Foto: Thomas Kjær Christensen.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

I alt 10 arter dykænder har jagttid i Danmark. Af disse figurerer kun ederfugl som en selvstændig art i udbyttestatistikken, mens de øvrige 9 (taffeland, troldand, bjergand, hvinand, havlit, sortand, fløjlsand, toppet skallesluger og stor skallesluger) er samlet under rubrikken ”Andre dykænder”. For disse arter kan en videre opløsning af tallene kun foretages ud fra DMU’s vingeundersøgelser.

Dykandearterne kan opdeles i forskellige grupperinger efter deres levevis. Nedenstående gennemgang omfatter hhv. de såkaldte havdykænder og de seks øvrige arter.

Havdykænder

De fire almindeligt forekommende arter af havdykænder i Danmark ederfugl, havlit, sortand og fløjlsand - har alle en jagttid. På grund af de store forekomster er der i Danmark udviklet en stærk tradition for jagt på dykænder fra båd, og havdykænderne adskiller sig fra de fleste andre jagtbare trækfuglearter ved, at Danmark er det land, der tager den største del af det samlede europæiske udbytte. Ikke mindst af denne grund har den såkaldte "havjagt" været omdebatteret.

Der er aktuelt en række problemer omkring disse bestande, som giver anledning til en mere indgående overvejelse af jagten i Danmark. Disse problemer kan sammenfattes som:

• Bestandsudviklingen for ederfugl: Dele af de bestande af ederfugl, der jages i Danmark, har været i tilbagegang siden midten af 1990'erne.
• Bestandsudviklingen for fløjlsand. Antallet af overvintrende fløjlsænder i de danske farvande har været faldende siden 1990'erne. Nogle steder er fløjlsand vurderet som havende ugunstig bevaringsstatus. EU har udarbejdet en forvaltningsplan for arten /Den Europæiske Kommission 2005).
• Forstyrrelseseffekter og behovet for oprettelse af jagtfrie områder for havdykænder. Specielt har den danske motorbådsjagt været omdebatteret i en årrække.

De første to af disse punkter diskuteres efterfølgende under afsnittene om de enkelte arter. Forstyrrelseseffekter mv. er diskuteret i de følgende afsnit, der er fælles for de fire arter.

Havdykænders økologi

Havdykænder lever af bunddyr, primært muslinger. De danske farvande er lavvandede, næringsrige og som oftest isfrie vinteren igennem. Det er af denne grund, de udgør Europas største og mest betydningsfulde overvintringsområde for disse fugle. Det er dog ikke alene som overvintringsområde, de danske farvande har betydning. Flere hundrede tusinde ederfugle, sortænder og fløjlsænder gennemfører deres årlige svingfjersfældning i de danske farvande i månederne juli-august (hanner) og august-september (hunner).

Selv om der er mange fælles træk for de fire arters økologi, er der også nogle væsentlige forskelle. For ederfugl og sortand overvintrer meget store andele af den samlede bestand i de danske farvande. Den største del af bestandene af havlit og fløjlsand overvintrer derimod længere inde i Østersøen.

En anden grundlæggende forskel er, at ederfuglen yngler i kolonier, udelukkende ved kyster (der er enkelte ynglefund ved søer i Centraleuropa), og så langt sydpå som Frankrig og Sortehavet, mens de tre andre arter yngler solitært, som oftest meget nordligt, og store dele af bestandene yngler i indlandssøer. Det betyder, at der er omfattende ringmærkningsmaterialer og kendskab til ynglebestandene hos ederfugl, mens de tre andre arter er meget dårligt kendte.

Bortset herfra er de vigtigste økologiske karakteristika ens. Havdykænderne har en meget høj årlig overlevelse af kønsmodne fugle og et tilsvarende begrænset reproduktivt potentiale. Hunnerne gennemfører ynglecyklus alene, mens hannerne forlader ynglepladserne for at trække til fældepladserne så snart rugningen påbegyndes. En vigtig konsekvens heraf er, at hannerne har højere overlevelse end hunnerne, hvilket for al-le fire arter betyder, at er betydelige overskud af hanner blandt de adulte fugle.

Hunnerne er stedfaste mht. valg af ynglepladser, pardannelsen sker i vinterkvarteret – hvor bestandene er mere eller mindre opblandet – og hannerne følger med hunnerne til ynglepladserne på forårstrækket. Denne såkaldte ”abmigration” findes hos alle andefugle og indebærer, at mens hunnerne kan opdeles i mere eller mindre distinkte ynglebestande, danner hannerne en større sammenhængende bestand.

For ederfugl varierer hunnernes vægt meget betydeligt igennem året (Fig. 4.5.1). Fuglene akkumulerer kropsreserver til forårstræk og æglægning sidst på vinteren, og den årlige maksimumvægt på 2.500-2.600 g nås umiddelbart inden æglægning påbegyndes. Derefter deponeres 5600 g som æg, hvorefter de ruger i knap 4 uger uden at tage føde til sig. Vægttabet under rugningen udgør ca. 25 g om dagen. På klækningstidspunktet vejer hunner fra de danske kolonier knap 1.500 g, i nogle tilfælde mindre.

Figur 4.5.1. Vægt af adulte ederfuglehunner igennem en årscyklus. Den grænse på lidt under 1.200 g, hvor sultedød indtræffer, er markeret med en vandret rød linje. Det tilsyneladende "spring" i vægt mellem december og januar skyldes, at vægtene i januar mangler at blive korrigeret for indholdet af mavetarm kanal.

Da sultedød indtræffer ved en vægt på knap 1.200 g er det mest kritiske tidspunkt i årscyklus således gennemførslen af yngleperioden. De mest energikrævende perioder er hhv. perioden fra klækning til og med svingfjersfældningen (juli-september) og perioden, hvor fuglene opbygger kropsreserver til forårstræk og ynglecyklus (sent i vinterperioden og i det tidlige forår). Under svingfjersfældning er stofskiftet ca. 15% højere end om vinteren (Pelletier m.fl. 2008).

Jagtlig udnyttelse

Den jagtlige interesse for havdykænder i Danmark har været aftagende siden 1980’erne. For ederfugl udgjorde jagtudbyttet ca. 140.000 1970’erne, men efterfølgende er det faldet, til aktuelt ca. 65.000 fugle. Udbyttet begyndte at falde omkring 1980, mens bestanden var i vækst, og 10-15 år før den begyndte at gå tilbage. Udbyttets størrelse viser således en betydeligt stærkere sammenhæng med antallet af jægere, der nedlægger ederfugl, end med bestandens størrelse (Christensen 2005).

Omkring 1970 nedlagdes årligt 16.000-19.000 sortænder, 7.300-10.400 fløjlsænder og 9-12.000 havlitter, i alt 35.000-40.000 fugle (Joensen 1974). Siden da faldt det frem til 1990 til 10.000-15.000 fugle årligt (Bregnballe m.fl. 2003). Faldet er fortsat efter 1990, og udbyttet af disse tre arter udgør aktuelt under 10.000 fugle (Fig. 4.5.2).

Havdykænderne havde igennem mange år jagttid fra 1.10. til 29.2. Efter den nye jagtlov trådte i kraft 1.4.1994, blev februarjagten begrænset til fiskeriterritoriet uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne, og ved jagttidsrevisionen 1997 fik sortand, havlit og fløjlsand afkortet jagttiden med 1 måned, til 1.10.-31.1.

Figur 4.5.2. Det samlede årlige jagtudbytte af sortand, fløjlsand og havlit i Danmark, 1991/922007/08, beregnet ud fra antal

Efterfølgende viste det sig, at det samlede årlige jagtudbytte af ederfugl ikke faldt efter reduktionerne i februarjagten, men at en større andel af fuglene i stedet blev nedlagt i januar. Da det omkring år 2000 begyndte at stå klart, at ederfuglen var i tilbagegang, og at især andelen af hunner i bestanden var faldende, anbefalede DMU i forbindelse med jagttidsrevisionen i 2004, at man ændrede jagttiderne med henblik på at nedbringe antallet af nedlagte ederfuglehunner (Bregnballe m.fl. 2003). En generel afkortning af jagttiden måtte imidlertid forventes at føre til et uændret udbytte, og derfor anbefaledes en kønsdifferentieret jagttid for ederfugl, hhv. 1.10.-15.1. for hunner og 1.10.-15.2. for hanner. Samtidig blev det med henblik på at fastholde en jagtlig interesse i februar anbefalet at udvide jagttiden på sortand, fløjlsand og havlit med to uger, fra 31.1. til 15.2. (Bregnballe m.fl. 2003).

Pga. disse ændringer er udbyttets størrelse, køns- og alderssammensætning derfor ikke nødvendigvis sammenlignelige i årene før og efter 2004. Nedenstående figurer og beregninger er derfor alene baseret på resultaterne fra jagtsæsonerne 2004/05 til 2007/08.

Motorbådsjagt og forstyrrelser

Størsteparten af udbyttet nedlægges ved to forskellige jagtformer. Motorbåds- eller havjagt foregår relativt langt fra kysterne. Trækjagt udøves fra opankret båd eller pram med udlagte lokkefugle, primært om morgenen, hvor fuglene trækker. I begyndelsen af 1990’erne blev knap 70% af udbyttet af ederfugl nedlagt fra motorbåd, mens 25% blev taget på trækjagt (Madsen m.fl. 1996). For de øvrige havdykænder er andelen, der tages ved motorbådsjagt, formentlig større. I kattegatområdet tages større andele af udbyttet fra motorbåd end i de sydlige farvande.

