^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

De foregående afsnit i rapporten har formentlig tydeliggjort, hvor komplekse de faglige overvejelser omkring indflydelsen af jagt på vildtbestande rent faktisk er. Dertil kommer så endda en række yderligere forvaltningsmæssige og biologiske forhold, der også må tages i betragtning ved vurderingerne.

Generelle jagttider

I Danmark ønsker man generelt en bred og overordnet forvaltningsmæssig tilgang til jagttider. Det indebærer, at man i videst muligt omfang tilstræber ensartede og generelle - dvs. landsdækkende - jagttider for de forskellige vildtarter.

En sådan tilgang vil indebære, at udbyttet af en vildtart primært bestemmes af interessen for at udøve jagt på arten, af antallet af jægere samt naturligvis af bestandsstørrelsen. Den vil dermed også indebære, at en jagttid på en art i princippet ikke fastlægger nogen øvre grænse for udbyttets størrelse. De nedenstående vurderinger af jagttider er så vidt muligt givet ud fra denne overvejelse, men i situationer, hvor bestandsforholdene hos en vildtart er forskellige fra landsdel til landsdel, kan det være biologisk velbegrundet at anbefale mere differentierede jagttider. Alternativerne vil være enten at anbefale en generel jagttid, til trods for at bestandene i visse landsdele kan være på kanten af at kunne bære en sådan – eller at anbefale generelle indskrænkninger, til trods for at bestandene i andre landsdele stadig kan bære en jagtlig udnyttelse.

Et særligt hensyn til dette må naturligvis tages, når det skal overvejes, om der kan gives en jagttid for arter, der aktuelt er fredede. Her må det tages i betragtning dels, at den jagtlige interesse kan være særligt stor i en indledende periode, og dels, at artens individer ikke er vant til jagt. For nogle – men ikke alle – arter vil dette kræve en vis tilvænningsperiode.

Hvis det vurderes, at der er behov for at reducere jagtudbyttet af en vildtart, må det endvidere overvejes, hvordan dette gøres, så man opnår den ønskede virkning. Især for de jagtligt betydningsfulde vildtarter er der ikke nødvendigvis nogen simpel sammenhæng mellem jagttidens længde og jagtudbyttet. Hvis en art fx har jagttid fra 1. september til 31. december, og de jægere, der går på jagt efter den i gennemsnit deltager i 4 jagter, vil en fremrykning af sæsonens afslutning med fx 1 måned ikke nødvendigvis betyde, at jægerne så kun deltager i 3 jagter. Det er en konkret mulighed, at det gennemsnitlige antal jagter ikke ændres, men at man skifter til at gå på jagt en gang hver tredje uge i stedet for en gang om måneden. Det er dermed ikke sikkert, at en afkortning af jagttiden vil medføre en tilsvarende reduktion af udbyttet; tværtimod er det en konkret mulighed, at udbyttet ikke falder, og at den kortere jagttid i stedet øger forstyrrelsesniveauet, fordi det samme antal "jagtdage" nu koncentreres over et kortere tidsrum.

Hvis man ønsker at afkorte jagttiden, er det heller ikke sådan, at det bare kan gøres vilkårligt. Der vil i mange tilfælde være forskel på, om man afkorter jagttiden ved at udskyde sæsonens start, eller om man i stedet gør det ved at fremrykke det tidspunkt, hvor den slutter. Sådanne forskelle kan fx skyldes, at udbyttets køns- og alderssammensætning for mange vildtarter er forskelligt i den første og sidste del af jagtsæsonen.

Trækkende fuglearter

I alt 30 af de 34 fuglearter, der har jagttid i Danmark, er trækfugle. For disse arter omfatter en jagtlig udnyttelse i Danmark ikke alene landets egne ynglebestande, men også bestande, der yngler i lande mod nord og nordøst, dvs. i bredeste forstand Norge, Sverige, Finland, Estland, Let-land, Litauen, Hviderusland og Rusland. Størsteparten af disse arter/bestande udsættes også for en jagtlig udnyttelse i andre lande på de-res efterårstrækruter og i vinterkvartererne.

