Foto: Rune Dietz.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf} 

Egern

Forekomst og bestandsudvikling

Egernet er vidt udbredt, idet arten forekommer overalt i Danmark med undtagelse af enkelte områder, fx det nordlige Fyn, det sydvestlige Sønderjylland og et bælte fra Kolding til Esbjerg samt nogle få øer (Asferg & Madsen 2007f).

Udviklingen i bestandene kan vurderes på baggrund af vildtudbyttestatistikken frem til 1994, hvor egernet blev totalfredet. I slutningen af 1970’erne faldt egernbestandene markant over hele landet, formentlig på grund af fødemangel som følge af en længere årrække med dårlig frøproduktion hos rødgran og bøg. Tilbagegangen medførte næppe større ændringer i udbredelsen, og en spørgebrevsundersøgelse blandt egernjægere tydede på, at arten var vidt udbredt i midten af 1980’erne, og at bestandene de fleste steder var stabile eller stigende efter nedgangen nogle få år forinden.

Med hensyn til egernets aktuelle status, så kan DPA kun vise forekomst, ikke absolutte eller relative bestandstætheder. Da der ikke er gennemført specifik overvågning af egernet efter totalfredningen, findes der ingen oplysninger om aktuelle udviklingstendenser i den samlede bestand.

Egernets levevilkår afhænger især af træartssammensætning og bevoksningsaldre i skove og plantager. De lokale levevilkår kan blive forbedret mange steder i de kommende år i kraft af det igangværende skovrejsningsprogram, som vil resultere i mange nye levesteder efterhånden som de nye skovbevoksninger begynder at producere frø. Skovrejsningen vil formentlig også i mange tilfælde bidrage til at reducere de problemer, som mange lokale egernbestande kan have på grund af fragmentering af skove og dårlige muligheder for udveksling af individer mellem bestande.

Tidligere jagt i Danmark

Jagtudbyttet af egern er registreret i vildtudbyttestatistikken i perioden 1952-1993. Fra 1965 til 1977 svingede det årlige udbytte omkring 15.000, hvorefter det i løbet af fem sæsoner faldt til under 3.000 og derefter til under 1.000, før totalfredningen i 1993.

Egernet har været totalfredet siden 1994 og har således ingen jagttid. Der er ingen generelle reguleringsmuligheder.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Egernet er vidt udbredt, men det manglende kendskab til aktuelle tætheder og tendenser i bestandsudviklingen gør, at det ikke er muligt at vurdere, om bestandene vil kunne bære en jagtlig udnyttelse.

Spættet sæl

Forekomst og bestandsudvikling

Spættet sæl er almindeligt forekommende i de fleste danske farvande med undtagelse af farvandene omkring Bornholm og Fyn, hvor den er en sjælden eller tilfældig gæst (Tougaard 2007). Den er afhængig af uforstyrrede landgangspladser, som den benytter året rundt til hvile. I majjuli føder hovedparten af de kønsmodne hunner en unge på land, som dier i ca. tre uger. Genetiske undersøgelser og satellitmærkninger tyder på, at spættet sæl er meget stedfast og primært holder sig til den lokalitet, hvor den er født. Parring og pelsskifte foregår i august, hvor den største andel af sælerne ligger på land. Man kender ikke så meget til udbredelsen i vandet, men satellitmærkninger har vist, at sælerne ved Rødsand syd for Lolland søger føde i en radius af ca. 50 km, mens sælerne ved Anholt søger føde i hele Kattegat, og sælerne i Vadehavet svømmer flere hundrede kilometer ud i Nordsøen for at finde føde (Dietz m.fl. 2003, Tougaard m.fl. 2006). Søndergaard m.fl. (1976) beskriver en stærkt indskrænket udbredelse fra 1890’erne til 1970’erne. Udbredelsen af spættet sæl i dag (Tougaard 2007) er stort set den samme som i 1970’erne, mens antallet af sæler på de enkelte lokaliteter er steget markant.

I henhold til ”Forvaltningsplanen for spættet sæl og gråsæl i Danmark” (Jepsen 2005) er Danmark inddelt i fem forvaltningsområder for spættet sæl. Disse områder er Vadehavet, Limfjorden, Kattegat N, Kattegat SV og Sydøstlige Danmark (Fig. 5.2.1). Genetiske undersøgelser har vist, at der ikke er den store forskel mellem de to forvaltningsområder i Kattegat, således at der er tale om fire adskilte populationer af spættet sæl i Danmark (Olsen m.fl., in press). Hvert af disse områder er underlagt forskellige fysiske og økologiske betingelser, der betyder en særlig tilpasning og bestandsudvikling.

