^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

Jagtens bæredygtighed er det centrale punkt i vurderingerne, men inden bæredygtigheden kan vurderes er det nødvendigt at redegøre for de bestandsbiologiske begreber, der anvendes ved vurderingen. Disse begreber er centrale for forståelsen af, hvordan den endog meget omfattende mængde af juridiske bestemmelser udmøntes i praksis.

Der foreligger et meget stort antal videnskabelige publikationer om jag-tens indflydelse på vildtbestande, og selv om det nok kan siges, at omfanget af den videnskabelige produktion kan være påvirket af, at indflydelsen af jagt i mange tilfælde er lettere at dokumentere end indflydelsen af andre faktorer, kan der ikke være tvivl om, at en jagtlig udnyttelse i mange tilfælde medfører betydelige påvirkninger af bestandene. I økologisk forstand omfatter disse påvirkninger:

• Fjernelse af individer fra bestanden gennem afskydning.
• Forstyrrelser. Jagt forstyrrer vildtet, og generelt må man gå ud fra, at jagt forstyrrer et større antal individer end det, der nedlægges. Forstyrrelserne indebærer dels tab af tid, der fx kunne anvendes til fouragering, og dels et (nok mere beskedent) energetisk tab ved flugt og forhøjet stofskifte under stress.
• Flugtafstande. Vildtarter, der jages, er mere sky (har større reaktionseller flugtafstand) end arter, der ikke jages. Det er blevet fremført gentagne gange, at de øgede flugtafstande dels fører til, at påvirkningerne fra andre forstyrrelseskilder bliver større (fordi vildtet reagerer på større afstande), og dels forringer oplevelsesværdien for andre naturinteresserede, der ikke kan komme tæt på vildtet - især i jagttiden. For nogle arters vedkommende (fx hjortevildt) kan det ikke udelukkes, at det aktuelt overvejende natlige aktivitets-mønster ville ændres til, at dyrene i højere grad fouragerede om dagen, hvis de ikke havde en jagttid.

Disse punkter uddybes i de efterfølgende afsnit.

Populationsdynamik og kompensatorisk jagtmortalitet Populationsdynamik

Indflydelsen af en jagtlig udnyttelse må på et mere detaljeret plan vurderes på baggrund af den pågældende arts eller bestands såkaldte populationsdynamik. I faglig forstand er en "bestand" defineret som en gruppe (større eller mindre) af individer af samme art, der hører biologisk sammen i den betydning, at de kan yngle indbyrdes. Nogle af de arter, der har jagttid i Danmark, forekommer reelt i flere bestande, der må vurderes hver for sig. Det er nemlig ikke givet, at disse bestande har samme status og udvikling.

Individerne i en bestand udskiftes løbende gennem dødsfald og rekruttering af nye individer. Denne løbende omsætning af individer kaldes populationsdynamik, og bestandes udvikling må forstås på dette grundlag. At en bestand går tilbage, er ensbetydende med, at der dør flere in-divider per år, end der fødes, mens det omvendte er tilfældet for en be-stand i fremgang.

For de fleste bestande er det mest hensigtsmæssigt at slå en del af disse processer sammen. For langt de fleste - om ikke alle - vildtarter er der størst dødelighed lige efter fødslen eller klækningen, og man får derfor et mere retvisende udtryk for "nettoreproduktionen" ved at trække den-ne dødelighed fra antallet af individer, der fødes eller klækker. For fugle kan man eksempelvis i stedet for antallet af æg, der klækker, opregne antallet af afkom, der overlever til flyvedygtighed. Når der regnes på den-ne måde, kan der i stedet tales om rekruttering. Størrelsen af rekrutteringen afhænger naturligvis af længden af den periode, der medregnes, fx rekrutteres et større antal fugle som flyvefærdige, end der rekrutteres som nye, førstegangsynglende individer i det eller de efterfølgende år.

I forhold til det samlede antal individer i bestanden har de forskellige vildtarter en meget forskellig omsætningshastighed. For eksempel er den årlige overlevelse hos voksne harer ca. 60%, mens den for gæs og ederfugle er 85-90%. Denne forskel har stor betydning for en vurdering af jagtens indflydelse på bestanden. Mens 10-15% af den voksne bestand af fx gæs og ederfugle skal erstattes årligt, for at bestanden kan være stabil, skal 40% af en harebestand erstattes hvert år. En ederfuglebestand vil derfor alt andet lige være mere følsom over for en jagtlig udnyttelse af voksne, kønsmodne individer end en harebestand.

