Foto: Florian Möllers.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf} 

Skarv

Forekomst, træk og overvintring i Danmark

Der forekommer to underarter af skarv i Danmark. Mellemskarv (Phalacrocorax carbo sinensis) yngler her i landet samt blandt andet i landene omkring Østersøen og syd for Danmark. Storskarv (Phalacrocorax carbo carbo) yngler blandt andet langs Norges kyster, og fugle herfra opholder sig i Danmark mellem august og april.

Hovedparten af de danske skarver spreder sig i sensommeren over forholdsvis korte afstande til søer (især ungfugle) og kystområder over det meste af landet samt til Nordtyskland og i mindre omfang Sydsverige og Polen. Her opholder de sig nogle uger eller måneder, før de påbegynder det egentlige efterårstræk. Nogle af de danske skarver forlader Danmark allerede i juli, men borttrækket begynder først for alvor i august, det kulminerer i september og fortsætter gennem oktober. Borttræk forekommer dog også i november og i kuldeperioder i december-januar. En ukendt andel af de danske skarver forbliver i Danmark vinteren over. Det vurderes, at andelen er steget over de sidste 15 år, men det er formentlig fortsat færre end 20%, der bliver i de danske farvande vinteren over. De af de danske skarver, som trækker mod syd, overvintrer spredt ud over Europa og langs Nordafrikas kyster.

Skarver fra udlandet kommer til de danske farvande mellem juli og november. Skarverne kommer i størst antal fra Sverige, Nordtyskland og Norge, og hovedparten trækker til og igennem Danmark i septemberoktober. Et større antal skarver fra Norge og i mindre omfang fra Sverige og Nordtyskland overvintrer i de danske farvande. Trækobservationer tyder på, at mange af de overvintrende og gennemtrækkende udenlandske skarver forlader Danmark mellem 20. marts og 20. april.

De trækkende skarver fra Sverige og Tyskland optræder især i den sydlige og østlige del af Danmark. De senere ankomne norske skarver opholder sig især i Kattegatområdet. Sent på efteråret og især om vinteren forekommer større flokke af dagrastende skarver på forholdsvis isolerede øer og rev, blandt andet i Kattegat og ved Saltholm i Øresund. Men i de senere år har skarverne i stigende grad taget de danske ferskvandsområder i brug også om efteråret og vinteren.

Bestandenes udvikling

Efter at have været udryddet som dansk ynglefugl, genetablerede skarven kolonier i Danmark igen i 1938. Fra 1970 og frem blev beskyttelsen af skarven gradvist øget i Danmark og det øvrige Europa. Som et resultat af øget beskyttelse og nem adgang til fisk i og uden for yngletiden steg bestanden hastigt gennem 1980’erne både herhjemme og i udlandet. I Danmark aftog væksten i ynglebestanden hurtigt efter 1991, og i årene 1993-2006 blev der årligt optalt 36.500-42.500 reder, med et gennemsnit på 39.000. Bestanden faldt i 2008 til 33.700 reder (Fig. 5.3.1).

Figur 5.3.1. Udviklingen i antallet af skarvreder i Danmark, 1970-2008.

Antallet af udenlandske skarver, der opsøger Danmark i perioden julinovember og overvintrer, har formentlig været stigende også gennem de seneste år, idet antallet af ynglende skarver i hele Østersøregionen fort-sat vokser. Den norske ynglebestand vokser fortsat, men langsomt. Den NV-europæiske bestand af storskarv er aktuelt vurderet til 120.000 individer, mens bestanden af mellemskarv er vurderet til ca. 400.000 (Wetlands International 2006).

Jagttid

Skarven har været fredet siden 1980. Ejere af faststående, fungerende fiskeredskaber må dog regulere skarver inden for en afstand af 1 km fra redskabet, iht. Bekendtgørelse om vildtskader (BEK nr. 868 af 04/07/2007).