Efter fredningen i 1977 voksede alle bestandene af spættet sæl med ca. 12% om året indtil 1988, hvor den første store epidemi med ”sælpest” (mobilivirusen Phocine Distemper Virus (PDV)) ramte de danske sæler og slog omkring 50% af dem ihjel. Fra 1989 til 2001 voksede bestanden med ca. 10% per år indtil den anden store epidemi med PDV ramte i 2002 med omtrent samme styrke som i 1988 (Härkönen m.fl. 2006, Thompson 2006). Dødeligheden under de to epidemier var uafhængig af lokaliteternes størrelse, og de døde sæler var i god ernæringsmæssig til-stand. Dette tyder på, at dødeligheden ikke var tæthedsafhængig (fx for mange på et sted eller dårlig foderstand), men derimod et spørgsmål om virussets tilstedeværelse og sælernes manglende immunitet over for PDV.

Figur 5.2.1. Kort over forvaltningsområder samt de vigtigste landlokaliteter og ynglepladser for spættet sæl i Danmark.

Figur 5.2.2. Total-antal spættede sæler i de danske farvande optalt på landgangspladserne fra fly i august, inklusiv en korrektion for den estimerede andel på 43% af dyrene i vandet.

I 2007 var der en mindre epidemi forårsaget af en ukendt virus eller bakterie. I perioden fra 2002 til 2007 er antallet af sæler i de enkelte bestande vokset med 2-9%, hvilket kunne tyde på, at flere bestande er ved at nå deres bæreevne (Olsen m.fl., in press). For det samlede antal spættede sæler i Danmark (Fig. 5.2.2) kan man se et fald fra 1998 til 2004, mens den samlede bestand nåede et hidtidigt maksimum på 13.300 sæler i 2008.

Jagttid

I 1967 blev jagten på spættet sæl begrænset til 1.9. til 31.5., mens man indførte et totalforbud mod jagt på andre sælarter, herunder gråsælen. Med jagtloven blev rusefangst også forbudt, ligesom sæler ikke måtte jages med hagl eller riffel med kaliber under 6,5 mm.

Da der trods jagtbegrænsningen stadig blev færre spættede sæler i Danmark, vedtog man i jagtåret 1975/76 en yderligere afkortning af jagttiden fra 1. november til 31. maj, og året efter blev jagttiden fastsat til perioden

1. november - 28. februar. Samtidig blev der indført totalt forbud mod jagt i den sydlige del af landet samt i sunde og bælter inklusiv Limfjorden. Til sidst blev spættet sæl totalfredet i hele Danmark i 1977.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte i sæsonerne 1967/68 – 1973/74 er blevet anslået til 2-300 spættede sæler (Joensen m.fl. 1976). Med en bestandsstørrelse på

2.000 dyr svarer dette til 10-15% af den samlede bestand.

Jagtens indflydelse på bestanden

Før fredningen i 1977 lå størrelsen af den danske bestand af spættet sæl på omkring 2.000 individer, og bestanden havde befundet sig på dette niveau i en årrække. Den umiddelbare vækst i antallet af spættede sæler i Danmark efter jagtens ophør i 1977 tyder på, at bestandsvæksten blev udløst af jagtstoppet (Fig. 5.2.2).

Vurdering af mulighederne for indførelse af jagttid

Bestandens nuværende størrelse indebærer, at den spættede sæl må vurderes at kunne bære en vis afskydning.

Imidlertid står spættet sæl opført på Habitatdirektivets Bilag II. Det betyder ikke nødvendigvis, at arten ikke kan gøres til genstand for jagtlig udnyttelse. Men det betyder, at Danmark er forpligtet til at udpege NATURA 2000-områder for spættet sæl og til at sikre, at arten har gunstig bevaringsstatus, både i disse områder og i Danmark som helhed.

