Foto: Michel Collard.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf} 

Der optræder regelmæssigt syv arter af svømmeænder i Danmark, som alle er jagtbare. Hovedparten af de fugle, der forekommer i Danmark, yngler i Skandinavien, Finland, Nordrusland og Sibirien. Danmark ligger centralt på svømmeændernes trækvej fra ynglepladserne til overvintringsområder i Vesteuropa, og da bestandene for de fleste arter tæller flere millioner individer, er det ensbetydende med, at meget store antal særligt om efteråret passerer landet på vej fra ynglepladserne til vinterkvartererne.

Danmark er også overvintringsområde for især gråand og pibeand, men i stærkt varierende antal afhængigt af vinterens strenghed.

Bestandene af de arter, der trækker gennem Danmark, har generelt været stabile eller i fremgang. Trendanalyser baseret på de internationale midvintertællinger viser for perioden 1974-2005 en årlig vækst i antallet af pibeand på 3,6%, krikand 2,6%, knarand 9,4% og skeand 9,1%, hvorimod bestandene af spidsand og gråand har været stabile (Delany m.fl. 2008). Disse udviklingstendenser gælder de flyway-bestande, som primært overvintrer i Nordvesteuropa. Udviklingen for atlingand, der overvintrer i Afrika, er dårligt kendt, men antallet har sandsynligvis været faldende (Delany m.fl. 2008).

Svømmeænders økologi

Svømmeænderne har et diverst fødevalg, der er forskelligt fra art til art. De søger alle føde ved at snadre efter fødeemner på lavt vand eller i pytter på oversvømmede enge eller marker eller ved at pille i plantemateriale. De må alle betegnes som omnivore, idet de både lever af frø og andet plantemateriale og smådyr, men deres fødevalg er både årstids- og lokalitetsbetinget. Eksempler på diversiteten kan beskrives ved at sammenligne fødevalget hos fire af de almindelige arter. Pibeand er den mest udprægede herbivor og om efteråret æder den stort set udelukkende plantemateriale, først og fremmest ålegræs, vandaks og havgræsser. Krikand lever mest af små frø fra planter, der vokser på lavt vand, i strandsumpe og på strandenge. Skeand lever mest af smådyr, fx dafnier i lavvandede ferske eller svagt saline områder. Gråand er den mest altædende svømmeandeart og tager plantemateriale (både frø, blade og rødder) og smådyr (fx snegle og muslinger). Gråænder foretager gerne fourageringstræk ind på nyhøstede marker for at søge efter spildkorn. En god svømmeandelokalitet med plads til alle arter kræver således en meget varieret habitatsammensætning, som man fx ser det ved Ulvshale-Nyord, i Vejlerne og i Ringkøbing Fjord.

Som nævnt ovenfor forekommer de største antal af svømmeænder i Danmark om efteråret. Trækket om foråret er ikke helt så stort, dels fordi mange individer er døde i løbet af vinteren af naturlige årsager eller som følge af jagt, men også fordi alle arterne foretager et ”løkketræk”, hvor Danmark om efteråret ligger centralt på trækvejen, men ligger mere perifert om foråret, fordi flere fugle trækker syd om Østersøen (Bønløkke m.fl. 2006). Førhen var der også større antal af svømmeænder, især andrikker, der trak til Danmark for at fælde deres svingfjer i juni-august, og især Ringkøbing Fjord og Vejlerne var vigtige fældeområder. Antallet af fældende fugle har imidlertid været vigende, og antallet af svømmeænder, der tælles i august i reservaterne, er i dag langt mindre end i 1970’erne.

Populationsdynamisk er arternes karakteristika formentlig nogenlunde ens. Sammenlignet med havdykænderne har svømmeænder en lavere årlig overlevelse, men til gengæld et tilsvarende større reproduktivt potentiale. Den laveste overlevelse findes hos krikand, hvor ca. 50% af fuglene overlever det enkelte år. Hunnerne gennemfører ynglecyklus alene, mens hannerne forlader ynglepladserne for at trække til fældepladserne, så snart rugningen påbegyndes. Det afspejler sig generelt i en lidt lavere årlig overlevelse af hunner end af hanner, hvilket igen betyder, at der er en overvægt af hanner i ynglebestandene hos stort set alle arter. Denne overvægt er dog ikke så markant som hos havdykænderne.

Jagtlig udnyttelse

I den danske vildtudbyttestatistik var svømmeænder samlet i én rubrik indtil 1959, hvor gråand blev skilt ud og fik en selvstændig rubrik. De øvrige svømmeandearter forblev samlet under betegnelsen ”Andre svømmeænder”. Udviklingen i udbyttet af Andre svømmeænder blev i perioden 1969-1976 belyst ud fra spørgebrevsanalyser og fugle indhandlet til vildthandlere. Efter 1976 blev disse analyser indstillet, men i 1982 begyndte DMU indsamling af vinger, og på grundlag af dette materiale har det siden været muligt at følge udviklingen i jagtudbytterne af de enkelte arter. Gruppen Andre svømmeænder består af pibeand, krikand, spidsand, skeand, knarand og atlingand. De første to arter forekommer talrigt overalt i landet, de midterste to er talrige, men lokalt forekommende, og de sidste to er fåtallige. Alle seks arter har små ynglebestande her i landet.

Det samlede udbytte af svømmeænder domineres af gråænder. I 1960’erne og 1970’erne blev der nedlagt 400.000-500.000 svømmeænder årligt, hvoraf 70-80% var gråænder. En markant fremgang i udbyttet af svømmeænder fra slutningen af 1970’erne skyldes udelukkende en stigning i udbyttet af gråænder (Fig. 4.4.2) og skete især som følge af en forøget udsætning af gråænder, hvilket bevirkede, at gråænder midt i 1990’erne udgjorde næsten 90% af det samlede svømmeandeudbytte. Si-den 2000 har udbyttet af gråænder tilsyneladende været faldende, men se under gråand nedenfor.

Det samlede udbytte af Andre svømmeænder har varieret mellem

100.000 og 160.000 fugle siden 1960’erne uden entydige frem- eller tilbagegange. Men den overordnede stabilitet skjuler forskydninger i de enkelte arters andele af udbyttet, som omtales nedenfor, samt i et faldende antal af jægere, der nedlægger disse ænder (Fig. 4.4.1).

Den tidsmæssige fordeling af udbyttet gennem jagtsæsonen viser for de fleste arter af svømmeænder, at sæsonfordelingen i udbyttet er forskudt inden for de sidste 20 år, så flere svømmeænder nu nedlægges senere på efteråret, end det førhen var tilfældet. Optællinger af trækkende svømmeænder ved Falsterbo ved sydspidsen af Sverige viser en tilsvarende forskydning (jf. Bregnballe m.fl. 2003). Det indikerer, at svømmeænderne generelt ankommer senere til landet og trækker videre senere i dag end i 1980’erne. Årsagen kan være, at 1990’erne og 2000’erne har været præget af varme somre samt milde efterår og vintre, men svømmeændernes senere afrejse kan også delvist være en effekt af de mange reservatoprettelser (Clausen m.fl. 2004).

