^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

I Fuglebeskyttelsesdirektivets Artikel 7 er fastslået, at jagt skal drives efter principperne om fornuftig udnyttelse. Dette er uddybet i "Vejledning om jagt", der sætter lighedstegn mellem begreberne "fornuftig udnyttelse" og "bæredygtig udnyttelse". Det indebærer, at jagtens bæredygtighed er det centrale begreb, der må vurderes i forbindelse med en jagttidsrevision.

Inden man kan vurdere jagtens bæredygtighed for den enkelte vildtart, må man imidlertid have nogle klare og utvetydige definitioner på, hvad bæredygtighed er. Sådanne definitioner bør ideelt være meget konkrete, da de skal være reproducerbare; udfaldet af en bedømmelse af bæredygtighed må ikke kunne afhænge af, hvem der foretager den.

"Vejledning om jagt" forholder sig til bæredygtighed med henvisning til en definition, der er givet i den såkaldte Rio-Konvention (Convention on Biological Diversity), hvor en bæredygtig udnyttelse defineres som "udnyttelse af bestanddele af den biologiske mangfoldighed på en sådan måde og i et sådant omfang, at det ikke fører til nedgang i den biologiske diversitet på langt sigt, hvorved den biologiske mangfoldigheds muligheder for at dække nuværende og kommende generationers behov bevares".

"Vejledning om jagt" henviser også til Ramsar-Konventionen, hvor man på medlemsstaternes 3. konferencemøde i 1987 enedes om, at "fornuftig udnyttelse af vådområder består i bæredygtig udnyttelse heraf til gavn for menneskeheden på en måde, som er forenelig med bevarelse af økosystemets naturlige egenskaber". På denne baggrund kan bæredygtig udnyttelse defineres som "menneskers brug af et vådområde på en sådan måde at det til stadighed giver så store goder som muligt for de nuværende generationer og samtidig bevarer sit potentiale til at opfylde kommende generationers behov og ønsker". Økosystemets naturlige egenskaber defineres som "de fysiske, kemiske og biologiske komponenter, såsom jord, vand, planter, dyr og næringsstoffer, og samspillet mellem disse". I forhold til jagtlig udnyttelse kan man ud fra dem sige, at jagt er bæredygtig, hvis den ikke overudnytter en bestand, så bestandens evne til at forny sig, herunder opretholde sin størrelse og udbredelse, forringes.

Ramsar-Konventionen omhandler kun vådområder, men ”Vejledning om jagt” fastslår, at den skal anvendes generelt for jagt i forhold til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Det er således den, der lægges til grund i det følgende.

Disse definitioner på bæredygtighed er meget generelle, og i forhold til dem er spørgsmålet, hvordan man omsætter dem til praksis ved vurderingen af jagttider (Bregnballe m.fl. 2007). I ”Vejledning om jagt” gøres et forsøg på en lidt nærmere præcisering af, hvad bæredygtighed er. I rapportens afsnit 2.4.15 står således:

"For at jagt ikke skal medføre en nedgang i de arter, der drives jagt på, tilstræbes det i naturforvaltningen generelt at sikre, at jagtniveauet for en given art ikke overskrider grænsen mellem den ’maksimale’ og den ’optimale’ bæredygtige ydelse³¹."

I den tilhørende fodnote (31, s. 20) står:

"Den bæredygtige ydelse kan defineres som en situation, hvor der fjernes ressourcer fra miljøet i en takt, som kan udlignes på afbalanceret vis gennem naturlige processer. Under normale vilkår holdes fuglebestandene på et stabilt niveau af forskellige processer, som afhænger af bestandstætheden. En arts ydelse hænger direkte sammen med dens formeringstakt og overlevelsesrate. Nedlæggelsen kan fjerne en stor del af en bestand, men det opvejes af en lavere naturlig dødelighed og/eller højere formeringstakt. Det maksimale antal fugle, der kan nedlægges om året, nås når det største antal fugle yngler i den hurtigst mulige takt. Det opnås, når ynglebestanden kommer langt under levestedets kapacitet (Newton, I. 1998: Population limitation in birds). Jagt reducerer som regel ynglebestanden blandt fugle med lav naturlig dødelighed (K-strateger, fx gæs), men de-res formeringstakt er til gengæld højere end de bestande, der ikke drives jagt på. Det betegnes den maksimale bæredygtige ydelse. På grund af usikkerhedsmomenter i økosystemerne sættes nedlæggelsestallet som regel noget lavere, hvilket defineres som den optimale bæredygtige ydelse. En god bestandsforvaltning kan øge denne ydelse".

