Foto: Poul Hartmann.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

Agerhøne

Forekomst og bestandsudvikling

Agerhønen er udbredt over det meste af landet og lever næsten udelukkende i det åbne land - dyrket som udyrket. En opgørelse fra 1990’erne anslog bestanden til 20.000-30.000 par (Grell 1998). En beregning baseret på data fra 2003 giver dog en skønnet bestand på 47.000 par (se nedenfor). Der kan være flere fejlkilder i dette skøn, idet det bygger på opgørelser fra jagtterræner, hvor der sandsynligvis er en overrepræsentation af levesteder, hvor der er gjort en aktiv indsats for at begunstige markvildtet. Omvendt er der sandsynligvis overset fugle på nogle jagtterræner. Størrelsesordenen af skønnet tyder på, at tidligere opgørelser har undervurderet bestandsstørrelsen.

Overlevelsen af både unge og ældre agerhøns afhænger af vejr, prædation og fødeudbud, og bestandsstørrelsen kan derfor fluktuere. Efter en vellykket ynglesæson i 2008 og en høj overlevelse 2008/09 har ynglebestanden sandsynligvis været større i 2009 end i 2003. Enkeltstående vellykkede ynglesæsoner er dog ikke nødvendigvis udtryk for, at den langsigtede tilbagegang er ophørt.

Tætheden af agerhøns synes at være større øst for Storebælt end i Jylland og på Fyn (Fig. 4.6.1). En sådan forskel var ikke tydelig i midten af 1990’erne (Grell 1998), men det er dog bemærkelsesværdigt, at der den-gang var lave tætheder i Sønderjylland, nordvestlige Sjælland, Fyn og i Nordjylland - et mønster som også kan genfindes i data fra 2003 (Asferg m.fl. 2006). Nyere undersøgelser tyder på, at agerhøne lokalt optræder i meget varierende tætheder, hvoraf de største måske endda kan betegnes som kerneområder i forhold til forekomsterne i det omgivende landskab (DMU 2009).

Selvom bestanden aktuelt nok er lidt større, end man oprindelig har antaget, hersker der dog ingen tvivl om, at bestanden har undergået en markant nedgang over de sidste ca. 50 år. Dette er afspejlet i jagtudbyttet, som aktuelt udgør under 10% af, hvad det var i 1940’erne og 1950’erne (Fig. 4.6.2). Nedgangen i jagtudbyttet har dog muligvis været større end den reelle bestandsændring, fordi agerhønsene kan være udsat for en mildere afskydning end tidligere, idet der på en del jagtterræner angives at være frivillige fredninger pga. lave bestandstætheder (Asferg m.fl. 2006). Den generelle bestandstilbagegang over de sidste ca. 20 år er foregået i alle landsdele (Fig. 4.6.3).

Figur 4.6.1. Bestandsindeks beregnet fra data fra to undersøgelser - (mørkeblå: DMU 2009, lyseblå: Asferg m.fl. 2006). De lodrette linjer angiver de beregnede statistiske 95%- sikkerhedsgrænser for indeks.

Figur 4.6.2. Det årlige jagtudbytte i Danmark, 1941/42-2007/08, og ynglefugleindeks for agerhøne i perioden 1976-2008 (efter Asferg 2008 og Heldbjerg & Eskildsen 2009).

Figur 4.6.3. Gennemsnitlig årlig ændring i bestandsindeks på nationalt og regionalt niveau 1989-2006 baseret på ynglefugleindeks og jagtudbytte for agerhøne (data fra Dansk Ornitologisk Forening og DMU). DK: Danmark, Nordvest: Nordjyllands, Viborg og Ringkøbing Amter, Syd-Central: Århus, Vejle, Sønderjylland, Ribe og Fyns Amter, Øst: Sjælland (efter Kahlert m.fl. 2008). De lodrette linjer angiver den statistiske usikkerhed (den såkaldte "standard error of mean") på de beregnede værdier.

