Foto: Michael Albert Schmidt.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf} 

Krondyr

Forekomst og bestandsudvikling

Fritstående krondyr forekom indtil midten af 1970'erne kun almindeligt i dele af Jylland, men siden har udsatte dyr, samt undslupne dyr fra dyrehaver og hjortefarme, opbygget mindre bestande på Sjælland (Asferg m.fl. 2004, Asferg & Olesen 2004, Asferg & Madsen 2007a).

I Jylland fandtes indtil midten af 1970’erne kun fritstående krondyr i Øst-, Midt- og Vestjylland. Siden har arten bredt sig dels til Sønderjylland, dels til Nordjylland nord for Limfjorden. Den sønderjyske bestand er opstået ved naturlig spredning. Det gælder i nogen grad også for den nordjyske bestand, men denne er suppleret med udsatte dyr (Nielsen m.fl. 2008). Først efter en periode med fredning har bestanden nord for Limfjorden udviklet sig og skønnes i dag at have nået et niveau på omkring 2.000 dyr (Olsen 2008). På Sjælland blev krondyret udryddet som fritlevende i 1854, men etablerede i 1971 igen en fritlevende bestand, startende med ni undslupne dyr og senere suppleret med udsatte dyr fra Jægersborg Dyrehave. I dag findes tre mindre bestande på Sjælland.

Der er store regionale forskelle i bestandstætheden, og ud fra en biologisk synsvinkel skønnes der at være levesteder til en væsentlig større bestand end den, vi har i dag. Størrelsen af den samlede, fritlevende be-stand kendes ikke med sikkerhed. Et skøn på omkring 15.000 dyr kan anlægges ud fra antal nedlagte dyr samt generel viden om, hvor meget der årligt kan udtages af en kronvildtbestand, hvor jagten er den eneste betydende dødelighedsfaktor. Den årlige hjortevildtoversigt (Olsen 2008) angiver på basis af interview med grundejere bestanden til lidt over 10.000, men det må antages at være et minimumsskøn. De største fritlevende bestande, der vurderes til omkring 1.200 dyr hver, findes i dag i områderne omkring Ulfborg og Oxbøl.

Jagttid

Hjorte har jagttid fra 1.9. til 31.1., hinder og kalve fra 1.10. til 31.1. Derudover må kronvildt reguleres hele året i erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugthaver, frugtplantager og planteskoler, som er forsvarligt indhegnede. Der kan desuden gives dispensation til regulering ved skader på landbrugsarealer.

Jagtudbytte

Fra slutningen af 1940’erne til begyndelsen af 1970’erne lå det årlige jagtudbytte stabilt på 500-1.000 dyr. Siden er udbyttet steget med et gennemsnit på 4,6% årligt og nåede det højeste niveau nogensinde på 4.400 for jagtsæsonen 2007/08 (Fig. 4.2.1). Ud af det samlede udbytte stammer ca. 84% fra den frie vildtbane og ca. 16% fra indhegnede dyrehaver (Asferg m.fl. 2004). I udbyttet indgår også fejlagtigt indberettede krondyr nedlagt i hjortefarme, men disse svarer dog kun til 0,6% af jagtudbyttet.

Over 90% af det totale krondyrudbytte nedlægges i Jylland. De største udbytter tages i de tidligere Ribe, Ringkøbing og Århus Amter. Københavns Amt er repræsenteret i statistikken på grund af krondyr nedlagt i Jægersborg Dyrehave (Fig. 4.2.2).

Figur 4.2.1. Det årlige jagtudbytte af krondyr i Danmark, 1991/922007/08.

Figur 4.2.2. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af krondyr per km² i Danmark i sæsonerne 2003/042007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

I og med at bestanden er stigende kan den samlede jagtlige udnyttelse af krondyr i Danmark vurderes som bæredygtig. Bestandsniveauet er primært et spørgsmål om, hvordan bestandene beskydes. Såvel lokalt som på landsbasis er jagt i øjeblikket den eneste bestandsbegrænsende faktor af betydning (Sunde m.fl. 2008). Biologisk set bør grundlaget for bæredygtig jagt gælde både lokalt og nationalt. I henhold til dette burde der ikke nedlægges mere vildt end et givet jagtareal understøtter rent fødemæssigt. I den danske jagtlov er der imidlertid ingen binding mellem udbytte og areal. Det betyder, at fx krondyr, der har et individuelt arealbehov på mellem 600 og 1.500 ha (Olesen m.fl. 2009), kan nedlægges på arealer ned til 1 ha. Dette er afgørende for mulighederne for at få spredt den danske kronvildtbestand til større dele af landet. Det nationale forvaltningsmål om at sprede kronvildtet og forhindre for høj tæthed i de kendte kerneområder vanskeliggøres ved en markant afskydning i randområderne.

På grund af stor jagtlig efterstræbelse efter trofæbærende dyr er der, for øjeblikket, en skæv aldersfordeling med forholdsvis få gamle, veludviklede hjorte i bestandene (Asferg m.fl. 2004). Den biologiske betydning af en skæv aldersfordeling blandt hjortene er ikke fuldt klarlagt, men amerikanske resultater viser, at tilstedeværelsen af ældre hjorte fremskynder tidspunktet for befrugtning og dermed tidligere fødsel samt forbedrede overlevelsesmuligheder for kalvene (Noyes m.fl. 1996, 2002). Den rekreative værdi af at kunne se store gamle hjorte i naturen er måske af lige så stor betydning som den biologisk-bestandsmæssige.

Forvaltningsmæssige problemer

Krondyr forvolder skader på landbrugsafgrøder og skrælleskader på nåletræer. Krondyrenes størrelse samt deres sociale levevis gør det bekosteligt at have dem på kost i landbrugsområder gennem længere tid. Traditionelt har jagtmuligheden tjent som en form for kompensation for de skader, som kronvildtet forvolder. Skader på landbrugsarealer synes dog at være stigende og forekommer ofte uden for jagtsæsonen, og mulighederne for at skræmme dyrene væk fra attraktive afgrøder er begrænsede. Økonomisk kompensation kan opnås omkring to statsskovdistrikter, men der er endnu ikke opnået enighed om en national ordning.