Når en bestand går tilbage, må årsagen være faldende rekruttering og/eller faldende overlevelse - det sidste ikke mindst for den reproduktive del af bestanden. På den ene side kan viden om disse forhold give nyttige oplysninger om de årsager, der i sidste instans ligger bag tilbagegangen, og på den anden side har det også betydning for vurderingen af jagtens betydning for bestanden. Hvis rekrutteringen falder med en vis andel, vil en harebestand gå hurtigere tilbage end en ederfuglebestand. Men hvis det i stedet er overlevelsen af kønsmodne individer, der falder med en vis andel, vil det omvendte være tilfældet.

For arter, hvor en reduktion af jagttiden må overvejes, vil dette have betydning for vurderingen af, hvordan jagttiden kan tilrettelægges, så udbyttet passer bedre til den aktuelle situation. For mange vildtarter sker der nemlig ændringer i udbyttets alderssammensætning gennem jagtsæsonen. I begyndelsen af denne nedlægges der typisk en stor andel af unge individer; sidst på sæsonen - hvor antallet af ungfugle eller -dyr i bestanden er reduceret bla. ved jagtmortalitet, og hvor de overlevende in-divider har haft mulighed for at opbygge erfaring med jagt - er der typisk en større andel af kønsmodne individer i udbyttet.

Det mest hensigtsmæssige er derfor at diskutere bestandes udvikling ud fra oplysninger om reproduktion/rekruttering og overlevelse. Denne fremgangsmåde er i størst muligt omfang anvendt ved vurderingen af de enkelte arter i rapportens afsnit 4 og 5. For en del af arterne har man dog kun et meget overordnet kendskab til deres populationsdynamik, og for disse må vurderingen i stedet foretages ud fra helt basale oplysninger om bestandsstørrelser og jagtudbytte.

Et særligt problem udgøres af en række arter med såkaldt "skæv" kønsfordeling for ældre individer. Mest markant er dette for bestandene af ederfugl, sortand, fløjlsand og havlit, hvor mere end 70% af de ældre in-divider er hanner. Her kan det - i det mindste i nogen grad - overvejes at tilrettelægge jagtsæsonen så afskydningen af hanner prioriteres, som det bl.a. blev gjort for ederfugl ved jagttidsrevisionen i 2004.

Kompensatorisk og additiv jagtdødelighed

Jagt vil naturligvis reducere størrelsen af en bestand i løbet af selve jagtsæsonen. Hvorvidt der også er tale om en mere langsigtet indflydelse på bestandens størrelse er et spørgsmål, der har været debatteret i mange år. Det ligger uden for rammerne af denne rapport at gennemgå det me-get store antal publikationer, der har dannet baggrund for debatten, men som indledning til drøftelsen af jagtens bæredygtighed skal der gives et kort rids af de synspunkter, der er lagt til grund for vurderingerne i Kapitel 4 og 5.

Ud fra et populationsdynamisk perspektiv kan jagtens indflydelse beskrives på den måde, at de individer, der nedlægges, dør tidligere, end de ellers ville have gjort. Man kan dermed sige, at jagt fremrykker dødeligheden - eller mortaliteten - i de vildtbestande, der jages. Det har især betydning for bestandens størrelse, hvis de individer, der nedlægges, i stedet ville have overlevet til efter de havde reproduceret sig. Dermed får det stor betydning, hvilken andel af de individer der nedlægges, der ville være omkommet af andre årsager inden det efterfølgende års ynglesæson.

Tidligere mente mange - og ikke mindst jægerne selv - at en jagtlig udnyttelse ”høstede” af et overskud i de jagede bestande, og at bestandenes størrelse ved starten på den efterfølgende ynglesæson ikke ville være påvirket af afskydningen. Man taler i den forbindelse om "kompensatorisk" mortalitet, hvilket skal forstås sådan at efter at jagtudbyttet er "høstet", betyder såkaldte "tæthedsafhængige" faktorer, at dødeligheden in-den den efterfølgende ynglesæson bliver mindre, end den ville have været uden en jagtlig udnyttelse. Den fremrykning af dødeligheden, som forårsages af jagten, omfatter således kun en enkelt sæson, og i situationer med kompensatorisk mortalitet vil størrelsen af ynglebestanden året efter derfor ikke være påvirket af den afskydning, der har fundet sted.