Mens der faktisk findes en konkret fortolkning af, hvad den "maksimale" bæredygtige ydelse er, findes der ikke nogen anvendelig definition på, hvad den optimale bæredygtige ydelse er. Dette drøftes i de næste tre afsnit, for hhv. stabile, stigende og aftagende bestande.

”Vejledning om jagt” afgrænser således begrebet bæredygtighed til effekten af jagt på bestandsstørrelser. Forstyrrelser tages med disse bemærkninger alene i betragtning, hvis de påvirker bestandens størrelse, hvilket som nævnt ovenfor vil være særdeles vanskeligt at påvise. Da vejledningen repræsenterer den fortolkning, Fuglebeskyttelsesdirektivet gives i den Europæiske Kommission (eller i det mindste dens embedsværk), er det den, der er lagt til grund for vurderingerne af bæredygtighed i det nedenstående.

Det skal også bemærkes, ”bæredygtighed” således er et begreb, der kun er defineret på arts- eller bestandsniveau. Der findes ingen retningslinjer for, hvordan man eventuelt kunne sammenfatte vurderinger for flere arter til mere generelle vurderinger, fx at ”jagten på havdykænder er bæredygtig” eller ”jagten i Danmark er bæredygtig”. En række uddybende kommentarer til, hvad man i praksis kan lægge i sådanne mere generelle vurderinger, er givet nedenfor i rapportens afsnit 4.1.

Bestande kan være stabile (i nogle tilfælde fluktuerende), i vækst eller i tilbagegang. De efterfølgende afsnit konkretiserer, hvordan bæredygtighed vurderes i disse situationer.

Jagt på stabile bestande

Udgangspunktet for nedenstående drøftelse er en bestand med såkaldt logistisk bestandsvækst (Fig. 3.5.1). "Logistisk" vækst indebærer, at en bestand begrænses af en ressource, der fx kan være mængden af føde (evt. på et bestemt tidspunkt af året) eller ynglehabitat. Det maksimale antal individer i bestanden - dvs. det antal individer, ressourcen kan understøtte - kaldes bærekapaciteten (nogle steder den naturlige bærekapacitet). Bærekapaciteten betegnes normalt K.

Mange dyre- og fuglebestande har over tid udvist bestandsudviklinger, der kan fortolkes som logistisk vækst, se fx den danske ynglebestand af ederfugl (Fig. 4.5.15) og skarv (Fig. 5.3.1). Og selv om den logistiske model som alle andre modeller repræsenterer en forenkling af virkeligheden, udgør den et udmærket og meget generelt grundlag for at overveje jagtens betydning for vildtbestande. Det er desuden overvejelser baseret på bestande med logistiske vækstforløb, der er lagt til grund for overvejelserne i ”Vejledning om jagt”.

Figur 3.5.1. Udviklingen over 300 år for en bestand, der etablerer sig til tid 0, hvis væksten er logistisk. Efter 100 år gives bestanden en jagtlig udnyttelse på hhv. 2,5%, 5,0%, 10,0% og 22,5% af bestandens størrelse om efteråret. Mens bestanden uden en jagttid fortsætter med at have den størrelse, der svarer til  bærekapaciteten, fører en jagttid til, at den stabiliserer sig på et nyt - men lavere - niveau. Dette niveau afhænger af udnyttelsesgraden. Hvis den jagtlige udnyttelse bliver for stor (i dette eksempel over 25%) vil bestandens størrelse fortsætte med at falde, til bestanden uddør.

Når en ny art indvandrer til et område (typisk med ganske få individer), hvor der så er et uudnyttet overskud af fx føde eller habitat, vokser bestanden i begyndelsen meget hurtigt - faktisk næsten eksponentielt (dvs. med en konstant årlig tilvækstrate). Men efterhånden som bestandsstørrelsen nærmer sig det niveau, der kan understøttes/opretholdes ud fra ressourcen, falder vækstraten mere og mere, og til sidst, når bestanden når områdets bærekapacitet, stabiliserer bestanden sig på denne (dvs. vækstraten ender med at blive nul).

Et eksempel på en logistisk vækstkurve er vist i Fig. 3.5.1. Eksemplet er valgt, så det repræsenterer en art med forholdsvis høj voksenoverlevelse og et begrænset reproduktivt potentiale, men derudover er det et taleksempel uden nogen nærmere relation til nogen af virkelighedens arter. K er sat til 20.000 individer for overskuelighedens skyld, men kunne for den sags skyld lige så godt være 200.000 eller 2.000.000. I begyndelsen af forløbet, hvor bestanden er lille i forhold til bærekapaciteten K, vokser den næsten eksponentielt, dvs. med en konstant årlig rate. Men efterhånden som bestanden nærmer sig bærekapaciteten falder vækstraten, og efter ca. 50 år stabiliserer bestanden sig på K. Den årlige vækstrate i bestanden er differencen mellem det antal individer, der fødes, og det antal, der dør. Vækstraten kan derfor ændre sig som følge af - og kun som følge af - ændringer i reproduktion eller overlevelse.