Vurdering af gældende jagttid

Den nuværende bestand er begrænset, men ikke truet af jagten. Bestanden vil kunne øges kraftigt ved et formindsket jagttryk, ligesom spredning og etablering af nye bestande vil kunne reguleres gennem lokale aftaler om afskydningen. Mange mellemstore hjorte nedlægges formentlig i september, så hvis der ønskes en større andel af ældre hjorte i bestanden, vil dette muligvis kunne opnås gennem en begrænsning af septemberjagten. Mange statsskovdistrikter og privat organiserede krondyrlaug har de senere år opnået en større andel ældre hjorte ved lokal fredning af mellemaldrende hjorte. På Djursland er der indført midlertidig fredning af spidshjorte. Effekten af dette tiltag kendes endnu ikke.

Jagtstart på hinderne 1. oktober er næppe et bestandsmæssigt problem, men afskydning af diegivende hinder tidligt i jagtsæsonen vil alt andet lige forringe kalvenes chance for at overleve deres første vinter. Der foreligger ingen undersøgelser over, hvornår en kalv er i stand til at klare sig uden mælk fra moderen, men en senere jagtstart for hinder, fx 1. november, kunne overvejes. I mange større jagtområder skydes hinder aldrig før november eller december måned, netop for at minimere risikoen for at få moderløse kalve, som endnu ikke kan klare sig selv.

Dådyr

Forekomst og bestandsudvikling

Dåvildtet er indført, antagelig i vikingetiden, og findes i dag i alle lands-dele (Asferg & Madsen 2007b).

Indtil slutningen af 1970’erne fandtes dåvildt overvejende på Øerne og i det østlige Jylland. I 1980’erne blev der etableret et betydeligt antal hjortefarme, primært med dåvildt (Hansen 1988). Undslupne dyr har gennem årene spredt sig, så i dag findes arten i fritlevende småbestande i alle landsdele, også i Vest- og Nordjylland. I Jylland ekspanderer den fritlevende dåvildtbestand, som ud fra jagtudbyttet må vurderes at have nået en bestandsstørrelse på omkring 2.000 dyr. En række udsætninger af dåvildt, som netop er igangsat i Vestjylland, vil øge artens udbredelse mod vest. På landsplan kan den fritlevende bestand vurderes til et niveau omkring 9.000 dyr. Den største dyrehavebestand, ca. 1.600 dyr, findes i Jægersborg Dyrehave.

Jagttid

Hjorte har jagttid fra 1.9. til 31.1., dåer og kalve fra 1.10. til 31.1. Derudover må dåvildt reguleres hele året i erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugthaver, frugtplantager og planteskoler, som er forsvarligt indhegnede. Der kan desuden gives dispensation til regulering ved skader på landbrugsarealer.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte lå indtil midt i 1980’erne i størrelsesordenen 1.500 dyr. Derefter steg udbyttet kraftigt til omkring 4.000 i begyndelsen af 1990’erne og har siden holdt sig på dette niveau (Fig. 4.2.3). Omkring 75% af det totale udbytte bliver nedlagt på Øerne, flest i de tidligere Storstrøms og Frederiksborg Amter samt i Københavns Amt inkl. Jægersborg Dyrehave (Fig. 4.2.4). Lidt over halvdelen af udbyttet nedlægges under hegn, dvs. i dyrehaver (50%) og hjortefarme (1%) (Asferg m.fl. 2004).

Jagtens indflydelse på bestanden

Jagten anses for at være en væsentlig begrænsende faktor for dådyrbestandens størrelse og udbredelse. Da den samlede bestand er stigende, kan jagten dog vurderes som bæredygtig.

Figur 4.2.3. Det årlige jagtudbytte af dådyr i Danmark, 1991/922007/08.

Figur 4.2.4. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af dådyr per km² i Danmark i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Vurdering af gældende jagttid

Jagten vurderes nationalt set at være bæredygtig, men lokalt begrænsende for spredning. Jagtstart på dåerne 1. oktober er næppe et bestandsmæssigt problem, men afskydning af diegivende dåer tidligt i jagtsæsonen vil alt andet lige forringe kalvenes chance for at overleve deres første vinter. Der foreligger ingen undersøgelser over, hvornår kalvene er i stand til at klare sig uden mælk fra moderen, men en senere jagtstart for dåer, fx 1. november, kunne overvejes. I mange større jagtområder skydes dåer aldrig før november eller december måned, netop for at mini-mere risikoen for at få moderløse kalve, som endnu ikke kan klare sig selv.

Sika

Forekomst og bestandsudvikling

Sikavildtet er indført år 1900 til Svenstrup på Sjælland og er ret sjældent forekommende i de fleste landsdele (Asferg & Madsen 2007c).

De største fritlevende bestande findes på Frijsenborg i Østjylland, Kat-holm på Djursland og i Gribskov. Derudover holdes sika i en række dyrehaver. Den samlede fritstående bestand kan ud fra udbyttet vurderes til omkring 900 dyr.

Jagttid

Hjorte har jagttid fra 1.9. til 31.1., hinder og kalve fra 1.10. til 31.1. Derudover må sikavildt reguleres hele året i erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugthaver, frugtplantager og planteskoler, som er forsvarligt indhegnede.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte har siden vildtudbyttestatistikkens start i 1941 ligget mellem 200 og 500. Siden 1991 har det udgjort mellem 300 og 400 dyr (Fig. 4.2.5). Det registrerede udbytte på godt 700 dyr i sæsonerne 1996/97 og 1997/98 er formentlig for høje pga. usikkerhed i vildtudbyttestatistikken. Som for krondyr og dådyr er det ikke alle indberettede dyr, der nedlægges på den frie vildtbane. Af nedlagte sika stammer 25% fra dyrehaver og knap 1% fra hjortefarme (Asferg m.fl. 2004). Det største udbytte på den frie vildtbane tages i Århus Amt (Fig. 4.2.6).

Figur 4.2.5. Det årlige jagtudbytte af sika i Danmark, 1990/91-2007/08. Tallene for 1996 og 1997 er formentlig for høje pga. usikkerhed i vildtudbyttestatistikken.

Figur 4.2.6. Den gennemsnitlige Sika geografiske fordeling af jagtud(udbytte/10 km²)byttet per 10 km² af sika i Danmark i sæsonerne 2003/04

Jagtens indflydelse på bestanden

Jagten anses for at være en væsentlig begrænsende faktor for sikabestandens størrelse og udbredelse. Da bestanden tilsyneladende er stabil, kan jagten dog overordnet vurderes som bæredygtig.