Overlevelse og reproduktion

Hos agerhøne er der en forholdsvis lav årlig overlevelse hos de voksne fugle – typisk mellem 25 og 50% i vildtlevende bestande (se gennemgang i Kahlert m.fl. 2008). Til gengæld har arten potentielt en høj årlig reproduktionsrate, idet en hun i gennemsnit kan lægge 15,9 æg (Paludan 1954). Under gunstige forhold, hvor klækningssuccessen og kyllingeoverlevelsen er høj, kan en agerhønsebestand derfor vokse hurtigt. Dog har flere undersøgelser vist, at størrelsen af de enkelte parametre i praksis varierer betydeligt mellem år (Blank & Ash 1962, Odderskær & Berthelsen 2007).

Årsager til tilbagegangen

Selvom der er mange faktorer, som kan påvirke en agerhønebestand, tilskrives den markante nedgang i de seneste årtier især den intensivering, der er sket i landbruget siden 1950’erne. Fødemangel for kyllingerne i det intensivt dyrkede kulturlandskab og tab af egnet redehabitat anses som hovedårsagerne, idet disse faktorer har forringet rekrutteringen af nye individer til bestanden. Individ-baseret modellering af bestandsudviklingen af agerhøns peger på, at både prædation og klimatiske forhold spiller en rolle for bestandsudviklingen, men at denne er underordnet betydningen af den strukturelle udvikling i landbruget (Odderskær m.fl. 2009).

Jagttid

Generelt er der er 1½ måneds jagttid på agerhøne, fra 16. september til

31. oktober. Der er en række undtagelsesbestemmelser. På Sejerø og Nyord er jagten indskrænket til 16.10.-31.10., mens der er jagtforbud på Femø, Mandø og Endelave. Det er uvist, om der er nogen nærmere biologisk begrundelse for disse undtagelsesbestemmelser, eller om de snarere er et udtryk for forskelle i lokale jagttraditioner.

Jagtudbytte

Der nedlægges årligt omkring 20.000-25.000 agerhøns i Danmark. Jagtudbyttet per km² udviser betydelige forskelle mellem landsdelene med de højeste udbytter på øerne, bortset fra Nordsjælland og Bornholm (Fig. 4.6.4). Agerhøne forekommer og bliver nedlagt primært i agerlandsområder. I en analyse, der tager højde for dette, ses det, at der generelt er overensstemmelse mellem jagtudbytte og bestandsstørrelse (Fig. 4.6.5). Der er dog regionale undtagelser. På Bornholm synes der at være et relativt lavt jagttryk i forhold til bestandsstørrelsen, mens der i Københavns og Fyns amter synes at være et jagttryk, der ligger over middel i forhold til bestandens størrelse (resultat fra førstnævnte amt bygger dog på et spinkelt materiale). En overslagsberegning tyder dog ikke på, at der overordnet er større forskelle mellem landsdelene i jagttryk, men det dækker uden tvivl over stor lokal variation (Fig. 4.6.6).

Figur 4.6.4. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af agerhøne per km² i Danmark i sæsonerne 2003/2004-2007/2008.

Figur 4.6.5. Sammenhæng mellem jagtudbyttet per km2 agerland og bestandsindeks i foråret 2003 i de 14 tidligere amter (data fra Asferg m.fl. 2006).

Figur 4.6.6. Skønnet afskydningsprocent opdelt på landsdele - (det bemærkes, at der er nogen usikkerhed på de absolutte værdier for afskydningsprocenterne, tallene kan derfor primært bruges til at sammenligne landsdele data fra Asferg m.fl. 2006).

Udsætning

Der er en lang tradition for udsætning af agerhøns i Danmark, og udsætninger foretages i alle egne af landet (Asferg m.fl. 2006). En opgørelse fra de største opdræt i Danmark i 2007, som formentligt omfatter mere end 90% af den udsætning, der foregår, har vist, at der årligt udsættes mellem 20.000 og 25.000 agerhøns i Danmark (DMU, upubl.). Udsætninger foretages med henblik på jagt, genetablering af lokale bestande eller i forbindelse med hundesport og markprøver. Jagt og hundesport er de to dominerende formål ved salg af agerhøns fra opdræt (Tabel 4.6.1).