Antal reguleret

Antallet af skarver, der blev nedlagt i Danmark før fredningen i 1980, er ikke veldokumenteret, da arten på udbyttestatistikken indgik i rubrikken "Andre svømmefugle". Det er vurderet, at der i jagtsæsonen 1975/76 blev nedlagt ca. 1.250 skarver. Aktuelt nedlægges ca. 4.000 skarver årligt ved regulering (Fig. 5.3.2).

Figur 5.3.2. Det årlige antal skarver reguleret i Danmark, 1993/94-2007/08.

Jagtens indflydelse på bestanden

Ud over den egentlige jagttid blev skarven tidligere bekæmpet på ynglepladserne. Der er ingen tvivl om, at fredningen i 1980, sammen med ophøret af denne bekæmpelse, er årsagen til skarvbestandenes vækst i Danmark. Størrelsen af den danske ynglebestand er aktuelt svagt faldende (Fig. 5.3.1), men det er uvist i hvilket omfang den årlige regulering ved beskydning har bidraget til denne nedgang (Bregnballe m.fl. 2009).

Vurdering af mulighederne for jagttid

Skarven er ikke opført på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II, som er listen over arter, som medlemslandene kan indføre jagttid på. Fuglebeskyttelsesdirektivet forhindrer således, at der åbnes for en jagttid på skarven.

De muligheder for nedlæggelse af skarver ved bl.a. fiskeredskaber, som gælder i Danmark, er som nævnt beskrevet i Bekendtgørelse nr. 868 af 4. juli 2007 om vildtskader samt i Skov- og Naturstyrelsens udkast til en ny forvaltningsplan for skarv (http://www.skovognatur.dk/Hoeringer/skarvforvaltningsplan.htm).

Den ny forvaltningsplan for skarv forventes at træde i kraft i efteråret 2009. Det forventes imidlertid også, at der i løbet af 2009 kommer en ændring af den eksisterende vildtskadebekendtgørelse, idet der er behov for justeringer, som blandt andet sikrer, at reglerne overholder bestemmelserne i Fuglebeskyttelsesdirektivet.

Fiskehejre

Forekomst og bestandsudvikling

Fiskehejren er en almindelig ynglefugl i Danmark. Overvintringsområdet for de danske fiskehejrer omfatter Danmark, Holland, Tyskland, Frankrig, Spanien og i enkelte tilfælde Nordafrika. Det er især ungfuglene, der trækker til Sydvesteuropa. En del voksne fiskehejrer overvintrer i Danmark (Bønløkke m.fl. 2006).

Fugle fra de norske og svenske ynglebestande passerer Danmark på træk eller overvintrer her (Bønløkke m.fl. 2006).

Den danske bestand har ikke været forsøgt opgjort siden 1993-1996. Ved den målrettede landsdækkende optælling i 1991 (Frederiksen 1992) og ved atlasundersøgelsen i 1993-1996 (Grell 1998) blev bestanden opgjort til knap 7.000 par. Ifølge DOF's punkttællingsprogram har ynglebestanden været stabil siden slutningen af 1980'erne, måske med en svag ten-dens til tilbagegang efter 2001. Ud over jagt har især forekomsten af kolde vintre haft betydning for udviklingen i bestanden.

Den vesteuropæiske bestand er senest blevet estimeret til 263.000-286.000 fugle (Wetlands International 2006), og bestanden er generelt i fremgang. Bestanden i det baltiske og nordiske område har været stabil i perioden 1990-2005, dog med udsving (Delany m.fl. 2008). De norske og svenske ynglebestande udgør sammenlagt 10.000-20.000 par (Birdlife International 2004), hvilket vurderes at svare til en efterårsbestand på 40.000

70.000 fugle.

Jagttid

Fiskehejren blev fredet i 1982. Før da havde den jagttid fra 1.8. til 31.12. Arten må reguleres hele året i og ved dambrug, efter forudgående tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Antal reguleret

Antallet af fiskehejrer nedlagt i forbindelse med regulering ved dambrug nåede ca. 2.200 hejrer i 1997, men siden da er det årlige antal nedlagte hejrer aftaget, især efter 2001 (Fig. 5.3.3). Aktuelt reguleres 500-750 fiskehejrer årligt.