Forvaltningsmæssige problemer

Sika og kronvildt er i stand til at bastardere, men det er hidtil ikke med sikkerhed konstateret i Danmark, muligvis fordi det næsten udelukkende er den japanske race af sika, der indtil nu er indført til Danmark. Denne race er mindre end andre og er samtidig den, der er fjernest beslægtet med kronvildt. I forbindelse med etablering af hjortefarme er der indført enkelte sika af andre og større racer. Det kan på længere sigt øge risikoen for opblanding. Den sikreste måde at imødegå bastardering vil være bortskydning af sika i alle egne, hvor der forekommer kronvildt.

Vurdering af gældende jagttid

Jagten vurderes overordnet set at være bæredygtig, men lokalt begrænsende for spredningen. Jagtstart på hinderne 1. oktober er næppe et bestandsmæssigt problem, men afskydning af diegivende hinder tidligt i jagtsæsonen vil alt andet lige forringe kalvenes chance for at overleve deres første vinter. Der foreligger ingen undersøgelser over, hvornår kalvene er i stand til at klare sig uden mælk fra moderen, men en senere jagtstart for hinder, fx 1. november, kunne overvejes. I mange større jagtområder skydes hinder aldrig før november eller december måned, netop for at minimere risikoen for at få moderløse kalve, som endnu ikke kan klare sig selv.

Rådyr

Forekomst og bestandsudvikling

Rådyret er almindeligt forekommende over hele landet (Asferg & Madsen 2007d).

I slutningen af 1800-tallet var rådyret udryddet i mange egne af landet. Efter år 1900 begyndte bestanden igen at brede sig, men omkring 1940 var der stadigvæk landsdele, hvor rådyret ikke fandtes. I dag forekommer rådyret over hele landet, de fleste steder i ganske talstærke bestande. Stigningen har været særlig kraftig efter 1970, og den har varet ved indtil begyndelsen af 1990'erne. I sidste halvdel af 1990’erne begyndte stigningen i udbyttekurven for flere amter at flade ud. I de vest- og nordjyske amter, hvor bestandstætheden er forholdsvis lav, er bestanden stadig stigende (Olesen m.fl. 2002).

Bestandens vækst kan delvis forklares med et forbedret fødeudbud i kraft af det stigende areal med vintergrønne marker, en række milde vintre og en faldende prædation, især på grund af udbrud af ræveskab i Jylland og på Bornholm i midten af 1980’erne. De jyske rævebestande blev mærkbart reduceret i perioden 1985-1995, og den bornholmske be-stand forsvandt - muligvis med undtagelse af nogle få dyr - efter 1990. Det har formentlig også spillet en væsentlig rolle for rådyrbestandens udvikling, at jægerne i stigende grad har udvist forståelse for, at jagtudbyttet ikke må overstige, hvad der er grundlag for i den årlige produktion af lam i bestanden, og fordi der har været en generel tilbageholdenhed hos de fleste jægere med hensyn til at nedlægge voksne råer (Olesen m.fl. 2002).

Landsdækkende forandringer af landskabet, såsom fordobling af skovarealet over de næste 50-75 år, vil med sikkerhed forbedre levevilkårene for råvildtet og dermed skabe grundlaget for en endnu større og tættere bestand af rådyr i Danmark.

På Fyn er rådyrbestanden gennem de seneste år blevet kraftigt reduceret pga. sygdom. Hvilken type sygdom, der er tale om, og hvordan smitten spredes, vides endnu ikke, men dyrene dør i dårlig kondition og med diarré. Lokalt meldes om nedgange i bestanden på op til 85%.

Jagttid

Bukke har jagttid fra 16.5. til 15.7, og bukke, råer og lam fra 1.10. til 15.1. Derudover må råvildt reguleres hele året i erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugthaver, frugtplantager og planteskoler, som er forsvarligt indhegnede.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte har været jævnt stigende fra ca. 20.000 i begyndelsen af 1940’erne til godt 110.000 i dag. Stigningen var særlig kraftig i perioden 1987-1993, hvor den gennemsnitlige årlige tilvækst i udbyttet var så høj som 15% i Ringkøbing Amt og 14% på Bornholm. Selv om der er store geografiske forskelle mellem landsdelene med hensyn til landskabstyper, arealanvendelse, udbytteniveau og jagtlige traditioner, er stigningen i udbyttet forløbet meget parallelt på Øerne og i Jylland. Mere end 60% af det samlede udbytte nedlægges i Jylland. Udbyttet per km² er størst på Bornholm med næsten 7 nedlagte dyr per km². I de tidligere Roskilde og Vestsjællands Amter er det på 4 dyr/km², og i Nord- og Vestjylland på omkring 2 dyr/km² (Fig. 4.2.8). De geografiske forskelle i udbyttestørrelse afspejler med god sikkerhed reelle forskelle i bestandstætheden.

Figur 4.2.7. Det årlige jagtudbytte af rådyr i Danmark, 1990/912007/08.

Figur 4.2.8. Den geografiske fordeling af jagtudbyttet af rådyr per km² i Danmark i sæsonen 2007/08.

På Fyn er udbyttet reduceret til omkring halvdelen af, hvad det var før 2002, hvor sygdommen for første gang blev bemærket. Nu er bestandstætheden, bedømt ud fra udbyttet, reduceret til samme niveau som i Nord- og Vestjylland, hvor bestandstætheden traditionelt har været den laveste i Danmark.

Køns- og aldersfordelingen i udbyttet af råvildt er stærkt præget af ønsket om at skyde en buk med opsats. Hvis der ses bort fra lammene, udgør bukke 2/3 dele af det årlige udbytte. Dette selektive jagtmønster har betydet en optimering af råvildtbestandens produktion. En buk kan bedække flere råer, men hvis andelen af bukke i udbyttet stiger yderligere, vil der være risiko for, at der bliver for få bukke i bestanden, og en del kønsmodne råer derfor ikke bliver bedækket.

