Foto: Arne Vanemo.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

Fem af de gåsearter, der forekommer i Danmark, har jagttid. Det er grågås, sædgås, blisgås, kortnæbbet gås og canadagås. Derudover forekommer bramgås og knortegås i større antal, og en vurdering af mulighederne for at give disse to arter en jagttid gives i rapportens afsnit 5. Derudover forekommer snegås, dværggås og rødhalset gås uregelmæssigt, som enkeltindivider eller i småflokke.

To af arterne forekommer desuden i flere velafgrænsede bestande i Danmark. Sædgås kan underopdeles i to racer, hhv. skovsædgås og tundrasædgås, og knortegås forekommer ligeledes i to racer, hhv. mørk- og lysbuget knortegås.

Grågås, bramgås og enkelte par canadagæs yngler i Danmark, men hovedparten af gæssene er trækgæster fra nordligt beliggende yngleområder, der for de jagtbare bestande strækker sig fra Svalbard i vest til den centrale del af Sibirien i øst. For nogle bestande er Danmark det vigtigste rasteområde i en del af efteråret, i senvinteren og om foråret (kortnæbbet gås, lysbuget knortegås) – for andre er forekomsten perifer, fordi hovedtrækket af bestandene foregår syd om Østersøen (blisgås og tundrasædgås). Danmark er også overvintringsområde for canadagås og i stigende omfang også grågås, tundrasædgås, blisgås og kortnæbbet gås.

Bestandene af de jagtbare arter af gæs, der trækker gennem Danmark, har været i fremgang siden 1960’erne. Væksten tilskrives forbedret overlevelse, der kan forklares både ved et reduceret jagttryk og ved, at gæssene i udpræget grad har skiftet fra at fouragere i naturlige habitater til at fouragere på dyrkede marker (Madsen m.fl. 1999). Det betyder, at de har skiftet fra habitater, som har været genstand for opdyrkning eller tilgroning, til habitater, hvor føden udgør en ubegrænset ressource overalt i Europa. De mange milde vintre siden slutningen af 1980’erne har sikkert også bidraget til væksten, fordi fx kortnæbbede gæs og lysbugede knortegæs har en betydeligt højere overlevelse i milde vintre end i kolde (Madsen m.fl. 2005, Clausen m.fl. 2001). Det skal dog bemærkes at nogle bestande aktuelt synes at have faldende overlevelse, måske som følge af begyndende tæthedsregulering (se grågås og canadagås nedenfor).

Væksten i de bestande, der jages i Danmark, kan illustreres med et uddrag af bestandsestimaternes udvikling i rapportserien Waterbird Population Estimates (WPE). WPE udarbejdes af Wetlands International på baggrund af de internationalt koordinerede midvinteroptællinger af vandfugle samt andre internationalt koordinerede specialtællinger, fx af bramgæs i marts og grågæs i september. Heraf ses, at tre af de fire arter (og fire af fem bestande) af grå gæs har været i fremgang siden begyndelsen af 1990’erne (Fig. 4.3.1), idet bestanden af grågås er firedoblet, bestandene af tundrasædgås og blisgås er fordoblet og bestanden af kortnæbbet gås er steget med 40%. Bestanden af skovsædgås er muligvis i tilbagegang. Bestanden af canadagås præsenteres ikke i WPE, fordi det er en introduceret art, men denne bestand er også i vækst (se nedenfor).

Figur 4.3.1. Udviklingen i bestandsstørrelserne for de jagtbare bestande af grå gæs, der trækker igennem og/eller overvintrer i Danmark. Søjlerne viser antallet, der er oplyst i Waterbird Population Estimates (WPE) (1: Rose & Scott 1994; 2: Rose & Scott 1997; 3: Wetlands International 2002; 4: Wetlands International 2006).

Gæs er følsomme over for forstyrrelser og har i lighed med svømmeænderne reageret positivt på etableringen af de mange nye reservater, de såkaldte ”jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder”, som blev udlagt i Danmark i perioden fra 1994 til 2000 (Clausen m.fl. 2004). En mere uddybende omtale af dette er givet i introduktionen til Afsnit 4.4 nedenfor.

De største antal gæs forekommer for de fleste af de jagtbare arters vedkommende på træk om efteråret. Canadagås er talrigest om vinteren, kortnæbbet gås, bramgås og de to racer af knortegæs om foråret.