Alternativt taler man om, at den dødelighed, der påføres bestanden ved jagt, er "additiv". Additiv jagtmortalitet betyder, at den dødelighed, jag-ten påfører en vildtbestand, skal lægges til den dødelighed, der i forvejen sker i bestanden. I situationer med additiv mortalitet vil jagten betyde, at ynglebestanden i den efterfølgende sæson er mindre, end den ville have været uden en jagtlig udnyttelse.

Diskussionen om kompensatorisk eller additiv mortalitet har pågået i mange år, og den spiller stadig en betydelig rolle i den internationale videnskabelige litteratur, især den amerikanske. En gennemgang af resultaterne ligger uden for rammerne af denne rapport, men reelt har den ikke ført til nogen nærmere afklaring af jagtens betydning for vildtbestandenes størrelse.

En langt mere direkte tilgang til, hvad jagt betyder for bestandsstørrelser, kan opnås ved at undersøge, hvordan bestande har udviklet sig efter jagtfredning. Alene fra Danmark er der efterhånden en række eksempler på arter, hvis bestande er vokset markant efter fredning. Spættet sæl, knopsvane, knortegås, flere arter af rovfugle og stor regnspove er sådanne eksempler. Der er også arter, hvis bestande ikke er gået mærkbart frem efter fredning (lommer, lappedykkere, nogle vadefuglearter og alkefugle), men disse tilfælde omfatter typisk arter, hvor den jagtlige interesse har været mindre, og hvor udbyttet har været af mere begrænset størrelse i forhold til bestanden (Bregnballe m.fl. 2003).

Fuldstændig kompensatorisk mortalitet er et begreb, der er mest realistisk for stabile bestande. For bestande, hvis størrelse vokser eller aftager, kan mortaliteten højst være delvist kompensatorisk. Da man i praksis ikke har nogen konkret viden om dette for de enkelte vildtarter, må man som det mest forsigtige antage, at jagtmortaliteten er additiv. For bestande i vækst betyder det, at den andel af bestanden, der nedlægges, må trækkes fra vækstraten. For bestande i tilbagegang vil et såkaldt "worst possible case" scenarie være, at den rate, hvormed tilbagegangen foregår, forøges direkte med den andel, jagtudbyttet udgør af bestanden. I rapporten afsnit 4 og 5 er udtrykkene "sandsynligvis additiv" eller "additiv" der-for anvendt ved vurderinger af jagtmortalitetens betydning for bestande, der er i tilbagegang.

Forstyrrelser og flugtafstande

Det meste af den lovgivning, der er gennemgået ovenfor, omhandler jag-tens indflydelse på vildtbestandes størrelse gennem fjernelse af individer.

Jagt har imidlertid også andre effekter på vildtet, da det er veldokumenteret, at jagt virker forstyrrende på både fugle og pattedyr (fx Madsen & Fox 1995, Olesen m.fl. 1998). I Danmark gav dette for nogle år siden anledning til en række storskalaeksperimenter med såkaldte forsøgsreservater (Madsen 1998a, Madsen 1998b, Madsen & Fox 1995).

Det er ligeledes veldokumenteret, at forskellige jagtformer – og for den sags skyld andre fritidsaktiviteter – forstyrrer fugle og pattedyr i forskellig grad. For jagten på vandfugle i forsøgsreservaterne viste det sig fx, at jagt fra både, der aktivt opsøgte fuglene, hvor de lå på vandet (såkaldte "kravlepramme"), forstyrrede mere end jagt fra opankrede både med udlagte lokkefugle (Madsen m.fl. 1996).

Jagt påvirker også vildtet i form af forøget skyhed. Flugtafstandene forøges for fugle- og pattedyrarter, der jages, og er i mange tilfælde større i jagtsæsonen end om foråret (fx Madsen 1985). Det er også velkendt, at en række fuglearter efter fredning har formindsket deres flugtafstande til mennesker markant, fx knopsvane (fredet i Danmark 1926) og knortegås (fredet i Danmark 1972).

