Foto: Michael Albert Schmidt.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf}

Jagtudbyttet af måger i Danmark kulminerede i begyndelsen af 1970’erne med op imod 250.000 fugle årligt. På daværende tidspunkt var fem arter jagtbare. Fra midten af 1970’erne til begyndelsen af 1990’erne faldt jagtudbyttet til ca. 60.000 fugle årligt, og efter fredning af hættemåge og stormmåge i 1994 faldt det yderligere til 40.000-50.000 fugle. Siden da er faldet i jagtudbyttet fortsat, og i dag nedlægges omkring 25.000 måger årligt (Fig. 4.9.1).

Bestanden af baltisk sildemåge (Larus fuscus fuscus) er i tilbagegang. Det førte i 2007 til en særfredning i SØ-Danmark i september og oktober. Da ungfugle af sølvmåge, svartbag og sildemåge er vanskelige at kende fra hinanden, i det mindste i jagtsituationer, blev denne særfredning udstrakt til at omfatte alle tre jagtbare arter.

Figur 4.9.1. Det årlige jagtudbytte af måger i Danmark, 1991/92- 2007/08. Faldet i udbytte først i 1990’erne skyldes fredningen af hættemåge og stormmåge i 1994.

Arter, og altså også vildtarter, kan være underopdelt i underarter (racer). Lov om jagt og vildtforvaltning forholder sig kun til arter, og som udgangspunkt er det derfor tilladt at nedlægge alle individer af arter, der har jagttid i Danmark, uanset hvilken underart de tilhører.

Et særligt problem er opstået, fordi to såkaldte ”taxa” af sølvmåge, der tidligere blev anset for at være racer, nu er blevet udskilt, så de anses for selvstændige arter. De har således ikke længere en jagttid i Danmark, og Dansk Ornitologisk Forening har anmodet om en vurdering af, hvilke problemer der kan opstå i den anledning.

Iht. DOF's henvendelse drejer det sig om middelhavssølvmåge L. michahellis og kaspisk måge L. cachinnans, der yngler hhv. i det vestlige Middelhavsområde og området ved det østlige Middelhav, Sortehavet og det Kaspiske Hav. Det er dog ikke alle steder, middelhavssølvmåge og kaspisk måge regnes som to selvstændige arter. Birdlife International (2004) og Wetlands International (2006) behandler begge middelhavssølvmågen som en underart af kaspisk måge, og det samme er tilsyneladende tilfældet for den Europæiske Kommission, der placerer L. cachinnans på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2, men kun med mulighed for jagttid i Spanien og Ungarn. Danmark har således iht. Fuglebeskyttelsesdirektivet ikke mulighed for at give kaspisk måge en jagttid.

Uanset den systematiske status øger begge taxa aktuelt deres udbredelse, hhv. mod nordøst og nordvest, og begge yngler nu i det østlige Centraleuropa. Bestanden af kaspisk måge er vurderet til 930.000-1.740.000 fugle og stigende, mens bestanden af middelhavssølvmåge vurderes til 630.000-768.000 individer og stigende (Wetlands International 2006). De forekommer begge fåtalligt i Danmark, tilsyneladende oftest som ungfugle i deres første efterår (Bønløkke m.fl. 2006).

Middelhavssølvmåge og kaspisk måge er vanskelige at bestemme for ikke-specialister, og i jagtsituationer vil der givetvis kunne ske forvekslinger. Problemerne formindskes dog af, at en betydelig andel af deres forekomst i Danmark er i det område, der er dækket af særfredningen af måger i Sydøstdanmark i september og oktober (Bønløkke m.fl. 2006). I henhold til oplysninger modtaget fra Dansk Ornitologisk Forening forekommer de to former dog også relativt hyppigt i Vadehavet (mod nord til Blåvandshuk, og i vinterperioden, dvs. efter 1. november.

Uanset deres forekomst er både middelhavssølvmåge og kaspisk måge så sjældne i Danmark, at antallet af forvekslinger vil være meget lille. Iht. oplysningerne fra Dansk Ornitologisk Forening ses kaspisk måge på 1 tur ud af 50 og middelhavssølvmåge på 1 ud af 200. Begge bestande er stigende, så der er ikke nogen grund til at tro, at det antal individer, der vil blive nedlagt pga. forveksling, vil kunne påvirke bestandenes udvikling. Forvaltningsmæssigt set har man dermed valget mellem at acceptere, at enkelte forvekslinger vil være uundgåelige, eller også må man, for-di disse arter ikke vil kunne kendes fra de jagtbare arter i jagtsituationer, vælge at indføre en generel fredning af måger i Danmark.

Sildemåge

Forekomst og bestandsudvikling

Sildemåge underopdeles i tre racer, der alle forekommer i Danmark, men har forskellig status og bestandsudvikling. Bestanden af baltisk sildemåge - den såkaldte ”nominatform” Larus fuscus fuscus, der har sin yngleudbredelse i Østersøen - er senest opgjort til 55.000 individer, og bestandsstørrelsen falder (Wetlands International 2006). Bestanden af mellemformen L. f. intermedius er opgjort til 325.000-440.000 individer, og den er stigende. Bestanden af den vestlige race L. f. graellsii er opgjort til 530.000-570.000 individer og er ligeledes stigende (Wetlands International 2006).

Alle tre racer yngler i Danmark, og den samlede bestand vurderes til mere end 4.000 par, hvoraf langt de fleste tilhører racerne intermedius og graellsii og yngler i Kattegatområdet og Vestjylland. Racen fuscus, der yngler på Christiansø og Saltholm, er i tilbagegang, og der er formentlig under 15 par tilbage i Danmark. Individer af denne race trækker tidligt om efteråret, de fleste mod syd (Bønløkke m.fl. 2008).