Populationsdynamisk er gæs karakteriseret ved en meget høj voksenoverlevelse, forsinket reproduktionsalder (de yngler tidligst, når de er 2 år, og de fleste undersøgte arter har størst reproduktiv succes, når de er mellem 5 og 12 år gamle) og lave reproduktionsrater. Gæssene danner par for livet og opfostrer gæslingerne sammen, oftest er det hunnen der udruger æggene og hannen der holder vagt og foretager afværgeforsvar over for mindre rovdyr. Svingfjerene fældes om sommeren, hvorefter gæssene med fornyede svingfjer efter en opfedningsperiode i sensommeren indleder efterårstrækket. Grågåsen er den eneste af gåsearterne, der fælder svingfjer her i landet, med større fældepladser på Saltholm, ved Saltbækvig og i Vejlerne. Par med gæslinger følges ad til vinterkvarteret som familier, og hos nogle arter holder disse familier sammen frem til foråret.

Gæs forårsager jævnligt skader på markafgrøder. For 30-40 år siden opholdt gæssene sig typisk på naturlige habitater som ferske og salte enge, højmoser og ålegræsbede. Var de på dyrkede marker, var det typisk på arealer som stubmarker og permanente græsarealer eller på høstede rodfrugtmarker, hvor de ikke gav anledning til problemer. I løbet af 1980’erne og 1990’erne er et stadigt stigende antal gæs skiftet til andre afgrødetyper, og mange gæs går i dag på vinter- og vårsædsmarker samt på rapsmarker. Undersøgelser har vist, at afgræsning af korn og raps kun påvirker høstudbyttet, hvis den er meget kraftig og/eller sker på bestemte tidspunkter af vinteren. Om efteråret kan jagt fungere som afværgeforanstaltning, der kan medvirke til at afholde gæssene fra at søge føde på sårbare afgrøder. Problemet er imidlertid, at disse afgrøders næringsværdi er så meget større end fødeemnernes næringsværdi på de tidligere tilholdssteder, at gæssene ved en bortskræmning blot flytter til naboens mark.

Bortskræmning af kortnæbbede gæs om efteråret har i enkelte tilfælde forårsaget, at de trak hurtigere gennem Danmark til Holland. Om foråret søger de kortnæbbede gæs føde på nysåede marker med vårsæd og ærter, hvor de kan forvolde skade. Dette problem blev førhen delvist afhjulpet ved fodring med korn på fem rastepladser, men med henvisning til, at de kortnæbbede gæs, som fodringen blev indført for at ”styre”, i dag har spredt sig over langt større arealer, og at fodring i dag kan have den utilsigtede effekt, at man i stedet tiltrækker bramgæs, har DMU anbefalet at fodring indstilles.

Jagtlig udnyttelse

I jagtudbyttestatistikken er "gæs" samlet i en enkelt rubrik. Udbyttets artsfordeling har været undersøgt ved spørgebrevsanalyser i 1960’erne og siden 1982 ved vingeanalyser. Da udbyttetallene for gæs er beskedne i forhold til udbyttet af fx ænder, er det samlede antal indsendte vinger forholdsvist beskedent. Det betyder, at skønnene over de antal, der nedlægges af de enkelte gåsearter, er behæftet med nogen usikkerhed.

Det samlede udbytte af gæs er steget markant fra 1960'erne til i dag. Ser man isoleret på perioden fra 1990-2007, der er omtrentligt sammenfaldende med de år, bestandsudviklingerne fra WPE1 til WPE4 beskriver, så er udbyttet steget med en faktor 2,5 fra ca. 14.000 til knap 36.000 fugle (Fig. 4.3.2).

Den tidsmæssige fordeling af udbyttet gennem jagtsæsonen viser for nogle af arterne en vis forskydning. En større andel af udbyttet nedlægges i dag senere på efteråret og om vinteren end tidligere. For fx grågåsens vedkommende kan dette forklares ved, at arten er begyndt at opholde sig længere i landet om efteråret, muligvis som følge af reservatoprettelser. Men stadigt stigende antal overvintrer også i Danmark, formentlig som respons på de mange milde vintre siden slutningen af 1980’erne.

Figur 4.3.2. Det årlige jagtudbytte af gæs i Danmark, 1961/622007/08.