I Bregnballe m.fl. (2003) blev der givet nogle skøn over det internationale jagtudbytte af bestandene. Det er undladt i denne rapport, hvor vi i artsbehandlingerne nedenfor generelt kun forholder os til udviklingen i det danske jagtudbytte set i forhold til bestandenes udvikling internationalt og nationalt. Det skyldes dels, at der er en generel mangel på vildtudbyttestatistikker fra hovedparten af de lande, som bestandene trækker igennem eller overvintrer i (Elmberg m.fl. 2006), og for flere lande med forventeligt store jagtudbytter enten er forældede (de Britiske Øer) og/eller kun udarbejdes ca. hvert 10. år (Frankrig, hvor seneste opgørelse er fra 1998/99; Landry & Migot 2000). Endvidere kompliceres en udredning af betydningen af den danske jagt for bestandene som helhed af at:

• der ligger to parallelle trækveje gennem Europa. Den ene går fra yngleområder i Skandinavien, Finland og Nordrusland via Danmark til overvintringsområder i Nordvesteuropa. Den anden trækvej forløber østligere og går fra yngleområder i Nordøstrusland og Vestsibirien via Østeuropa, Sortehavet og Balkan til overvintringsområder i den vestlige del af Middelhavet, herunder Sydfrankrig
• at der for nogle arter er et forholdsvis stort overlap mellem de to trækveje
• at der er grund til at formode, at det danske jagtudbytte udgør en mindre andel end flere andre landes.

Figur 4.4.1. Det årlige jagtudbytte af gråand samt af gruppen "andre svømmeænder" i Danmark, 1959/60-2007/08 (øverst) samt antallet af jægere, der nedlægger andre svømmeænder, og deres gennemsnitlige udbytte (nederst).

Forstyrrelseseffekter

I 1980’erne gennemførtes en række undersøgelser af forstyrrelser af svømmeænder forårsaget af især pramjagt i kystnære områder. Undersøgelser i såvel Vadehavet som forsøgsreservaterne i Nibe og Gjøl Bredninger samt ved Ulvshale-Nyord viste, at fuglenes antal, fordeling og adfærd påvirkedes markant af jagtudøvelsen – og at denne medvirkede til at drive ænderne ud af områder, de ellers kunne udnytte til rast og fødesøgning. Tilstedeværelsen af et reservat i Vadehavet og etableringen af reservater i de andre områder betød, at ænderne i langt større omfang kunne udnytte føderessourcerne før de trak videre, og fuglenes antal mangedobledes og deres opholdstider forlængedes betydeligt efter reservaternes etablering. Resultaterne fra undersøgelserne er grundigt beskrevet i flere publikationer fra DMU (fx Madsen 1998a og b) og skal ikke uddybes yderligere, men de førte til, at man i løbet af 1990’erne oprettede de såkaldte ”jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder”, hvor et sammenhængende netværk af reservater blev udlagt i hele landet (undtagen Vadehavet) af hensyn til især jagtbare svømmeænder og gæs. Det betød, at det samlede reservatareal i landet omtrent fordobledes, og førte for de fleste svømmeandearter til fordoblinger eller mere i det samlede antal i omegnen af de nye reservater, hvorimod arternes antal i de gamle reservater var stabile (Clausen m.fl. 2004). I 1998 skete der tilsvarende i Vadehavet en udvidelse af det eksisterende reservat, svarende til en omtrentlig fordobling af arealet med forbud mod jagt i denne del af landet (Bregnballe m.fl. 2003).

Det markante beskyttelsestiltag, som reservatoprettelserne repræsenterer, har betydet, at man i alle betydende rasteområder for arterne har udlagt store arealer, hvor arterne kan raste og søge føde i fred, og derfor kun jages, når de tager på fourageringstræk ud af reservaterne. Sammenholdes dette med:

• at bestandene, der udnyttes jagtligt – med atlingand som en mulig undtagelse - er i fremgang eller stabile, både når man ser på hele bestanden langs trækvejen og de antal fugle, der raster her i landet,
• at jagtudbytterne er stabile eller faldende,

når man frem til, at jagten på svømmeænder i Danmark overordnet set i dag er bæredygtig, i modsætning til hvad den var for 30-40 år siden.

Gråand

Forekomst og bestandsudvikling

Gråand er en vidt udbredt og almindelig ynglefugl i Danmark. De danske ynglefugle udgør en del af den samlede nordvesteuropæiske be-stand. Fugle fra store ynglebestande i Fennoskandien, Baltikum og Nordvestrusland forekommer i store antal på træk i februar-april og august-november samt som overvintrende.

Den danske ynglebestand er vurderet til 20.000-50.000 par og faldende af Birdlife International (2004). Det er dog usikkert præcist, hvad denne vurdering er baseret på.

Flyway-bestanden er senest vurderet til 4,5 millioner fugle (Wetlands International 2006), et estimat der repræsenterer en nedgang i forhold til tidligere estimater på 5 millioner individer.

Delany m.fl. (2008) omtaler også den Nordvesteuropæiske bestand som værende i tilbagegang, men denne konklusion er faktisk ikke særlig velunderbygget ud fra de indeksberegninger (baseret på midvintertællinger), der præsenteres i rapporten. Den del af bestanden, der overvintrer og optælles i Vesteuropa, er i årene 1974-2005 angiveligt faldet med 0,5%. Af uvis grund præsenterer rapporten kun en indeksberegning dækkende en 10-årig periode fra 1996 til 2005 for den del af bestanden, der overvintrer ved Østersøen og i Danmark. I denne region er antallet stigende med en årlig vækstrate på 3,5%. Svenske tællinger viser en fordobling i den overvintrende bestand fra 1967 til 2006 (Nilsson 2008) – og det samme gælder den danske bestand (Fig. 4.4.2), der i henhold til DOFs punkttællinger både sommer og vinter er steget fra indeks 100 til 250 fra midten af 1970’erne til i dag (Heldbjerg & Eskildsen 2008). De landsdækkende flytællinger viser ikke helt så overbevisende fremgange, snarere stabilitet (når man ser bort fra de lave antal i de hårde vintre midt i 1980’erne), men det kan måske skyldes, at disse i mindre omfang end punkttællingerne får registreret småflokke og enkeltindivider i indlandet i milde vintre (Fig. 4.4.2).

