^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

Inden de jagtbare arter gennemgås mere detaljeret skal der gives en oversigt over udviklingen i den samlede jagt i Danmark frem til og med jagtsæsonen 2007/08, dvs. den seneste sæson, for hvilken udbyttestatistikken p.t. er tilgængelig.

Udviklingen i det samlede jagtudbytte i Danmark 1941/42-2007/08

I Danmark har alle jagttegnsløsere skullet indberette deres årlige vildtudbytte siden jagtsæsonen 1941/42. Der foreligger dermed oplysninger om jagtudbyttet, der rækker næsten 70 år tilbage i tiden.

Antallet af jagttegnsløsere var i 1940’erne og 1950’erne godt 100.000. Derefter steg det i 1960’erne og 1970’erne, så det omkring 1980 var på

170.000. Siden da har det været ret konstant (Bregnballe m.fl. 2003), måske med en svagt faldende tendens i de senere år, så omkring 160.000 personer aktuelt løser jagttegn hvert år.

Af disse er det dog kun lidt over 110.000, der nedlægger vildt i den enkelte jagtsæson (Bregnballe m.fl. 2003). Den resterende tredjedel har en-ten ikke været på jagt (formentlig den største del), eller været på jagt uden at nedlægge vildt (jf. Asferg & Lindhard 2003).

Figur 4.1.1. Det samlede årlige antal stykker vildt nedlagt i Danmark i jagtsæsonerne 1941/422007/08.

Det samlede jagtudbytte har langt fra været konstant i de forløbne 70 år. Mellem 1940 og 1970 voksede det jævnt fra ca. 2 mio. til næsten 4 mio. stykker vildt årligt, dvs. næsten en fordobling (Fig. 4.1.1). Siden 1970 har det imidlertid været jævnt aftagende, og aktuelt udgør det lidt under 2,5 mio. stykker årligt. Bedømt ud fra Fig. 4.1.1 er denne trend fortsat i de seks år, der er forløbet siden den sidste faglige rapport om jagttider (Bregnballe m.fl. 2003). I de 70 år, der er dækket af vildtudbyttestatistikken, er udbyttet altså indledningsvis vokset i næsten 30 år, mens det har været aftagende i de efterfølgende 40.

I begyndelsen af 1940'erne nedlagde jægerne i gennemsnit 20 stykker vildt per jagtsæson. Dette tal indeholder også jægere, der ikke havde udbytte. I 1970, hvor antallet af jagttegnsløsere var steget til ca. 130.000, nedlagde hver jæger i gennemsnit lidt under 30 stykker vildt hver sæson, men efterfølgende er det gennemsnitlige udbytte per jæger faldet, så det aktuelt udgør ca. 14 stykker vildt per jagtsæson.

Disse ændringer afspejler ikke alene ændringer i vildtbestandene, men også i jagtinteresse og -udøvelse. For vildtbestandenes vedkommende er der dels tale om et fald i antallet af jagtbare arter, der siden jagtloven af 1967 er indskrænket fra over 80 til de nuværende 44, og dels om, at nogle af de vildtarter, der tidligere var talrige – først og fremmest hare og agerhøne – er gået meget tilbage og i dag udgør en langt mere beskeden del af det samlede jagtudbytte end tidligere. For jagtens vedkommende er der tale om forskydninger, der indebærer, at en langt større del af jagttegnsløserne (ca. 50% mod ca. 10% i 1940’erne) i dag bor i større byer (jf. diskussion i Bregnballe m.fl. 2003). Det er dermed sandsynligt, at ”jægeren” i dag kommer på jagt færre gange pr. sæson end i de tidligere perioder, hvilket igen indebærer, at man ikke uden videre kan bruge antallet af jagttegnsløsere som en indikator for det samlede jagttryk i Danmark.