Jagtens indflydelse på bestanden

Den fremgang, som rådyrbestanden har udvist gennem det 20. århundrede, tyder ikke på, at jagttrykket generelt har været for højt. Men rådyrbestandens fremtidige udvikling vil bl.a. afhænge af jagtudbyttets kønsog aldersmæssige sammensætning. Bæreevnen for en sund og velreproducerende råvildtbestand vil formentlig snart være nået i de fleste egne af landet, og derefter vil opretholdelsen af det høje bestandsniveau og dermed det høje jagtudbytte formentlig afhænge af, at der bliver en bed-re balance mellem køns- og aldersklasserne i jagtudbyttet, især gennem en øget afskydning af gamle råer. Der findes dog stadig revirer, hvor jag-ten drives så hårdt, at opretholdelsen af den lokale bestand er afhængig af indvandring fra naborevirerne. Endelig er det sandsynligt, at det hæmmer lammenes udvikling og forringer deres chancer for at overleve deres første vinter, hvis råen skydes bort i begyndelsen af jagtsæsonen, men det er endnu ikke undersøgt i detaljer.

Vurdering af gældende jagttid

Jagten vurderes at være bæredygtig. Jagtstart på råerne 1. oktober er næppe et bestandsmæssigt problem, men afskydning af diegivende råer tidligt i jagtsæsonen vil alt andet lige forringe lammenes chance for at overleve deres første vinter. Der foreligger ingen undersøgelser over hvornår lammene er i stand til at klare sig uden mælk fra moderen, men en senere jagtstart for råer, fx 1. november, kunne overvejes.

Ræv

Forekomst og bestandsudvikling

Ræven er almindeligt forekommende over hele landet med undtagelse af enkelte mindre øer (Pagh m.fl. 2007).

De fleste danske rævebestande har været ramt af ræveskab inden for de seneste tre årtier. Sygdommen blev konstateret i det sydøstlige Jylland i 1984, på Bornholm i 1986 og på Amager i 2003. Der er endnu ikke konstateret ræveskab på Fyn. Der er ikke gennemført egentlige undersøgelser af skabens effekt på rævebestanden, men udviklingen har i store træk kunnet følges gennem vildtudbyttestatistikken. På Bornholm blev rævebestanden i løbet af få år reduceret til ganske få dyr, og siden 1990 har ræven været totalfredet på øen. I Jylland bredte skaben sig først til Vestog Midtjylland, derefter til Nord- og Østjylland og sidst til Djursland. I de jyske amter er udbruddet af skab næsten overalt blevet fulgt af en mærkbar nedgang i rævebestandene, som lokalt kan have været lige så stærk som på Bornholm. Nedgangen er dog i nogen grad blevet sløret af, at der til stadighed har kunnet vandre ræve ind fra tilstødende områder. I de fleste amter begyndte bestandene at vokse igen i første halvdel af 1990’erne, men i Nordjyllands Amt fortsatte nedgangen helt frem til omkring år 2000. Af ukendte årsager ser skaben ud til at være mere vedholdende i Nordjylland end andre steder, og her i begyndelsen af 2009 kommer der stadig nye meldinger om skabræve. Det gennemsnitlige jagtudbytte i Jylland ligger i dag på et niveau omkring 75% af niveauet forud for det første udbrud af skab. Kort tid efter fundet af de første skabede ræve på Amager i 2003 blev der fundet skabræve på Sjælland, først i Københavnsområdet og i Nordsjælland og derefter over det meste af det øvrige Sjælland. Størrelsen af tilbagegangen i bestandene kendes ikke, men der er fx konstateret en nedgang i jagtudbyttet fra 2005 til 2007 på 49% i Københavns Amt og 62% i Frederiksborg Amt.

Jagttid

Ræven har jagttid fra 1.9. til 31.1. Regulering er tilladt i februar måned i egne, hvor ræven volder skade på den øvrige fauna, og derudover på en række mere specifikke steder såsom i og ved bygninger, i og ved indhegninger med fjerkræ, herunder fasaner, agerhøns og andefugle, samt i indhegninger med frilandsgrise, i indhegnede haver og i pelsdyrfarme. Rævehvalpe må reguleres uden for graven i perioden 16. juni - 31. august. På ejendomme, hvor der er gennemført naturforbedringer iht. biotopplaner, må ræven reguleres hele året ved hjælp af fælder.

Det samlede årlige jagtudbytte har ligget ret stabilt mellem 35.000 og

45.000 i perioden 1991-2007 (Fig. 4.2.9), men med en faldende tendens efter 2000, primært på grund af faldende udbytter på Sjælland som følge af ræveskab (Fig. 4.2.9). Jagtudbyttet per km² har gennem de seneste sæsoner været størst i Vest- og Nordsjælland og lavest i Nordjylland og det tidligere Storstrøms Amt (Fig. 4.2.10).

Der foreligger kun en enkelt ældre undersøgelse, der kan belyse jagtudbyttets fordeling over sæsonen og anvendelsen af forskellige jagtformer. I begyndelsen af 1970’erne blev størstedelen af udbyttet skudt enten på specielle rævejagter, især gravjagt i vintermånederne, eller på efterårets klap-, driv- og trykjagter, som primært var rettet mod andre vildtarter. Den aktuelle fordeling kendes ikke, men gravjagten har formentlig et betydeligt mindre omfang i dag end tidligere.

Figur 4.2.9. Det årlige jagtudbytte af ræv i Danmark, 1991/92- 2007/08.

Figur 4.2.10. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af ræv per km² i Danmark i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Det generelle indtryk er, at ræven er udsat for et højt jagttryk i de fleste egne af landet. Der foreligger imidlertid ingen danske undersøgelser af jagtens indflydelse på bestandsstørrelsen. De sønderjyske rævebestande blev reduceret betydeligt, måske med mere end 80%, ved intensiv jagt og gasning af ræve- og grævlingegrave under rabieskampagnerne i perioden 1965-1982, men det er næppe muligt at opnå samme reduktion gennem ’almindelig jagt’, dvs. jagt i overensstemmelse med nugældende lovgivning. Det er dog sandsynligt, at jagten kan have en vis begrænsende effekt på bestanden i lokale områder, hvis den drives intensivt og vedvarende. Det vides ikke, i hvor stort omfang mulighederne for at regulere ræve uden for jagttiden bliver udnyttet. Den regulering, der sker i februar, dvs. i begyndelsen af rævens yngletid, vurderes p.t. at være uden betydning for bestanden. Derimod vides det endnu ikke, om muligheden for at regulere ræve året rundt på ejendomme med naturplaner vil blive udnyttet i et omfang, som vil have mere end lokale bestandsmæssige effekter.