Der er således grund til at formode, at den af Delany m.fl. (2008) konstaterede tilbagegang i Vesteuropa skyldes, at stigende antal gråænder overvintrer i områderne omkring Østersøen på grund af de mange milde vintre, der har været siden slutningen af 1980’erne.

Figur 4.4.2. Udviklingen i antallet af gråænder i Danmark, optalt ved landsdækkende optællinger ved midvinter (◊) samt ved Dansk Ornitologisk Forenings punktoptællinger sommer og vinter (kurver; hvor første år med et er sat til indeks 100; Heldbjerg & Eskildsen 2008).

Jagttid

Gråand har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet desuden indtil 15.1.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte af gråand, der har været opgjort siden 1959, var indtil slutningen af 1970’erne ret konstant omkring 400.000 fugle. Frem til slutningen af 1980’erne steg udbyttet gradvist til 700.000, med det skal dog bemærkes, at efter at den nye korrektion for manglende udbytteindberetninger blev indført (Asferg & Lindhard 2003) faldt det samlede udbytte med ca. 50.000 fugle (Fig. 4.4.3). Det samlede udbytte i perioden fra 1990/91 til i dag har udvist et mindre, men statistisk signifikant, fald.

Det er tidligere vurderet, at halvdelen eller mere af udbyttet er udsatte fugle, og at stigningen op gennem 1970’erne og 1980’erne primært skyldtes et stigende antal opdrættede og udsatte fugle (Bregnballe m.fl. 2003). Tidligere estimater af omfanget af udsætningerne var på 500.000 fugle, men en nyere undersøgelse vurderer, at der aktuelt udsættes ca. 400.000 fugle (Noer m.fl. 2008).

Figur 4.4.3. Det samlede udbytte af gråænder i Danmark (fuldt optrukket linje) samt ynglesucces udtrykt ved antal ungfugle (1.-års) nedlagt per gammel hun (stiplet linje), 1990/91-2007/08.

Den regionale fordeling af udbyttet udviser store forskelle. Det største antal gråænder nedlægges på Fyn og i Vestsjælland (arealkorrigeret udbytte), mens færre nedlægges jo længere vestpå, man kommer i landet (Fig. 4.4.4). Det skyldes, at udsætning af gråænder især sker i tilknytning til større ejendomme med jagtvæsen, og at disse især findes i de østlige dele af landet.

Figur 4.4.4. Udbyttet af gråænder per km² i Danmark i jagtsæsonen 2007/08, fordelt på de tidligere amter.

Figur 4.4.5. Den geografiske fordeling (i procent) af 16.562 vinger fra gr�and indsendt i s�sonerne 2003/04-2007/08.

I forbindelse med vingeundersøgelserne henstilles det til jægerne, at de ikke indsender vinger fra gråænder skudt på opfløj fra vandhuller og søer med udsatte ænder. Forudsat at jægerne følger henstillingen repræsenterer vingeundersøgelserne således udbyttet af vildænder, og heraf ses, at de nedlægges nogenlunde jævnt i hele landet (Fig. 4.4.5).

Køns- og aldersammensætning af udbyttet i 2004/05-2007/08 var 20% han ad., 11% hun ad., 38% han juv. og 31% hun juv. og sammenlignelig med den tidligere opgjorte fordeling i Bregnballe m.fl. (2003). Gråænderne nedlægges jævnt hen over hele efteråret, dog lidt færre i januar (Fig.4.4.6). Dermed er den tidsmæssige fordeling næsten identisk med den, der blev angivet af Bregnballe m.fl. (2003).

Figur 4.4.6. Den tidsmæssige fordeling af 12.066 vinger fra gråand indsendt i sæsonerne 2004/05-2007/08. Den tidsmæssige fordeling af 19.168 vinger indsendt i sæsonerne 1994/952003/04 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestanden

En stor, men ukendt andel af jagtudbyttet (formentlig omkring 50%) udgøres af udsatte gråænder. Jagtens indflydelse på bestandene af vilde gråænder kan derfor ikke vurderes.

Vurdering af gældende jagttid

I 2007 indgik Vildtforvaltningsrådet et forlig om udsætning af gråand, fasan og agerhøne i Danmark. Dette forlig resulterede i et sæt nye regler for udsætning af disse arter, der kan findes på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside (Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber, BEK nr. 870 af 04/07/2007). Som følge af dette forlig må omfanget af udsætning af gråand i Danmark forventes at falde i de kommende år.

En særlig kommentar skal gives omkring EU-rapporten ”Key concepts of article 7(4) of directive 79/409/EEC: Period of reproduction and prenuptial migration of Annex II bird species in the 27 EU member states”, der aktuelt er under færdiggørelse. I udkastet til dette dokument anslås forårstrækket af gråand i Danmark til at starte 10. januar. Indtil videre foreligger der ikke nogen nærmere begrundelse for dette, og overlappet med den aktuelle jagttid på arten må vurderes som betydningsløst ud fra et bestandsbiologisk synspunkt.

Atlingand

Forekomst og bestandsudvikling

Atlingand er en fåtallig ynglefugl i Danmark. Derudover passeres Danmark på efterårstrækket af fugle fra ynglebestande NØ og Ø for Danmark.

Såvel de danske ynglefugle som de atlingænder, der passerer landet på træk, tilhører en flyway-bestand, der overvintrer i Afrika syd for Sahara. En formentlig mindre del af denne bestand trækker via Den Iberiske Halvø til vinterkvarteret. En anden del trækker via Italien, mens størstedelen af bestanden må formodes at trække over Balkan og Mellemøsten.

Der er for få genmeldinger af ringmærkede atlingænder til en nærmere afklaring af, hvilke bestande der passerer Danmark på efterårstrækket. Et antal fugle mærket i Danmark er genmeldt i hovedudbredelsesområdet i Rusland, så langt mod øst som 67° (øst for Ural, Bønløkke m.fl. 2006), men disse må antages at være andrikker på abmigration efter pardannelsen i vinterkvarteret. En enkelt danskmærket fugl er genmeldt i Finland, og fugle mærket i Sverige og Letland er genmeldt i Danmark på efterårstræk.

Den danske ynglebestand var i midten af 1990’erne 260-300 par. Bestanden havde formentlig været i tilbagegang siden 1930’erne, og en række ynglelokaliteter fra 1970’erne var forladt i 1990’erne (Grell 1998). Arten er derfor på den danske rødliste opført som ”næsten truet”. Det skal dog bemærkes, at ynglebestanden i fx Vejlerne, der aktuelt er Danmarks vigtigste ynglelokalitet for arten, har været i fremgang (Kjeldsen 2008), hvorimod arten har været i tilbagegang i Tøndermarsken og på Tipperne (fx Clausen m.fl. 2007), der har været Danmarks vigtigste yngleområder førhen. De nyeste tal for den samlede danske ynglebestand er fra Birdlife International (2004), der angiver 300-500 par og en stigende bestand i Danmark.