På et mere detaljeret plan er der også sket væsentlige forskydninger i vildtudbyttets sammensætning. Udsatte fugle udgør i dag en langt større andel af udbyttet end førhen. Af de tre vildtarter, der må udsættes i Danmark (gråand, fasan og agerhøne), indtager agerhønen dog en særstilling. Indtil 1960 var det årlige udbytte af agerhøne på ca. 400.000 stk., og andelen af udsatte fugle i udbyttet var meget lille. I dag udgør udbyttet 20.000-25.000 agerhøns årligt, inklusive et betydeligt bidrag fra udsatte fugle. Ændringerne i den vilde bestands størrelse har således haft me-get større betydning for udbyttet end ændringer i antallet af udsatte fugle, og agerhønen er derfor udeladt fra den efterfølgende drøftelse.

Figur 4.1.2. Andelen af fasaner og gråænder af det samlede vildtudbytte i Danmark, 1941/422007/08.

Fasan og gråand udsættes i langt større omfang end agerhøne. Disse to arter udgjorde frem til begyndelsen af 1970’erne ca. 35% af det årlige udbytte, men i løbet af 1970’erne og 1980’erne steg andelen til over 50% (Bregnballe m.fl. 2003), mens den siden 1990 har været næsten stabil eller højst svagt stigende (Fig. 4.1.2). Den stigende andel op til 1980 skyldes utvivlsomt en forøgelse af omfanget af udsætning (Vildtforvaltningsrådet 2006). For jagtsæsonerne 2000/01 til 2007/08 har fasan og gråand i gennemsnit udgjort 52% af det samlede udbytte, mens de øvrige 42 arter med jagttid tilsammen har udgjort 48%.

Sammenligner man udbyttet i 1970, hvor det samlede vildtudbytte i Danmark havde sit maksimum, med udbyttet i dag, dækker det samlede "netto"-fald på ca. 1,4 mio. stykker vildt over andre store forskydninger. Udbyttet af visse arter er betydeligt større i dag, end det var i 1970 (fasan ca. 50.000 flere, gråand ca. 200.000 flere, rådyr ca. 50.000 flere, gæs ca.

20.000 flere og skovsneppe ca. 25.000 flere). Udbyttet af hare og agerhøne er siden 1970 faldet med lidt over 400.000 stykker vildt årligt, mens det øvrige fald, der reelt udgør omkring 1,3 mio. stykker vildt, dækker fald i udbyttet af bl.a. dykænder, blishøns, måger, ringdue og kragefugle. For disse arter er bestandene i de fleste tilfælde i dag lige så store eller større end i 1970’erne, og det faldende udbytte må i stedet tilskrives en faldende jagtlig interesse, jf. afsnittene om de enkelte arter nedenfor. For ringduen er årsagen dog bortfaldet af jagten hhv. i august (1994) og i september (2007).

Hvis man fraregner fasan og gråand, hvor udsætninger udgør betydelige andele af udbyttet, udgjorde udbyttet af de øvrige arter i 1940’erne 1,3 mio. stk., eller ca. 13 stykker vildt pr. jæger. Omkring 1970 udgjorde det 2,5 mio. stk., eller ca. 19 stykker vildt pr. jæger, og siden da er det faldet til 1,1 mio. stykker vildt, eller knap 7 stykker vildt pr. jæger.

Samlet må det således – som en indledning til gennemgangen af de enkelte vildtarter - siges, at der gennem de knap 70 år med en landsdækkende vildtudbyttestatistik er sket store forandringer både i udbyttets størrelse og dets artssammensætning, og at disse forandringer skyldes såvel udviklingen i vildtbestandene som ændringer i antallet af jagtbare arter, i antallet af jagttegnsløsere, i jagtudøvelsen og i interessen for at drive jagt på de forskellige arter.

Jagtens bæredygtighed

Jagten i Danmark skal i henhold til Lov om jagt og vildtforvaltning reguleres, så den udøves efter økologiske og etiske principper og tilgodeser en fornuftig udnyttelse (dvs. er bæredygtig). De principper, der følges ved den biologiske vurdering af bæredygtighed for den enkelte bestand, er beskrevet ovenfor, i rapportens afsnit 3.