Forvaltningsmæssige problemer

Ræven kan forvolde skade i forhold til menneskelige interesser, dels gennem prædation på den øvrige vilde fauna (især harekillinger samt fa-saner, agerhøns og gråænder), dels ved at tage fjerkræ i hønsehuse og på opdrætspladser eller smågrise i indhegninger med frilandsgrise. Den eksisterende lovgivning giver mulighed for regulering i disse tilfælde. De stadig stigende bestande af byræve udgør flere steder et forvaltningsmæssigt problem, fordi det er vanskeligt at gennemføre en effektiv bestandsregulering i bymæssige områder.

Vurdering af gældende jagttid

Ræven må jages gennem hele den egentlige jagtsæson, og der er mange muligheder for regulering uden for jagttiden. Bestandene ser generelt ud til at kunne bære det aktuelle jagttryk, ligesom potentialet for genetablering efter sygdomsbetingede nedgange har vist sig at være stort.

Husmår

Forekomst og bestandsudvikling

Husmåren er almindeligt forekommende over hele landet med undtagelse af Bornholm, Læsø, Anholt og Fanø samt de fleste mindre øer (Madsen m.fl. 2007a).

Bestanden var faldende i 1940’erne og i første halvdel af 1950’erne, formentlig på grund af en særdeles intensiv jagt, men steg igen gennem 1960’erne og 1970’erne. Husmåren bredte sig i denne periode fra sine traditionelle biotoper, dvs. skov og åbent land, til bebyggede områder, især parcelhuskvarterer og sommerhusområder, men også til egentlig bymæssig bebyggelse.

Jagttid

Husmåren har jagttid fra 1.9. til 31.1. Den må derudover reguleres (også ved brug af fælder) hele året i og ved bebyggelse, forsvarlige indhegninger med fjerkræ, indhegnede haver og pelsdyrfarme.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte steg kraftigt op gennem 1970’erne og nåede omkring 1980 et niveau omkring 6.000. Frem mod 1990 faldt udbyttet markant, og det har i perioden 1991-2007 ligget forholdsvis stabilt omkring

4.000 (Fig. 4.2.11). Stigningen op gennem 1970’erne skyldes formentlig en kombination af en vækst i bestanden og en forøget direkte jagt på mår, især ved brug af fælder. Faldet frem mod 1990 skyldes næppe en tilbagegang i bestanden, men nok snarere forringede jagtmuligheder efter 1982 som følge af forbuddet mod at bruge fælder til jagt.

Figur 4.2.11. Det årlige jagtudbytte af husmår i Danmark, 1991/92-2007/08.

Udbyttet per km² er højest på Fyn og lavest i Nordsjælland (Fig. 4.2.12). Traditionel, direkte jagt rettet mod husmår foregår formentlig kun i ringe omfang i forhold til for 50 år siden, så den geografiske fordeling af udbyttet afspejler snarere nogle relative forskelle i forekomsten af husmår i bebyggede områder end forekomsten i almindelighed. Formentlig tages mindst 85% af udbyttet i og ved bebyggelse, og mindst 81% af udbyttet fanges i fælder, hovedsageligt i efterårs- og vintermånederne (Madsen m.fl. 2007a).

Figur 4.2.12. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af husmår per km2 i Danmark i sæsonerne 2003/04- 2007/08. 

Jagtens indflydelse på bestanden

Efter forbuddet mod at fange husmår ude i terrænet efter 1982 er det næppe muligt at drive husmårjagt i et omfang, der påvirker bestanden. Regulering efter de gældende bestemmelser vil formentlig højst kunne have en begrænset lokal effekt.

Forvaltningsmæssige problemer

Husmåren kan forvolde skade ved at ødelægge isoleringsmaterialer i beboelseshuse og ved at tage fjerkræ, herunder fasaner, agerhøns og ænder, i hønsehuse og på opdrætspladser. Den eksisterende lovgivning giver mulighed for regulering i disse tilfælde. Den regulering, der efter de nugældende regler sker i husmårens yngletid, vurderes at være uden betydning for bestanden.

Under feltforhold kan det være svært at skelne husmår og skovmår fra hinanden. Der er derfor en vis risiko for, at der som følge af forveksling kan blive nedlagt skovmår under jagt. Risikoen vurderes imidlertid at være meget lille. Dels fanges mindst 81% af husmårudbyttet i fælde, dels fanges/skydes mindst 85% af udbyttet i og ved bygninger. Højst 15% af udbyttet nedlægges med skydevåben. På denne baggrund vurderes det, at det er en meget lille andel af husmårudbyttet (formentlig mindre end 10%), der skydes i skov/plantage, hvor skovmår potentielt kunne forekomme.

Vurdering af gældende jagttid

Der er muligheder for regulering uden for jagttiden i de situationer, hvor husmåren kan volde problemer. Bestandene ser generelt ud til at kunne bære det aktuelle jagttryk.

Hare

Udbredelse og bestandsudvikling

Haren er udbredt over hele landet (Asferg & Madsen 2007e). Bestanden voksede i første halvdel af det 20. århundrede (Andersen 1957), men efterfølgende er den gået konstant tilbage. Asferg & Madsen (2007e) bemærker, at haren ikke længere synes at forekomme ”overalt” i landskabet, men snarere forekommer mere pletvis i og omkring de foretrukne biotoper. Tilbagegangen er ikke kun sket i Danmark, men er foregået i hele Vesteuropa (Edwards m.fl. 2000, Smith m.fl. 2005).

I Danmark er bestandsudviklingen foreløbig kun dokumenteret via jagtudbyttet. Bedømt ud fra dette er bestandens tilbagegang fortsat i årene efter år 2000, hvor jagtudbyttet på landsplan er faldet fra knap 100.000 til godt 50.000 (Fig. 4.2.13). De seneste års udbyttetal kan dog være påvirket af, at der efterhånden er en del jægere, der på grund af harebestandens dårlige status undlader at nedlægge harer. I det omfang dette er tilfældet, kan udbyttet udvise et større fald end den faktiske bestand.

I antal er udbyttets størrelse næsten det samme i Jylland og på Øerne, og tilbagegangen er den samme over næsten hele landet (Fig. 4.2.13). Omregnes udbyttet til antal nedlagte harer per km², er udbyttet i Jylland under det halve af, hvad det er på øerne (Figur 4.2.14). Det indikerer, at tæthederne af harer i Jylland er lavere end tæthederne af harer på øerne.