Tabel 4.6.1. Den relative betydning af forskellige formål med udsætning af agerhøns, beregnet ud fra 64 salgs af agerhøns ved 4 store jyske opdræt i 2007, samt antallet af fugle per salg. ^* Omfatter kun et enkelt salg (data DMU).

Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at udsætninger er en velegnet metode til at opretholde selvreproducerende bestande over større geografiske områder. Selvom der lokalt i Østdanmark udsættes mange agerhøns, er andelen af jagtterræner, hvor der foretages udsætning, betydeligt lavere end i Vestdanmark (Asferg m.fl. 2006). Samlet set betyder det, at udsætning af agerhøns har det største omfang vest for Storebælt (Fig. 4.6.7). Dette bekræftes af, at udsatte fugle på baggrund af jægernes vurderinger forekommer i en større andel af jagtudbyttet vest for Storebælt (Fig. 4.6.8).

Figur 4.6.7. Indeks for udsætning af agerhøns opdelt på landsdele (data fra Asferg m.fl. 2006).

Figur 4.6.8. Anslået andel af udsatte fugle i jagtudbyttet på jagtterræner i Danmark, Gruppe 0 = oplysninger fra jægere uden eget udbytte af agerhøns i jagtsæson 2003/04, Gruppe A = jægere, der nedlagde 1-10 agerhøns, Gruppe B = jægere, der nedlagde flere end 10 agerhøns (data fra Asferg m.fl. 2006).

Jagtens indflydelse på bestanden

Som følge af den forholdsvis høje reproduktionsrate er en agerhønebestand i udgangspunktet meget robust over for jagtlig udnyttelse.

Udbyttet kan virke forholdsvist højt i forhold til bestandsstørrelsen, men da der indgår et ukendt antal udsatte fugle i udbyttet, kan jagtens indflydelse på bestanden ikke vurderes nærmere. Der foreligger dog ingen resultater, der tyder på, at jagten alene skulle have forårsaget den markante tilbagegang. Da den fritlevende bestand bortset fra enkelte år fort-sat må antages at være i tilbagegang, vurderes der at være en risiko for at enhver dødelighedsfaktor, herunder jagt, vil være additiv.

I nogle europæiske lande har man forskellige retningslinjer for, hvornår man anser agerhønejagten for bæredygtig. Game and Wildlife Conservation Trust i England, som har været blandt de førende institutioner i Europa inden for agerhønseforskning over flere årtier, anbefaler ikke jagt på agerhøne ved efterårsbestande på færre end 20 individer per km². Anvender man et sådan kriterium for bæredygtig jagt, er der meget, der tyder på, at der findes en del jagtterræner i Danmark, hvor jagten på vildtlevende agerhøns ikke er bæredygtig (Asferg m.fl. 2006). Hvis man tager størrelsesordenen af de skønnede afskydningsprocenter for pålydende (12-15% med forbehold for usikkerheder), ligger afskydningen formentlig på et niveau, hvor der er reel risiko for, at jagten ikke er bæredygtig – specielt i områder med lave bestandstætheder og/eller steder, hvor løbende levestedsforringelser bidrager til at sænke områdets bærekapacitet (Odderskær m.fl. 2009).

Vurdering af gældende jagttider

Selvom der kan forekomme enkelte, begrænsede perioder, hvor bestanden stabiliseres lokalt eller nationalt som følge af midlertidige gunstige forhold i klima eller prædationstryk, ændrer det ikke ved, at agerhøne har undergået en markant nedgang i bestanden siden 1960'erne, og at der derfor lokalt findes områder med meget lave tætheder (omkring 1 par per km² eller mindre, DMU 2009). En uændret jagttid vil fortsat kunne bidrage til denne generelle bestandsnedgang. Det er af afgørende betydning for den samlede bestandsudvikling, at der ikke drives jagt på terræner med lave lokale tætheder.