Regionalt opnås de største udbytter per km² på Lolland-Falster, Møn og Vestsjælland, og færrest i Østjylland (Fig. 4.3.3). Der er dog artsspecifikke forskelle i disse fordelinger, som omtales nedenfor.

I Bregnballe m.fl. (2003) blev der givet nogle skøn over det internationale udbytte i de bestande, der beskydes. Dette er ikke forsøgt i denne rapport, hvor artsbehandlingerne nedenfor generelt kun forholder sig til udviklingerne i det danske jagtudbytte set i forhold til bestandenes udvikling internationalt og nationalt. Argumenterne for dette er uddybet i afsnittet om svømmeænder nedenfor.

Sammenholdes vækstraterne i bestandene med jagtudbyttets udvikling over de sidste knap 20 år fra 1990-2007, når man frem til, at jagten på gæs i Danmark generelt er bæredygtig i dag, i modsætning til, hvad den var for 40-50 år siden. Dog er der enkelte arter eller delbestande, der kræver særlig opmærksomhed (se nedenfor).

Figur 4.3.3. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagt udbyttet af gæs per km² i Danmark i sæsonerne 2003/042007/08.

 

Grågås

Forekomst og bestandsudvikling

Grågås er en almindelig ynglefugl i Danmark (Grell 1998). De danske ynglefugle trak tidligere til Frankrig og Spanien, men gennem de sidste ca. 50 år er overvintringsområderne gradvist flyttet mod NØ (Bønløkke m.fl. 2006), og i dag overvintrer størsteparten af bestanden formentlig i Holland, Tyskland og Danmark.

Fugle fra ynglebestandene i Norge og Sverige optræder på træk i Danmark forår og efterår, og en del af den svenske bestand fælder formentlig deres svingfjer i Danmark. Fra Danmark trækker gæssene videre til overvintringsområder i Holland og Spanien, men især den svenske be-stand har med sikkerhed ændret trækmønster, så stadigt flere fugle overvintrer i Holland og Tyskland (Bønløkke m.fl. 2006, Nilsson 2008). Det er formentlig også svenske grågæs, der i stigende antal ses i Danmark om vinteren.

Den samlede nordvesteuropæiske ynglebestand har været i kraftig vækst og er alene inden for de sidste 20 år firedoblet (Fig. 4.3.1). Ynglebestanden i Danmark er ligeledes i vækst og er senest vurderet til 6.000-10.000 par (Birdlife International 2004). De norske og de svenske ynglebestande er også i vækst og er senest vurderet til hhv. 10.000-12.000 og 15.000

20.000 par (Birdlife International 2004). Da tallene er fra slutningen af 1990'erne, og væksten er fortsat siden da, er bestandene formentligt en del større i dag. Den samlede størrelse af de bestande, der passerer Danmark på træk eller overvintrer her, var dermed 21.000-42.000 par i 2000, hvilket vurderes at svare til en efterårsbestand på 75.000-150.000 individer.

I de sidste ca. 10 år er antallet af grågæs, der opholder sig i Danmark om vinteren, vokset markant, og ved midvintertællinger 2007 og 2008 er over 75.000 grågæs blevet optalt (Fig. 4.3.4). Denne forøgelse må tilskrives de generelt mildere vintre siden 1990'erne.

Figur 4.3.4. Udviklingen i antallet 125 af rastende grågæs i Danmark, optalt ved landsdækkende optællinger af gæs i januar og september, 1990-2008. Antallet fra sep-tember 2008 foreligger endnu ikke; den viste værdi omfatter alene det antal grågæs, der er optalt reservaterne.

Jagttid

Grågås har aktuelt jagttid fra 1.9 til 31.12, på fiskeriterritoriet frem til 15.1. Den må desuden reguleres efter forudgående tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen i perioden 1.7.-31.8. på ikke-høstede marker, når den er i flok.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte af grågæs var i 1960’erne på ca. 4.000 fugle (Bregnballe m.fl. 2003). Det har siden da været jævnt stigende og er siden 1991 steget fra 10.000-11.000 til 25.000-26.000 (Fig. 4.3.5). Faldet fra 2007 til 2008 er næppe reelt, men skyldes en overrepræsentation af canadagæs i vingeindsamlingen i denne sæson, hvilket bevirker, at udbyttet af canadagås overestimeres, og formentlig især grågås og sædgås, der forekommer i samme region af landet som vingerne kom fra (Sydøstdanmark), underestimeres.

