^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

DMU's egne overvågningsprogrammer dækker en del af de 75 vildtarter, der behandles her. For disse arter er det muligt at bringe de seneste oplysninger om bestandens størrelse og udvikling. Men for de fleste arter er det nødvendigt at samle oplysninger fra en række forskellige kilder, både i form af trykte publikationer og elektroniske databaser. Da der som regel går flere år inden sådanne resultater publiceres, indebærer dette, at der for en række af de behandlede arter ikke foreligger oplysninger om bestandsudviklingen i de seneste år.

For de i alt 44 vildtarter, der aktuelt har jagttid, er der meget store forskelle mellem bestande mht. jagtlig udnyttelse. For nogle arter er der kun tale om de danske bestande, mens andre slet ikke yngler i Danmark og kun forekommer på træk og/eller som overvintrende. Dertil kommer så, at der også er store forskelle i den viden, man har om de forskellige bestande.

I alt 10 af de 44 arter med jagttid er pattedyr. For disse 10 arter er det kun danske bestande, der udnyttes, men selv om den bestandsmæssige situation dermed er forholdsvis enkel har man typisk mindre viden om bestandenes størrelse og udvikling. Det skyldes, at de fleste pattedyrarter er nataktive, og dermed ikke kan optælles med samme lethed som flertallet af fuglearterne. Siden den seneste rapport om jagttidsrevisioner (Bregnballe m.fl. 2003) er der dog sket en betydelig forøgelse af den samlede viden om disse arters forekomst og udbredelse i Danmark gennem publiceringen af den første danske Atlas-undersøgelse af pattedyr (Dansk Pattedyratlas, Baagøe & Jensen 2007). Gennemgangen af pattedyrene baserer sig i høj grad på dette værk.

Fire af de jagtbare fuglearter - agerhøne, fasan, tyrkerdue og husskade er såkaldte ynglestandfugle. Som det er tilfældet med pattedyrene, om-handler jagten i Danmark næsten udelukkende de danske ynglebestande af disse arter. Da de er dagaktive, har man dog generelt en større viden om deres bestande, end man har for pattedyrene. Det er selvsagt primært danske undersøgelser, der dokumenterer bestandsudviklingen for disse arter, hhv. atlasundersøgelser (Grell 1998) og DOF's punkttællinger (Heldbjerg 2006, Heldbjerg & Eskildsen 2008); dog stammer de mest aktuelle oplysninger (der rækker frem til år 2000) om ynglebestandenes størrelse fra Birdlife International (2004).

De resterende 30 jagtbare fuglearter er trækfugle. Nogle af disse arter yngler i Danmark, andre ikke, men for dem alle gælder, at jagtudbyttet ikke alene tages af de danske ynglebestande, men også af bestande, der yngler nord og nordøst for Danmark. I de fleste af disse tilfælde udgør den danske ynglebestand faktisk en meget beskeden del af den samlede bestand.

For disse arter er der behov for et internationalt samarbejde omkring bestandsopgørelser. Et sådant samarbejde har eksisteret siden 1960'erne, og har været organiseret og koordineret af Wetlands International, der tidligere kaldtes International Waterfowl Research Bureau. Wetlands International er en selvejende institution, finansieret primært af kontingenter fra medlemslandene, bl.a. Danmark. Fra dansk side er det DMU og Skov- og Naturstyrelsen, der varetager medlemskabet. Ud over statsinstitutioner er en række NGO'er også medlemmer af WI.

Bestandsopgørelser fra Wetlands International bygger på koordinerede optællinger, der foretages på udvalgte datoer. Disse optællinger omfatter tusindvis af lokaliteter og dækker i princippet hele Europa. For de fleste arter bygger bestandsestimatet primært på de såkaldte midvintertællinger, der foretages i januar. Der indgår dog også specialoptællinger af bestemte artsgrupper, fx tælles gåsebestandene på tidspunkter, hvor bestandene er koncentreret på bestemte lokaliteter og derfor kan tælles mere effektivt. Midvintertællinger består for de fleste arter af tællinger fra landjorden. Nogle arter, fx havdykænderne, registreres dog primært ved optællinger fra fly eller skib.

Bestandsopgørelserne for nogle af disse arter bygger på en simpel sammentælling af de registrerede antal. Da man ikke kan forvente at registrere samtlige individer af en art må det på forhånd ligge fast, at bestandsestimater fremkommet på denne måde kan undervurdere bestandsstørrelsen. For de arter, der behandles her, er dette primært et problem for ederfugl, hvor WI's estimater sandsynligvis er noget mindre end den faktiske bestandsstørrelse. Dette er diskuteret nærmere i rapportens afsnit 4 under denne art.

Optællinger i vinterkvarteret foretages på et tidspunkt, hvor de fleste arters ynglebestande er blandet sammen. Bestandsestimatet kommer dermed til at omfatte samtlige bestande, der overvintrer i Europa. I forhold til en jagtlig udnyttelse i Danmark kan bestandsstørrelserne for nogle arter derfor være misvisende store, fx fordi engelske, hollandske og franske ynglebestande, hvis individer ikke forekommer i Danmark, indgår i den samlede bestandsstørrelse. I sådanne tilfælde vil jagtudbyttet i Danmark blive sammenlignet med et bestandsestimat, der kan være me-get stort i forhold til udbyttet, jf. Bregnballe m.fl. (2003).

Inden for de senere år er der imidlertid blevet offentliggjort to større værker, der gør det muligt at opnå en højere opløsningsgrad ved vurderingerne af det danske jagtudbytte. Publiceringen af "Dansk trækfugleatlas" (Bønløkke m.fl. 2006) gør det muligt at foretage mere præcise vurderinger af, hvilke bestande der trækker gennem Danmark om efteråret, for samtlige trækfuglearter. Resultaterne viser, at der kan være ganske store forskelle i, hvilke bestande der er tale om. Nogle arters hovedtrækretning følger en NNØ-SSV-gående akse, og for disse arter vil det være de norske, svenske og i nogle tilfælde finske ynglebestande, der passerer Danmark på trækket. Disse omtales for nemheds skyld nedenfor som de fennoskandiske ynglebestande. Andre arter har et efterårstræk, der forløber omkring en betydeligt mere ØNØ-VSV-gående akse, og udover fennoskandiske fugle passerer også ynglebestande fra Baltikum (Estland, Letland og Litauen) og Rusland Danmark om efteråret. I disse tilfælde vil der ofte være tale om et betydeligt større bestandsmæssigt grundlag for en jagtlig udnyttelse her i landet.

Ud over de muligheder, Dansk Trækfugleatlas giver for en nærmere vurdering af, hvilke bestande der passerer Danmark på efterårstrækket, har Birdlife International i 2004 publiceret en samlet oversigt over ynglebestandenes størrelse og udvikling i de enkelte lande frem til år 2000. Sammenholdes disse to værker, har man altså mulighed for at give en række betydeligt mere præcise vurderinger af bestandsgrundlaget for jagten i Danmark end dem, der hidtil har været givet. Dette er gjort for de trækfuglebestande, der er behandlet nedenfor.

For vadefuglenes vedkommende er den nyeste væsentlige publikation (Delany m.fl. 2009) anvendt.