Motorbådsjagt er en opsøgende jagtform, som ganske givet medfører større forstyrrelser end trækjagt. Det er påvist, at fordelingen af ederfugle ændrede sig efter et lokalt forbud mod motorbådsjagt i Vadehavet i 1992 (Laursen & Frikke 2008). Mens det totale antal ederfugle i Vadehavet ikke ændrede sig, opholdt en langt større andel af fuglene sig efter jagtstoppet i området inden for Vadehavsøerne, hvor deres foretrukne fødeemne (blåmuslinger) findes. Ved vurderingen af betydningen må det dog tages i betragtning, at både optællinger af fugle fra fly og motorbådsjagt kræver gode vejrbetingelser (fx vind under 3-4 Beaufort og begrænset nedbør). Under danske vejrforhold er det således et begrænset antal dage i efterårs- og vinterperioderne, hvor der kan udøves havjagt (Laursen & Frikke 2008). På dage med mere blæsende vejr vil fuglene stort set være uforstyrrede af jagt.

I de indre danske farvande er udbredelsen af blåmusling betydeligt mere omfattende end i Vadehavet. Det indebærer, at fuglene har bedre muligheder for at finde alternative fødesøgningsområder, hvis de forstyrres af jagt. Desuden må det tages i betragtning, at ederfugle også kan fouragere om natten. En række forsøg med såkaldte "dataloggere" implanteret i ederfuglehunner fra Christiansø har vist, at op til 20% af dykkeaktiviteten udføres før solopgang og efter solnedgang (Pelletier m.fl. 2007). Ederfugle kan således vise sig at være i stand til helt eller delvist at kompensere for jagtforstyrrelser ved at fouragere om natten, og de hører således til den gruppe af arter, hvor der ikke foreligger nogen klar stillingtagen til forstyrrelseseffekter i "Vejledning om jagt".

Forsøgene med dataloggere har også vist, at ederfugle i perioden majdecember rent faktisk flyver meget lidt. I gennemsnit fløj de 13 først undersøgte fugle alle under 15 minutter/dag (bortset fra dage med egentlige trækbevægelser), og den største del af flyvningerne fandt sted omkring solopgang (Pelletier m.fl. 2007). Ift. en vurdering af forstyrrelse har dataloggere den ulempe, at man ikke ved, hvor fuglene befinder sig. Men et meget stort materiale af genmeldte Christiansøfugle har vist, at omtrent halvdelen fælder og overvintrer i Vadehavet, mens resten trækker til de indre danske farvande. Dette til trods udviste adfærden hos de 13 undersøgte fugle påfaldende lidt variation (Pelletier m.fl. 2008).

De såkaldte "Jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder", der blev oprettet i 1990'erne, er kystnære og tilgodeser først og fremmest planteædende fuglearter. Efter at det har vist sig, at disse områder har tilgodeset svaner, gæs og ænder i betydeligt omfang, har oprettelsen af reservater for bl.a. havdykænder været drøftet flere gange, og foreslås også i EU's Forvaltningsplan for fløjlsand. Man kan imidlertid ikke gå ud fra, at de hidtidige positive resultater uden videre kan tages til indtægt for, at "havreservater" vil have lige så positive effekter. Havdykænder fordeler sig over meget større vandområder end de kystnære arter, og motorbådsjagt udøves normalt relativt kystnært. Antallet af dage, hvor vejret egner sig til havjagt er begrænset, og fuglene bevæger sig desuden dagligt gennem både efterårs- og vinter perioderne. "Havreservater" skal således være meget store for at kunne fungere efter hensigten.

Inden der tages stilling, vil det derfor være nødvendigt at undersøge behovet for sådanne reservater, herunder hvor store de skal være for at kunne fungere. På baggrund af den faldende interesse for havjagt og den beskyttelse, disse fugle tilbydes efter dels de begrænsninger, der blev lagt på motorbådsjagt i 1980'erne, og dels de mere generelle begrænsninger, der efterfølgende er blevet indført med jagtstoppet 1.2. i EF-Fuglebeskyttelsesområder, må det vurderes, at havdykænder er ganske godt beskyttede i de to perioder af året, hvor deres energetiske behov er stort, hhv. sommerfældning og opbygning af fedtdepoter i vinterens sidste del.

Med disse begrundelser er forstyrrelseseffekter ikke taget i betragtning i de efterfølgende vurderinger.

Øvrige arter

De 6 arter, der er samlet under denne overskrift, udgør i virkeligheden en økologisk ret heterogen gruppe. De lever af bunddyr, ofte mindre muslinger, eller fisk. Taffeland æder som den eneste art også plantemateriale, mens troldand og bjergand lever af mindre muslinger, primært blåmusling og vandremusling. Hvinand lever af bundfauna, ofte mindre muslinger, mens de to skalleslugerarter næsten udelukkende er fiskeædende.

Taffeland, troldand og stor skallesluger forekommer primært i ferskvand, dog kystnært i kuldeperioder, hvor de ferske vande fryser til. Troldand raster om dagen i store flokke i større søer og fjorde og trækker om natten ud til kysterne for at fouragere. Hvinand forekommer i ferskvand, men de største antal findes om vinteren ved kysterne. Bjergand og toppet skallesluger forekommer om vinteren næsten udelukkende i saltvand, ofte mere kystfjernt end de øvrige arter.

Overlevelsen er dårligere kendt for disse arter end fx for ederfugl. De har ikke så høj årlig overlevelse som havdykænderne, men dog også en højere overlevelse af hanner end af hunner og en noget skæv kønsfordeling. Som hos de andre andefugle er der også abmigration af hanner.

Jagtlig udnyttelse

Det samlede årlige jagtudbytte af taffeland, troldand, bjergand, hvinand, stor skallesluger og toppet skallesluger udgjorde omkring 1970 75.000

80.000 fugle (Joensen 1974). Efterfølgende faldt det gennem 1970'erne og 1980'erne og udgjorde omkring 1990 ca. 50.000 fugle årligt (Bregnballe m.fl. 2003). Faldet er fortsat efter 1990, men synes at være ophørt fra slutningen af 1990'erne, idet udbyttet har været relativt konstant, 20.000-25.000 fugle årligt, siden 1998 (Fig. 4.5.3).

Figur 4.5.3. Det samlede årlige jagtudbytte af taffeland, troldand, bjergand, hvinand, stor skallesluger og toppet skallesluger i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Taffeland

Forekomst og bestandsudvikling

Taffeland yngler ret fåtalligt i Danmark, mens større bestande trækker igennem landet om efteråret eller overvintrer.

Hovedparten af den danske ynglebestand er trækfugle, der overvintrer i Vesteuropa. De forlader landet i september-oktober (Bønløkke m.fl. 2006). De bestande, der forekommer senere på efteråret og i vinterperioden, er fra Rusland og Baltikum, med enkelte genfund af danskmærkede fugle i Sverige og Finland (Bønløkke m.fl. 2006).

Den danske ynglebestand er vurderet til 400-600 par og stabil (Birdlife International 2004). De bestande, der passerer på efterårstræk eller overvintrer, er sammenlagt vurderet til 135.000-325.000 ynglepar, med den russiske bestand (95.000-265.000 par) som langt den største. Generelt vurderes størsteparten af ynglebestandene til at være i tilbagegang, dog med undtagelse af den finske, der er på 15.000-20.000 par og stigende (Birdlife International 2004).

Den del af bestandene, der overvintrer i Vesteuropa, er vurderet til

350.000 fugle, og til at være ”moderately declining” (Wetlands International 2006). Nyere trend-analyser (Delany m.fl. 2008) viser imidlertid et stigende bestandsindeks for Baltikum-Skandinavien og Centraleuropa, mod et faldende indeks i NV-Europa, så tilbagegangen i vinterbestanden

– der ud fra bestandsindeks kan vurderes til ca. 1% årligt - kan også være forklaret ved et skift mod NØ i vinterkvarterer.

I ”Vejledning om jagt” er arten anført som havende ugunstig bevaringsstatus, under overskriften "Lokal", men uden nogen nærmere begrundelse for, hvad denne vurdering er baseret på, eller hvilke af bestandene den omhandler. Pihl m.fl. (2003) har vurderet artens bevaringsstatus (som såkaldt ”regelmæssigt tilbagevendende trækfugl”) i Danmark som gunstig.

Jagttid

Taffeland har jagttid fra 1.10. til 31.1.

Jagtudbytte

Jagtudbyttet af taffeland udgjorde omkring 1970 ca. 5.000 fugle årligt og har været faldende siden. Omkring 1990 udgjorde det ca. 3.000 fugle. De senest fire jagtsæsoner har det været ca. 1.000 (Fig. 4.5.4).

Hovedparten af udbyttet tages på Syd- og Sydvestsjælland (Fig. 4.5.5).

Figur 4.5.4 Det årlige jagtudbytte af taffeland i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.5. Den geografiske fordeling (i procent) af 238 vinger af taffeland indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Siden 2003 har udbyttets sammensætning været 39% han ad., 16% hun ad., 29% han juv. og 17% hun juv. Mens fordelingen af hanner og hunner i udbyttet er nogenlunde uændret i forhold til tidligere, er der muligvis sket et vist fald i andelen af ungfugle. Bregnballe m.fl. (2003) fandt 55% ungfugle i udbyttet, i modsætning til de her fundne 46%.

Jagtens indflydelse på bestanden

Oplysningerne om artens status er ikke helt konsistente, men hvis der er tale om en reel tilbagegang, er den svag, i størrelsesordenen 1% årligt gennem de seneste 10-15 år. Sammenholder man det faldende udbytte i Danmark på aktuelt ca. 1.000 fugle med den samlede bestandsstørrelse kan jagten vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på den nuværende jagttid.

Troldand

Forekomst og bestandsudvikling

Troldand har en ret lille, men stabil dansk ynglebestand. Dele af den danske bestand er trækfugle, der overvintrer i Vesteuropa (Bønløkke m.fl. 2006).