På den baggrund vurderes det, at der som et minimum aktuelt er behov for lokale reduktioner af jagtudbyttet. Det er imidlertid vanskeligt på det foreliggende vidensgrundlag at udpege bestemte landsdele, der har et særligt behov for fredning, idet områder med små bestandstætheder ikke nødvendigvis har den største afskydning af vildtlevende fugle, fordi forholdene yderligere kompliceres af den geografiske variation i forekomsten af udsatte fugle i jagtudbyttet. I den forbindelse skal det også nævnes, at der fortsat findes kerneområder med vildtlevende agerhøns, hvor der er bæredygtig jagt, og hvor jagten er kombineret med tiltag, der giver reelle forbedringer af levestedet.

Afslutningsvis skal det nævnes, at vilde agerhøns med stor sandsynlighed er begrænset af andre faktorer end jagt. Indskrænkninger i jagten, herunder fredning, indeholder derfor ikke nogen garanti for, at man vil kunne vende bestandsudviklingen, men som et minimum vil man kunne sænke hastigheden af den generelle tilbagegang. Det vurderes derfor, at udarbejdelsen af en helhedsorienteret, national forvaltningsplan er nødvendig for på længere sigt at sikre en stabil agerhønebestand i Danmark. En sådan forvaltningsplan bør have fokus på tiltag, der kan forbedre vilkårene på levestederne, men aspekter omkring prædation og udsætning er også relevante at overveje i en sådan plan.

Skøn over bestandsstørrelse i 2003

I afsnittet om bestandsudvikling er der angivet en skønnet bestandsstørrelse for Danmark i 2003. Dette skøn er baseret på opgørelser af agerhøns på knap 1.400 jagtterræner (Asferg m.fl. 2006). Baseret på en spørgebrevsundersøgelse opdeler denne undersøgelse jægerne i tre grupper, hhv. en gruppe (betegnet "0") der ikke har nedlagt agerhøns (men som har nedlagt rådyr, hare, ræv, fasan eller ringdue), en gruppe udvalgt blandt jægere, der oplyser at have nedlagt 1-10 agerhøns (betegnet "A") og alle jægere, der har oplyst at have nedlagt over 10 agerhøns (betegnet gruppe "B"). De tre grupper udgør hhv. 86,5%, 12,7% og 0,8% af alle jægere, der har nedlagt landvildt. Andelen af terræner med agerhøns udgjorde for de tre grupper 64,5%, 95,8% og 96,2%. Tæthederne, der hvor agerhøns var til stede, var hhv. 2,62 par/km², 2,44 par/km² og 1,63 par/km².

Beregningerne er vægtet efter repræsentationen af de tre jægergrupper, dvs. tallene vægtes hovedsageligt efter den første jægergruppe, der i øvrigt ikke personligt havde nedlagt agerhøns, men hvor der i nogle tilfælde var nedlagt agerhøns på terrænet af andre jægere. Det vægtede gennemsnit for andelen af terræner med agerhøns var (0,865 x 64,5 + 0,127 x 95,8 + 0,008 x 96,2)% = 68,7%, som er indsat i kolonne A nedenfor. Det vægtede gennemsnit for tætheden af agerhøns, på de terræner, hvor de var til stede, var (0,865 x 2,62 + 0,127 x 2,44 + 0,008 x 1,63) = 2,59 par/km², som er indsat i kolonne D nedenfor.

Beregningseksempel for bestandsstørrelse. ^*) Data efter Asferg m.fl. 2006, ^**) efter Sørensen 2002.