Ynglebestandene i Sverige, Finland og Baltikum udgør hhv. 250-400, 1.000-4.000 og 5.000-7.500 par (Birdlife International 2004), i alt 6.000

12.000 par, svarende til en efterårsbestand på ca. 20.000-50.000 fugle. Dis-se bestande er alle i tilbagegang (Birdlife International 2004). Artens hovedudbredelsesområde er i Rusland, hvor ynglebestanden er anslået til 320.000-475.000 par og stabil (Birdlife International 2004). Vinterbestanden er i 2006 opgjort til 2 millioner fugle. Bestandsudviklingen er dårligt kendt, men meget tyder på, at bestanden er i tilbagegang (Delany m.fl. 2008).

I ”Vejledning om jagt” er atlingand opført på listen over jagtbare fuglearter med ugunstig bevaringsstatus, med angivelse af ONC (Office National de la Chasse) som kilde. Ud over at arten er placeret under overskriften ”Sårbar, kraftig tilbagegang” er det ikke nærmere begrundet, hvad bedømmelsen baseres på. Birdlife International (2004) angiver, at tilbagegangen primært fandt sted i perioden 1970-1990, og at udviklingen si-den 1990 foreløbig vurderes til en tilbagegang på 10%. Selv med denne usikkerhed synes bedømmelsen ”ugunstig bevaringsstatus” fortsat rimelig.

Set i forhold til den aktuelle jagttid, hvor svømmeandejagten starter 1. september, er antallet af nedlagte atlingænder fra den lille danske be-stand formentlig begrænset. Ud fra data indsamlet på Tippernes feltstation, hvor man siden 1973 har udført systematiske tællinger af bl.a. rastende svømmeænder, kan man således se, at atlingænderne allerede i løbet af august forlader landet, og de sidste ses i september (Fig. 4.4.7). Analysen er baseret på data fra en vestligt beliggende lokalitet i landet – og kunne derfor indeholde en fejlkilde i forhold til vurdering af en trækfugl, der har en generelt østligere udbredelse i Europa, sammenlignet med de øvrige svømmeandearter. En søgning i DOF-basen (1. marts 2009) tyder imidlertid på, at der næppe er et problem. Således er der aktuelt over 2.000 observationer fra maj alene i årene 2004-2008 (simpel standardsøgning tillader ikke udtræk af mere end 2.000 obs.), 814 fra august (1968-2008), 294 fra september (1959-2008) og blot 28 fra oktober (1970-2008).

Figur 4.4.7. Fænologien for atlingand på Tipperne. Kurven viser det antal år af 35 mulige, hvor arten er registreret i en måned på Tipperne ved standardiserede rastefugletællinger 1973-2007. Det skal bemærkes at arten yngler årligt på Tipperne og antallet i maj-juni derfor burde være 35. Fuglene ses dog ikke altid på rastefugletællinger.

Jagttid

Atlingand har jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet desuden fra 1.1.-15.1.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte, der har været opgjort siden 1969/70, har i hele perioden fra 1970 til 2008 med sikkerhed været faldende. I 1970'erne blev der nedlagt mellem 1.000 og 2.000 individer (Bregnballe m.fl. 2003), i perioden fra 1991 til i dag har det årlige udbytte skønnet ud fra vingeundersøgelserne varieret mellem 82 og 1.500 individer. Sidstnævnte antal er uden tvivl et overestimat forårsaget af en tilfældig høj forekomst af

vinger fra atlingand i den modtagne stikprøve i jagtsæsonen 1995/96, og for atlingand gælder som for knarand, at udbyttetallene er behæftet med nogen usikkerhed, fordi der kun modtages få vinger af arten. Udelades 1995/96-tallet fra en statistisk analyse er der tale om et statistisk signifikant fald (Fig. 4.4.8). Det faldende udbytte afspejler formentlig tilbagegangen i de ynglebestande, der passerer Danmark på efterårstrækket.

Figur 4.4.8. Det �rlige jagtudbytte af atling�nder i Danmark 1990/91-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Den regionale fordeling skal tages med forbehold på grund af de få vinger, den er baseret på. Resultaterne indikerer, at de fleste nedlægges i Syd- og Vestsjælland, på Lolland-Falster, ved de vestjyske fjorde og i omegnen af Vadehavet (Fig. 4.4.9).

Kønsfordelingen af udbyttet er ikke opgjort. Ungfugle udgjorde 65% af de nedlagte fugle i 2004/05-2007/08. Atlingænderne nedlægges i den første del af sæsonen for svømmeænder (Fig. 4.4.10).

Figur 4.4.9. Den geografiske fordeling (i procent) af 41 vinger af atlingand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Figur 4.4.10. Den tidsmæssige fordeling af 59 vinger af atlingand indsendt i sæsonerne 2001/022008/09. Den tidsmæssige fordeling af 219 vinger indsendt 1982/83-2000/01 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestanden

I princippet bidrager jagt på en bestand i tilbagegang til den hastighed, hvormed bestanden går tilbage, jf. Afsnit 3 ovenfor. De seneste 4 år har udbyttet af atlingand, bedømt ud fra vingeundersøgelserne, imidlertid været 82-136 fugle, i gennemsnit 116. I forhold til bestandenes størrelse må dette antal formodes ikke at have nogen målelig effekt på bestandsudviklingen.

Vurdering af gældende jagttid

Det har flere gange været fremført, at atlingand burde fredes pga. bestandens aktuelle status. I jagtmæssige situationer er arten imidlertid meget vanskelig at kende fra krikand, så medmindre man også vil frede krikanden, er det ikke sandsynligt, at en fredning af atlingand vil medføre nogen større nedgang i antallet af atlingænder, der nedlægges.

På den anden side udgør den jagtlige udnyttelse af atlingand i Danmark en meget lille andel af artens samlede dødelighed. Overlevelsen for atlingand er stort set ukendt, men efter al sandsynlighed er den sammenlignelig med krikand, der har en årlig overlevelse på omkring 50% (fx Gitay m.fl. 1990). De bestande, der enten passerer eller potentielt kan passere Danmark på efterårstræk, er sammenlagt aktuelt mellem 20.000 og 50.000 individer, og af dem omkommer altså formentlig 10.000-25.000 individer årligt. Den samlede jagtdødelighed i Danmark må derfor for-modes at udgøre 0,2-0,5% af bestanden eller 0,4-1,0% af dens samlede dødelighed årligt.

Selvom jagtens indflydelse på bestanden må betegnes som usikker, er det dermed sandsynligt, at den ikke udgør noget problem for bestandene. Vurderingen er dermed, at der ikke findes tungtvejende grunde til at ændre den nuværende jagttid.