Dertil kommer et meget stort antal fugle, der enten passerer Danmark på efterårstræk eller overvintrer. Hovedparten af disse fugle kommer fra de svenske, finske, baltiske og russiske ynglebestande, og troldænder ringmærket i Danmark er genmeldt øst for Uralbjergene, langs floden Ob (Bønløkke m.fl. 2006).

Den danske ynglebestand er senest vurderet til 1.000-2.000 par omkring år 2000 og i svag vækst (Birdlife International 2004).

De fennoskandiske, baltiske og russiske ynglebestande er vurderet til sammenlagt 650.000-750.000 par og til at være i tilbagegang af Birdlife International (2004). Den del af bestandene, der overvintrer i Vesteuropa, er vurderet til 1.200.000 fugle og stabil (Wetlands International 2006). De seneste trendanalyser viser et hurtigt stigende bestandsindeks i Baltikum-Skandinavien og et svagt stigende indeks for NV-Europa (Delany m.fl. 2008), formentlig forårsaget af et skift i vinterkvarterer mod NØ.

Antallet af troldænder registreret ved danske midvintertællinger har over de sidste 30 år varieret mellem 84.000 og 196.000 fugle, uden påviselige langtidsændringer (Pihl m.fl. 2003).

Jagttid

Troldand har jagttid fra 1.10. til 31.1.

Jagtudbytte

Efter et fald i 1990’erne er udbyttet af troldand atter steget, og over de sidste fire sæsoner har det udgjort omkring 9.000 fugle (Fig. 4.5.6).

Hovedparten af udbyttet tages i det sydøstlige Danmark (Fig. 4.5.7).

Udbyttets køns- og alderssammensætning siden 2003 har været 28% han ad., 25% hun ad., 23% han juv. og 24% hun juv. Sammenlignet med tidligere (Bregnballe m.fl. 2003) er der tale om en lidt lavere ungfugleprocent (47 mod 54) samt en mere ligelig andel af gamle hanner og hunner i udbyttet, der tidligere var hhv. 30% og 16%. Dette indikerer muligvis, at hannerne i stigende omfang overvintrer NØ for Danmark, jf. kommentarer for hvinand nedenfor.

Figur 4.5.6. Det årlige jagtudbytte af troldand i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.7. Den geografiske fordeling (i procent) af 1.751 vinger af troldand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Antallet af overvintrende troldænder i Vest- og Nordeuropa (dvs. efter jagtmortalitet) er vurderet til 1,2 millioner fugle af Wetlands International (2006). Den jagtlige udnyttelse i Danmark udgør dermed under 1% af bestanden, og det kan derfor konkluderes, at jagten er bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på den nuværende jagttid.

Bjergand

Forekomst og bestandsudvikling

De bestande af bjergand, der forekommer i Danmark, yngler i Nordskandinavien og Rusland, mod øst til Ural. Der er desuden en enkelt genmelding af en bjergand ringmærket på Island (Bønløkke m.fl. 2006).

Den bestand af bjergand, der overvintrer i Vesteuropa, er vurderet som truet af Birdlife International (2004). Der er ingen information om antallet af ynglepar, og vurderingen bygger på optællinger i vinterkvartererne, hvor antallet opgives til >120.000. Vurderingen af tilbagegangen er baseret på vintertællinger i Vesteuropa, hvor antallet er faldende, bl.a. i Danmark (Pihl m.fl. 2003).

Den aktuelle størrelse af den overvintrende bestand af bjergand er imidlertid vurderet til 310.000 fugle og som værende stabil af Wetlands International (2006). Der er ingen nyere information om arten.

Arten kan være vanskelig at dække ved midvintertællinger, og det vides, at den kan ændre sit valg af vinterkvarter. Den nedgang i antallet af bjergænder i de danske farvande, der blev konstateret for nogle år siden, faldt således sammen med en stigning i antallet i Ijsselmeer i Holland (Pihl m.fl. 2003). For indeværende må det vurderes som usikkert, om faldet i antal i de kendte vinterkvarterer i Vesteuropa skyldes, at bestanden går tilbage, eller om det skyldes et skift i vinterkvarterer.

Jagttid

Bjergand har jagttid fra 1.10. til 31.1.

Jagtudbytte

Omkring 1970 udgjorde jagtudbyttet ca. 7.000 fugle. Det har været aftagende siden, og over de sidste fire sæsoner har det ligget på ca. 300 per år (Fig. 4.5.8), Det faldende udbytte forklares ikke alene ud fra en faldende jagtlig interesse, men skyldes også, at en aftagende del af bestanden overvintrer i Danmark (Pihl m.fl. 2003).

Den geografiske fordeling af udbyttet af bjergand er vist i Fig. 4.5.9.

Udbyttets køns- og aldersfordeling har siden 2003 været 23% han ad., 39% hun ad., 20% han juv. og 19% hun juv. Der indgår kun 75 individer i denne fordeling, så den er behæftet med en betydelig statistisk usikkerhed.

Figur 4.5.8. Det årlige jagtudbytte af bjergand i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.9. Den geografiske fordeling (i procent) af 60 vinger af bjergand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Det nuværende jagtudbytte udgør ca. 1 promille af den samlede bestand, der overvintrer i Vesteuropa. På den baggrund må jagten vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på den nuværende jagttid.

Hvinand

Forekomst og bestandsudvikling

Hvinand yngler sporadisk i Danmark og er sandsynligvis under indvandring som ynglefugl. Desuden er arten almindelig på træk og som overvintrende. Der er primært tale om fugle fra de fennoskandiske og NVrussiske ynglebestande. Danmark angives at være det vigtigste overvintringsområde for svenske hvinænder, mens en stor del af de norske og nordsvenske bestande tilsyneladende overvintrer i England, med et træk der foregår direkte over Nordsøen nord om Danmark (Bønløkke m.fl. 2006).

Ynglebestandene opgives til ca. 70 par i Danmark, 10.000-20.000 i Norge, 75.000-100.000 i Sverige, 200.000-250.000 i Finland, og 200.000-210.000 i Rusland (Birdlife International 2004). Det er dog kun en beskeden del af den sidstnævnte, der passerer eller overvintrer i Danmark (fugle fra Kola-halvøen, Bønløkke m.fl. 2006). Af de relevante ynglebestande opgives den svenske at være i tilbagegang, den finske i fremgang og de norske og russiske bestande som stabile (Birdlife International 2004).

Hvinand er på rødlisten over danske ynglefugle vurderet som ”næsten truet”. Begrundelsen for denne vurdering er den lille bestandsstørrelse.

Den samlede NV-europæiske vinterbestand er vurderet til 1,0-1,3 mio. individer og til at være stabil (Wetlands International 2006). Trendanalyser af bestandsindeks viser stabilitet over de seneste 30 år for Baltikum-Skandinavien og en stigning i NV-Europa (Delany m.fl. 2008).

Jagttid

Hvinand har jagttid fra 1.10. til 31.1.

Jagtudbytte

Omkring 1970 udgjorde jagtudbyttet 25.000-30.000 fugle. Det har været aftagende siden, og over de sidste fire sæsoner har det ligget på ca.

12.000 i gennemsnit (Fig. 4.5.10).

Den geografiske fordeling af udbyttet af hvinand er vist i Fig. 4.5.11.

Udbyttets køns- og alderssammensætning siden 2003 har været 28% han ad., 33% hun ad., 14% han juv. og 19% hun juv. I forhold til den tidligere sammensætning (Bregnballe m.fl. 2003) er der tale om såvel en lavere andel af hanner som en lavere andel af ungfugle. Ændringerne afspejler muligvis, at hvinand i tiltagende omfang overvintrer længere mod NØ, og at det først og fremmest er de gamle fugle, der afkorter trækket - hanner i størst omfang.

Figur 4.5.10. Det årlige jagtudbytte af hvinand i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.11. Den geografiske fordeling (i procent) af 2.352 vinger af hvinand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Af de bestande af hvinænder, der benytter de danske farvande, udgør alene de svenske og finske 275.000-300.000 ynglepar, svarende til en efterårsbestand på minimum 750.000 fugle. Det danske jagtudbytte på

12.000 fugle udgør således en beskeden del af de samlede bestande, og jagten i Danmark må vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på den nuværende jagttid.

Havlit

Forekomst og bestandsudvikling

Havlit forekommer i Nordeuropa, Sibirien og Nordamerika, i forskellige flyway-bestande. Den vestpalæarktiske bestand, der overvintrer i Østersøen, yngler i Nordskandinavien, det nordlige Rusland og Vestsibirien. Den er vurderet til 4,6 mio. fugle og er stabil (Wetlands International 2006).

Langt den største del af bestanden overvintrer i Østersøen øst og nordøst for de danske farvande. Midvintertællingen 2004 resulterede i et skøn på ca. 47.000 overvintrende havlitter i de danske farvande, heraf ca. 42.000 i de danske dele af Østersøen (Petersen m.fl. 2006).

I forhold til de danske farvande er havlit en såkaldt "off-shore" art. Mere end 50% af de havlitter, der registreres ved midvintertællingerne, ligger på dybder mellem 14 og 22 m (Petersen m.fl. 2006). Da motorbådsjagt normalt foregår langt mere kystnært vurderes forstyrrelseseffekter på havlit at være minimale.

Jagttid

Havlit har aktuelt jagttid fra 1.10. til 31.1. samt 1.2.-15.2. på fiskeriterritoriet uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne.

Jagtudbytte

Udbyttet af havlit lå omkring 1970 på 9.000-12.000 fugle årligt (Joensen 1974). I begyndelsen af 1990'erne var det faldet til ca. 4.000 (Madsen m.fl. 1996, Bregnballe m.fl. 2003).