Det bør nævnes, at den såkaldte intraspecifikke konkurrence (dvs. konkurrencen mellem individerne i bestanden) om den begrænsende ressource ofte vil blive stærkere, når bestandens størrelse nærmer sig områdets bærekapacitet. I tilfælde hvor føden er den begrænsende faktor, kan dette give sig udslag i, at individerne vejer mindre, når bestanden nærmer sig bærekapaciteten, hvilket efterfølgende både kan påvirke overlevelse og reproduktion. Desuden kan der forekomme tilfælde, hvor høje tætheder gør bestanden følsom over for angreb fra smitsomme sygdomme og parasitter. Sådanne situationer er der set bort fra i det følgende.

Efter en vis tid (i eksemplet sat til 100 år) gives bestanden en jagttid, og der afskydes årligt en vis andel af individerne. Afhængigt af størrelsen af den jagtlige udnyttelse falder bestandsstørrelsen mere eller mindre, men stabiliserer sig i de viste situationer efter nogle år på et nyt, men lavere, niveau. Dette niveau afhænger af de såkaldte tæthedsafhængige faktorer. Efterhånden som bestandsstørrelsen falder, øges den reproduktive succes og/eller overlevelsen, og så længe afskydningen ikke overstiger den årlige tilvæksrate, kan bestanden bære afskydningen.

På langt sigt er den jagtlige udnyttelse så at sige per definition bæredygtig i alle de viste scenarier, fordi ressourcens (i dette tilfælde bestandens) evne til at forny sig ikke forringes; tværtimod vokser den i takt med, at bestandsstørrelsen falder. I teorien er bestandens formeringsrate faktisk størst, når bestanden er på 2 individer (1 han og 1 hun), men i praksis vil det være sådan, at meget små bestande har en større risiko for at uddø, enten fordi tætheden er for lav, eller fordi de er følsomme overfor tilfældigheder i omverdenen, fx en række hårde vintre. Denne nedre grænse er udmøntet i IUCN's kriterier for rødlistning.

Jagt kan således være bæredygtig, selv om bestandens størrelse påvirkes. Man skal også bemærke, at i tilfælde, hvor bestandsstørrelsen reguleres alene gennem mortalitet (dvs. reproduktionen er konstant), vil mortaliteten i bestanden være den samme, både når bestanden er på sin bærekapacitet og når den efter indførelsen af en jagttid igen har stabiliseret sig på et nyt og lavere niveau. Jagtmortaliteten vil være additiv i hele forløbet, men da overlevelsen vil falde, når bestanden vokser (pga. den logistiske vækst), vil det i praksis være vanskeligt at sondre mellem kompensatorisk og additiv mortalitet. Det gælder især for undersøgelser, der kun omfatter den periode, hvor bestandsstørrelsen er stabil. Det er ikke mindst af denne grund, at den teoretiske debat om kompensatorisk og additiv mortalitet har begrænset relevans for den politiske debat om jag-tens indflydelse på bestandsstørrelser.

Eksemplerne i Fig. 3.5.1 indebærer imidlertid også noget andet. For en jagtlig udnyttelse på 2,5% stabiliserer bestanden sig på ca. 18.500 individer, dvs. jagtudbyttet vil udgøre omkring 460 individer årligt. For en jagtlig udnyttelse på 10,0% stabiliserer bestanden sig på godt 13.000 in-divider, og her vil jagtudbyttet være godt 1.300 individer årligt. Endelig stabiliserer bestanden sig på knap 2.600 individer med en jagtlig udnyttelse på 22,5%, og her vil jagtudbyttet være på knap 600 individer. Det største udbytte opnås altså, når bestanden er omkring ½K - i teorien faktisk når bestanden holdes præcis på ½K. I fiskeribiologien - og fiskeri skal ligesom jagt være bæredygtigt ud fra de samme generelle definitioner - kendes dette som "optimum yield" problemet, og det er det, der i "Vejledning om jagt" omtales som den "maksimale bæredygtige ydelse". I eksemplet i Fig. 3.5.1 opnås dette ved en jagtlig udnyttelse på 12,5%. Ved en større jagtlig udnyttelse falder både bestandsstørrelsen og det årlige udbytte, og selv om jagten stadig kan være bæredygtig (forstået på den måde at bestanden er stabil), er udbyttet ikke længere maksimalt. Madsen m.fl. (1996) gav et eksempel på dette ud fra svenske undersøgelser af råvildt.