Disse principper gælder imidlertid kun på bestandsniveau. For højere ”niveauer”, såsom ”jagten på havdykænder”, ”hjortevildt” eller i sidste instans ”jagten i Danmark”, er det ikke muligt at foretage nogen samlet, objektiv vurdering af bæredygtigheden af den simple grund, at der ikke findes regler for, hvordan en sådan vurdering skal foretages.

I de følgende afsnit er der givet vurderinger for i alt 42 vildtarter. Af dis-se er jagten i 31 tilfælde vurderet som bæredygtig. For 4 arter kan bæredygtigheden ikke vurderes, i tre tilfælde (gråand, fasan og agerhøne) fordi udsætning af fugle bidrager med større andele af udbytte, i det fjerde (canadagås), fordi der ikke foreligger noget nærmere kendskab til størrelsen af bestanden. For de sidste syv arter, hvor bestande eller i det mindste delbestande er i tilbagegang, er bæredygtigheden vurderet som usikker.

Problemerne omkring samlede vurderinger opstår allerede på artsniveau. Ganske mange af de behandlede arter kan opdeles i to eller flere delbestande, hvor bæredygtigheden må vurderes separat. Fx findes der to delbestande af sædgås, hhv. skovsædgås, der hovedsagelig forekommer i Nordjylland, og tundrasædgås, der hovedsagelig forekommer i det sydlige og sydøstlige Danmark. Bestanden af skovsædgås, der formentlig endda kan opdeles i flere mindre delbestande, er både forholdsvis lille og muligvis i tilbagegang, og på den baggrund må jagtens bæredygtighed iht. det ovenstående vurderes som usikker. Bestanden af tundrasædgås er meget større, og den er stigende, så for denne bestand eller underart kan jagten vurderes som bæredygtig. Når bæredygtigheden af den jagtlige udnyttelse af sædgås i Danmark samlet er vurderet som ”usikker”, skyldes det altså alene skovsædgås. Haren udgør et tilsvarende problem. Der er evidens for, at jagten på hare i dele af Jylland ikke er bæredygtig, mens den på Øerne, og ikke mindst på Bornholm, godt kan være det. For haren bliver vurderingen dermed, at jagten sandsynligvis ikke er bæredygtig i større dele af Jylland, mens den muligvis er bæredygtig på øerne. Når den samlede vurdering af jagtens bæredygtighed for hare er ”usikker”, skyldes det altså primært, at i dele af Jylland er bestandstæthederne lave og rekrutteringen dårlig.

Det må derfor understreges, at mens jagtens bæredygtighed kan vurderes for den enkelte bestand, vil enhver vurdering af større enheder – så længe der ikke findes nogen alment accepterede retningslinjer for sådanne vurderinger – være behæftet med en vis vilkårlighed og derfor være diskutabel.

Bregnballe m.fl. (2003) gav en samlet vurdering af jagtens bæredygtighed i Danmark og konkluderede, at på et overordnet niveau - dvs. dækkende hele landet og alle jagtbare vildtarter - er jagten blevet mere bæredygtig, efter den nuværende Lov om jagt og vildtforvaltning trådte i kraft i 1994. For at undgå misforståelser skal det fremhæves, at det ovenstående ikke betyder, at man ikke kan vurdere tendenser i bæredygtighed. Når det kan påvises, at jagttrykket på en lang række vildtarter er reduceret, både gennem indskrænkninger i jagttider, egentlige fredninger og i mange tilfælde en faldende jagtlig interesse, at det samlede forstyrrelsestryk på en række vandfuglearter er blevet reduceret gennem oprettelsen af jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder, og at fx omfanget af anskydning af vildt er reduceret markant, kan det konkluderes, at jagten ud fra et overordnet synspunkt er blevet mere bæredygtig. Men dette er ikke det samme som at konkludere, at den samlede jagt i Danmark er – eller ikke er – bæredygtig.