Krikand

Forekomst og bestandsudvikling

Krikand er en fåtallig, men regelmæssig ynglefugl i Danmark. Ud over den danske ynglebestand trækker store dele af bestandene fra Fennoskandien, Baltikum og Rusland gennem Danmark om efteråret, i julinovember (Bønløkke m.fl. 2006).

I midten af 1990’erne var den danske ynglebestand på 134-347 par, hvilket tydede på, at bestanden næsten var halveret i forhold til slutningen af 1970’erne (Grell 1998). Arten er bl.a. derfor rødlistet som ”næsten truet” på listen over fuglearter, der yngler i Danmark.

De seneste tal for de fennoskandiske ynglebestande er sammenlagt 200.000-330.000 ynglepar, hvortil skal lægges 670.000-760.000 par i Baltikum, Hviderusland og Rusland. Selvom det formentlig kun er en begrænset del af den russiske ynglebestand, der passerer Danmark om efteråret, er bestandsgrundlaget for jagt i Danmark formentlig i størrelsesordenen 400.000-500.000 par, hvilket vil svare til en efterårsbestand på ikke under 1,2 millioner fugle. Birdlife International (2004) angiver, at den finske ynglebestand er gået tilbage i 1990’erne, men vurderer i øvrigt bestandens status som ”sikker”.

Ud fra midvintertællinger er antallet af overvintrende krikænder i Nordvesteuropa vurderet til 500.000 (Wetlands International 2006), et estimat der formentlig er i underkanten, fordi arten ofte optræder i småsøer og vandhuller, der ikke kan dækkes effektivt ved tællingerne. Selv hvis det tages i betragtning, at størsteparten af den årlige mortalitet på ca. 50% (herunder jagtmortaliteten) har fundet sted før tælletidspunktet, virker tallet uforholdsmæssigt lavt. Det samme gælder formentlig optællinger af krikænder, der raster eller overvintrer i Danmark. Den nedenfor anførte udvikling repræsenterer en sammenstilling af data fra et stort an-tal reservater og kan om ikke andet opfattes som et indeks for bestandsudviklingen.

Endvidere er der et betydeligt overlap mellem den såkaldt nordvesteuropæiske bestand og en østligere bestand (Guillemain m.fl. 2005), hvilket gør, at den gængse opfattelse af to trækveje for krikænder i Europa måske står over for en revision. Indtil det måtte ske forholder vi os til den nordvesteuropæiske andel af krikandebestandene i Europa.

Figur 4.4.11. Udviklingen i antallet af rastende krikænder i oktober måned i den danske del af Vadehavet samt i tilknytning til øvrige vildtreservater i Danmark 1991-2008. Antallene i de øvrige reservater fra efteråret 2008 udgør et minimumsestimat, fordi data fra enkelte reservater endnu ikke er fremsendt til DMU.

Bruges midvintertællingerne som bestandsindeks, viser de nyeste beregninger baseret på midvinteroptællingerne fra 1974-2005, at bestanden er vokset med 2,6% årligt (Delany m.fl. 2008). De antal, der forekommer i Danmark, er ligeledes stigende, jf. optællinger foretaget i Vadehavet og i reservaterne i resten af landet (Fig. 4.4.11).

Jagttid

Krikand har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet desuden til 15.1.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte, der har været opgjort siden 1969/70, har i hele perioden fra 1970 til 1990 varieret mellem 50.000 og 105.000 fugle, uden nogen entydig tendens, jf. Bregnballe m.fl. (2003). Siden 1991 har det årlige udbytte varieret mellem 42.600 og 92.400 fugle, er uden nogen statistisk sikker tendens. I modsætning til pibeand afspejler svingningerne i udbyttet kun i ringe omfang variationen i krikændernes reproduktion (Fig. 4.4.12).

Figur 4.4.12. Det årlige jagtudbytte af krikænder i Danmark, 1990/91-2007/08 (beregnet ud fra antal indsendte vinger, fuldt Ynglesucces (juv./gammel hun) optrukket linje), samt ynglesucces udtrykt ved antal ungfugle (1.-års) nedlagt per gammel hun (stiplet linje).

De fleste krikænder nedlægges i Syd- og Vestsjælland, på Lolland-Falster og i Sydvestjylland (Fig. 4.4.13).

Figur 4.4.13. Den geografiske fordeling (i procent) af 21.947 vinger af krikand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Køns- og alderssammensætning af udbyttet i 2004/05-2007/08 var 16% han ad., 11% hun ad., 40% han juv. og 33% hun juv., en sammensætning der er sammenlignelig med den, der blev fundet af Bregnballe m.fl. (2003). Hovedparten af krikænderne nedlægges i september og første halvdel af oktober, et mønster der har været stabilt siden midten af 1990’erne (Fig.4.4.14). Førhen blev noget større andele nedlagt i september og færre i november (Bregnballe m.fl. 2003).

Figur 4.4.14. Den tidsmæssige fordeling af 33.088 vinger af krikand indsendt i sæsonerne 2001/02-2008/09. Fordelingen af 7.883 vinger indsendt 1994/951999/00 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestanden

Store antal krikænder nedlægges i Rusland, Finland, Sverige, England, Irland, Frankrig og Spanien, og det danske jagtudbytte udgør kun en begrænset del af den samlede jagtlige udnyttelse af arten. På denne baggrund burde en vurdering af jagtens bæredygtighed ideelt ske på flyway-niveau, hvilket ikke er muligt, men med henvisning til den årlige stigning i vinterbestands-indeks og det forholdsvist begrænsede antal krikænder, der nedlægges her i Danmark, må jagten her i landet vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Tilbagegangen i ynglebestanden tilskrives især tilgroning, opdyrkning og dræning af tidligere ynglepladser. Det vurderes, at der ikke er problemer omkring jagttiden.

Spidsand

Forekomst og bestandsudvikling

Spidsand er en fåtallig ynglefugl i Danmark, tilknyttet salte og ferske enge med lavvandede vådområder. De danske ynglefugle tilhører den nordvesteuropæiske bestand, der yngler i Fennoskandien, Nordrusland og Vestsibirien og overvintrer i Nord- og Vesteuropa. Ringmærkning viser, at en ikke ubetydelig andel af de østligere bestande, der yngler i Nordrusland, Vest- og Centralsibirien og i store antal overvintrer ved Sortehavet, Middelhavet og især i Vestafrika, også forekommer i Danmark på træk (Bønløkke m.fl. 2006), og der er dermed ikke nogen klar afgænsning mellem de to trækveje. Spidsand forekommer ret almindeligt på træk i marts-maj og august-november samt som overvintrende i milde vintre.