Det er denne sammenhæng mellem udnyttelsesgrad og udbyttets størrelse, der i "Vejledning om jagt" omtales som den maksimale bæredygtige udnyttelse. "Vejledning om jagt" indeholder også begrebet den "optimale bæredygtige ydelse" med en bemærkning om at "på grund af usikkerhedsmomenter i økosystemerne sættes nedlæggelsestallet som regel noget lavere". Det er formentlig ikke muligt at give nogen nærmere præcisering af, hvad dette vil indebære, da de omtalte "usikkerhedsmomenter" vil variere fra art til art, men det skal bemærkes, at ”Vejledning om jagt” dermed antyder, at holdningen er, at jagttrykket på fuglearter ikke må reducere bestanden til under det halve af bærekapaciteten, og formentlig heller ikke til denne størrelse.

I det viste eksempel fører en jagtlig udnyttelse på 22,5% til, at bestanden stabiliserer sig på et niveau på godt 2.500 individer, dvs. på omkring 12,5% af K. Krondyret er formentlig et eksempel på en vildtart, hvor jagtlig udnyttelse holder bestanden på et sådant lavt niveau i forhold til bærekapaciteten, men det kan dog også anskues som en økologisk afbalanceret regulering ud fra fx markskadeproblematikken. Det skal for god ordens skyld understreges, at den jagtlige udnyttelse af fuglebestande i Danmark - så vidt DMU kan konstatere - ikke i noget tilfælde overskrider den ”optimale” bæredygtige udnyttelse.

Disse overvejelser indebærer, at jagt på vildtbestande, der er stabile, kan vurderes som bæredygtig. Man har i de fleste tilfælde ikke nogen direkte viden om, hvor niveauet for bestandsstørrelsen befinder sig i forhold til omgivelsernes bærekapacitet, og det kan derfor ikke direkte udelukkes, at udbyttet overstiger den optimale eller måske endda den maksimale bæredygtige udnyttelse. Men ud fra scenarier som dem, der er vist i Fig.

3.5.1 samt viden om den pågældende vildtarts populationsdynamik kan man i de fleste tilfælde, ved at sammenholde udbyttets størrelse (og evt. køns- og aldersfordeling) med bestandens, danne sig et vist begreb om udnyttelsesgraden, og dermed også om betydningen af jagt for bestandsniveauet. For trækkende fuglearter burde en sådan sammenligning ideelt foretages samlet for alle de lande, hvor bestanden udnyttes jagtligt, men da det samlede udbytte stort set er ukendt (se nedenfor) kan dette ikke lade sig gøre. På den anden side kan man, i en situation hvor det er jagten i Danmark, der skal vurderes, ud fra bestandens størrelse og udbyttet i Danmark, overveje, hvor meget jagtudbyttet her i landet isoleret set kan påvirke en trækfuglebestand.

Scenarierne i Fig. 3.5.1 kan også lægges til grund for en vurdering af de mulige konsekvenser af at genindføre jagttid på en fredet art, hvis be-stand aktuelt er stabil. For de fleste arter vides det ikke, om bestanden er ressourcebegrænset, men hvis det er tilfældet, vil prognosen være, at en jagtlig udnyttelse kan indebære et indledende fald i bestandens størrelse med en efterfølgende stabilisering på et nyt, men lavere niveau, der afhænger af jagttrykket. Specielt for arter, hvis bestande voksede efter en tidligere fredning, kan der være grund til at mene, at bestanden kan gå tilbage i en indledende periode efter genindførelse af en jagttid. Hvis bestandens størrelse ikke bringes under en vis grænse (diskuteret nedenfor i rapportens afsnit 3.5.4) pga. af jagten, er der i princippet - i biologisk forstand - ikke noget til hinder for, at en sådan bestand kan gøres til genstand for en jagtlig udnyttelse, der på længere sigt vil være bæredygtig; men ”Vejledning om jagt” slår imidlertid også fast, at jagt ikke må være årsag til, at fuglearter går tilbage, og det er således et åbentstående spørgsmål, hvordan en sådan indledende periode ville kunne fortolkes.

Jagt på bestande i vækst

Man kunne også forestille sig, at jagten har været udøvet gennem hele bestandens vækstperiode, dvs. allerede fra et tidspunkt før bestanden nåede sin bærekapacitet. I denne situation ender bestanden med at stabilisere sig på samme niveau som i Fig. 3.5.1, men man må bemærke, at afhængigt af den jagtlige udnyttelse vokser bestanden langsommere, og den er længere om at nå sit stabile niveau. Fig. 3.5.2 illustrerer dermed det princip, at for en bestand i vækst kan en vis jagtlig udnyttelse være bæredygtig, men vækstraten i bestanden vil være mindre, end hvis arten var fredet, og der vil gå længere tid, før bestanden stabiliserer sig.