En vurdering på nationalt niveau vil selvsagt have begrænset værdi, hvis en bestand også er genstand for en jagtlig udnyttelse i andre lande. Her må det samlede udbytte i hele artens udbredelsesområde indgå i en vurdering af den jagtlige udnyttelse. Ud fra en bestandsbiologisk betragtning bør forvaltning af trækfuglebestande derfor klart udføres på be-stands- eller flyway-niveau (fx Elmberg m.fl. 2006).

I USA baseres jagttiderne for trækkende vandfuglearter på dette princip, men i Europa betyder opdelingen i selvstændige nationer, at der ikke umiddelbart er mulighed for at indføre sådanne principper. Fuglebeskyttelsesdirektivet fastlægger nogle generelle rammer (primært at der ikke kan gives jagttid under forårstrækket og i yngletiden), inden for hvilke de enkelte medlemsstater kan fastlægge deres egne jagttider iht. Artikel

7.4. Også i "Vejledning om jagt" slås det fast, at inden for de generelle rammer, der udstikkes af direktivet, er de enkelte medlemsstater frit stillet mht. at fastlægge jagttider.

Det er for indeværende heller ikke muligt at opgøre den samlede jagtlige udnyttelse af disse bestande, da der for de fleste medlemsstaters vedkommende ikke foreligger nogen jagtudbyttestatistik, som den kendes fra Danmark. For de fleste trækfuglearters vedkommende udgør udbyttet i Danmark kun en begrænset - i nogle tilfælde endog meget lille - del af det samlede udbytte i Europa. De vigtigste undtagelser er kortnæbbet gås og de fire arter havdykænder, hvor udbyttet i Danmark udgør en stor andel af det samlede udbytte.

Det såkaldte "sikkerhedsprincip"

I Lov om jagt og vildtforvaltning er der indbygget et såkaldt sikkerhedsprincip, ifølge hvilket små og sårbare bestande såvel og bestande, der nationalt eller lokalt har en utilfredsstillende status, ikke bør gives jagttid. Som det også er tilfældet med de andre lovgivningsmæssige bestemmelser er der dog ikke sat tal på, hvornår en bestand er "lille og sårbar".

Som tidligere nævnt findes der i nyere tid flere eksempler på vildtbestande, der er vokset så meget efter fredninger i Danmark, at der i princippet ikke er nogen bestandsmæssige problemer forbundet med atter at åbne for en jagtlig udnyttelse (fx mørkbuget knortegås). Det har dog i sådanne tilfælde efterfølgende vist sig at være forbundet med store politiske vanskeligheder at få genåbnet mulighederne for en jagtlig udnyttelse, når der først én gang er fredet.

Dette er imidlertid ikke et specielt dansk fænomen. I "Vejledning om jagt" udtaler Kommissionens embedsmænd således (2.4.29, p. 23), at: Endelig må det bemærkes, at det kan være et stærkt middel, hvis medlemsstaterne i samarbejde med jægerforbundene indfører midlertidige jagtforbud for bestemte arter med ugunstig bevaringsstatus, selv om den ikke nødvendigvis skyldes jagt. En sådan fremgangsmåde kan, hvis den kombineres med et beskyttelsesprogram for arten, give forskellige interesser, herunder jægere, et incitament til at sikre arten en gunstig bevaringsstatus. En vigtig overvejelse for jægerne er, at sådanne forbud skal ses som midlertidige og ikke som noget, der mere eller mindre automatisk gøres til et permanent forbud”.

Af denne grund medfører indskrænkninger i jagttiderne i langt de fleste tilfælde stærke reaktioner fra jægerne. Denne modstand betyder, at der fagbiologisk skal foreligge et både omfattende og særdeles veldokumenteret grundlag, før der kan anbefales større indskrænkninger i jagttiderne eller egentlige fredninger.

Da man i de fleste tilfælde ikke ved med sikkerhed, hvorfor en bestand går tilbage, må en begrundelse for reduktion af jagttrykket som oftest findes alene i bestandsstørrelsen. Der er ovenfor, i rapportens afsnit 3.5.4, gjort rede for, hvornår man kan begrunde et ophør af jagtlig udnyttelse alene i bestandsstørrelsen. For de fleste vildtarter ligger denne grænse ved ca.