Den danske ynglebestand var i midten af 1990’erne på 119-186 par og har muligvis været i tilbagegang siden 1970’erne (Grell 1998). Arten er derfor rødlistet som sårbar i Danmark.

Problemerne med at afgrænse de to flyway-bestande afspejles i bestandsestimaterne. De største ynglebestande, hhv. i Sverige (600-1.100 par), Finland (15.000-25.000 par) og Rusland (300.000-325.000 par), opgives af Birdlife International (2004) at være i tilbagegang. Sammenlagt udgør disse bestande 315.000-350.000 par, hvilket vil svare til en efterårsbestand på ikke under 1 mio. fugle, og sandsynligvis noget mere. Wetlands International (2006) opgør den nordvesteuropæiske flywaybestand til 60.000 fugle, og den nordøsteuropæiske-vestafrikanske til

750.000. Når det tages i betragtning, at disse to tal stammer fra vintertællinger, hvor en del af mortaliteten (bl.a. afskydning) har fundet sted, passer disse tal ganske godt sammen. Men når det tages i betragtning, at der alene i Danmark nedlægges ca. 7.000 spidsænder årligt, er det klart, at en ikke ubetydelig del af fuglene fra den nordøsteuropæiske-vestafrikanske flyway må passere Vesteuropa på efterårstrækket.

Denne usikkerhed afspejler sig også i de forskellige statusvurderinger. I ”Vejledning om jagt” er spidsand angivet at have ugunstig bevaringsstatus, med angivelse af ”98 DMU” som kilde. DMU har imidlertid ikke vurderet bevaringsstatus for spidsand i 1998, så vurderingen må være foretaget af kommissionens egne embedsmænd. Der gives ikke nogen nærmere begrundelse for vurderingen, ud over at arten er placeret under overskriften ”Sårbar, kraftig tilbagegang”. Denne vurdering er noget stærkere end den, der er givet af Birdlife International (2004), hvis konklusion er ’provisionally evaluated as declining’.

Vurderingen er desuden et eksempel på, hvor vigtigt det er at præcisere, hvilke bestande der vurderes. Den del af bestanden, der passerer Vesteuropa på trækket, har været stabil fra midt i 1970’erne og til ca. 2000, mens den del, der passerer det østlige Middelhav, har været i tilbagegang. Si-den 2000 har bestandsindeks i Nord-, Central- og Vesteuropa samt i det vestlige Middelhavsområde været klart stigende, mens tendensen i den østlige del af Middelhavet samt Sortehavet har været faldende (Delany m.fl. 2008). Antallet i Danmark er meget varierende fra år til år, men de nyeste tal fra såvel Vadehavet som de øvrige reservater er de højeste registreret i perioden 1990-2008 (Fig. 4.4.15).

Ud fra disse tal må det vurderes, at de problemer, der er omkring spidsand, omfatter artens østlige flyway-bestand, mens der ikke er noget, der tyder på problemer med artens status i Vesteuropa.

Figur 4.4.15. Udviklingen i antallet af rastende spidsænder i oktober måned i den danske del af Vadehavet samt i tilknytning til øvrige vildtreservater i Danmark 1990-2008. Antallene i de øvrige reservater fra efteråret 2008 udgør et minimumestimat, fordi data fra enkelte reservater endnu ikke er fremsendt til DMU.

Jagttid

Spidsand har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet desuden indtil 15.1.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte, der har været opgjort siden 1969/70, har i hele perioden fra 1970 til 1990 været stærkt varierende (mellem 4.000 og 14.000 fugle) uden nogen entydig tendens, jf. Bregnballe m.fl. (2003). I perioden fra 1991 til i dag har det beregnede årlige udbytte varieret mellem 3.227 og 10.200 fugle, og været signifikant faldende. I de seneste 5 sæsoner har det i gennemsnit udgjort ca. 5.600 fugle. Svingningerne i udbyttet afspejler i et vist omfang variationer i ændernes reproduktion (Fig. 4.4.16).

De fleste spidsænder nedlægges i Sydsjælland, ved de vestjyske fjorde og i Vadehavet (Fig. 4.4.17), der også er de områder, hvor de største antal forekommer (Clausen m.fl. 2004, Søgaard m.fl. 2005).

Figur 4.4.16. Det årlige jagtudbytte af spidsænder i Danmark (beregnet ud fra antal indsendte vinger, fuldt optrukket linje) samt ynglesucces udtrykt ved antal ungfugle (1.-års) nedlagt per gammel hun (stiplet linje), 1990/91-2007/08.

Figur 4.4.17. Den geografiske fordeling (i procent) af 1.693 vinger af spidsand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Køns- og aldersammensætning af udbyttet i sæsonerne 2004/05-2007/08 var 22% han ad., 15% hun ad., 31% han juv. og 32% hun juv. – hvilket kunne antyde, at der i de senere år er skudt flere adulte fugle end førhen. Bregnballe m.fl. (2003) opgav 16% han ad., 12% hun ad. og 72% juvenile. Spidsænderne nedlægges omtrent lige hyppigt i september, oktober og første halvdel af november, hvorefter udbyttet falder, et mønster der har været stabilt siden midten af 1990’erne (Fig. 4.4.18). Førhen blev en større andel nedlagt i september og færre i anden halvdel af oktober og november (Bregnballe m.fl. 2003).

Figur 4.4.18. Den tidsmæssige fordeling af 2.337 vinger af spidsand indsendt i sæsonerne 2001/02-2008/09. Fordelingen af 928 vinger indsendt 1994/952000/01 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestanden

Uanset den tvivl, der kan være omkring størrelsen af de spidsandebestande, der passerer Danmark på efterårstrækket, må et gennemsnitligt årligt udbytte på ca. 7.000 fugle repræsentere en ret begrænset del af bestanden. Da antallet af spidsænder på denne trækvej aktuelt er stigende, efter en længere årrække med stabilitet, kan jagten i Danmark vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Den nuværende jagt på spidsand er bæredygtig, og der er således ikke grund til at ændre på de nuværende jagttider. Den danske ynglebestand er rødlistet som sårbar, pga. bestandens størrelse. En jagttid på spidsand vil selvsagt indebære en vis risiko for, at fugle fra den danske ynglebestand nedlægges – hvad der i øvrigt også kan ske i andre EU-lande under efterårstrækket. Der er umiddelbart ingen nærliggende forvaltningsmæssige tiltag, der kan sikre, at denne risiko minimeres.

Pibeand

Forekomst og bestandsudvikling

Pibeand er en sjælden og uregelmæssig ynglefugl i Danmark. Derudover er arten en meget almindelig trækgæst. Fugle fra den nordvesteuropæiske bestand, der har yngleområder i Fennoskandien, det nordlige Rusland og vestlige Sibirien passerer landet på træk i marts-maj og augustnovember, og overvintrer i Nordvesteuropa, herunder Danmark, i milde vintre.