Figur 3.5.2. Samme bestand som i Fig. 3.5.1, men jagt udøves fra det tidspunkt, hvor bestanden etablerer sig (tid 0).

Dette eksempel illustrerer en række situationer, som kunne være repræsentative også for danske vildtarter. Fx kunne eksemplet illustrere en nyetableret ederfuglekoloni i Danmark, eller udviklingen af kronvildtbestanden i de dele af Jylland, hvor arten er ved at etablere nye bestande (Sunde m.fl. 2008). For andre arter skyldes væksten i bestanden at bærekapaciteten øges, som det bl.a. menes at være tilfældet med råvildt og gæs, efter at vinterafgrøder er blevet almindelige i Danmark.

En jagtlig udnyttelse af en vildtbestand, der er i vækst, er i alle situationer vurderet som bæredygtig i det efterfølgende.

Jagt på bestande i tilbagegang

Stort set alle arter – og også dem, der ikke jages - har bestandsstørrelser, der ændrer sig over tid. Årsagen er ændringer i de vilkår – såsom klima, fødegrundlag og menneskeskabte påvirkninger – bestandene lever under. Set over et forholdsvis begrænset tidsrum – fx 20 år - må det derfor forventes, at der altid vil være bestande, der er stabile eller i fremgang, mens der vil være andre, der er i tilbagegang. Mens jagt på stabile og stigende bestande kan vurderes som bæredygtig, kræver jagt på bestande i tilbagegang betydeligt mere indgående overvejelser.

I ”Vejledning om jagt” (hvor begrebet bæredygtig jagt anvendes generelt, baseret på de ovenstående definitioner) anføres som tidligere nævnt, at "hvis en art er i tilbagegang, kan jagt per definition ikke være bæredygtig, medmindre den indgår i en hensigtsmæssig løbende forvaltningsplan, som også omfatter beskyttelse af levesteder og andre tiltag, som skal modvirke og med tiden afhjælpe tilbagegangen".

Denne vurdering blev oprindeligt fremsat af Europa-parlamentets udvalg for miljø- og sundhedsanliggender og forbrugerbeskyttelse, ifm. Kommissionens ændringsforslag i 1991 til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Ud fra en biologisk betragtning må det undre, at udarbejdelsen af en forvaltningsplan i sig selv vil kunne være tilstrækkelig til at ændre en jagtlig udnyttelse fra "ikke bæredygtig" til "bæredygtig". En forvaltningsplan for en fugleart i tilbagegang kan i henhold til det ovenstående først gøre jagten bæredygtig, hvis og når dens målsætninger (minimum at standse tilbagegangen) opfyldes. Mulighederne for forvaltningsplaner er kommenteret nærmere under gennemgangen af de enkelte arter i rapporten afsnit 4.

Opfattelsen af, at jagt på bestande i tilbagegang ikke kan være bæredygtig, holder dog med de givne definitioner på bæredygtighed ikke nødvendigvis ud fra en fagbiologisk betragtning. Der indgår en række økologiske elementer i en vurdering af jagtens bæredygtighed, der betyder, at man må anlægge en mere nuanceret vurdering.

Fx vil bæredygtigheden af jagt på en vildtbestand i tilbagegang afhænge af årsagen til, at arten eller bestanden går tilbage, og man kan godt forestille sig realistiske situationer, hvor jagten kan betegnes som bæredygtig selv om bestanden er i tilbagegang. Der vil heller ikke nødvendigvis kunne drages nogen skarp skillelinje mellem bæredygtighed og ikkebæredygtighed, fx vil der være situationer, hvor man for en stor bestand med en langsom tilbagegang og en meget begrænset jagtlig udnyttelse må konkludere, at jagten ikke har nogen påviselig negativ indflydelse på bestandens evne til at forny sig. Sådanne grænsetilfælde er kommenteret af Bregnballe m.fl. (2007).

Betragter man bestande i tilbagegang, bliver det iht. IUCN’s definitioner i første omgang afgørende for vurderingen, om man kender eller ikke kender årsagen til tilbagegangen. For stort set alle de vildtbestande, der aktuelt er i tilbagegang, kender man ikke årsagen, i det mindste ikke med sikkerhed. Der er dermed heller ingen viden om, hvorvidt og hvornår tilbagegangen vil ophøre.