Figur 4.3.5. Det årlige jagtudbytte af grågæs i Danmark, 1990/912007/08 (optrukket linje), beregnet ud fra antal indsendte vinger, samt procentandelen af gæslinger i udbyttet (stiplet linje). Udbyttet i perioden 1998-2002 er ikke beregnet, fordi der blev indsendt for få vinger til vingeindsamlingen. Se også kommentar om det sidste år i teksten oven for figuren.

De fleste grågæs nedlægges i SØ-Danmark (Sydvestsjælland, Lolland-Falster og Møn) samt langs Vestkysten, der også er de områder, hvor de største antal forekommer om efteråret (Fig. 4.3.6, Søgaard m.fl. 2005). Udbyttet i SØ-Danmark omfatter især østdanske og svenske ynglefugle, mens udbyttet langs Vestkysten primært omfatter danske og norske ynglefugle.

Aldersammensætningen af udbyttet i sæsonerne 2004/05-2007/08 var 74% gamle fugle og 26% 1.-års fugle. Andelen af sidstnævnte er faldende (Fig. 4.3.5), hvilket kunne tyde på, at tæthedsregulerende mekanismer aktuelt påvirker bestandenes reproduktion. Hovedparten af grågæssene nedlægges i september, men en stigende andel nedlægges senere på året (Fig.4.3.7).

Figur 4.3.6. Den geografiske fordeling (i procent) af 3.943 vinger fra grågæs indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Figur 4.3.7. Den tidsmæssige fordeling af 5.800 vinger fra grågås indsendt i sæsonerne 2001/02-2008/09. Den tidsmæssige fordeling af 567 vinger indsendt i sæsonerne 1994/951999/00 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestandene

Det danske udbytte af grågås er steget med 250% siden begyndelsen af 1990’erne. Samtidig er den nordeuropæiske bestand firedoblet, og ynglebestandene i Danmark, Norge og Sverige, som jagten i Danmark først og fremmest omfatter, er også i kraftig vækst. Det kan derfor konkluderes, at jagten er bæredygtig.

Tidligere blev der nedlagt mange grågæs fra de danske og svenske ynglebestande i Frankrig og Spanien. Med det markante skift i vinterkvarter, disse bestande har foretaget, overvintrer en betydelig del af bestandene i dag i Holland, hvor der ikke er jagt på grågås. Uanset det stigende danske udbytte er det derfor muligt, at det samlede jagttryk på arten ikke er øget – men måske endda aftaget.

Forvaltningsmæssige problemer

Grågæs kan forårsage skader på afgrøder, hvor de fouragerer i store flokke og/eller længere perioder.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ingen anledning til at ændre på jagttiden for grågås.

Grågæs er årsag til markskader på endnu ikke høstede marker, og arten kan derfor reguleres i juli og august. Bregnballe m.fl. (2003) fremførte at bestanden vurderedes at kunne bære en fremrykning af tidspunktet for jagtstart til 1. august, men ønskes negative konsekvenser for andre arter (som følge af forstyrrelser) undgået, må denne jagt begrænses til landbrugsarealer, som ligger mindst 500 m fra kyster eller søer med en vandflade over 1 ha. Denne vurdering er stadig gældende. Den oversigt over forårstræk og yngleperioder, der af udarbejdet af DG Environment i Bruxelles i forhold til Fuglebeskyttelsesdirektivets bestemmelser (de såkaldte ”Key concepts”, omtalt i rapporten afsnit 2.2) angiver starten på forårstrækket i Danmark til 21.1. og vil dermed kunne forhindre udvidelser af jagttiden på grågås i januar.

Blisgås

Forekomst og bestandsudvikling

Blisgås er trækgæst fra yngleområder i Rusland og det vestlige Sibirien. Hovedtrækket om efteråret går syd om Østersøen, til overvintringsområder i det vestlige Tyskland, Holland og Belgien. I de senere år har de ellers ret beskedne antal i Danmark dog været stigende, særligt i Sønderjylland (Fig. 4.3.8). Et beskedent antal overvintrer på Nordfyn. Dette an-tal har været faldende over en længere årrække, men er steget til op mod 400 individer inden for de sidste få år.

Den samlede bestand af blisgås er senest estimeret til 1.000.000 individer, et niveau som den nåede i slutningen af 1990'erne (Madsen m.fl. 1999, Wetlands International 2006, Fig. 4.3.1).

