til tilbagegangen er ukendte, betyde at en art bedømmes som sårbar. For arter med generationstid over 3,33 år kan denne grænse dog være en smule lavere, fx er den 3,05% årligt for ederfugl. En "næsten tilsvarende" tilbagegang vil betyde, at arten bedømmes som "næsten truet". Det er dog ikke nærmere præciseret, hvad der skal forstås ved "næsten tilsvarende".

Sammenligner man med Habitatdirektivets kriterier for ugunstig bevaringsstaus, er det selvfølgelig klart, at en art, der er rødlistet som "akut truet", må tillægges ugunstig bevaringsstatus. Men hvis arter, der går tilbage med 1% tilbage årligt, også skal tillægges "ugunstig bevaringsstatus" (jf. ovenstående), kan arter, som man if. IUCN ville rubricere som "ikke truet", i princippet også have "ugunstig bevaringsstatus". Dermed kan "ugunstig bevaringsstatus" omfatte samtlige kategorier i rødlistesystemet. Det er klart, at der ved en vurdering af jagtens indflydelse på en vildtbestand er behov for en mere detaljeret vurderingsgrad end den, der tilvejebringes med kategorierne "gunstig" og "ugunstig" bevaringsstatus.

IUCN's principper for bedømmelse af arter og bestande er således mere nuancerede og tager en række biologiske karakteristika som hastighed og varighed af tilbagegange samt artens generationstid i betragtning. De må desuden vurderes at være bedre biologisk begrundede end Habitatdirektivets kategorier, og det er dermed dem, der – bortset fra enkelte nuanceringer, som der er gjort rede for i rapportens afsnit 3.5 - er lagt til grund for de vurderinger, der er givet i denne rapport.

Der er i rapportens afsnit 4 kun gjort nærmere rede for, hvordan dette grundlag er anvendt for de arter, hvor bedømmelsen er mere kompliceret. Det skal imidlertid understreges, at disse kriterier ligger så tæt på det vurderingsgrundlag, DMU hidtil har anvendt (Madsen m.fl. 1996, Bregnballe m.fl. 2003), at dette i realiteten svarer til et uændret grundlag for bedømmelserne.

Dansk lovgivning

Dansk lovgivning indeholder ingen bestemmelser om, at man ikke kan give jagttid til arter i tilbagegang. Det er til gengæld fastslået, at jagt skal være i overensstemmelse med principperne om fornuftig (bæredygtig) udnyttelse, at der ikke må gives jagttid til sjældne og truede arter, og at arter med et generelt eller lokalt utilfredsstillende bestandsniveau bør beskyttes.

I forhold til den diskussion, der er givet ovenfor, må disse principper indtil videre vurderes at stemme godt overens med IUCN's bedømmelsesgrundlag. Anvendelsen af dette som udgangspunkt for vurderingerne er dermed i god overensstemmelse med dansk jagtlovgivning, i hvert fald for indeværende.