10.000 individer - idet valget dog også vil afhænge af, hvor stor den jagtlige udnyttelse er. I praksis vil der naturligvis være fokus på vildtbestande i tilbagegang længe før denne grænse nås, men en rent biologisk begrundelse for, at det er uomgængeligt nødvendigt at den jagtlige udnyttelse ophører, kan ikke gives for bestande, der er væsentligt større.

En vigtig årsag til at man kan anlægge sådanne vurderinger er, at effekterne af jagt normalt er umiddelbart reversible. Der findes som tidligere nævnt en række eksempler på arter, der er gået betydeligt frem og har mistet dele af deres skyhed over for mennesker i løbet af få år efter en fredning. I den samlede videnskabelige litteratur omkring jagtundersøgelser er der påvist mange effekter af jagt, men disse effekter har som hovedregel kun kunnet spores i kortere perioder efter fredninger. I modsætning til fx visse miljøfremmede stoffer, der potentielt kan have effekter på bestande i mange år efter, at man er ophørt med at bruge dem, kan man således vurdere jagt ud fra den antagelse, at effekterne er næsten umiddelbart reversible. Det er ikke mindst af denne grund, at der i vildtforvaltningen er mulighed for at se tiden an mht. at indskrænke den jagtlige udnyttelse af arter i tilbagegang.

"Look-alike" problematikken

Et særligt problem omkring jagt opstår, fordi nogle vildtarter kan forveksles med hinanden. Selv arter, der måske ikke er svære at bestemme, når man ser dem i kikkert og under gode lysforhold, kan være yderst vanskelige at skelne med sikkerhed i jagtlige situationer, hvor man ikke bruger kikkert, hvor lysforholdene måske ikke er optimale, og hvor man på meget kort tid skal beslutte sig for, om man vil skyde eller undlade at skyde.

For de arter, der behandles her, kan flg. artspar eller -grupper give bestemmelsesproblemer i jagtsituationer:

• Husmår og skovmår.
• Grå gæs (grågås, kortnæbbet gås, sædgås og blisgås).
• Svømmeænder (bl.a. krikand og atlingand).
• Dykænder (bl.a. hunner af stor og toppet skallesluger).
• Måger (svartbag, sildemåge og sølvmåge, især ungfugle).
• Gråsæl og spættet sæl.
• Vadefugle (hhv. almindelig hjejle og strandhjejle, dobbeltbekkasin og enkeltbekkasin, stor og lille regnspove, stor og lille kobbersneppe, islandsk ryle og andre mindre vadefuglearter og klirer).

Potentielle vanskeligheder med identifikation i jagtsituationer tages også i betragtning ved vurderingen af jagttider. I princippet er der tre mulige anbefalinger, hvis to eller flere arter ligner hinanden meget:

1. I nogle tilfælde er der kun et begrænset overlap mellem de habitater, hvor de to arter forekommer. I sådanne tilfælde kan der gives jagttid til den ene (typisk den mest almindelige) af de to arter, mens fredning af den anden opretholdes. Forvekslinger kan ikke fuldstændigt udelukkes, men vil have et meget begrænset omfang.
2. I andre tilfælde kan man vælge at give samme jagttid til alle involverede arter, idet den mest fåtallige vurderes at kunne bære en jagtlig udnyttelse. Dette er fx tilfældet for svømmeænder, hvor knarand i en årrække har været den mest fåtallige svømmeandeart i Danmark. Selvom knarand har haft en jagttid siden 1994, går bestanden i Danmark frem, og det kan derfor vurderes at det ikke giver problemer, at arten har en jagttid.
3. Endelig kan der være tilfælde, hvor den mindst talrige art har en be-stand, der er for lille til en jagtlig udnyttelse. I så tilfælde kan forvekslingsproblemer føre til anbefalinger af fredninger, i det mindste lokalt. Fredningerne af sædgæs i Jylland (af hensyn til den lille fennoskandiske ynglebestand), af skalleslugere (af hensyn til den lille danske ynglebestand af stor skallesluger) og af måger om efteråret i

Sydøstdanmark (af hensyn til den lille danske ynglebestand af baltisk sildemåge) er eksempler på dette.