Figur 4.2.13. Det årlige jagtudbytte af hare i Danmark, 1955/562007/08, hhv. på landsplan, i Jylland og på øerne.

Figur 4.2.14. Det årlige jagtudbytte per km² af hare i Danmark, 1955/56-2007/08, hhv. på Øerne og i Jylland.

Udbyttestatistikken kan dokumentere harebestandens tilbagegang, men den kan ikke bruges til at vurdere bestandens aktuelle størrelse. Med henblik på at bestemme bestandstætheder blev der i 2005 og 2006 talt harer i fire områder, hhv. i Vesthimmerland (100 km²), på Djursland (50 km²), og i to områder på Lolland (hhv. 20 og 10 km²). De optalte antal blev korrigeret vha. metoden ”Distance Sampling” (Wincentz & Noer 2009, Noer m.fl. 2009). De resulterende forårstætheder (marts/april) var:

• Himmerland 3 individer per km² optalt agerland
• Djursland 6 -
• NV-Lolland 65 -
• S-Lolland 110 -.

De to optællingsområder på Lolland blev udvalgt for at understøtte udviklingen af metoden, og fordi der angiveligt var mange harer. De repræsenterer derfor sandsynligvis nærmere den maksimale end den gennemsnitlige tæthed på Lolland. Resultaterne for de to områder i Jylland kan på den anden side have været påvirket af, at harerne undgår at opholde sig for tæt på stærkt trafikerede veje. En række såkaldte sensitivitetsanalyser viser, at tæthederne i optællingsområdet i Himmerland kan have været op til ca. 7 harer per km² og på Kalø op til 12. De mest sandsynlige værdier vurderes at være ca. 5 i Himmerland og 8 på Djursland, dvs. tætheden af harer i de to jyske områder var højst 10% af, hvad den var på Lolland (Noer m.fl. 2009).

En mere detaljeret analyse af tallene fra vildtudbyttestatistikken viser, at udviklingen på Bornholm adskiller sig fra udviklingen i resten af landet (Fig. 4.2.15). På Bornholm standsede harens tilbagegang i slutningen af 1980’erne, efter at ræven var forsvundet fra øen pga. skab. Udbyttet steg derefter til midten af 1990’erne, men er muligvis atter faldende (Fig. 4.2.15).

Figur 4.2.15. Det årlige jagtudbytte per km² af hare, 1955/562007/08, i de tidligere Storstrøms, Vestsjællands, Fyns, Roskilde og Bornholms Amter.

Indflydelsen af ræv på harebestandens tæthed fremgår også af udviklingen i udbytte per km² i Jylland. Specielt i det tidligere Sønderjyllands Amt er tætheden i harebestanden steget tre gange i de seneste 35 år, hhv. efter bekæmpelse af ræve i forbindelse med forekomsten af rabies i perioden 1965-1982 og efter udbruddet af ræveskab sidst i 1980’erne (Fig. 4.2.16).

Figur 4.2.16. Det årlige jagtudbytte per km² af hare, 1955/562007/08, i de tidligere Sønderjyllands, Ribe, Vejle, Ringkøbings og Nordjyllands amter.

Overlevelse og reproduktion

Haren har en årlig overlevelse af udvoksede dyr på 50-60% og et stort reproduktivt potentiale. En hunhare kan i princippet sætte 15 killinger om året, og disse kan reproducere sig det efterfølgende år. Enkelte tidligt satte killinger kan endda reproducere sig i samme år, som de er født. Det betyder, at en harebestand kan vokse hurtigt, hvis forholdene er gunstige, og en stor andel af killingerne overlever. Som udgangspunkt vil en harebestand derfor være meget robust over for en jagtlig udnyttelse.

At en bestand går tilbage er ensbetydende med, at der fødes færre individer, end der dør (jf. Afsnit 3.4.1). I forhold til en stabil eller stigende bestand må reproduktion og/eller overlevelse derfor være lavere i en bestand i tilbagegang. For haren tyder alle resultater på, at problemerne først og fremmest knytter sig til rekrutteringen. Der er sket et markant fald i andelen af unge harer i jagtudbyttet, fra over 50% ungharer i 1950’erne til under 30% i 2003-2004 (Wincentz & Sunde 2009). Men der kan ikke konstateres større ændringer i antallet af placentale ar hos hunnene, og undersøgelser tyder ret klart på, at der stadig fødes ganske mange killinger per hun i de fleste landsdele (Jensen 2009, Jensen m.fl. 2009, Wincentz m.fl. 2009). Det tyder stærkt på, at det er killingernes overlevelse, der er årsag til den lave rekruttering, snarere end det antal killinger, der sættes.

Materialet tyder samtidig på, at der kan være forskelle mellem øerne og i hvert fald dele af Jylland ikke alene mht. tætheder, men også rekrutteringens størrelse. Jensen (2009) fandt et statistisk signifikant fald i andelen af unge harer i udbyttet langs en gradient fra det sydøstlige til det nordvestlige Danmark. Mens andelen af unge harer i udbyttet varierede mellem 35% og 60% på lokaliteter på Lolland, Falster og SV-Sjælland, var den i gennemsnit kun 20% på en række lokaliteter i det nordlige Jylland.

Overlevelsen af voksne harer er tilsyneladende normal. Tandsnit af indsamlede harer har vist, at der findes en ganske stor andel af ældre harer i bestandene, og den fundne aldersfordeling svarer til en årlig overlevelse på ca. 60% (Wincentz 2009). Marboutin & Peroux (1995) fandt overlevelser på ca. 48 og 56% for franske bestande, mens Abildgaard m.fl. (1972) fandt en overlevelse på 60% på Illumø (i Lillebælt), hvor der hverken var jagt eller rovdyr. Dette indikerer klart, at den aktuelle voksenoverlevelse i danske harebestande ikke er lav.

Fremskrivninger af bestandens størrelse med den aktuelle rekruttering giver som prognose, at harebestandens tilbagegang vil fortsætte også i de kommende år (Wincentz & Sunde 2009).