Danmark ligger i udkanten af pibeandens yngleområde, og kun få par yngler årligt (Bønløkke m.fl. 2006). Antallet opgives til 4-15 par (Grell 1998), og ynglebestanden i Danmark er rødlistet som ”sårbar”. Der er ingen oplysninger om antallet af ynglepar i de enkelte lande (Birdlife International 2004), men flyway-bestanden er vurderet til 1,5 mio. fugle (Wetlands International 2006) og if. de nyeste indeksberegninger baseret på midvinteroptællingerne fra 1974-2005 er den vokset med 3,6% årligt (Delany m.fl. 2008). Antallene af rastende fugle om efteråret i Danmark er ligeledes stigende (Fig. 4.4.19).

Figur 4.4.19. Udviklingen i antallet af rastende pibeænder i oktober måned i den danske del af Vadehavet samt i tilknytning til øvrige vildtreservater i Danmark 1991-2008. Antallene i de øvrige reservater fra efteråret 2008 udgør et minimumestimat, fordi data fra enkelte reservater endnu ikke er fremsendt til DMU.

Jagttid

Pibeand har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet desuden til 15.1.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte, der har været opgjort siden 1969/70, har i hele perioden fra 1970 til 1990 varieret mellem 20.000 og 60.000 fugle, uden nogen entydig tendens, jf. Bregnballe m.fl. (2003). Siden 1991 har det årlige udbytte varieret mellem 28.600 og 66.500 fugle, og det må betegnes som stærkt varierende uden nogen statistisk sikker tendens. Svingningerne i udbyttet afspejler i et vist omfang variationer i pibeændernes reproduktion (Fig. 4.4.20).

Figur 4.4.20. Det �rlige jagtudbytte af pibeænder i Danmark 1990/91-2007/08 (beregnet ud fra antal indsendte vinger, fuldt optrukket linje), samt ynglesucces udtrykt ved antal ungfugle (1.-års) nedlagt per gammel hun (stiplet linje).

De fleste pibeænder nedlægges i Sydsjælland, på Lolland-Falster og Møn, ved de vestjyske fjorde og i Vadehavet (Fig. 4.4.21), der også er de områder hvor de største antal forekommer (Clausen m.fl. 2004, Søgaard m.fl. 2005).

Figur 4.4.21. Den geografiske fordeling (i procent) af 11.712 vinger af pibeand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Køns- og aldersammensætning af udbyttet i 2004/05-2007/08 var 29% han ad., 13% hun ad., 31% han juv. og 28% hun juv., en sammensætning der er sammenlignelig med opgørelsen i sidste statusrapport (Bregnballe m.fl. 2003). Hovedparten af pibeænderne nedlægges i oktober og første halvdel af november, et mønster der har været stabilt siden midten af 1990’erne (Fig.4.4.22). Førhen blev en større andel nedlagt i september og færre i november (Bregnballe m.fl. 2003).

Jagtens indflydelse på bestanden

Bestanden er stigende, og jagten i Danmark kan derfor vurderes som bæredygtig.

Figur 4.4.22. Den tidsmæssige fordeling af 16.361 vinger af pibeand indsendt 2001/02-30 2008/09. Fordelingen af vinger indsendt 1994/95-2000/01 er vist til sammenligning.

Vurdering af gældende jagttid

Den nuværende jagt på pibeand er bæredygtig, og der er således ikke grund til at ændre på de nuværende jagttider. Den danske ynglebestand er rødlistet som sårbar, pga. bestandens meget lille størrelse. En jagttid på pibeand vil selvsagt indebære en vis risiko for, at fugle fra den danske ynglebestand nedlægges – hvad der i øvrigt også kan ske i andre EUlande under efterårstrækket. Der er umiddelbart ingen nærliggende forvaltningsmæssige tiltag, der kan sikre, at denne risiko minimeres.

Skeand

Forekomst og bestandsudvikling

Skeand er en fåtallig ynglefugl i Danmark. De danske ynglefugle er en del af den nordvesteuropæiske bestand, der har overvintringsområde i Vesteuropa. Fugle fra ynglepladser i Fennoskandien, Baltikum og Nordvestrusland forekommer almindeligt på træk i marts-maj og juli-oktober (november), mens kun få skeænder overvintrer i Danmark (i milde vintre).

Den danske ynglebestand blev i midten af 1990’erne anslået til 800-1.000 par, formentlig en fremgang på 20-25% i forhold til slutningen af 1970’erne (Grell 1998). Der er mindre ynglebestande i Norge, Sverige og Baltikum, men hovedparten af de skeænder, der passerer Danmark på efterårstræk, yngler i Finland (10.000-12.000 par) og Rusland (140.000

160.000 par), (Bønløkke m.fl. 2006, Birdlife International 2004). Det svarer til en efterårsbestand på ikke under 400.000-500.000 fugle. Ud fra vintertællinger er bestanden vurderet til 400.000 fugle (Wetlands International 2006), og if. de nyeste indeksberegninger baseret på midvinteroptællingerne fra 1974-2005 er den vokset med 9,1% årligt (Delany m.fl. 2008). Antallet i Danmark er ligeledes stigende, jf. optællinger foretaget i reservaterne (Fig. 4.4.23).

Figur 4.4.23. Antallet af rastende skeænder i oktober måned udenfor Vadehavet (dvs. i tilknytning til øvrige vildtreservater) i Danmark 1991-2008. Antallene fra efteråret 2008 udgør et minimumestimat, fordi data fra enkelte reservater endnu ikke er fremsendt til DMU.

Jagttid

Skeand har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet desuden til 15.1.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte, der har været opgjort siden 1969/70, har i perioden fra 1970 til 1990 varieret mellem 3.000 og 11.000 fugle, men med en faldende tendens (Bregnballe m.fl. 2003). Denne udvikling er fortsat i perioden fra 1991 til i dag, hvor det årlige årlige udbytte har varieret mellem 1.360 og 5.500 fugle, men er signifikant faldende. Svingningerne i udbyttet afspejler i et vist omfang variationer i skeændernes reproduktion (Fig. 4.4.24).

Figur 4.4.24. Det årlige jagtudbytte af skeænder i Danmark, 1990/91-2007/08 (beregnet ud fra antal indsendte vinger, fuldt optrukket linje), samt ynglesucces udtrykt ved antal ungfugle nedlagt per gammel hun (stiplet linje). De meget store ungfugleandele i to af årene afspejler usikkerheder på estimater baseret på små stikprøver.