I en sådan situation må man som ”worst possible case” antage, at årsagerne til tilbagegangen vedvarer, og at bestanden dermed vil forsvinde før eller senere. Hvor lang tid der går, før dette sker, afhænger af bestandens størrelse på det tidspunkt, tilbagegangen starter, og af, hvor hurtigt bestanden går tilbage. Ud over at man ikke kender årsagerne til tilbagegangen, kender man heller ikke jagtens indflydelse på dens størrelse.

”Worst possible case” vil her være, at den mortalitet, jagten påfører bestanden, er additiv.

I Fig. 3.5.3 er vist to eksempler på arter eller bestande i tilbagegang, hhv. med og uden jagt. Begge bestande går tilbage med 3% om året uden jagt, og med en additiv jagtmortalitet på 2% årligt øges hastigheden af tilbagegangen derfor fra 3% til 5% om året. Den ene bestand er på 50.000 in-divider, når tilbagegangen begynder, den anden på 500.000. En tilbagegang med en konstant procentdel af bestanden per år betyder, at bestandens størrelse aftager eksponentielt, og i Fig. 3.5.3 er bestandsstørrelsen derfor vist i et såkaldt semi-logaritmisk plot, hvor eksponentielle tilbagegange afbildes som rette linjer.

Figur 3.5.3. To bestande i samme tilbagegang, med (blå) og uden (sort) en jagtlig udnyttelse på 2% af bestanden per år. For begge bestande ophører den jagtlige udnyttelse, når bestandens størrelse falder til under 10.000 individer. Bemærk at skalaen på y-aksen er logaritmisk og at jagtmortaliteten er additiv.

Begge arter eller bestande går tilbage med samme rate, og hvis denne tilbagegang fortsætter, vil de forsvinde på et tidspunkt. En tilbagegang på 3% årligt er en ganske kraftig tilbagegang, der svarer til, at bestanden efter 10 år er reduceret med 26%. I forhold til IUCN’s kriterier vil begge bestande derfor blive bedømt som ”næsten truet”.

Men hvornår bestanden forsvinder, afhænger af dens indledende størrelse. I Fig. 3.5.3 er dette ikke vist, men til gengæld er der vist en grænse på 10.000 individer, idet en jagtlig udnyttelse for de fleste arter senest bør ophøre, når bestanden når denne størrelse (se rapporten afsnit 3.6 nedenfor). For den bestand, der indledningsvis var på 50.000 individer, sker dette efter 54 år. Men for den bestand, der var på 500.000 individer, sker det først efter 130 år. Da alle prognoser vil blive mere usikre, jo længere frem i tiden man forsøger at forudsige udviklingen, er der dermed på nuværende tidspunkt større grund til at bekymre sig om den mindste af de to bestande.

Med en jagtlig udnyttelse, der medfører en additiv dødelighed på 2% om året, øges raten for tilbagegangen fra 3% til 5%. Den mindste af de to bestande når nu grænsen på 10.000 individer i løbet af 34 år, mens den største når den efter 76 (Fig. 3.5.3). I ingen af disse to tilfælde vil jagten være bæredygtig, da den reducerer bestandens evne til at forny sig. Men igen vil de to prognoser være behæftet med forskellige grader af usikkerhed, da en fremskrivning på 30 år vil være mindre usikker end en fremskrivning på 80.

Det ovenstående eksempel er som nævnt et "worst possible case" scenarie. Reelt vil alle, eller i hvert fald næsten alle, vildtbestande være påvirket af såkaldt tæthedsafhængige faktorer. Tæthedsafhængighed indebærer, at efterhånden som bestanden bliver mindre reduceres fx konkurrencen mellem individer om ressourcer, og i visse tilfælde måske også et prædationstryk, fordi prædatoren skifter til andre fødeemner. I mange tilfælde bliver det ovenstående scenarie derfor for pessimistisk, fordi bestandens evne til at modstå de negative virkninger (årsagen til tilbagegangen) vokser, efterhånden som betydningen af de tæthedsafhængige faktorer formindskes. Det indebærer, at når en vildtbestand er i tilbagegang og jagten skal vurderes, må der lægges mere vægt på små end på store bestande.

For nogle bestande vil det være sådan, at en jagtlig udnyttelse godt kan være bæredygtig i en situation, hvor bestanden er i tilbagegang. Det afhænger af årsagen til tilbagegangen (Bregnballe m.fl. 2007), og kan illustreres med følgende simple eksempel.

Figur 3.5.4. Samme scenarier som i Fig. 3.5.1, men efter 150 år begynder bærekapaciteten K at falde, så den over en periode på 50 år reduceres til det halve (K=10.000).