Figur 5.3.3. Det årlige antal fiskehejrer reguleret i Danmark, 1991/92-2007/08.

Reguleringens indflydelse på bestanden

I Danmark og det øvrige Europa var fiskehejren i tilbagegang frem til begyndelsen af 1970'erne som følge af forfølgelse og jagt. Men efter 1970 blev beskyttelsen øget, og den europæiske bestand har siden da generelt været i markant fremgang. Ynglebestanden i Danmark gik frem fra slutningen af 1960'erne, og fra 1978 til 1991 steg bestanden fra ca. 2.700 par til 6.750 par. Frem til 1980 blev der årligt nedlagt 5.000-7.000 fiskehejrer. Den store bestandsstigning indtraf derfor først efter jagtfredningen i 1982, og det vurderes, at jagten frem til 1982 reducerede vækstraten i den danske ynglebestand.

Effekten af regulering af fiskehejre ved dambrug på de danske og gæstende bestande kan ikke vurderes. Den er dog formentlig begrænset.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Fiskehejre står ikke på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II, og derfor kan den ikke gives en jagttid af EU's medlemsstater.

Fiskehejre kan dog reguleres hele året i og ved dambrug efter forudgående tilladelse fra Skov og Naturstyrelsen.

Bramgås

Forekomst og bestandsudvikling

Bramgås var oprindeligt en trækgæst fra yngleområder i arktisk Rusland, men arten har inden for de sidste 30 år etableret ynglebestande i Østersøen, herunder også i Danmark (på Saltholm) samt i Schleswig-Holstein og Holland. Enkelte yngleforsøg er også konstateret andre steder i Danmark, fx i Margrethekog og på småøer syd for Lolland.

Derudover forekommer bramgåsen på træk til og fra yngleområderne i Nordrusland. De største antal registreres i Vadehavsregionen, og indtil for 10 år siden opholdt stort set alle rastende og fouragerende fugle sig i dette område, men i dag ses større flokke også op langs vestkysten af Jylland og på Øerne. Desuden passeres den sydlige del af landet af store flokke af trækkende gæs på vej mellem Vadehavet og rastepladser i de indre dele af Østersøen.

Ynglebestanden på Saltholm blev i 2008 vurderet til 1.500 par i forbindelse med DMU's optælling af ederfuglebestanden. Flyway-bestanden er formentlig Europas hurtigst stigende gåsebestand, og den er siden begyndelsen af 1990’erne steget fra 120.000 til 700.000 fugle (Fig. 5.3.4).

Figur 5.3.4. Udviklingen i bestandsstørrelsen for bramgås. Søjlerne viser antallet, der er oplyst i Waterbird Population Estimates (WPE) (1: Rose & Scott 1994; 2: Rose & Scott 1997; 3: Wetlands International 2002; 4: Wetlands International 2006). Antallet fra 2008 er et estimat sammenstillet af Bart Ebbinge (Wetlands International Goose Specialist Group).

Jagttid

Arten blev fredet i 1946. Indtil da måtte den jages året rundt.

Jagtudbytte

Udbyttet de få år med vildtudbyttestatistik og jagttid først i 1940’erne er ukendt.

Forvaltningsmæssige problemer

Bramgås er i de senere år forekommet i Vadehavet og Vestjylland i antal, der har medført skader på afgrøder.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Bramgås står ikke på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II og kan der-for ikke gives en jagttid af EU's medlemsstater. Ud fra en bestandsbiologisk vurdering ville bestanden dog utvivlsomt kunne bære en jagtlig udnyttelse.

Bramgås vil formentlig iht. Fuglebeskyttelsesdirektivets Artikel 9 kunne reguleres i områder, hvor den gør skade på afgrøderne. Dette praktiseres fx i Schleswig-Holstein, hvor der if. den seneste vildtudbyttestatistik blev nedlagt 570 individer i 2007/08 (MLURLS-H 2008).

