Foto: Morten D.D. Hansen.
Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf

Ringduen yngler almindeligt i Danmark. Ynglebestanden består af både stand- og trækfugle. Efterårstrækket begynder i oktober, og den del af duerne, der er trækfugle, overvintrer i SV-Frankrig, med kun et enkelt genfund syd for Pyrenæerne (Bønløkke m.fl. 2006).
Ud over den danske ynglebestand trækker den norske, svenske og formentlig en del af den finske ynglebestand gennem Danmark i månederne september, oktober og november. Dele af disse bestande overvintrer i Danmark, mens andre dele fortsætter trækket til SV-Europa. Genmeldinger af norske fugle foreligger kun fra Jylland, mens svenske fugle hovedsageligt er genmeldt på øerne (Bønløkke m.fl. 2006).
Den danske ynglebestand er senest vurderet til 250.000-350.000 par og stigende (Birdlife International 2004). Den norske bestand er vurderet til 100.000-500.000 par og stabil, den svenske til 300.000-1.000.000 par og i tilbagegang, og den finske til 150.000-200.000 par og i fremgang (Birdlife International 2004).
Indtil 1994 havde ringduen jagttid fra 1.8. til 31.12., men da den nugældende jagtlov trådte i kraft blev jagttiden ændret til 1.9.-31.1. Imidlertid bekræftede en undersøgelse i 2006 en formodning om, at en ganske stor del af bestanden ynglede i september (Bregnballe m.fl. 2003, Noer 2006). Iht. Fuglebeskyttelsesdirektivet må fuglearter ikke jages i deres yngletid, og fra 2007 blev starten på jagtsæsonen derfor udsat med en måned. Nugældende jagttid er således 1.10.-31.1.
Ringduer må desuden reguleres hele året i erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugthaver, frugtplantager og planteskoler, hvis de er i flok, og vildtafværgemidler har vist sig utilstrækkelige. Desuden kan de efter særlig tilladelse reguleres, hvis de er i flok, i rapsmarker 1.2.-30.4., i ærtemarker, rosenkålsmarker og nysåede marker 1.3.-30.4., og i ikkehøstede marker 1.7.-30.9.
Efter bortfaldet af augustjagten i 1994 faldt udbyttet fra 350.000 til
250.000. Derefter steg det, indtil det i 2005 igen udgjorde 350.000 fugle. En stor andel blev nedlagt i september og har formentlig hovedsageligt været fugle fra de danske ynglebestande. Der er således grund til at for-mode, at væksten i udbyttet afspejler væksten i den danske ynglebestand.
Efter udsættelsen af starten på jagtsæsonen i 2007 er udbyttet atter faldet, og i den seneste sæson, hvorfra der foreligger tal, var det ca. 150.000 (Fig. 4.10.1).
Den geografiske fordeling af udbyttet er vist i Fig. 4.10.2. Langt det største udbytte per km2 tages på Sjælland.
Figur 4.10.1. Det årlige jagtudbytte af ringdue i Danmark, 1991/92-2007/08.
Figur 4.10.2. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af ringdue per km2 i Danmark i sæsonerne 2003/042007/08.
Den danske ringduebestand var stigende allerede før indskrænkningerne af jagttiden i 1994 og 2007. Vækstraten i bestanden må formodes at være forøget efter reduktionen af jagtudbyttet.
Jagten vurderes at være bæredygtig, og den jagtlige udnyttelse under det niveau, bestanden kan bære.
Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke anledning til at ændre på de nuværende jagttider.
EU-dokumentet "Key concepts of Article 7(4)", der er omtalt i rapporten afsnit 2.2. ovenfor, angiver yngletiden for ringdue i Danmark til at vare indtil 10. oktober.
Tyrkerduen har en relativt kort historie her i landet. Efter at den på bare 100 år havde bredt sig fra Balkan til det meste af Europa blev den konstateret for første gang i Danmark i 1948, og allerede 15 år senere havde den opbygget bestande over det meste af landet (Salomonsen 1963). I slutningen af 1960’erne var den udbredt over hele landet.
Tyrkerduen er næsten udelukkende standfugl, og den jagtlige udnyttelse omfatter kun den danske ynglebestand.
Den danske bestand af tyrkerdue blev i midten af 1990’erne vurderet til ca. 48.000 par (Grell 1998), og til 20.000-50.000 par omkring år 2000 (Birdlife International 2004). Den aktuelle bestand er tilsyneladende stabil (Heldbjerg 2006).
Indtil 2006 havde tyrkerduen jagttid fra 1.10. til 31.12. I 2007 blev jagttiden ændret til 1.11. - 31.12. Årsagen var, at duer kan yngle ret sent på efteråret, og tyrkerduen muligvis senere end ringduen. Iht. Fuglebeskyttelsesdirektivet må fuglearter ikke jages i deres yngletid.
Jagtudbyttet af tyrkerdue i Danmark var omkring 1990 på ca. 12.000 årligt. Det har været faldende i 1990’erne, og siden jagttiden blev revideret i 2007, er det faldet til aktuelt under 4.000 fugle (Fig. 4.10.3).
Figur 4.10.3. Det årlige jagtudbytte af tyrkerdue i Danmark, 1991/92-2007/08.
Figur 4.10.4. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af tyrkerdue per km2 i Danmark i sæsonerne 2004/052007/08.
Jagtudbyttet per km2 af tyrkerdue er størst på øerne. Vest- og Nordsjælland og især hovedstadsregionen tegner sig for det største udbytte i for-hold til arealet (Fig. 4.10.4).
En ynglebestand på 20.000-50.000 par vil svare til en efterårsbestand på ca. 60.000-150.000 fugle. På denne baggrund er den aktuelle afskydning på ca. 4.000 individer ret begrænset. Det vurderes derfor, at den jagtlige udnyttelse højst har en begrænset indflydelse på bestandens udvikling.
Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på de eksisterende jagttider.
EU-dokumentet "Key concepts of Article 7(4)", der er omtalt i rapporten afsnit 2.2. ovenfor, angiver yngletiden for tyrkerdue i Danmark til at vare indtil 20. november.