I mange tilfælde har omgivelsernes udvikling betydet, at bærekapaciteten er faldet. Fx er det velkendt, at arealet af vådområder i Danmark er reduceret drastisk siden midten af 1800-tallet, og selv om der i dag ikke sker nogen nævneværdig afvanding sker der stadig tab af ynglehabitat for de arter, der er tilknyttet denne habitat, fx som et resultat af, at byer udvikler sig så vådområder efterhånden kommer til at ligge bynært hvilket bl.a. kan indebære, at de i øget omfang bruges rekreativt. Effekten er illustreret i Fig. 3.5.4, hvor bærekapaciteten K begynder at falde efter 150 år. Faldet varer i 50 år, og over denne periode reduceres bærekapaciteten til det halve. Efter 50 år stabiliserer K sig igen.

I denne situation går bestanden tilbage over en godt 50-årig periode, uanset hvilken jagtlig udnyttelse den er genstand for, og den stabiliserer sig efterfølgende på en ny, men lavere bestandsstørrelse. Jagten er per definition bæredygtig i hele perioden – dvs. også i de 50 år, hvor bestanden falder. For at indse dette må man tænke på, at det er faldet i bærekapacitet, der indskrænker bestandens evne til at forny sig – og ikke den jagtlige udnyttelse - og på, at der på intet tidspunkt i forløbet sker en jagtlig overudnyttelse af bestanden i forhold til bærekapaciteten.

Der kan rent faktisk også tænkes andre situationer, hvor jagt på en be-stand i tilbagegang kan være bæredygtig. Logistisk vækst kan virke med tidsforsinkelser i tæthedsafhængigheden (såkaldte time-lags), hvor den eller de tæthedsafhængige faktorer først får effekt efter nogle år. Det kan fx være tilfældet for mange langt-levende fuglearter, hvor begrænsningen ikke virker gennem overlevelse, men gennem reproduktionen (mængden af ynglehabitat). Her vil det i mange tilfælde være sådan, at efterhånden som mængden af ynglehabitat "fyldes op" stiger den alder, hvor unge fugle yngler første gang, og der opbygges efterhånden en pulje af ikke-ynglende ungfugle, såkaldte "floaters".

Time-lags i tæthedsafhængigheden vil kunne give bestanden et såkaldt ”overshoot” ift. bærekapaciteten og forlænge den tid, bestanden bruger på at stabilisere sig, idet bestandsstørrelsen udviser såkaldte ”dæmpede” svingninger (Fig. 3.5.5). Et muligt eksempel på et sådant forløb kan være bestanden af mørkbuget knortegås, der efter 1972 voksede til ca. 300.000 individer, hvorefter den atter faldt til et niveau på ca. 200.000 og efterfølgende er vokset igen (jf. gennemgangen af arten i rapportens afsnit 5). I et scenarie med time-lag kan jagt på en bestand med periodevis faldende størrelse også være bæredygtig.

Figur 3.5.5. Samme bestand som i Fig. 3.5.1, men med en tidsforsinkelse på 4 år i virkningen af tæthedsafhængigheden. Tidsforsinkelsen får bestanden til at svinge i størrelse, med op- og nedgange, men over tid vil den stabilisere sig på samme størrelse som vist i Fig. 3.5.1. En begrænset jagtlig udnyttelse fører i dette eksempel til, at svingningerne dæmpes og bestanden stabiliserer sig hurtigere - dog på det samme, lidt lavere niveau, som er vist i Fig. 3.5.1.

De nævnte eksempler er naturligvis forenklede. Men de tjener til at vise, at man i forholdsvis realistiske scenarier kan forestille sig en bæredygtig jagt på bestande, hvis størrelse falder. Man kan naturligvis også forestille sig situationer, hvor jagt på bestande med faldende størrelser ikke er bæredygtig, man behøver blot at tænke sig situationer med større jagttryk, end bestanden kan bære. Men eksemplerne er tilstrækkeligt realistiske til at vise, at en faldende bestandsstørrelse ikke nødvendigvis behøver at betyde, at jagten ikke er bæredygtig. Man kan først udtale sig med sikkerhed om dette, hvis og når man har et nærmere kendskab til årsagssammenhængene.

I stort set alle de tilfælde, hvor man aktuelt har jagttid på vildtbestande i tilbagegang (fx hare, agerhøne, og ederfugl), er man rent faktisk ikke klar over, hvad årsagen er, og det er således ikke muligt at sige noget med sikkerhed om jagtens indflydelse på bestandens udvikling. I nogle tilfælde har man dog - mere eller mindre usikre - hypoteser om årsagerne. For bestande i tilbagegang, hvor man ikke har nogen begrundet formodning om årsagen, er jagtens bæredygtighed derfor betegnet som "usikker" i det nedenstående. For andre arter, hvor man har en formodning om årsagen til tilbagegangen, kan jagten - afhængigt af årsagen - være betegnet som enten "sandsynligvis ikke bæredygtig" eller "sandsynligvis bæredygtig”.