Faldet i udbytte er fortsat siden da. Siden 2004, hvor jagttiden blev udvidet med to uger, har det i gennemsnit udgjort 1.750 fugle årligt (Fig. 4.5.12). De fleste havlitter nedlægges i den vestlige del af Østersøen (Fig. 4.5.13).

Køns- og aldersammensætning af udbyttet er 64% han ad., 15% hun ad., 15% han juv. og 6% hun juv. Denne sammensætning er uændret siden slutningen af 1960'erne (Joensen 1974, Madsen m.fl. 1996, Bregnballe m.fl. 2003).

Figur 4.5.12. Det årlige jagtudbytte af havlit i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.13. Den geografiske fordeling (i procent) af 503 vinger af havlit indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Havlit fælder ikke svingfjer i de danske farvande og ankommer sent om efteråret. De fleste havlitter nedlægges derfor i slutningen af jagtsæsonen (Fig. 4.5.14). Udvidelsen af jagttiden fra 1.2. til 15.2. i 2004 har således ført til, at en større andel af havlitterne nedlægges i første halvdel af februar (Fig. 4.5.14), mens det samlede udbytte ikke er forøget (Fig. 4.5.12).

Figur 4.5.14. Den tidsmæssige fordeling af 358 vinger af havlit indsendt i sæsonerne 2004/05 til 2007/08. Den tidsmæssige fordeling af vinger indsendt i sæsonerne 1982/83-1993/94 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestanden

Ud fra udbyttets størrelse i forhold den samlede bestandsstørrelse må jagten vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på den nuværende jagttid.

Ederfugl

Udbredelse og bestandsudvikling

Ederfugl er den eneste af de fire arter havdykænder, der har en fast dansk ynglebestand. Fuglene fra de fleste danske kolonier er hovedsageligt standfugle, der overvintrer inden for en radius af ca. 100 km fra ynglepladserne, men en del af hunnerne fælder og/eller overvintrer i Vadehavet. Fugle fra kolonierne på Saltholm og Christiansø gennemfører et egentligt træk. Saltholm-fuglene overvintrer primært i SV-Kattegat, men en forholdsvis begrænset andel trækker til Vadehavet. For Christiansøkolonien overvintrer en noget større andel i Vadehavet. Trækforholdene for de mange danske ederfuglekolonier, der er blevet etableret i de sidste 20 år, er dog ukendte, da der ikke er foretaget ringmærkning i disse kolonier.

De bestande, der passerer de danske farvande på træk eller overvintrer, yngler i Norge (Skagerrak-kysten), Sverige (såvel vest- som østkyst), Finland og Estland. Der er desuden enkelte genmeldinger fra de danske farvande af ederfugle mærket som ællinger i Holland, Tyskland og England (Noer 1991). En betydelig andel af disse er hanner, der formentlig forekommer i forbindelse med abmigration.

De danske kolonier

I 1800-tallet var ederfuglen stort set forsvundet som ynglefugl i Danmark. De nuværende bestande blev etableret i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede (Joensen 1973). Den danske ynglebestand optælles hvert 10. år, og der findes opgørelser tilbage fra 1930, hvor bestanden blev vurderet til 1.500 par. Bestanden voksede derefter i en længere årrække, og blev opgjort til 25.300 par i 1990 og 25.000 i 2000 (Lyngs 2008, Fig. 4.5.15).

Den forholdsvis konstante samlede bestandsstørrelse gennem 1990’erne dækker imidlertid over store forandringer i udbredelse. Op til 1980-1990 ynglede 70% eller mere af den danske bestand i de fire "gamle" kolonier, Stavns Fjord, Saltholm, Christiansø og Mandø. I 1996 og igen i 2001 blev kolonierne i SV-Kattegat imidlerid ramt af bakterie-sygdommen fuglekolera (Pasteurella multocida), der udryddede store dele af kolonierne i Stavns Fjord og på Hou Røn (Christensen m.fl. 1997). Samtidig begyndte antallet af ynglende ederfugle på Christiansø at falde, dog ikke pga. Pasteurella-udbrud. I år 2000 var det kun ca. 30% af den danske bestand, der ynglede i de gamle kolonier, mens et stort antal kolonier var blevet etableret andre steder (Odense Fjord, Sydfynske Øhav og Smålandshavet, jf. Fig. 4.5.16).

Figur 4.5.15. Den samlede danske ynglebestand af ederfugl 1935-2000 (Obs). Den indlagte kurve (Forv) er en logistisk vækstkurve, jf. Afsnit 3.3 i rapporten.

Figur 4.5.16a Udbredelsen af ederfugl i Danmark i 1970 (efter Joensen (1973).

Figur 4.5.16b. Udbredelsen af ederfugl i Danmark i 2008 efter Lyngs (2008).

De nye kolonier er formentlig delvist etableret via udvandring fra de danske kolonier, men ikke mindst for farvandene syd for Fyn og Sjælland kan det ikke udelukkes, at der er sket en indvandring af baltiske ederfugle. I så tilfælde vil der være tale om, at en tilbagegang i den oprindelige danske ynglebestand er ”maskeret” af indvandring.

Næste landsdækkende optælling finder sted i 2009-2010. Men der findes allerede nye data fra Stavns Fjord (2007), Saltholm (2008) og Christiansø (begge år).

En totaloptælling af Stavns Fjord i 2007 resulterede i ca. 1.200 ynglende hunner – en firedobling siden Pasteurella-udbruddene i 1996 og 20002001 (Fig. 4.5.17). Det er uvist, om indvandring har haft en betydning, men det er på den anden side sandsynligt, at forbedringen skyldes, at et antal unge, endnu ikke ynglende hunner har overlevet sygdomsudbruddet i 2001, så de kunne rekrutteres som ynglefugle i årene umiddelbart derefter.

Saltholm-bestanden blev undersøgt i 2008. Saltholm har et areal på 13 km² og tælles via en stikprøve på 7 transekter (Noer & Christensen 1993). Disse transekter blev undersøgt årligt 1993-2000 ifm. etableringen af forbindelsen over Øresund, og i den periode faldt antallet af reder på transekterne fra 376 til 240 (Christensen & Noer, 2001). I 2008 blev der registreret 237 reder på de samme transekter. Det svarer til en skønnet bestandsstørrelse på 4.506 ynglende hunner i 2000 og 4.351 i 2008. Bestanden er dermed ikke gået tilbage i årene 2000-2008 (Fig. 4.5.18). Ederfuglebestanden på Saltholm er relativt isoleret (Tiedemann & Noer 1998), og det kan derfor stort set udelukkes, at bestandsstørrelsen er opretholdt gennem indvandring.

Figur 4.5.17. Udviklingen i kolonien i Stavns Fjord 1970-2007.

Figur 4.5.18. Udviklingen i kolonien på Saltholm 1993-2008, bedømt ud fra antallet af reder registreret på syv linjetransekter, der har været overvåget 1993-2000 og igen i 2008.

Den relativt nye koloni på Fynshoved blev undersøgt i 2008. Der blev konstateret en mindre tilbagegang, fra ca. 1.800 fugle i 2004 til ca. 1.500 i 2008 (L. Hansen, pers. medd.). Efterfølgende var der et mindre Pasteurella-udbrud, hvor ca. 200 hunner døde.

Figur 4.5.19. Udviklingen i kolonien på Christiansø 1925-2008 (data fra P. Lyngs).

Kolonien på Christiansø, der tidligere var Danmarks næststørste, har vist en markant negativ udvikling siden 1990, hvor den er gået tilbage fra ca. 3.000 til aktuelt (2008) under 1.000 fugle (Fig. 4.5.19). Data fra denne koloni viser tegn på, at fuglene sultede i 2007 og 2008.

Sammenlagt viser tallene fra totaltællingen i 2000 og de foreløbigt fire undersøgte kolonier 2007-2010, at de danske bestande – med Christiansø som den markante undtagelse – er i en forholdsvis god tilstand aktuelt.

Næste opgørelse af den samlede danske ynglebestand finder som nævnt sted i 2010. Optællingerne må dog i praksis udstrækkes over flere år, og tallene fra Stavns Fjord (2007) og Saltholm (2008) vil indgå i den samlede bestandsopgørelse. I de fire kolonier ynglede sammenlagt godt 9.000 hunner (ud af 25.000) i 2000, mod 8.000 i 2007 og 2008. Prognosen er der-for, at den danske ynglebestand vil vise sig at være gået lidt tilbage - men det er ikke sandsynligt, at der er sket noget voldsomt fald i størrelsen af den samlede bestand.

Figur 4.5.19. Udviklingen i kolonien på Christiansø 1925-2008 (data fra P. Lyngs).

Bestandene i Baltikum-Kattegat

Samtlige ederfuglebestande i regionen har været i fremgang gennem det meste af det 20. århundrede. Over denne periode mangedobledes bestandsstørrelsen. Efter 1990 er bestandene gået tilbage, og tilbagegangen har formentlig været forholdsvis dramatisk. Det er dog forbundet med store vanskeligheder at tilvejebringe et overblik, dels fordi mange aktuelle oplysninger endnu ikke er publiceret, og dels fordi de oplysninger, der er offentliggjort, på flere punkter er i modstrid med hinanden.

De samlede ynglebestande blev opgjort til i alt 517.200 par i 1990 (Fig. 4.5.20). En sikker registrering af ynglefugle er meget tidskrævende, ikke mindst i Østersølandene, hvor op imod 90% af fuglene yngler. Tallene for ynglefugle er derfor behæftet med en ikke ubetydelig usikkerhed. Det gælder især de svenske ynglebestande, da der ikke udføres regelmæssige optællinger af ynglende ederfugle i Sverige.