Årsager til tilbagegangen

Samlet må disse data fortolkes sådan, at haren går tilbage primært pga. en for lav rekruttering. Der er ikke noget i materialet, der tyder på, at voksenoverlevelsen eller antallet af fødte killinger er for lavt til at opretholde bestanden, men den lave andel af unge harer i udbyttet tyder til gengæld stærkt på, at overlevelsen af harekillinger er lav i løbet af sommeren.

Årsagssammenhængene er komplekse. Intensivering af landbruget og prædation har været fremsat som mulige forklaringer (Olesen & Asferg 2006). Modellering af bestandsudviklingen (Odderskær m.fl. 2009) peger på, at bærekapaciteten i nutidens scenarier bestemmes af en ”flaskehals” i sommerperioden, formentlig først og fremmest på grund af fødemangel som følge af en stærkt reduceret mængde af ukrudt i landbrugslandskabet pga. pesticidanvendelse. Hertil kommer så formentlig en større dødelighed af killinger, der kan skyldes øget prædation, landbrugsredskaber og dyrkningsformer. Begge muligheder er konsistente med en lav rekruttering, og mens det ligger ret fast, at rekrutteringen er lav, er det mindre klart, i hvilket omfang de to mulige forklaringer bidrager til dette.

Jagttid

I Danmark som helhed har haren jagttid fra 1.10. til 15.12. For en række øer er der dog fastlagt særlige bestemmelser, der rækker fra totalfredning (Strynø) til en fastholdelse af den tidligere jagttid 1.10.-31.12. (Bornholm). Usikkerheden omkring jagt på hare afspejles formentlig i, at man nogle steder har valgt en tidlig jagttid (Ærø, 1.10.-31.10., Nyord 16.10.31.10.), andre en sen (Fejø, 16.10.-15.12. og Sejerø, Femø og Als 1.11.15.12.). Det er uvist, om der er noget nærmere fagligt belæg for disse valg - eller om de snarere afspejler forskelle i de lokale jagtkulturer.

Ud over den egentlige jagttid må harer reguleres hele året i erhvervsmæssig drevne gartnerier, frugthaver, frugtplantager og planteskoler, som er forsvarligt indhegnede.

Jagtudbytte

Udviklingen i jagtudbyttet er vist ovenfor i Fig. 4.2.13-4.2.16. Den geografiske fordeling viser, at der stadig nedlægges 1,5 til 8,0 harer per km² på øerne, med undtagelse af NØ-Sjælland (Fig. 4.2.17). De meget lave udbytter i dele af Jylland er sammenfaldende med de områder, hvor atlasundersøgelsen af danske pattedyr havde flest kvadrater uden observationer af hare (Asferg & Madsen 2007e). Dette understøtter de øvrige observationer af, at tæthederne i dag er meget lave i større dele af Jylland.

Figur 4.2.17. Den geografiske fordeling af jagtudbyttet per km² af hare i jagtsæsonen 2005/06. Bemærk, at areal-beregningen er udført for det totale areal, og at udbyttet per km² agerland vil være ca. 50% højere. De fire områder, hvorfra der foreligger tæthedsberegninger, er markeret med røde rammer.

Jagtens indflydelse på bestanden

Både danske (Odderskær m.fl. 2009) og udenlandske (Marboutin & Peroux 1995, Marboutin m.fl. 2003) analyser indikerer klart, at jagtmortaliteten er additiv for hare. Da der ud fra en bestandsmæssig betragtning ikke er nogen umiddelbar forskel på, om en hare nedlægges af en jæger eller tages af en ræv, må indflydelsen af rævebestanden på harebestandens udvikling (Fig. 4.2.15 og 4.2.16) siges at understøtte dette.

Dertil kommer, at resultater af både modellering og feltundersøgelser peger på, at bærekapaciteten i dag afgøres af forhold i sommerperioden - i modsætning til tidligere, hvor bestanden formentlig var begrænset af forholdene i vinterperioden (Olesen & Asferg 2006, Jensen m.fl. 2009,Wincentz m.fl. 2009). Det indebærer, at den jagtlige udnyttelse i dag sker efter den største del af ungharernes dødelighed har fundet sted -i modsætning til tidligere, hvor vinteren som "økologisk flaskehals" betød, at bestandsregulerende faktorer kunne virke efter jagten.

Selv om udbyttet formentlig udgør en faldende andel af bestanden, vil disse forhold indebære, at "faldet" næppe er stort nok til at opveje de ændrede økologiske forhold. Harebestandens udvikling er derfor sandsynligvis konsistent med de principper, der er illustreret i Fig. 3.4 - vel at mærke i en situation, hvor bærekapaciteten stadig er faldende, og det aktuelle niveau er meget lavt.

Individ-baseret modellering, der tager højde for dette, indikerer en væsentlig reduktion af forårsbestanden ved en jagtlig udnyttelse på 20% af efterårsbestanden (Odderskær m.fl. 2009). Tilsvarende resultater er opnået gennem populationsdynamiske analyser, der angiver 20% som en maksimal udnyttelse, dog således at 20% indebærer en - omend begrænset - risiko for lokal uddøen, når bestandstætheden (om efteråret) falder til under 3 individer per km² (Marboutin & Peroux 1995, Marboutin m.fl. 2003). Disse beregninger blev dog udført for bestande, hvor rekrutteringen var højere end den, der aktuelt er fundet for harebestande i Jylland (Jensen 2009, Wincentz m.fl. 2009).

Vurdering af gældende jagttid

Med undtagelse af Bornholm går haren tilsyneladende tilbage med samme rate i alle landsdele. Der er dog store forskelle i tætheder mellem Jylland og Øerne. På Lolland findes lokale tætheder på op til 100 individer per km², i Jylland kan tæthederne lokalt være så lave som 3 individer per km². Samtidig er rekrutteringen faldet, og andelen af unge harer i udbyttet er, specielt i dele af Jylland, for lav til at kunne opretholde bestanden.

På øerne er der for indeværende ingen grund til at ændre de eksisterende jagttider. I Jylland kan det derimod ikke udelukkes, at haren kan forsvinde lokalt inden for en ikke særlig lang årrække. Selv om skønnede bestandstætheder i to områder er en meget lille stikprøve i forhold til det samlede areal, må det klart vurderes, at i hvert fald i dele af Jylland er der med de nuværende bestandstætheder og rekrutteringsrater mere end 10% sandsynlighed for, at større harebestande uddør inden for de næste 100 år (jf. Wincentz & Sunde 2009). Dermed må harebestanden bedømmes som sårbar iht. IUCN’s rødlistekriterier (pkt. E som beskrevet oven-for), og ift. §3 stk. 2 i Lov om jagt og vildtforvaltning.