Figur 4.3.8. Udviklingen i antallet af rastende blisgæs i Danmark, optalt ved landsdækkende optællinger af gæs i januar 1990-2007.

Jagttid

Blisgås har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., og frem til 15.1 på fiskeriterritoriet. Den er dog særfredet i Nordfyns kommune samt på den del af fiskeriterritoriet, der indgår i EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 76.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte af blisgås har været lille, men svagt stigende, siden 1960'erne (Bregnballe m.fl. 2003). Mens der i begyndelsen af 1990'erne årligt blev nedlagt 100-300 individer, udgør udbyttet aktuelt 700-1.300 in-divider (Fig. 4.3.9). Estimaterne er dog behæftet med betydelige usikkerheder, fordi de er baseret på små antal vinger.

Figur 4.3.9. Det årlige jagtudbytte af blisgæs i Danmark, 1990/91-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger. Udbyttet 1998/99-2001/2002 er ikke beregnet, fordi der blev indsendt for få vinger.

De fleste blisgæs nedlægges i Sydvestsjælland, på Lolland-Falster og Møn og i Vadehavsregionen (Fig. 4.3.10), der også er de områder, hvor de største antal forekommer om vinteren (Søgaard m.fl. 2005).

Der indsendes for få vinger fra blisgæs til at års- og aldersvariation i udbyttet kan vurderes.

Figur 4.3.10. Den geografiske fordeling (i procent) af 131 vinger fra blisg�s indsendt i s�sonerne 2003/04-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Ud fra bestandens størrelse og stabilitet samt det stigende antal blisgæs, der raster i Danmark, kan jagten vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Bestands- og udbytteudviklingen nationalt og internationalt giver ingen anledning til bemærkninger om jagttiden, udover at særfredningen på Nordfyn bør opretholdes med henvisning til at bestanden fortsat er lille og udgør en særlig overvintrende bestand.

Sædgås

Forekomst og bestandsudvikling

Sædgås yngler ikke i Danmark, men ynglebestande fra Norge, Sverige, Finland, Rusland og det vestlige Sibirien passerer landet på efterårstræk og overvintrer her. Der forekommer to racer i landet, skovsædgås (Anser fabalis fabalis), der yngler ved moser i den boreale zone i Fennoskandien og Rusland samt tundrasædgås (Anser fabalis rossicus), der yngler på tundraen i Nordrusland og Sibirien.

Bestanden af skovsædgås nåede et maksimum omkring 1990, og faldt nogle år derefter. Selvom nyere efterårstal fra Sverige kunne tyde på, at bestanden atter er i vækst (Nilsson 2008), giver summeringer af de danske og svenske januar-tal fra 2004-2007 (jf. Nilsson 2008 og Pihl m.fl. 2009) ikke over 50.000-60.000 individer, hvilket tyder på et yderligere fald i bestanden sammenlignet med WPE4. Skovsædgås har ikke i samme omfang som de andre gåsebestande skiftet til at fouragere på vinterafgrøder, og det er muligt, at den vigende bestandsstørrelse skyldes denne manglende tilpasning. Det kan dog ikke fuldstændigt udelukkes, at en større andel af bestanden er begyndt at overvintre i Tyskland end førhen. Bestanden af tundrasædgås har været i kraftig vækst og er fordoblet inden for de sidste 20 år (Fig. 4.3.1).

Antallet af overvintrende skovsædgæs i Danmark er stærkt varierende. Flest ses i hårde vintre, færre i milde vintre. For denne race er det vigtigt at sondre mellem forekomster i den nordlige del af Jylland samt resten af landet. Bregnballe m.fl. (2003) gav en grundig redegørelse for dette for-hold. Her skal det blot bemærkes, at de skovsædgæs, der overvintrer i Nordjylland, med sikkerhed udgør en mindre, isoleret trækvejsbestand, der kun har begrænset udveksling med de store antal, der forekommer i Sydøstdanmark. Der er måske endda tale om to delbestande i Nordjylland. Under alle omstændigheder er antallene i den del af landet små (Fig. 4.3.11) og de har været faldende over en årrække, hvilket har ført til en særfredning af sædgås i dele af Jylland. Antallene i SØ-Danmark er meget større (Fig. 4.3.11).