De fleste skeænder nedlægges i Sydsjælland, på Lolland-Falster og Møn, ved de vestjyske fjorde og i Vadehavet (Fig. 4.4.25), dvs. i de områder, hvor de største antal forekommer (Clausen m.fl. 2004, Søgaard m.fl. 2005).

Figur 4.4.25. Den geografiske fordeling (i procent) af 506 vinger af skeand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Køns- og aldersammensætning af udbyttet i 2004/05-2007/08 var 23% han ad., 14% hun ad., 33% han juv. og 30% hun juv., hvilket antyder, at der aktuelt nedlægges en større andel af adulte fugle end førhen (Bregnballe m.fl. 2003 angiver 80% juvenile). Hovedparten af skeænderne nedlægges i september og oktober, og stadigt flere skeænder nedlægges senere på sæsonen end førhen (Fig. 4.4.26).

Figur 4.4.26. Den tidsmæssige fordeling af 717 vinger af skeand indsendt i sæsonerne 2001/022008/09. Fordelingen af 366 vinger indsendt 1994/95-1999/00 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestande

Bedømt ud fra midvintertællingerne vokser den del af bestanden, der trækker gennem NV-Europa. Jagten kan derfor vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Den nuværende jagt på skeand er bæredygtig, og der er således ud fra en bestandsbiologisk betragtning ikke grund til at ændre på de nuværende jagttider.

Knarand

Forekomst og bestandsudvikling

Knarand er en relativt nyindvandret og fåtallig, men stadig mere udbredt, ynglefugl i Danmark. Arten yngler også i mindre antal i fx Sverige og Finland, men er meget mere talrig i Polen og Tyskland, og det er formentlig især fugle herfra, der om efteråret opholder sig i Danmark. Fugle fra den engelske ynglebestand kan også nå Danmark, fx er to fugle ringmærket som unger i England genmeldt fra Danmark to måneder senere (Bønløkke m.fl. 2006).

Den danske ynglebestand blev i midten af 1990’erne anslået til 178-298 par, en tredobling i forhold til slutningen af 1970’erne (Grell 1998). Efterfølgende er den vurderet til 300-500 par af Birdlife International (2004). Ynglebestandene i de lande, hvis fugle passerer Danmark om efteråret, udgør sammenlagt 6.000-10.000 par, heri ikke indregnet den russiske ynglebestand (Birdlife International 2004). Det svarer til en efterårsbestand på ikke under 20.000 fugle, og sandsynligvis mere. Vinterbestanden er vurderet til 60.000 fugle (Wetlands International 2006), og if. de nyeste indeksberegninger baseret på midvinteroptællingerne fra 19742005 er den vokset med 9,4% årligt. Knaranden er dermed den svømmeand i vores del af Europa, der er mest i fremgang (Delany m.fl. 2008).

I "Vejledning om jagt" er knarand på listen over arter med ugunstig bevaringsstatus, med angivelse af Wetlands International som kilde. Wetlands International vurderer imidlertid ikke bevaringsstatus i sine rap-porter, kun om en bestand er stabil, stigende eller faldende, så vurderingen må være foretaget af Kommissionens embedsmænd. Der er ikke givet nogen nærmere begrundelse for vurderingen, ud over at arten står under overskriften "Sårbar, kraftig tilbagegang". BirdLife International (2004) betegner bestanden som ’depleted’ (udtyndet), med henvisning til at der engang skulle have været en større bestand. Hvorvidt det er tilfældet er uvist, men det gælder med sikkerhed ikke Danmark: Sammenligner man den aktuelle status for artens yngleudbredelse (Grell 1998) og rasteforekomst i Danmark (se nedenfor) er der ingen tvivl om, at arten i dag er langt mere talrig og udbredt end den har været i 1800- og 1900tallet (Kjærbølling 1852, Schiøler 1925, Salomonsen 1963, Løppenthin 1967).

Bestanden i Danmark om efteråret er ligeledes stigende, jf. optællingerne fra reservaterne (Fig. 4.4.27). Antallet af fugle i reservaterne udgør, i modsætning til fx spids- og pibeand, måske en mindre andel af den samlede forekomst, fordi knarand er en art der ofte forekommer i moser, mindre søer, laguner og nor.

Figur 4.4.27. Antallet af rastende knarænder i september måned i tilknytning til vildtreservater i Danmark (undtaget Vadehavet) 1994-2008, samt antallet i Maribo-søerne, Danmarks vigtigste lokalitet for arten. Antallene fra efteråret 2008 udgør et minimum estimat, fordi data fra enkelte reservater endnu ikke er fremsendt til DMU.

Jagttid

Knarand har aktuelt jagttid fra 1.9. til 31.12., på fiskeriterritoriet desuden til 15.1.

Jagtudbytte

Jagttid på knarand blev indført i 1994. Det årlige jagtudbytte har siden da har varieret mellem 200 og 1.500 individer, men disse antal skal tages med betydeligt forbehold, fordi udbyttet stadig er relativt begrænset, og en enkelt jægers indsendelse af knarandevinger vil kunne påvirke det skønnede udbytte. Med dette forbehold indikerer udbyttetallene en ten-dens til stigende udbytte, der dog ikke er statistisk signifikant (Fig. 4.4.28). Det gennemsnitlige udbytte 1995-2008, der er noget sikrere end skønnene for de enkelte år, er ca. 700 fugle årligt.

Figur 4.4.28. Det årlige jagtudbytte af knarand i Danmark, 1994/95-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

De fleste knarænder nedlægges på Sydsjælland, Lolland-Falster og Fyn, ved Skjern Å, på Fanø og i Tøndermarsken (Fig. 4.4.29), der også er de områder hvor de største antal forekommer (Grell 1998, Søgaard m.fl. 2005).

Figur 4.4.29. Den geografiske fordeling (i procent) af 294 vinger af knarand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Køns- og aldersammensætning af udbyttet i 2004/05-2007/08 var 28% han ad., 15% hun ad., 31% han juv. og 26% hun juv, men andelene skal tages med forbehold på grund af et begrænset datamateriale.

Hovedparten af knarænderne nedlægges i september og oktober. Førhen blev en større andel tilsyneladende nedlagt i september og færre i november (Bregnballe m.fl. 2003), men forskydningen skal tages med for-behold på grund af et begrænset datamateriale (Fig.4.4.30).

Figur 4.4.30. Den tidsmæssige fordeling af 365 vinger af knarand indsendt i sæsonerne 2000/012008/09.

Jagtens indflydelse på bestanden

Bestandene af knarand er i vækst over stort set hele artens udbredelsesområde, og sammenlagt udviser arten den højeste vækstrate af samtlige arter svømmeænder i NV-Europa. Det kan derfor konkluderes, at den jagtlige udnyttelse er bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk betragtning er der ikke grund til at ændre på de gældende jagttider.