Aktuelt nedlægges mellem 0,69 og 8,00 harer per km² i de forskellige landsdele (Fig. 4.2.17). Arealet er imidlertid beregnet for det samlede areal, dvs. inkl. fx byområder og skove. Hvis man går ud fra, at ca. 60% af bruttoarealet er landbrugsarealer, og at de fleste harer nedlægges der, vil udbyttet af harer i Himmerland og på Djursland overstige 1 hare per km². Sammenholdes det med bestandstæthederne, kan det derfor ikke udelukkes, at den jagtlige udnyttelse nærmer sig - eller måske endda overstiger - de ca. 20% af bestanden, som modelberegningerne indikerer er en øvre grænse for, hvad den kan bære. Denne vurdering bliver understøttet af, at andelen af unge harer i udbyttet netop er lavest i Jylland (Jensen 2009, Wincentz m.fl. 2009).

For Jylland må det derfor vurderes, at den jagtlige udnyttelse kan være problematisk, i hvert fald i nogle områder, og at der i det mindste lokalt er behov for at reducere jagtudbyttet. Der kan være flere måder at opnå sådanne reduktioner på. De vil i princippet kunne opnås gennem indskrænkninger af jagttiden, men medmindre man totalfreder haren i visse dele af Jylland, er det uvist, i hvilket omfang sådanne indskrænkninger vil afspejles i udbyttets størrelse. En mere hensigtsmæssig måde vil formentlig være at udarbejde en egentlig forvaltningsplan for haren i Jylland. En sådan forvaltningsplan burde baseres på registreringer af bestandstætheden i flere områder end de hidtil undersøgte, og med udgangspunkt i disse kan der så tages stilling til, hvor stor en afskydning bestanden vil kunne bære.

Vildkanin

Forekomst og bestandsudvikling

Vildkaninen har en meget begrænset udbredelse i Danmark. Arten forekommer primært i det sydøstlige Sønderjylland og på en række øer, således i 2006 på Fanø, Als, Endelave, Lolland og Bornholm (Jensen 2007).

Den sønderjyske bestand er etableret ved indvandring fra Tyskland i 1920’erne. De fleste ø-bestande stammer derimod fra udsatte dyr; bestandene på Lolland og Bornholm skyldes ulovlige udsætninger i henholdsvis 1974 og 1980 (Jensen 2007).

I de første 30 år efter indvandringen bredte vildkaninen sig især i det østlige Sønderjylland. For at forhindre yderligere spredning blev der fra 1952 til 1962 foretaget en intensiv bekæmpelse i Sønderjylland. Bekæmpelsen blev opgivet i 1964, og siden er der sket en vis spredning, men ikke nær så kraftig som ventet.

Nordgrænsen for vildkaninens naturlige udbredelse går gennem Danmark. Bestandene er forholdsvis følsomme over for strenge vintre, så kaninen er en af de arter, der kan blive favoriseret af kommende klimaændringer. Bestandene er desuden følsomme for prædation, især fra ræv og ilder, og udbrud af forskellige virussygdomme, især kaninpest (myxomatose) og RVHD (rabbit viral haemorrhagic disease), der oftest bryder ud, når tætheden i bestanden bliver høj.

Jagttid

Vildkaninen har jagttid fra 1.9. til 31.1. og må derudover reguleres hele året i egne, hvor den forvolder skade.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte har varieret betydeligt gennem tiden, primært som følge af store, naturlige vejr- og sygdomsbetingede svingninger, der rammer bestandene med jævne mellemrum. Det årlige udbytte har i perioden 1993-2007 ligget ret stabilt på lidt over 5.000 (Fig. 4.2.18), hvilket er næsten en halvering i forhold til det gennemsnitlige niveau i perioden fra begyndelsen af 1950’erne til 1990 (kaninudbyttet kom først med i Vildtudbyttestatistikken i 1952). I de seneste sæsoner er over halvdelen af det samlede udbytte kommet fra Endelave (i det tidligere Vejle Amt), mens udbyttet fra Sønderjylland og Fanø har ligget betydeligt under tidligere sæsoners niveau.

Figur 4.2.18. Det årlige jagtudbytte af vildkanin i Danmark, 1991/92-2007/08. Det årlige jagtudbytte af vildkanin i Danmark, 1991/92-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Sygdomme, vejrforhold, prædation, landbrugsaktiviteter og afgrødevalg er formentlig de mest afgørende bestandsregulerende faktorer for vildkaninen. En lokal bestand kan måske reduceres gennem intensiv jagt, men generelt spiller jagten næppe nogen rolle i forhold til etablerede bestande. Selv om jagtens indflydelse på bestandene af vildkanin i Danmark er usikker, kan den betegnes som sandsynligvis bæredygtig.

Ifølge gældende lovgivning er det tilladt at regulere vildkaniner i yngletiden. Det vides ikke, i hvor stort omfang denne mulighed bliver benyttet, men det sker formentlig kun i ringe omfang og vurderes at være uden betydning for bestanden.

Forvaltningsmæssige problemer

Behovet for at regulere vildkaniner synes at være størst i områder, hvor der ikke kan drives egentlig jagt, fx i bynære omgivelser og sommerhusområder. Det sker fra tid til anden, at kaniner (ulovligt) bliver sat ud på lokaliteter, hvor de ikke forekommer i forvejen, som det fx er sket på Bornholm og Lolland. I sådanne situationer kan de forvaltende myndigheder vælge at sætte ind med regulære udryddelseskampagner.

Vurdering af gældende jagttid

Jagten vurderes generelt som værende bæredygtig, men der mangler detaljeret viden om bestandsregulerende faktorer og jagtens bæredygtighed i situationer med stærkt faldende bestande, som det aktuelt ser ud til at være tilfældet i Sønderjylland og på Fanø. Det er begrundelsen for usikkerheden omkring vurderingen af jagtens bæredygtighed. Den nugældende jagttid omfatter i øvrigt den sidste del af yngleperioden, idet der bliver født kaninunger i august, som først bliver uafhængige i september. Det har dog næppe bestandsmæssige effekter.