Aktuelt drives der ikke jagt på spættet sæl i nogen af EU’s medlemslande, selv om der angiveligt er muligheder for regulering i flere lande. Sæler er derfor gradvist blevet mindre sky over for mennesker – i Danmark siden 1977 - og der vil derfor være en risiko for, at mange sæler forholdsvis nemt vil kunne nedlægges, hvis man genindfører en jagttid på arten. Medmindre antallet af sæler, der nedlægges, er stærkt begrænset, må man forvente, at bestandsstørrelsen atter vil falde, jf. Fig. 3.5.1 oven-for.

På den anden side vil en forøget skyhed forringe sælernes muligheder for at udnytte deres landgangspladser, ikke mindst i forbindelse med jagtlige forstyrrelser. Disse såkaldte ”haul-outs” er afgørende for sælernes hvile, reproduktion og pelsskifte, og tilladelse af jagt inden for disse områder vil medføre en forringelse af levevilkårene i de udpegede områder. De NATURA 2000-områder, der er udpeget for spættet sæl, må derfor friholdes for jagt, og afhængigt af deres størrelse vil en etablering af såkaldte bufferzoner omkring dem være påkrævet. Størrelsen af sådanne bufferzoner kan ikke vurderes på forhånd, men den skal efter al sandsynlighed være betydelig.

Erfaringer fra bl.a. Grønland viser, at der er en ganske stor risiko for anskydning ved jagt på sæler til havs. Desuden mistes en del nedlagte dyr, fordi de synker. En genindførelse af jagt på spættet sæl vil foruden bestandsbiologiske overvejelser således også rejse nogle etiske problemstillinger.

Den anden sælart i de danske farvande – gråsælen – er efter at have været udryddet i Danmark i første halvdel af det 20. århundrede atter begyndt at yngle nogle få steder i landet. Gråsæl er på den danske Rødliste, og det er meget vanskeligt at se forskel på spættet sæl og unge individer af gråsæl, ikke mindst når dyrene befinder sig i vandet. Jagt på spættet sæl bør derfor undgås i områder, hvor gråsælen findes.

Disse forhold indebærer sammenlagt, at en genåbning af jagt på spættet sæt i form af en almindelig jagttid ikke er tilrådelig. Det kan overvejes at påbegynde en kontrolleret afskydning, men da erfaringen med jagt på sæler er meget begrænset, må konsekvenserne i givet fald følges nøje, både med hensyn til nedlagte dyr (køn, størrelse, alder og sundhedstilstand), bestandsudvikling og forstyrrelseseffekter.

Ilder

Forekomst og bestandsudvikling

Ilderen forekommer over hele landet med undtagelse af Bornholm og enkelte mindre øer (Hammershøj m.fl. 2007).

På baggrund af udviklingen i jagtudbyttet synes ilderbestanden at have været faldende fra begyndelsen af 1940’erne til omkring 1970. Tilbagegangen skete hovedsagelig som følge af en generel forringelse af levevilkårene, især på grund af afvanding og dræning af vådområder, rørlægning af grøfter og intensiv bekæmpelse af mus og rotter (Hammershøj m.fl. 2007).

Jagttrykket på ilderen blev lettet noget ved fredningen i 1982, hvorefter ilderen kun har måttet fanges og nedlægges som led i regulering på begrænsede lokaliteter. De senere års forholdsvis mange naturgenopretningsprojekter, herunder ikke mindst genetablering af vådområder, er også kommet ilderen til gode, og de er sandsynligvis en væsentlig del af forklaringen på, at ilderbestanden har vist tegn på fremgang gennem de seneste 15 år.

Jagttid

Ilderen blev totalfredet i 1982, men har siden da måttet reguleres (også ved brug af fælder) hele året i og ved bebyggelse, forsvarlige indhegninger med fjerkræ, indhegnede haver og pelsdyrfarme.

Udbytte ved regulering

Antallet af regulerede ildere er vokset svagt i perioden 1991-2007 (Fig. 5.2.3). Det er størst på Sjælland og Fyn samt i de tidligere Århus og Nordjyllands Amter og mindst i det vestlige og sydlige Jylland samt Nordsjælland (Fig. 5.2.4). Langt den overvejende del af de ildere, der reguleres, mindst 75%, fanges i fælde.