Jagttid

Sildemåge har jagttid fra 1.9. til 31.1. For at beskytte den baltiske sildemåge blev sildemåge i 2007 fredet i september og oktober syd for 56° N og øst for 10° 50’ Ø. Pga. forvekslingsrisikoen blev fredningen udvidet til at omfatte sølvmåge og svartbag.

Jagtudbytte

DMU modtager meget få vinger af sildemåge, og vurderingen af antallet af nedlagte sildemåger er derfor behæftet med en ikke ubetydelig statistisk usikkerhed. I gennemsnit over de seneste fire jagtsæsoner kan antallet af nedlagte sildemåger per sæson vurderes til 200-300 fugle.

Jagtens indflydelse på bestandene

Med den justering af jagttiderne, der er foretaget af hensyn til Baltisk sildemåge, er antallet af sildemåger, der årligt nedlægges i Danmark, så begrænset, at det ikke vurderes at have betydning for nogen af de tre racers bestande.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en biologisk vurdering er der ikke anledning til at ændre på den nuværende jagttid.

Det skal bemærkes, at i den oversigt over yngle-og forårstræktider, den Europæiske Kommission har udarbejdet (de såkaldte Key Concepts, den Europæiske Kommission 2008b) angives yngleperioden for sildemåge i Danmark først at slutte 10. september. Dette står i betydelig modsætning til oplysningerne for svartbag og sølvmåge, hvor yngletiden opgives at slutte 31.7. For alle tre arter opgives, at afslutningen på yngletiden er defineret ved fuld flyvefærdighed af ungfugle. Umiddelbart bedømt er 10. september en for sen dato for flyvefærdighed af ungfugle hos sildemåge. Når svartbag og sølvmåge sættes til 31.7., ville dette svare til, at sildemåge yngler 40 dage senere end de to andre arter. Da der ikke imidlertid ikke oplyses nærmere i Key Concepts, kan pålideligheden af denne oplysning ikke verificeres.

Sølvmåge

Forekomst og bestandsudvikling

Den bestand af sølvmåge, der forekommer i Danmark, er vurderet til 1,73,6 mio. fugle og stigende (Wetlands International 2006). Tallet omfatter ynglebestandene i Danmark, Fennoskandien og på Kola-halvøen (den såkaldte nominat-form L. a. argentatus).

Den danske ynglebestand blev omkring 2000 opgjort til 55.000-58.000 par, stabil eller muligvis svagt faldende (Bregnballe m.fl. 2003).

Jagttid

Efter jagtlovsrevisionen 2007 har sølvmåge jagttid fra 1.9. til 31.1. Syd for 56° N og 10° 50’ Ø dog fra 1.11. til 31.1. (se bemærkninger under sildemåge).

Jagtudbytte

Det samlede udbytte af måger kulminerede i begyndelsen af 1970’erne med 200.000-250.000 fugle, hvoraf størsteparten var sølvmåger. Siden er det faldet jævnt. Faldet er fortsat i årene 1991-2008, og i gennemsnit over de seneste 4 jagtsæsoner har udbyttet været ca. 18.500 (Fig. 4.9.2).

Den geografiske fordeling af udbyttet af sølvmåger er vist i Fig. 4.9.3.

Figur 4.9.2. Det årlige jagtudbytte af sølvmåge i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Figur 4.9.3. Den geografiske fordeling (i procent) af 5.864 vinger af sølvmåge indsendt i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

I forhold til bestandens størrelse er antallet af sølvmåger, der årligt nedlægges i Danmark, begrænset. Jagten på sølvmåge i Danmark må vurderes som bæredygtig.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en biologisk betragtning er der ikke anledning til at ændre på den nuværende jagttid for sølvmåge.

Det skal bemærkes, at i den oversigt over yngle-og forårstræktider, den Europæiske Kommission har udarbejdet (de såkaldte Key Concepts, den Europæiske Kommission 2008b) angives forårstrækket for sølvmåge i Danmark at starte 20.1.

Svartbag

Forekomst og bestandsudvikling

I Danmark yngler 2.000-3.000 par svartbage, og bestanden er i fremgang (Birdlife International 2004). Fugle ringmærket som redeunger fra de skotske, fennoskandiske og russiske ynglebestande er genmeldt i de danske farvande (Bønløkke m.fl. 2006), og større antal individer fra disse bestande passerer Danmark på træk eller overvintrer. Den bestand af svartbag, der forekommer i Europa, er vurderet til 330.000-540.000 fugle og stigende (Wetlands International 2006).

Jagttid

Efter jagtlovsrevisionen 2007 har svartbag jagttid fra 1.9. til 31.1. Syd for 56° N og øst for 10° 50’ Ø fra 1.11. til 31.1. (se bemærkninger under sildemåge).

Jagtudbytte

Antallet af indsendte vinger er forholdsvis lille, og statistiske fluktuationer påvirker skønnene for de enkelte jagtsæsoner. Gennemsnittet for de seneste fire sæsoner er mere sikkert, og det er 7.000-7.500 fugle (Fig. 4.9.4).

Jagtens indflydelse på bestanden

I forhold til bestandens størrelse er antallet af svartbage, der årligt nedlægges i Danmark, begrænset. Jagten på svartbag i Danmark må vurderes som bæredygtig.

Figur 4.9.4. Det årlige jagtudbytte af svartbag i Danmark, 1991/92-2007/08, beregnet ud fra antal indsendte vinger.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en biologisk betragtning er der ikke anledning til at ændre på den nuværende jagttid for svartbag.