Der er flere unøjagtigheder i beregningen, fx indgår der ikke landbrugsarealer, som ikke er genstand for en jagtlig udnyttelse. Disse arealer er i princippet blevet vægtet som jagtterrænerne. Da der på en stor procentdel af de terræner, der vægtes højest i beregningen, forekommer hel eller delvis fredning af agerhøns (Asferg m.fl. 2006), er der grund til at tro, at ikke-jagtterræner ligner de højest vægtede jagtterræner. Dermed antages det, at den nævnte fejlkilde ikke får væsentlig indflydelse på den skønnede bestandsstørrelse.

Fasan

Forekomst og bestandsudvikling

Fasanen er oprindeligt hjemmehørende i Asien. Den blev første gang udsat succesfuldt i Danmark i 1840 (Bregnballe m.fl. 2003) og er i dag en almindelig ynglestandfugl.

Fasaner opdrættes og udsættes i jagtligt øjemed. Der udsættes årligt ca.

1.000.000 fasaner i Danmark (Vildtforvaltningsrådet 2006). Den spredning af individer, der sker fra disse udsætninger, gør det vanskeligt at vurdere størrelsen af den fritlevende bestand. Størrelsen blev vurderet til

280.000 par i midten af 1980'erne (Grell 1998).

Birdlife International (2004) angiver 100.000-200.000 par og tilbagegang. Dansk Ornitologisk Forenings bestandsindeks viser et fald i ynglebestanden og en stabil eller svagt stigende vinterbestand (Heldbjerg & Eskildsen 2008). Ynglebestandsindekset har dog været stigende i årene 2004-2007.

Jagttid

Fasanhaner har jagttid fra 1.10. til 31.1., mens høner har jagttid fra 16.10. til 31.12.

I 2006 udarbejdede en række af de organisationer, der er repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet, et sæt nye regler for udsætning af fasan. Disse regler er fastlagt i Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber (BEK nr. 870 af 04/07/2007). Deres indflydelse på udbyttets størrelse kan endnu ikke vurderes. Før 2006 vurderede en arbejdsgruppe nedsat af Vildtforvaltningsrådet, at omfanget af udsætning af fasan i Danmark udgjorde ca. 1.000.000 fugle årligt.

Jagtudbytte

Det samlede jagtudbytte af fasan er ca. 750.000 fugle om året (Fig. 4.6.9). Udsatte fugle er blevet vurderet til at udgøre mellem en tredjedel og halvdelen af udbyttet (Vildtforvaltningsrådet 2006). I forhold til omfanget af udsætning og størrelsen af den fritlevende bestand må det dog vurderes som sandsynligt, at mindst halvdelen af udbyttet udgøres af udsatte fugle.

Det største antal fasaner per km² nedlægges på øerne, især på Vest- og Sydsjælland samt Lolland og Falster (Fig. 4.6.10).

Figur 4.6.9. Det årlige jagtudbytte af fasan i Danmark, 1991/922007/08.

Figur 4.6.10. Den gennemsnitlige geografiske fordeling af jagtudbyttet af fasaner per km² i Danmark i sæsonerne 2003/042007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Da en væsentlig del af jagtudbyttet udgøres af udsatte fugle er det ikke muligt at vurdere jagtens bæredygtighed i forhold til den fritlevende be-stand.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk synsvinkel er der ingen anledning til bemærkninger omkring den gældende jagttid.

Dansk Ornitologisk Forening har anmodet om en vurdering af, om det er hensigtsmæssigt, at jagten på fasanhøne og fasanhane ikke starter samtidigt. DOF vurderer, at det vil være vanskeligt for mange jægere at kønsbestemme yngre og fældende fasaner først i oktober, og at det vil være mest hensigtsmæssigt at skåne høner sidst på jagtsæsonen, dvs. i december.

I jagtlige situationer kan der utvivlsomt ske forvekslinger af høner og haner, både først og sidst på sæsonen. Men det må antages, at forvekslinger udgør en meget beskeden andel af det samlede udbytte, og når man tager artens biologi i betragtning er det ikke noget problem, at der skydes flere haner end høner. Hvad angår muligheden for at skåne hønerne sidst på sæsonen, dækkes dette allerede i nogen udstrækning af den eksisterende jagttid.