Hvornår er en bestand så lille, at den ikke kan jages?

Små bestande vil alt andet lige have en større risiko for at uddø end store bestande. Tilfældigheder i livsvilkårene – fx en række hårde vintre eller tørre/våde somre – kan være det, bestanden ikke kan klare. Fænomener som indavl kan få betydning for meget små bestande.

I Lov om jagt og vildtforvaltning er det fastslået, at jagt på små og sårbare bestande ikke bør finde sted. Der er imidlertid ikke sat noget konkret tal på, hvornår en bestand må vurderes som lille og sårbar.

Inden for forskningsområdet ”conservation biology” har man regnet meget på, hvad minimumsstørrelsen for en bestand skal være, for at dens langsigtede overlevelse er sikret eller i det mindste meget sandsynlig. Det har her vist sig, at den såkaldte ”minimum viable population size” (MVP) – dvs. den mindste bestand, der kan forventes at overleve på langt sigt – vil afhænge af artens økologi, herunder overlevelse og bestandsstruktur, og at den kan variere fra nogle hundrede til nogle tusinde individer (f.eks. Fiedler & Jain 1992). Disse beregninger er baseret på teoretiske overvejelser, og i praksis er man derfor nødt til at holde en bred sikkerhedsmargen.

Arter, hvis bestande er - eller kan tænkes at være - i nærheden af MVP, må ikke gives en jagttid. Det gælder både i henhold til Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektiverne og i forhold til dansk jagtlovgivning (§1, stk 3). Dette princip er allerede brugt til anbefalinger af fredninger i en række tilfælde (den danske ynglebestand af stor skallesluger, den skandinaviske bestand af skovsædgås og den baltiske race af sildemåge). Den største bestand, for hvilken dette princip hidtil er blevet anvendt i DMU’s vurderinger, er Svalbard-bestanden af knortegås (den lysbugede race Branta bernicla hrota), der aktuelt er på under 10.000 individer. Omvendt er den mindste naturligt forekommende bestand, der kan vurderes at tåle en jagtlig udnyttelse, krondyret, der er vurderet til aktuelt at have en samlet bestandsstørrelse på 15.000-20.000 individer). Dåvildt og sika har endnu mindre bestande, men er introducerede, og for begges vedkommende findes der kerneområder, hvor de kun jages i kontrolleret omfang. Svalbard-bestanden af kortnæbbet gås havde omkring 1980 en bestand på godt 20.000 individer, og denne bestand har uanset en ganske stor afskydning formeret sig op til en bestandsstørrelse, der aktuelt er på 50.000-60.000 individer.

IUCN's rødlistekriterier, som beskrevet ovenfor, anvender ligeledes en bestandsstørrelse på 10.000 individer, men kun aktivt reproducerende individer medregnes i bestandsstørrelsen. IUCN bruger dog ikke en bestandsstørrelse på 10.000 som eneste kriterium; bestanden skal også være i tilbagegang og eventuelt fragmenteret.

Anvendelsen af en total bestandsstørrelse på 10.000 (dvs. samtlige individer inkluderes) i denne rapport er dermed mindre konservativ, men baserer sig bl.a. på den konkrete udmøntning, der er givet i den afrikansk-eurasiske aftale om beskyttelse af migrerende vandfugle (AEWA, jf. Bekendtgørelse af aftale af 15. august 1996 om beskyttelse af afrikanskeurasiske migrerende vandfugle, BKI nr. 18 af 18/07/2002).

For en vildtbestand i tilbagegang vil det dermed være vurderingen, at senest når bestanden er reduceret til ca. 10.000 individer (tallet afhænger også af artens økologi) bør den ophøre med at få en jagtlig udnyttelse. I praksis vil det dog blive anbefalet at overveje reduktioner i jagtudbyttet på et noget tidligere tidspunkt. Fx anbefales det i rapportens afsnit 4 at sikre et mere reguleret jagtudbytte af hare og agerhøne, selv om begge arter har bestande, der endnu er noget over 100.000 individer.

IUCN lader rødlistevurderingen afhænge alene af den procentvise tilbagegang, uanset om der er tale om store eller små bestande (jf. Fig. 2.1). Men så længe der er tale om store bestande er der – også bedømt ud fra et forsigtighedsprincip – ingen større risiko forbundet med at have en jagtlig udnyttelse indtil en nærmere afklaring er opnået. Først når tilbagegangen fortsætter over en længere periode og bestanden begynder at blive så lille, at der opstår tvivl om dens muligheder for langsigtet overlevelse, må forsigtighedsprincippet bringes i anvendelse.