Reguleringens indflydelse på bestanden

Efter forbuddet mod at fange ilder i fælde ude i terrænet i 1982 er det næppe muligt at efterstræbe ilderen i et omfang, der påvirker bestanden. Regulering efter de gældende bestemmelser vil formentlig højst kunne have en begrænset, lokal effekt. Ilderbestanden ser generelt ud til at kunne bære den aktuelle regulering.

Figur 5.2.3. Antallet af ilder reguleret i sæsonerne 1991/92- 2007/08.

Figur 5.2.4. Antallet af regulerede ildere per km² i sæsonerne 2003/04-2007/08.

Forvaltningsmæssige problemer

Ilderen kan forvolde skade ved at tage fjerkræ, herunder fasaner, agerhøns og ænder, i hønsehuse og på opdrætspladser. Den eksisterende lovgivning giver mulighed for regulering i disse tilfælde. Den regulering, der efter de nugældende regler sker i ilderens yngletid, vurderes at have et omfang, der er uden betydning for bestanden.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Hvis der fortsat kun må fanges ilder i fælder på de begrænsede lokaliteter, hvor det p.t. er tilladt, så vil indførelse af en jagttid på ilderen formentlig ikke betyde, at der vil blive nedlagt/fanget væsentligt flere ildere. Hvis det derimod bliver tilladt at fange ilder overalt på terrænet, her-under i fælder opstillet langs vandløb med henblik på fangst af mink, vil udbyttet kunne stige mærkbart, men formentlig ikke så meget, at det bestandsmæssigt får mere end lokal betydning.

Grævling

Forekomst og bestandsudvikling

Grævlingen er almindeligt forekommende over hele landet med undtagelse af Bornholm, Læsø, Anholt og Fanø samt de fleste mindre øer (Madsen m.fl. 2007b).

Udviklingen i bestandene kan vurderes på baggrund af vildtudbyttestatistikken frem til 1994, hvor grævlingen blev totalfredet. På landsplan ser bestanden ud til at have været jævnt aftagende fra 1941 til omkring 1980. Årsagen til tilbagegangen kendes ikke med sikkerhed, men der har sandsynligvis været tale om en blanding af jagtlig efterstræbelse og en reduktion af arealerne med grævlingens foretrukne fourageringsbiotop, som er arealer med forholdsvis kort græs, hvor grævlingen finder hovedparten af sit vigtigste fødeemne (regnorm). Lokale bestande af grævlinger har i perioder været næsten udryddet som følge af udbrud af hundegalskab (rabies), men grævlingen er tilsyneladende i stand til at genindvandre og genetablere bestande i løbet af forholdsvis kort tid efter sygdomsudbruddets ophør.

Med hensyn til grævlingens aktuelle status, så kan den seneste opgørelse (Dansk Pattedyratlas, Madsen m.fl. 2007b) kun vise forekomst, ikke absolutte eller relative bestandstætheder. Efter totalfredningen er der gennemført enkelte bestandsopgørelser ved optælling af aktive grave i udvalgte områder, men det vides ikke, i hvor stor udstrækning resultaterne herfra gælder for landet som helhed.

Der findes således ingen oplysninger om aktuelle udviklingstendenser i den samlede bestand, men på det foreliggende grundlag vurderes det, at grævlingebestanden generelt er gået frem siden 1980, og ikke mindst efter totalfredningen i 1994. Efter totalfredningen vurderes det endvidere, at især biltrafikken er blevet en stadig vigtigere dødelighedsfaktor.

Jagttid

Grævlingen har været totalfredet siden 1994. Før 1994 var jagttiden 16.6. til 15.2. Der er ingen generelle reguleringsmuligheder.

Jagtudbytte

Jagtudbyttet af grævling er registreret i vildtudbyttestatistikken i perioden 1941-1993. Fra 1941 til 1980 faldt det årlige udbytte fra ca. 3.500 til et niveau omkring 1.500, hvor det blev liggende indtil totalfredningen i 1994 (Madsen m.fl. 2007b).

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Grævlingen er vidt udbredt og bestanden er formentlig gået frem siden midten af 1980’erne og ikke mindst efter totalfredningen i 1994. Bestandsmæssigt synes der således ikke umiddelbart at være noget til hinder for, at der genindføres en jagttid på grævling. En evt. jagttid bør ligge inden for månederne oktober-januar. Ungerne er formentlig først uafhængige i det tidlige efterår. De fleste unger fødes i marts; de første fødes i sidste halvdel af februar.