Figur 4.5.20. Ynglebestande (i par) i områderne omkring de danske farvande ca. 1990. De fleste fugle fra disse bestande overvintrer i de indre danske farvande eller i Vadehavet. Tallet for Norge omfatter kun den såkaldte Skagerrak-bestand, da ederfuglene på vest-og nordkysten er standfugle (nogle få trækker til England). Efter Christensen (2008).

I 1991 blev den samlede baltiske vinterbestand vurderet (af Wetlands International) til 1,2 mio. fugle (se Tabel 4.5.1). Dette tal er baseret på antallet af fugle registreret ved midvintertælllinger og kan derfor med sikkerhed siges at være lavere end den faktiske bestand. Går man fx ud fra en halv mio. ynglende hunner (Fig. 4.5.15), må bestanden (med en 60:40 kønsratio, se nedenfor) bestå af 1,25 mio. voksne fugle, allerede før unge fugle indregnes. På daværende tidspunkt udgjorde jagtudbyttet i Danmark, Sverige og Finland ca. 200.000 fugle - samtidig med at den samlede bestand voksede med 4-5% om året. På den baggrund konkluderede Noer m.fl. (1995), at bestanden måtte være større end 1,2 mio., formentlig mellem 1,5 og 2,0 mio. fugle.

I 1996 ramte udbrud af fuglekolera danske og svenske ederfuglekolonier i Kattegat (Christensen m.fl. 1997), og 1999-2000 blev der konstateret massedød i de tyske og hollandske dele af Vadehavet (Desholm m.fl. 2002, Kats 2007). I 2000 iværksatte DMU derfor en ekstraordinær midvintertælling i de danske farvande. Ved denne blev der optalt 370.000 ederfugle, i stærk kontrast til tællingerne omkring 1990, hvor der med samme metoder blev optalt ca. 800.000. Desholm m.fl. (2002) konkluderede på denne baggrund, at den baltiske ederfuglebestand var reduceret 30-40% siden 1990.

Tilbagegangen kunne imidlertid ikke konstateres på de foreliggende tal for ynglebestandene (Tabel 4.5.1). Desholm m.fl. (2002) fremsatte derfor i alt fem mulige forklaringer, hvoraf de i denne sammenhæng to mest interessante var, at midvinter-tallene kunne være påvirket af, at dele af bestanden havde skiftet overvintringsområder, så de ikke længere var dækket af flytællinger, og at der muligvis havde været en stor pulje af ikke-ynglende fugle, der i første omgang havde kunnet fungere som "buffer" for ynglebestandene.

Tabel 4.5.1. Bestandstal for ederfugl 1991 og 2000. Tallene fra vintertællinger er i individer, tallene fra sommertællinger er i antal reder. Efter Desholm m.fl. (2002). 1 Tallet for Finland er af Desholm m.fl. (2002) opgivet til 150.000-180.000.

Wetlands International opgjorde vinterbestanden til 760.000 i 2000 (Tabel 4.5.1). Tallene repræsenterer som nævnt, hvad der rent faktisk er optalt, uden at der er forsøgt en korrektion for områder, der ikke er dækket, og fugle, der ikke ses. Indførsel af nye tællemetoder for midvintertællinger i Danmark (transektflyvninger med såkaldt Distance Sampling, i kombination med Spatial Modelling (Petersen m.fl. 2006)) førte til et korrigeret estimat på 630.000 ederfugle i de danske farvande i 2004 (sml. med tallet på 370.000 i 2000). 760.000 optalte fugle i slutningen af 1990'erne (jf. Tab. 4.5.1) svarer derfor formentlig til en bestandsstørrelse på 1,1-1,2 mill. fugle i 2000. Man skal bemærke, at de reviderede bestandsestimater ikke ændrer ved vurderingen af tilbagegangen. Den er også på 30-40% med de reviderede tal.

Bestandsudviklingen siden 2000 er kun meget sporadisk belyst. Der er i 2008 gennemført en landsdækkende midvintertælling i de danske farvande, men egentlige beregninger af antal ederfugle foreligger endnu ikke. Sammenlagt blev der registreret 140.000 ederfugle, mod 240.000 i 2004 (I.K. Petersen, pers. medd.), hvilket tyder på, at tilbagegangen fortsætter. Det skal dog bemærkes, at antallet af ederfugle registreret på den svenske vestkyst har været stigende i denne periode, og at det sammenlagt er steget fra 6.000 i slutningen af 1970'erne til 50.000 efter år 2000 (Nilsson 2008). Helt nye optællingsresultater langs den norske Skagerrakkyst viser, at antallet af overvintrende fugle er ca. 30.000 fugle (I.K. Petersen, pers. medd.). Det er således en konkret mulighed, at en del af de ederfugle, der "mangler" ved midvintertællinger i de danske farvande, i dag overvintrer andre steder.

Overlevelse og reproduktion

Ederfugle har en meget høj årlig overlevelse (for hunner 87-88% årligt i 1970'erne), og en tilsvarende lav rekruttering. Men den er atypisk for fuglearter med så høj overlevelse, fordi den lægger ganske store kuld og efterfølgende har en høj dødelighed af ællinger. Kun ca. 8% af mange tusinde ællinger mærket i 1970'erne overlevede til kønsmodenhed. På daværende tidspunkt ynglede de fleste ederfuglehunner først som 3- eller 4-årige.

Det indebærer, at ederfugles bestandsudvikling vil være følsom over for ændringer i voksendødeligheden - og langt mindre følsom over for mindre ændringer i bl.a. kuldstørrelse. Dette betyder naturligvis ikke, at bestanden ikke vil gå tilbage, hvis rekrutteringen ikke kan opveje dødeligheden af voksne fugle, men det betyder, at et beskedent fald i voksenoverlevelsen vil have lige så stor virkning på bestandsstørrelsen som et betydeligt fald i kuldstørrelse.

Mht. reproduktionen er de mest aktuelle data fra undersøgelserne i 2007 og 2008. I Stavns Fjord var kuldstørrelsen i 1970'erne 4,43 æg/kuld, mens den i 2007 var 3,64 æg/kuld (forskel 0,79 æg/kuld). På Saltholm var den i begyndelsen af 1990'erne 4,24 æg/kuld, mens den i 2008 var 3,72 æg/kuld (forskel 0,52 æg/kuld). Æggenes størrelse var uændret, og det samme var hunnernes kondition (vægt) ved afslutningen af rugningen. Hunnerne vejer således 70-100 g mindre ved starten af æglægning (hvor de vejer ca. 2.500 g) end de gjorde tidligere. Indflydelsen af den reducerede kuldstørrelse på udviklingen i bestanden vil kun kunne ændre vækstraten med ca. 1%, og faldende kuldstørrelser kan således ikke forklare bestandsudviklingen.

Christiansø afviger dog også på dette punkt fra de andre undersøgte kolonier. Der klækkede ællinger både i 2007 og 2008, men efterfølgende optællinger omkring Bornholm viste, at de omkom efterfølgende, og at der stort set ikke kom unger på vingerne i noget af de to år.

Hvad angår den samlede bestandsudvikling er der siden 1990'erne sket et meget markant fald i andelen af ungfugle i det danske vildtudbytte (se nedenfor). Der er således ingen tvivl om, at faldende reproduktiv succes yder et betydeligt bidrag til bestandstilbagegangen. De tilgængelige oplysninger om kuldstørrelser tyder imidlertid på, at der snarere er tale om høj dødelighed blandt ællinger end om faldende kuldstørrelser.

Ud over en faldende bestandsstørrelse er det også konstateret, at kønsratioen for gamle ederfugle er ændret markant i forhold til tidligere. I vinterkvartererne i Danmark var kønsratioen blandt gamle fugle i mange år (ca. 1960-1995) 1,5 (60% hanner og 40% hunner, Noer m.fl. 1995). Men si-den begyndelsen af 1990’erne er kønsratioen øget til aktuelt ca. 2,3 (70% hanner og 30% hunner, Lehikoinen m.fl. 2008, og se nedenfor). Hos ederfugl klækker lige mange hanner og hunner, men allerede når ællingerne bliver flyvedygtige kan der konstateres en overvægt af hanner (Swennen m.fl. 1979). Denne overvægt af hanner øges med alderen.

Den øgede overvægt af hanner i bestanden i 1990'erne kan i princippet være forårsaget af en forskel i overlevelse af hanner og hunner på ællingestadiet. Det er dog sandsynligt at et vist fald i overlevelsen af gamle hunner i det mindste har bidraget. Faldet i andelen af gamle hunner indikerer, at tilbagegangen ud fra en populationsdynamisk betragtning er mere alvorlig end det fremgår af midvintertællingerne – dvs. bestandsestimaterne fra Wetlands International – der ikke skelner mellem køn.

Ederfuglebestandene i Baltikum er således reduceret med 30-40% over en 10-årig periode, hvilket i forhold til IUCN's rødlistekriterier kunne give anledning til at kategorisere arten som "sårbar". Når dette ikke er sket, skyldes det først og fremmest at IUCN's kriterier omhandler den reproducerende del af en bestand, og altså ikke hele bestanden. Mens der er evidens for at vinterbestanden er gået tilbage (hvilket til dels skyldes, at dele af bestanden nu overvintrer uden for de danske farvande), er der ikke nogen entydig evidens for, hvor meget ynglebestandene er reduceret, jf. Tabel 4.5.1 ovenfor og data fra de danske ynglebestande - Christiansø undtaget.

Det skal også nævnes, at ederfugle-bestandene i Østersø-Kattegat området har været i vækst igennem en meget lang periode, og at dele af problemerne – fuglekolera, parasit- og virusangreb – ville være konsistente med billedet af en bestand, der har opnået en for høj tæthed. For de dele af de danske ynglebestande, der omkom efter epidemierne af fuglekolera, må man sige, at årsagen er kendt, jf. gennemgangen af IUCN's kriterier i rapportens afsnit 2 ovenfor.