Antallet af tundrasædgæs i Danmark er i vækst (Fig. 4.3.11). Racen var for år tilbage sjælden, muligvis fordi den til dels var overset, men der er ingen tvivl om at der i dag ses langt flere end førhen både efterår og vinter. Hovedtrækket passerer syd om Danmark til overvintringsområder i Niedersachsen, Holland og Belgien, og de fleste flokke ses derfor også i den sydlige del af landet.

Figur 4.3.11. Antallet af rastende sædgæs i Danmark optalt ved landsdækkende optællinger af gæs i januar 1990-2007. Øverste figur viser antallet af skovsædgæs. For perioden 2004-2007 er der endvidere sondret imellem flokke optalt i NV-Jylland og SØ-Danmark (Pihl m.fl. 2009). Nederste figur viser antallet af tundrasædgæs.

Jagttid

Sædgås har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet frem til

15.1. Den er særfredet i region Nordjylland og i Viborg og Skive Kommuner.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte af sædgås var i 1960'erne på ca. 1.100 fugle (Bregnballe m.fl. 2003). Efterfølgende var det jævnt faldende frem til 1980'erne, men siden 1990 er det igen steget, fra 400-1.000 individer i begyndelsen af 1990'erne til 1.400-1.600 individer aktuelt (Fig. 4.3.12). Faldet fra 2007 til 2008 er næppe reelt, men kan skyldes en overrepræsentation af canadagæs i vingeindsamlingen i den sæson, hvilket bevirker, at udbyttet af canadagås overestimeres og udbyttet af sædgås formentlig underestimeres.

De fleste sædgæs nedlægges i Sydvestsjælland og på Lolland-Falster og Møn (Fig. 4.3.13), der også er de områder, hvor de største antal forekommer om vinteren (Pihl m.fl. 2009).

Figur 4.3.12. Det årlige jagtudbytte af sædgæs i Danmark, 1990/91-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger. Der er ikke sondret mellem racerne. Udbyttet i sæsonerne 1998/992002/03 er ikke beregnet, fordi der kom for få vinger fra jægerne til vingeindsamlingen. Se kommentar om det sidste år i teksten ovenfor figuren.

Figur 4.3.13. Den geografiske fordeling (i procent) af 293 vinger fra sædgæs indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Der indsendes for få vinger fra sædgæs til, at aldersfordelingen af udbyttet kan vurderes.

Jagtens indflydelse på bestanden

Jagtudbyttets fordeling på hhv. skovsædgæs og tundrasædgæs kendes ikke, men hovedparten af udbyttet må formodes at være skovsædgæs. Pga. den aktuelle usikkerhed om udviklingen i bestanden af skovsædgås vurderes bæredygtigheden som usikker.

Tundrasædgås udgør en ukendt, men utvivlsomt mindre, del af det danske udbytte, og bestandsstørrelsen er stabil. For denne race kan det der-for konkluderes, at jagten i Danmark er bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Med henvisning til Bregnballe m.fl. (2003) og redegørelsen ovenfor bør særfredningen i den nordlige del af Jylland udvides, så den også omfatter region Midtjylland, især for at tilgodese delbestande i Kronjylland, der p.t. ikke er omfattet af særfredningen. For bestanden i resten af landet er det formentlig stadig muligt at have en jagttid i betragtning af bestandens størrelse, men der er behov for at følge udviklingen nøje, da bestanden synes faldende og jagtudbyttet stigende. Det er derfor sandsynligt, at jagtmortaliteten aktuelt er additiv. Hvorvidt noget af stigningen i udbyttet skyldes stigninger i forekomsten af tundrasædgæs er uvist.

Kortnæbbet gås

Forekomst og bestandsudvikling

Den bestand af kortnæbbet gås, der forekommer i Danmark, yngler på Svalbard. Førhen var artens forekomst i Danmark stort set begrænset til en smal korridor i Vestjylland, i dag optræder den over en noget bredere front i Jylland, særligt i Nordjylland, hvor den er udbredt østover næsten til Ålborg. Gæssene ankommer fra yngleområderne på Svalbard i slutningen af september. Førhen trak langt de fleste hurtigt gennem Danmark til Holland og Belgien, men i de senere år har et stadigt stigende antal opholdt sig længere, fx var der i november 2008 mere end 17.000 i Vestjylland. Allerede i slutningen af december vender større antal tilbage, og om foråret samles hele bestanden i Danmark.

