Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf
Alle de ovennævnte bestemmelser skal i princippet tages i betragtning ved en vurdering af jagttiderne. Men da de fleste af dem er ret overordnede og abstrakte, må de udmøntes i en mere konkret tilgang. Denne må naturligvis baseres på de påvirkninger, vildtbestande med jagttid udsættes for.
Jagt påvirker vildtbestande på flere måder. Først og fremmest er der en direkte påvirkning gennem fjernelse af individer fra bestanden. Ved en vurdering af jagttider må det derfor tages i betragtning, hvor stort jagtudbyttet er i forhold til bestandens størrelse, dvs. hvor stor en andel af en bestand der nedlægges. I Europa foregår ikke megen forskning, der retter sig imod den direkte indflydelse af jagt på vildtbestandes størrelse, og det er i de fleste tilfælde ikke muligt at sige konkret, hvordan en given bestand ville udvikle sig i situationer henholdsvis med og uden jagt. En vurdering af jagtudbyttet i forhold til bestandsstørrelsen må i stedet foretages mere indirekte og ud fra viden, der sammenstykkes fra mange forskellige kilder.
Ud over den direkte påvirkning har jagt også en række "indirekte" effekter på vildtbestande, først og fremmest gennem forstyrrelseseffekter. Disse drøftes nærmere i rapportens afsnit 3.6.
Både iht. Fuglebeskyttelsesdirektivet, de forskellige internationale konventioner og dansk jagtlovgivning skal jagten være i overensstemmelse med principperne om "fornuftig udnyttelse". I andre sammenhænge, og ikke mindst i "Vejledning om jagt", tales tilsvarende om "bæredygtig udnyttelse". Disse to begreber, der er oversættelser af de engelske udtryk "wise use" og "sustainable use", betyder det samme (jf. "Vejledning om jagt"), og omtales derfor i det følgende blot som bæredygtig udnyttelse.
Alle de forskellige begreber, der er gennemgået ovenfor, dækkes i virkeligheden af dette begreb, da jagt på truede og sårbare bestande ikke kan være bæredygtig. Selv om begrebet "bæredygtighed" er defineret på et meget generelt plan og må konkretiseres, inden det kan anvendes til konkrete vurderinger, bliver "bæredygtighed" dermed det centrale begreb i rapporten afsnit 4 og 5 nedenfor.
Den overordnede fremgangsmåde, der følges ved vurderingen af jagttid for en vildtart, kommer dermed sammenlagt til at bestå af følgende trin:
Disse trin beskrives nærmere i de følgende afsnit.