Ederfugl figurer ikke på listen over arter med ugunstig bevaringsstatus i "Vejledning om jagt", og den er evalueret som "secure" af Birdlife International (2004). Årsagen hertil er tilsyneladende, at disse to publikationer betragter den samlede europæiske bestand under ét, dvs. at ynglebestandene på Færøerne, i England, og i Vest- og Nordnorge - der alle tilsyneladende er stabile - indgår i bestandsvurderingen.

Årsager til tilbagegangen

Det er meget vanskeligt at finde en fællesnævner for tilbagegangen. I Danmark er der tale om udbrud af fuglekolera i Kattegat-området, mens Christiansø-bestanden ser ud til at være ramt af fødemangel i yngletiden. I Finland har der været rapporter om, at parasit- og virusinfektioner har ramt hunner og ællinger i yngleområderne, og i Vadehavet, hvor der var massedød i 1999 og 2000, var der tilsyneladende tale om sult i forbindelse med overfiskning af muslinger (Kats 2007).

Resultaterne fra Stavns Fjord og Saltholm 2007 og 2008 tyder ikke på, at der er alvorlige problemer i vinterkvartererne i Kattegat. Hvis det var tilfældet, måtte man forvente at de kolonier, hvor fuglene opholder i området hele året, måtte være de hårdest ramte. Det samme tyder vægte af fældende hunner og de foreløbige tal for fugle i vinteren 2008/09 på.

Der er dermed mere, der peger i retning af problemer på ynglepladserne i de indre dele af Østersøen – fra Christiansø mod nordøst. Ifølge finske forskere har de indre dele af Østersøen ikke har haft saltvandsindbrud i mange år, og blåmuslinger - ederfugles hovedfødeemne - trives angiveligt ekstremt dårligt i det mere og mere ferske vand.

Senest er der i 2009 publiceret analyser, der viser, at flere fuglearter i den indre Østersø – bl.a. ederfugl - lider af mangel på vitamin B1 (thiamin), hvilket både kan reducere kuldstørrelsen og overlevelsen såvel af ællinger som af voksne fugle (Balk m.fl. 2009). Årsagerne til denne mangel og dens betydning for bestandsudviklingen kan endnu ikke klargøres.

Jagttid

Aktuelt har ederfugl jagttid fra 1.10. til 15.1. (hunner) og 1.10. til 31.1. (hanner). Hanner må desuden jages på fiskeriterritoriet uden for EF-Fuglebeskyttelsesområderne fra 1.2. til 15.2.

Jagtudbytte

Ederfuglen er fredet i England, Holland og Tyskland, mens den er jagtbar i Frankrig, Danmark, Sverige og Finland. Hovedparten af det samlede udbytte, ca. 75%, tages i Danmark.

Jagtudbyttet i Danmark voksede mellem 1960 og ca. 1980 fra 50.000 til 130.000, hvorefter det igen aftog (Fig. 4.5.21). Nedgangen skyldes primært faldende interesse for havjagt, idet antallet af jægere, der nedlagde ederfugl, aftog fra ca. 13.000 til 7.500 fra midten af 1980’erne til slutningen af 1990’erne (Christensen 2005).

Figur 4.5.21. Det årlige jagtudbytte af ederfugl i Danmark, 1961/62-2007/08.

Den geografiske fordeling (i procent) af udbyttet af ederfugle viser, at de fleste ederfugle tages i Lillebælt og Sydfynske Øhav (Fig. 4.5.22). Denne fordeling er i en vis modsætning til fordelingen i 1970'erne, hvor en langt større andel af udbyttet blev taget i Kattegat. Denne udvikling kunne allerede konstateres i slutningen af 1980'erne (Noer m.fl. 1995).

Figur 4.5.22. Den geografiske fordeling (i procent) af 9.253 vinger af ederfugl indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Knap 70% af udbyttet tages ved motorbådsjagt/havjagt, mens 25% tages på trækjagt (Madsen m.fl. 1996). Der er visse forskelle i udbredelsen af de to jagtformer. I Kattegat tages en større andel af udbyttet på havjagt, mens trækjagt har forholdsvis større betydning i Storebælt og Sydfynske Øhav.

De begrænsninger, der i 1990’erne blev lagt på jagten på ederfugle (ingen jagt i fuglebeskyttelsesområder i februar), medførte i første omgang ikke noget fald i det samlede jagtudbytte, men i stedet i et øget udbytte i januar.

Da tilbagegangen i bestanden blev klar (Desholm m.fl. 2002), og det samtidig viste sig, at kønsratioen for voksne fugle havde ændret sig fra 60:40 til 70:30, foreslog Bregnballe m.fl. (2003) differentierede jagttider for hanner (1.10. til 15.2.) og hunner (1.10.-15.1.). Samtidig blev jagttiden for sortand, fløjlsand og havlit udvidet med 14 dage, til 15.2. Baggrunden var en antagelse om, at en generel afkortning af jagtsæsonen sandsynligvis ikke ville ændre udbyttet, men blot føre til, at fuglene i stedet blev nedlagt på et tidligere tidspunkt. Dermed måtte jagttiderne planlægges, så der var et incitament for fortsat at drive jagt efter det tidspunkt, hvor ederfuglehunner blev fredet. Efter indstilling fra Vildtforvaltningsrådet blev disse jagttider indført i 2004.

Indførelsen af en differentieret jagttid for hanner og hunner i 2004 førte til et betydeligt fald i især andelen af gamle hunner i udbyttet. Før 2004 nedlagdes årligt ca. 17.000 gamle og 10.000 unge ederfuglehunner i Danmark. Efter 2004 (Fig. 4.5.23) kan udbyttets gennemsnitlige køns- og alderssammensætning vurderes til 52.000 hanner (43.000 ad. og 9.000 1.års) og 14.000 hunner (godt 7.000 ad og 6.600 1.-års). Effekten af omlægningen af jagttider (ca. 10.000 færre gamle og 3.500 færre unge hunner i årsudbyttet) er dermed en smule større end forudsagt af Bregnballe m.fl. (2003).

Den tidsmæssige fordeling af udbyttet viser, at de fleste fugle tages i begyndelsen og slutningen af sæsonen (op til ca. 70%, Fig. 4.5.24).

Figur 4.5.23. Køns- og aldersammensætningen af 8.502 vinger af ederfugl indsendt i sæsonerne 2004/05-2008/09.

Figur 4.5.24. Den tidsmæssige fordeling af 6.847 vinger af ederfugl indsendt i sæsonerne 2004/05-2008/09.

Jagtens indflydelse på bestanden

Ederfugl er en art, hvor langt den største del af det samlede udbytte i Europa tages i Danmark. Det betyder, at jagtens indflydelse på bestanden må overvejes nøje netop ved en revision af de danske jagttider.

Tilbagegangen i den samlede bestand er tilsyneladende ganske voldsom, men det er ikke for indeværende muligt at drage generelle konklusioner, da udviklingen i de sidste otte år stadig er for dårligt belyst. Ud fra den foreliggende viden er problemerne centreret omkring ynglebestandene i de indre dele af Østersøen (Christiansø, den østsvenske bestand, den finske bestand, og muligvis den estiske bestand). Disse bestande udgør sammenlagt omkring 90% af flyway-bestanden, og den største del af det danske jagtudbytte stammer fra dem.

Jagtens indflydelse må som drøftet i rapportens afsnit 3.5 antages at være additiv i en tilbagegangssituation, men påvirkningernes omfang reduceres dog af, at udbyttet i stigende grad består af hanner. Med den aktuelle kønsratio er der et meget stort overskud af hanner i bestandene.

For hunnerne er udbyttet i Danmark reduceret med i alt 13.000-14.000 fugle (1.-års eller ældre) som følge af omlægningen af jagttider i 2004. Det må dog vurderes, at antallet af hunner, der nedlægges i Danmark, stadig udgør en ikke ubetydelig andel af den samlede dødelighed i bestanden. Hvis det fx antages, at bestanden i 2008 samlet omfattede

300.000 ynglende hunner, vil der med en mortalitet på 13% årligt dø

39.000 hunner. De ca. 7.000 adulte hunner, der nedlægges i Danmark, udgør derfor anslåelsesvis 15-20% af den samlede dødelighed. Sammenholdt med bestandens aktuelle status må det derfor konkluderes, at indflydelsen af den aktuelle jagt på ederfugl i Danmark er usikker, men sandsynligvis ikke bæredygtig.

Bornholm, hvor bestanden på Christiansø er i meget kraftig tilbagegang, udgør et særtilfælde. Bestanden højst har fået ganske få unger på vingerne i ynglesæsonerne 2007 og 2008. Ved Bornholm nedlægges aktuelt årligt 2-300 ederfugle (Fig. 4.5.25), og genmeldinger af ringmærkede fugle viser, at udbyttet næsten udelukkende består af hunner og ungfugle fra Christiansø-bestanden. Der foreligger således ca. 1.000 genmeldinger af ederfugle mærket på Christiansø fra Bornholm, mod kun 5-10 genmeldinger (afhængigt af, hvad der medregnes) af svenske, finske, og estiske fugle. Til sammenligning er der ca. 2.400 genmeldinger af sidstnævnte i de øvrige danske farvande.

Jagtlig udnyttelse af en bestand, der ikke reproducerer sig, kan selvsagt ikke være bæredygtig. Der er således et klart behov for en særfredning af ederfugl ved Bornholm. Denne kan gøres midlertidig, og afhængig af udviklingen i de kommende år og den behøver ikke at omfatte hanner. På grund af abmigration vil de hanner, der forekommer ved Bornholm, være rekrutteret fra hele det udbredelsesområde, der er vist i Fig. 4.5.15.