Den samlede bestand er firedoblet siden 1960’erne, hvor den var på 12.000-18.000 fugle. I perioden fra 1990 til i dag er efterårsbestanden vokset fra 26.000 til 60.000 individer (Fig. 4.3.14).

Figur 4.3.14. Udviklingen i antallet af rastende kortnæbbede gæs i Danmark, optalt ved landsdækkende optællinger af gæs i januar, 1990-2008 samt udviklingen i den samlede bestand i perioden 1990-2007.

Jagttid

Kortnæbbet gås har aktuelt jagttid fra 1.9 til 31.12., på fiskeriterritoriet til 15.1.

Jagtudbytte

Jagtudbyttet i Danmark har ifølge vingeundersøgelserne i perioden fra 1990/91 til i dag varieret mellem 1.800 og 2.800 fugle uden nogen tydelig vækst (Fig. 4.3.15). Noer m.fl. (2007) bemærkede, at udbyttet kan være underestimeret ud fra vingeundersøgelserne og måske er stigende. I Norge er udbyttet stigende, og udgør aktuelt mellem 2.000 og 3.000 fugle (Punsvik 2009).

De fleste kortnæbbede gæs nedlægges ved vestkysten (Fig. 4.3.16), der også er det område, hvor de største antal forekommer om efteråret.

Figur 4.3.15. Det årlige jagtudbytte af kortnæbbet gæs i Danmark, 1990/91-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger. Udbyttet i perioden 1998-2002 er ikke beregnet, fordi der kom for få vinger fra jægerne til vingeindsamlingen.

Figur 4.3.16. Den geografiske fordeling (i procent) af 374 vinger fra kortnæbbet gås indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Der indsendes for få vinger af kortnæbbede gæs til at aldersvariation i udbyttet kan vurderes. DMU’s monitering viser dog, at ungeproduktionen i bestanden er faldende, uden det nødvendigvis kan forklares ved tæthedsafhængighed (Trinder & Madsen 2008).

Den største del af de kortnæbbede gæs nedlægges i oktober, men der er en tendens til, at stadigt flere nedlægges senere på året. Forandringen skal dog tages med forbehold på grund af et begrænset materiale (Fig.4.3.17).

Figur 4.3.17. Den tidsmæssige fordeling af 453 vinger af kortnæbbet gås indsendt i sæsonerne 2004/05-2008/09. Den tidsmæssige fordeling af 368 vinger indsendt 1997/98-2003/04 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestanden

Forårsjagt på kortnæbbet gås på Svalbard ophørte i 1975, og arten blev fredet i Holland i 1976, i Tyskland i 1977 og i Belgien i 1981. I dag har kortnæbbet gås jagttid i Danmark og Norge. Med væksten i det antal, der nedlægges i Norge, udgør det danske udbytte aktuelt formentlig halvdelen af det samlede udbytte, mod to tredjedele tidligere.

Bestanden er stigende, og jagten kan derfor umiddelbart vurderes som bæredygtig. I årene 1991-1996 voksede bestanden med ca. 1% om året, men fra 1997 har vækstraten været ca. 4% (Fig. 4.3.13). Den øgede vækstrate kan i det mindste delvist skyldes effekter af et reduceret antal anskydninger (jf. Noer m.fl. 2007).

Forvaltningsmæssige problemer

Kortnæbbede gæs kan pga. deres antal og forholdsvis koncentrerede forekomster i Vest- og Nordjylland forårsage markskader.

Vurdering af gældende jagttid

Med henvisning til at bestanden er stigende, vurderes det, at der ikke umiddelbart er problemer i forhold til jagttiden på kortnæbbet gås. Trinder & Madsen (2008) påpegede, at en stigning i udbyttet i forhold til bestandsstørrelsen vil kunne have betydende effekter på bestanden. Det er derfor vigtigt at opretholde en detaljeret monitering af såvel bestandens som jagtudbyttets størrelse.

Canadagås

Forekomst og bestandsudvikling

Canadagås er ikke hjemmehørende i Europa, men vidt udbredt i USA og Canada. Den blev udsat på De Britiske Øer i 1600-tallet og i Sverige i 1930’erne, og har begge steder i dag etableret sig med store ynglebestande (Bønløkke m.fl. 2006).