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har i mange sammenhænge, og specielt i forbindelse med oplægget til denne rapport, gjort opmærksom på, at den forøgelse af flugtafstande, der følger af, at fuglearter gives en jagtsæson, forringer oplevelsesværdien for andre naturinteresserede. DOF har således også i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport udtrykt ønske om, at såvel forstyrrelseseffekter som flugtafstande inddrages i vurderingerne af jagttider.

Selv om synspunktet er fuldt ud gyldigt, er både det juridiske og det biologiske grundlag for at inddrage forstyrrelseseffekter i en vurdering af jagttider usikkert. Juridisk kan det udmærket tænkes, at hvis jagt må formodes at påvirke en fuglebestands størrelse gennem forstyrrelseseffekter, vil det kunne være i modstrid med intentionerne i Fuglebeskyttelsesdirektivet. "Vejledning om jagt" anfører da også dette, men uden at drage skarpe konklusioner. Det skyldes ikke mindst, at mens det er forholdsvist nemt at påvise umiddelbare reaktioner på forstyrrelser, er det overordentligt vanskeligt at påvise effekter på bestandsniveau. "Vejledning om jagt" gør desuden opmærksom på, at effekterne på forskellige fuglearter kan være forskellige, fx i form af, at nogle arter er i stand til at kompensere for jagtlige forstyrrelser ved at fouragere om natten. Vejledningen tager ikke utvetydigt stilling til, om og i så fald hvordan forstyrrelseseffekter skal inddrages i en vurdering af jagttider.

Heller ikke i dansk lovgivning er grundlaget klart. I §1, stk. 2 i Lov om jagt og vildtforvaltning er fastslået, at "ved lovens administration skal hensynet til befolkningens rekreative behov afvejes overfor hensynet til beskyttelse af vildtet". I praksis er der rent faktisk tale om såvel rekreative behov, der vil kunne være i en vis modstrid med beskyttelsen af vildtet (jagt og en række andre fritidsaktiviteter, der medfører forstyrrelser af dyr og fugle) som rekreative behov, der indebærer, at man kan iagttage vildtet uforstyrret. Indtil der foreligger en egentlig juridisk fortolkning af denne formulering, må den dog formentlig forstås sådan, at man ved lovens administration ikke må prioritere beskyttelsen af vildtet så højt, at der ikke levnes plads til de rekreative behov, der medfører dokumenterede forstyrrelseseffekter.

Derudover kan det også siges, at en inddragelse af forstyrrelseseffekter og flugtafstande i en fastlæggelse af jagttider kan være vanskelig ud fra rent biologiske betragtninger. For kortnæbbet gås er det påvist, at flugtafstandene er mindre i forårstræktiden end om efteråret (Madsen 1985), men derudover bygger den eksisterende viden på fald i flugtafstande efter totalfredninger. Der er dermed ingen oplysninger, der i egentlig for-stand kan bruges til at belyse og vurdere nogen nærmere sammenhæng mellem jagttidens længde og flugtafstandene.

I Danmark har man indtil videre fulgt en forvaltningsmæssig strategi, hvor man for vandfugle har søgt at kompensere for jagtmæssige forstyrrelser gennem oprettelsen af jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder, mens man ikke har inddraget disse i overvejelser om jagttider. I forbindelse med udformningen af den nugældende jagtlov indgik Vildtforvaltningsrådet således et forlig, der indebar oprettelsen af godt 50 såkaldte ”jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder”. Effekterne af disse områder på antallet af vandfugle, der raster i dem, har været omfattende (Clausen m.fl. 2004).

Da forstyrrelseseffekter ikke tidligere har været inddraget i vurderinger af jagttider, vil det kræve en politisk beslutning at inddrage dem. Indtil der er enighed om dette, følger DMU de hidtil gældende principper, og forstyrrelseseffekter er derfor ikke taget ind i de nedenstående overvejelser om jagttider.

Der skal dog gøres opmærksom på, at det reservatnetværk for vandfugle, der blev oprettet i 1990’erne, ikke tilgodeser alle arter lige godt. Specielt dækker det ikke havdykænderne, og såfremt man vil overveje genindførelse af en jagttid på nogle af de vadefuglearter, Danmarks Jægerforbund har ønsket vurderet, kommer i det mindste nogle af disse arter ind under denne kategori. Dette er nærmere drøftet i rapportens afsnit 4.5 og 5.