Figur 4.5.25. Det årlige jagtudbytte af ederfugl ved Bornholm, 1980/81-2006/07.

Vurdering af gældende jagttid

Der er dermed efter al sandsynlighed behov for at tilpasse den jagtlige udnyttelse i Danmark til den aktuelle bestandssituation. De seneste bestandstal er dog snart 10 år gamle, og det er endnu uvist præcist hvordan bestanden har udviklet sig i de mellemliggende år. For de danske kolonier – hvorfra de nyeste tal foreligger, og hvor den jagtlige udnyttelse vil have den største effekt fordi størsteparten af fuglene opholder sig i danske farvande i hele jagtsæsonen – ser det ikke ud til at den jagtlige udnyttelse har haft negative effekter på bestandsudviklingen efter 2000. Kolonien på Christiansø er dog en undtagelse herfra.

Da der foreløbig mangler oplysninger først og fremmest fra Sverige og Finland, der formentlig har ca. 90% af den samlede bestand, kan der ikke gives nogen velunderbygget vurdering af det præcise behov for reduktioner af jagttrykket. Man kan derfor overveje to muligheder, hhv.:

• At lade de nugældende jagttider fortsætte i den næste 3-årige periode, til der foreligger et bedre underbygget grundlag for at vurdere bestandsudviklingen efter 2000. Bestanden af ederfugl er stadig så forholdsvis stor, at der ikke vil være nogen væsentlig risiko forbundet med at fortsætte med den jagtlige udnyttelse i yderligere 3 år.
• Eller man kan vælge ud fra et forsigtighedsprincip at begrænse den jagtlige udnyttelse fra 2010. En sådan begrænsning må, som det er fremlagt ovenfor, i første omgang fokusere på hunnerne. En fortsat jagtlig udnyttelse af hanner vil ikke påvirke bestandens muligheder for at opretholde sig selv i nævneværdig grad.
• Ynglebestanden på Christiansø udgør en undtagelse herfra. Med henvisning til den manglende produktion af ungfugle i 2007 og 2008 bør der indføres en 3-årig særfredning af hunner og ungfugle ved Bornholm.

En særfredning ved Bornholm vil ikke medføre et 100% stop for jagtlig udnyttelse af Christiansø-bestanden. Der er grund til at mene, at ca. halvdelen af Christiansøfuglene overvintrer i det tyske Vadehav, men en mindre del af bestanden overvintrer i de indre danske farvande.

Det skal endelig bemærkes, at i den oversigt over yngle- og forårstræktider, DG Environment har udarbejdet (de såkaldte "Key Concepts") angives forårstrækket for ederfugl i Danmark at begynde 10. februar.

Sortand

Forekomst og bestandsudvikling

De bestande af sortand, der forekommer i Danmark, yngler i Fennoskandien, det nordlige Rusland og Vestsibirien. Arten yngler desuden i Island og fåtalligt i Skotland og Irland.

Den samlede bestand er estimeret til 1.600.000 fugle og vurderes at være stabil (Wetlands International 2006). I de danske farvande er talt op til ca.

900.000 sortænder ved midvintertællinger, men det normale antal er på ca. 500.000. Et forsigtigt estimat for midvintertællingen 2004 var 446.000 individer (Petersen m.fl. 2006).

Hovedforekomsten for sortand i de danske farvande er i det nordlige Kattegat. I 1960’erne forekom store antal ligeledes i områderne ud for Vadehavet (Joensen 1974). I årene omkring 1990 var antallet af sortænder i disse områder betydeligt mindre (Laursen m.fl. 1997). Efterfølgende er forekomsten af sortænder atter steget, og ved midvintertællingen 2004 opholdt knap 30% af de registrerede fugle sig i dette område (Petersen m.fl. 2006).

Jagttid

Sortand har aktuelt jagttid fra 1.10. til 31.1. Den må desuden jages på fiskeriterritoriet uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne 1.2.-15.2.

Jagtudbytte

Udbyttet af sortand udgjorde omkring 1970 16.000-19.000 fugle årligt (Joensen 1974). Efterfølgende faldt det gradvist til ca. 10.000 fugle årligt 1985-1995 (Madsen m.fl. 1996). Derefter faldt det yderligere til omkring

5.000 (Bregnballe m.fl. 2003). I sæsonerne efter 2004 har det udgjort 6.000 fugle årligt (Fig. 4.5.26).

Den største del af udbyttet tages i Kattegat, i overensstemmelse med artens forekomst i Danmark (Fig. 4.5.27).

Figur 4.5.26. Det årlige jagtudbytte af sortand i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.27. Den geografiske fordeling (i procent) af 746 vinger af sortand indsendt i sæsonerne 2004/05-2007/08.

Den samlede køns- og aldersfordeling over jagtsæsonen er 65% han ad., 13% hun ad., 11% han juv. og 11% hun juv. I oktober er der en overvægt af gamle hanner, der formentlig afspejler forekomster af svingfjersfældende hanner i de danske farvande (der stadig er tilstede i efterårs- og vinterperioderne), samt at hunner og ungfugle stadig ikke er ankommet til de danske farvande i nævneværdige antal (Fig. 4.5.28).

Figur 4.5.28. Køns- og aldersfordeling af 983 vinger af sortand indsendt i sæsonerne 2004/05-2008/09.

Den tidsmæssige fordeling af vingerne viser en klar overvægt af efterårsfugle (Fig. 4.5.29). Denne afviger betydeligt fra den tidsmæssige fordeling af havlit og ederfugl (Fig. 4.5.14 og 4.5.23).

Figur 4.5.29. Tidsmæssig fordeling af 993 vinger af sortand indsendt i sæsonerne 2004/052008/09. Fordelingen af 2.653 vinger indsendt 1982/83-1993/94 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse

Der er ikke sket større ændringer i antal eller forekomst i de danske farvande i de 40 år, arten har været fulgt, så det faldende jagtudbytte må antages at afspejle en faldende jagtlig interesse.

Ud fra bestandens og udbyttets størrelse kan det derfor konkluderes, at jagten er bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en biologisk vurdering er der ingen anledning til at ændre på de gældende jagttider.

Fløjlsand

Forekomst og bestandsudvikling

Den bestand af fløjsand, der forekommer i Danmark, yngler i Vestsibirien, Nordrusland, Fennoskandien og (i begrænset omfang) Baltikum. Den overvintrer i Vestnorge, Nordsøen, de indre danske farvande og Østersøen. Tyngdepunktet ligger i de indre dele af Østersøen, hvor der især er blevet konstateret store antal fløjlsænder øst for Rügen og i Rigabugten (Pihl m.fl. 1993). Den samlede bestand blev i 1993 vurderet til ca.

1.000.000 fugle (Pihl m.fl. 1993), og da der kun foreligger én dækkende totaloptælling, kan bestandsudviklingen ikke vurderes. Wetlands International (2006) angiver dog, at arten er stabil.

Omkring 1970 blev op til 37.000 fløjlsænder optalt ved landsdækkende midvintertællinger (Joensen 1974). Antallet af overvintrende fløjlsænder var lavere end under sommerfældning (ca. 60.000), og det blev konkluderet, at størsteparten af bestanden overvintrer uden for de danske farvande.

Ved tællingerne 1987-1991 blev der registreret op til 41.000 fløjlsænder, mens det blev vurderet, at antallet af overvintrende fløjlsænder i de danske farvande var faldet, muligvis som følge af reduktioner i antallet af svingfjersfældende fugle (Laursen m.fl. 1997). Det faldende antal fløjlsænder i de danske farvande indikerer ikke nødvendigvis en faldende bestandsstørrelse. Der kan også være tale om, at fuglene i stigende grad overvintrer længere inde i Østersøen.

Ved tællingerne i 2000 og 2004 blev der registreret langt mindre antal - i 2004 kun 930 individer. Det blev konkluderet, at arten tilsyneladende optræder mindre talrigt i de danske farvande end tidligere (Pihl m.fl. 2001, Petersen m.fl. 2006).

Der er flere vurderinger af bevaringsstatus. Fløjlsand er udmeldt som havende "ugunstig" bevarings status af den Europæiske Kommission (2005 og 2008). Status for forekomsten i de danske farvande blev bedømt som "usikker" af Pihl m.fl. (2003). Kommissionens vurderinger henviser til Birdlife International (2004), hvor arten imidlertid anføres som "provisionally evaluated as declining", og vurderingen omfatter tilsyneladende kun de bestande, der yngler indenfor grænserne af EU, i alt ca. 37.000 par (Birdlife International 2004). Selv med 3 hanner per hun vil denne ynglebestand i det højeste svare til 200.000-250.000 fugle, og med en samlet vinterbestand på op imod 1.000.000 fugle er der altså tale om en forholdsvis begrænset del af flyway-bestanden.

I modsætning hertil omhandler DMU's vurdering den samlede vinterbestand, hvor det ikke er muligt at udtale sig om bestandsudviklingen. An

Figur 4.5.30. Jagtudbyttet af fløjlsand i Danmark, 1991/922007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

tallet af fløjlsænder, der fælder og overvintrer i de danske farvande, er utvivlsomt faldet, men hvorvidt dette afspejler en tilbagegang i bestandens størrelse eller skyldes, at fuglene fælder og overvintrer længere mod øst og nordøst i Østersøen, er uvist.

Jagttid

Fløjlsanden har aktuelt jagttid fra 1.10. til 31.1. og desuden 1.2.-15.2. på fiskeriterritoriet uden for EF-Fuglebeskyttelseområderne.