Canadagås er en fåtallig ynglefugl i Danmark (25-50 par, Grell 1998), men almindelig vintergæst fra store ynglebestande i Norge og Sverige. Canadagæssene ankommer til Danmark i stort tal i begyndelsen af november og de fleste har forladt landet ved udgangen af marts. Det største antal træffes i Sydøstdanmark (svenske fugle) og i Nordjylland, hvor norske fugle dominerer i Nordvestjylland, mens fugle fra begge bestande forekommer i Nordøstjylland (Bønløkke m.fl. 2006).

Den samlede bestand har været i kraftig vækst. Bestandsstørrelsen opgøres ikke af Wetlands International, fordi det er en ikke-hjemmehørende bestand i Europa, men antallet i Danmark i januar steg jævnt fra begyndelsen af 1990’erne til 2003, hvorefter det atter er aftaget (Fig. 4.3.18). Den svenske vinterbestand er i samme periode vokset fra knap 15.000 til 55.000 individer (Nilsson 2008). Den samlede bestand kan ikke opgøres uden data fra Tyskland, men de aktuelle danske og svenske tal giver en bestand på mindst 65.000 fugle.

Figur 4.3.18. Antallet af rastende canadagæs i Danmark, optalt ved landsdækkende optællinger i januar, 1990-2008.

Jagttid

Canadagås har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.1. Den må desuden jages på fiskeriterritoriet til 31.1. og reguleres i perioden 1.2.-29.2. på marker med vinterafgrøder, hvis vildtafværgemidler har vist sig utilstrækkelige.

1.-års fugle i udbyttet (stiplet linje). Udbyttet 1997/98-2002/03 er ikke beregnet, fordi der kom

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte af canadagæs har været stigende over en længere årrække, og er steget fra omkring 2.000 i første del af 1990’erne til måske 7.000 i dag (gennemsnit af de seneste fem år, Fig. 4.3.19). De meget store fluktuationer i udbyttet skal tages med forbehold, da de formentlig skyldes tilfældige svingninger i mængden af indsendte vinger fra canadagæs i vingeindsamlingen.

Figur 4.3.19. Det årlige jagtudbytte af canadagæs i Danmark, 1990/91-2007/08 (optrukket linje), beregnet ud fra antal indsendte vinger, samt procentandelen af for få vinger fra jægerne til vingeindsamlingen. Se kommentar om de store svingninger i udbyttet i teksten ovenfor.

Figur 4.3.20. Den geografiske fordeling (i procent) af 2.457 vinger af canadagås indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

De fleste canadagæs nedlægges i Sydvestsjælland (Fig. 4.3.20), men kortet repræsenterer formentlig en underrepræsentation af vinger fra Nordjylland og en overrepræsentation af vinger fra Sydøstdanmark. Ringmærkning viser således en mere jævn fordeling af mærkede fugle over de to landsdele (Bønløkke m.fl. 2006).

Alderssammensætningen af udbyttet i 2004/05-2007/08 var 76% voksne gæs og 24% 1.-års fugle. Udbytteandelen af sidstnævnte er faldende (Fig. 4.3.19), hvilket kunne tyde på, at tæthedsregulerende mekanismer aktuelt påvirker bestandens reproduktion.

Hovedparten af canadagæssene nedlægges i december og januar (Fig.4.3.21).

Figur 4.3.21. Den tidsmæssige fordeling af 2.453 vinger fra canadagås indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Bedømt ud fra de foreliggende tal står det samlede jagtudbytte af canadagås ikke i noget rimeligt forhold til bestandens størrelse. I Sverige, hvor der iht. Svenska Jägareförbundets hjemmeside yngler 28.000 fugle, er det årlige udbytte 20.000, og sammen med udbyttet i Danmark nedlægges altså 22.000-27.000 canadagæs årligt. Ud fra disse tal må det stærkt formodes, at 65.000 er et alt for lavt tal for den samlede bestandsstørrelse.

Omvendt er der sikre indikationer på, at bestanden har været stigende gennem en længere periode, og muligvis endda på et fald i den reproduktive succes som følge af tæthedsafhængighed. Da væksten i bestanden er langt bedre dokumenteret end bestandsstørrelsen må det derfor vurderes, at jagten efter al sandsynlighed er bæredygtig.

Forvaltningsmæssige problemer

Canadagæs kan forårsage markskader lokalt.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk synsvinkel er der ikke grund til at ændre på den gældende jagttid.