Jagtudbytte

Det danske jagtudbytte udgjorde omkring 1970 7.000-10.000 fugle årligt (Joensen 1974). I begyndelsen af 1990'erne var det faldet til 2.000-4.000 (Madsen m.fl. 1996), og i år 2.000 til 2.000-3.000 (Bregnballe m.fl. 2003). Siden udvidelsen af jagttiden i 2004 har DMU i alt fået indsendt 187 vinger af fløjlsand - fordelt med hhv. 50, 26, 14 og 97 i de enkelte sæsoner.

Med disse tal bliver det beregnede gennemsnitlige udbytte 1.200 fløjlsænder årligt, varierende fra 353 fugle i 2007 til 1.923 i 2008 (Fig. 4.5.30). Med så begrænsede prøvestørrelser har tilfældige variationer i materialet selvsagt betydelig indflydelse.

Den geografiske fordeling af udbyttet tyder ikke på større ændringer i forhold til tidligere (Fig. 4.5.31).

Den største del af udbyttet udgøres af gamle hanner. I sæsonerne 2004/05-2007/08 var 72% af udbyttet gamle hanner, 17% gamle hunner, 6% unge hanner og 5% unge hunner. Dette adskiller sig noget fra tidligere fordelinger, der bestod af 55% han ad., 23% hun ad., 10% han juv. og 12% hun juv. (Bregnballe m.fl. 2003). Udbyttet fra sæsonerne 2004/05 til 2007/08 viser som for sortand en tendens til en faldende andel af adulte hanner fra starten af sæsonen og frem (Fig. 4.5.32).

Figur 4.5.31. Den geografiske fordeling (i procent) af 230 vinger af fløjlsand indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Figur 4.5.32. Køns- og aldersammensætning af 296 vinger af fløjlsand indsendt i sæsonerne 2004/05-2008/09.

Den tidsmæssige fordeling over de fem sæsoner viser, at mere end 50% af udbyttet er taget om efteråret (oktober og november), mens under 30% tages i januar og februar (Fig. 4.5.33). Dette adskiller sig markant fra tidligere tiders fordeling, hvor udbyttet sidst på sæsonen (januar og februar) udgjorde omkring 50% (Joensen 1974, Madsen m.fl. 1996, Bregnballe m.fl. 2003). Denne forskel kan næppe skyldes at jagttrykket fordeler sig anderledes igennem sæsonen, jf. fordelingerne af udbyttet af havlit og ederfugl (Fig. 4.5.14 og 4.5.24). Den kunne, tilsammen med de meget lave antal der er registreret ved de seneste midvintertællinger, i stedet tyde på, at fuglene efter endt fældning foretager et "efterårstræk" længere ind i Østersøen.

Figur 4.5.33. Den tidsmæssige fordeling af 297 vinger af fløjlsand indsendt i sæsonerne 2004/05-2008/09. Fordelingen af 985 vinger indsendt i sæsonerne 1982/83-1993/94 er vist til sammenligning.

Jagtens indflydelse på bestanden

Med et årligt udbytte på 1.200 fugle, hvoraf 78% er hanner, nedlægges aktuelt ca. 250 hunner årligt i Danmark. I forhold til bestandsstørrelsen er den jagtlige udnyttelse dermed så begrænset, at jagten må vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en biologisk betragtning er der ingen anledning til at ændre på de nuværende jagttider.

Den af EU foreslåede forvaltningsplan for fløjlsand (Den Europæiske Kommission 2005) vurderer ligeledes, at den jagtlige udnyttelse i Danmark ikke har indflydelse på bestandsudviklingen og fokuserer i stedet på oprettelsen af "havreservater" og begrænsninger af det (i øvrigt ukendte) antal fugle, der drukner i fiskeredskaber. I og med de foreliggende data kan fortolkes således at fløjlsand i aftagende omfang overvintrer i Danmark er det dog vanskeligt at vurdere det reelle behov for sådanne reservater.

Stor skallesluger

Forekomst og bestandsudvikling

Stor skallesluger yngler fåtalligt i Danmark. Dertil kommer, at betydelige antal passerer Danmark på efterårstræk eller overvintrer.

Der foreligger en enkelt genmelding af en hun mærket som ynglefugl på Sjælland og efterfølgende nedlagt i januar ca. 5 km fra mærkningsstedet. Det viser, at i det mindste nogle fugle fra den lille danske ynglebestand er standfugle (Bønløkke m.fl. 2006).

Genmeldinger af udenlandsk mærkede store skalleslugere viser, at norske, svenske og finske fugle overvintrer i Danmark eller passerer landet på træk (Bønløkke m.fl. 2006).

Den danske ynglebestand er vurderet til 30-35 par, den norske til 1.0005.000, den svenske til 10.000-20.000 og den finske til 20.000-30.000 (Birdlife International 2004). Med undtagelse af den finske bestand, der angives at være i tilbagegang, vurderes ynglebestandene som stabile (Birdlife International 2004).

På den danske rødliste er stor skallesluger vurderet som sårbar. Denne vurdering er begrundet i den lille ynglebestand.

Den samlede europæiske overvintrende bestand af stor skallesluger er vurderet til 266.000 individer. Bestandsstørrelsen er muligvis faldende, men de foreliggende data er ikke tilstrækkelige til en sikker konklusion (Wetlands international 2006). Nyere trendanalyser af bestandsindeks viser en tilbagegang i Baltikum-Skandinavien, stabilitet i NV-Europa og en stigning i Centraleuropa (Delany m.fl. 2008).

Jagttid

Stor skallesluger har jagttid fra 1.10. til 31.1. Af hensyn til den lille danske ynglebestand er arten fredet på fiskeriterritoriet syd for 55°40’ N.

Jagtudbytte

I slutningen af 1960’erne udgjorde udbyttet ca. 6.000 fugle (Joensen 1974). Siden er det faldet jævnt. Faldet fortsatte i 1990’erne, og over de seneste fire jagtsæsoner har udbyttet i gennemsnit været lidt under 1.000 fugle (Fig. 4.5.34).

Den geografiske fordeling af udbyttet af stor skallesluger er vist i Fig. 4.5.35. Den største del af udbyttet tages i Nordvest- og Vestjylland.

Figur 4.5.34. Det årlige jagtudbytte af stor skallesluger i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.35. Den geografiske fordeling (i procent) af 170 vinger af stor skallesluger indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08. Jagt er ikke tilladt syd for 55° 40’ N (markeret med rød linje).

Køns- og aldersammensætningen af udbyttet er 55% han ad., 24% hun ad., 12% han juv. og 9% hun juv. Fordelingen har ikke udvist større ændringer (jf. Bregnballe m.fl. 2003).

Jagtens indflydelse på bestanden

De bestande af stor skallesluger, der passerer Danmark på træk eller overvintrer, er vurderet til 31.000-55.000 par, hvilket som et minimum vil svare til en efterårsbestand på 75.000-150.000 fugle. Med et årligt udbytte på ca. 1.000 fugle må jagten i Danmark vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på den nuværende jagttid.

Toppet skallesluger

Forekomst og bestandsudvikling

Toppet skallesluger er en ret almindelig ynglefugl i Danmark. Desuden forekommer den på træk og overvintring.

De danske ynglefugle er hovedsageligt standfugle, selvom enkelte er genmeldt fra Holland, England og Frankrig. Der er genmelding af norske, svenske, finske og estiske fugle fra Danmark om efteråret og vinteren (Bønløkke m.fl. 2006).

Ynglebestanden i Danmark er vurderet til 2.000-3.000 par og stabil af Birdlife International (2004). Den norske bestand vurderes til 10.000

30.000 par og aftagende, den svenske til 14.000-18.000 par og aftagende, den finske til 30.000-40.000 par og i vækst og den estiske til 500-1.000 par og stabil (Birdlife International 2004). De øvrige ynglestande i Baltikum er meget små.

Den samlede overvintrende bestand i Nordvesteuropa er vurderet til

170.000 fugle. Bestandsudviklingen kan ikke vurderes (Wetlands International 2006). De seneste trendanalyser af bestandsindeks viser en stigning i Baltikum-Skandinavien og NV-Europa over de sidste 35 år (Delany m.fl. 2008). I NV-Europa har indeks dog været stabilt siden 1985.

Jagttid

Toppet skallesluger har jagttid fra 1.10. til 31.1. Af hensyn til den lille danske ynglebestand af stor skallesluger er toppet skallesluger pga. forvekslingsmuligheder fredet på fiskeriterritoriet syd for 55° 40’ N.

Jagtudbytte

Omkring 1970 udgjorde det årlige udbytte ca. 7.000 fugle (Joensen 1974). Siden da er det faldet jævnt. Faldet er fortsat i perioden 1991-2008, og over de seneste fire jagtsæsoner er der i gennemsnit nedlagt ca. 1.200 fugle (Fig. 4.5.36).

Den geografiske fordeling af udbyttet af toppet skallesluger er vist i Fig. 4.5.37. Langt de fleste toppede skalleslugere nedlægges i Nordvest- og Vestjylland.

Figur 4.5.36. Det årlige jagtudbytte af toppet skallesluger i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.5.37. Den geografiske fordeling (i procent) af 254 vinger af toppet skallesluger indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08. Jagt er ikke tilladt syd for 55° 40’ N (markeret med rød linje).

Køns- og aldersammensætningen af udbyttet er 41% han ad., 19% hun ad., 21% han juv. og 19% hun juv. Ift. tidligere (Bregnballe m.fl. 2003) kan der ikke konstateres nævneværdige ændringer.

Jagtens indflydelse på bestanden

De bestande, der trækker gennem eller overvintrer i de danske farvande, udgør sammenlagt 56.500-92.000 ynglepar, hvilket svarer meget godt til en vinterbestand på ca. 170.000 fugle. Med et årligt jagtudbytte på ca.

1.200 fugle i Danmark må jagten vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er der ikke grund til at ændre på den nuværende jagttid.