Knortegås

Forekomst og bestandsudvikling

Knortegås yngler ikke i Danmark, men to underarter forekommer i træktiden og om vinteren. Mørkbuget knortegås (Branta bernicla bernicla) yngler i Nordsibirien og overvintrer i Danmark, Tyskland, Holland, England og Frankrig. I Danmark forekommer den i de indre danske farvande og i Vadehavet. Lysbuget knortegås (B. b. hrota) yngler på Svalbard, Franz Josefs Land og i Nordøstgrønland og overvintrer i Danmark og det østlige England samt Holland i strenge vintre. I Danmark forekommer denne underart i den nordlige del af Vadehavet og i det nordlige Jylland, fra Grenå i øst til Nissum Fjord i vest. Indenfor de sidste 10 år er en mindre flok, der aktuelt tæller 80-105 individer, begyndt at raste i omegnen af Mågeøerne og Fogense Enge ved Bogense på Nordfyn. Antallet kan synes ubetydeligt, men er internationalt betydende ud fra Ramsarkonventionens kriterier og det aktuelle 1%-kriterium på 70 fugle i WPE4 (Wetlands International 2006). Ved DMU's seneste landsdækkende midvintertælling af vandfugle i januar 2008 blev flokke af lysbugede knortegæs også set ved Mols og nær Horsens Fjord.

Bestanden af mørkbuget knortegås steg fra 30.000-40.000 i 1960’erne til 250.000-300.000 i begyndelsen af 1990’erne, men faldt herefter i løbet af 1990’erne til omkring 200.000 fugle. Faldet skyldes, at gæssene de sidste 10-15 år har haft en vigende ynglesucces, men en god ynglesæson i sommeren 2005 har sammen med fravær af de ellers velkendte ’0-år’ uden ynglesucces i de sidste 6 år, ført til fornyet vækst. Bestanden i 2005/06 var således på 275.000 og året efter på 230.000-240.000 individer (Fig. 5.3.5). Figuren viser kun en værdi på omkring 200.000 fra januar 2007, men der blev optalt henholdsvis 239.000 i november og 230.000 i december 2006, hvilket indikerer, at større antal allerede i januar 2007 må være trukket til de tyske dele af Vadehavet, hvorfra data ikke er tilgængelige.

Bestanden af lysbuget knortegås faldt fra 4.000 individer i 1950’erne til 1.600-2.200 individer omkring 1970. Efter fredningen i 1972 er bestanden vokset og tæller aktuelt 7.600 fugle. Bestanden har haft en vigende ynglesucces de sidste 10 år, hvilket på sigt kan bevirke en nedgang i bestanden, fordi aldersfordelingen i løbet af nogle år vil blive domineret af stadigt ældre individer, der forventeligt vil have en lavere reproduktiv rate (Fig. 5.3.6).

Figur 5.3.5. Udviklingen i bestandsstørrelse (øverst) og ynglesucces (nederst, udtrykt som procent 1.-års fugle i efterårsflokkene) for mørkbuget knortegås 1955-2007. Antallene efter 2000 er opgjort for januar ud fra DMU's midvintertællinger (Pihl m.fl. 2009), data fra Frankrig (Roger Mahéo & Sophie Le Dréanquenec'hdu, upubl.), årligt publicerede data fra Holland (SOVON, seneste rapport Hustings m.fl. 2008), årligt publicerede data fra Storbritannien (WeBS counts, seneste rapport Austin m.fl. 2008), dvs. data fra Schleswig-Holstein og Niedersachsen mangler, hvorfor de præsenterede antal fra de senere år er et underestimat (indikeret ved stipling af kurven). Ynglesucces fra de senere år – udtrykt som procent 1.-års fugle i efterårsflokkene - er baseret på data fra Frankrig (Roger Mahéo & Sophie Le Dréan-quenec'hdu, upubliceret) samt årligt publicerede data fra Storbritannien (WWT, seneste rapport Hall 2007), og den viste værdi for de sidste fem år er gennemsnit af data fra de to lande.

Jagttid

Knortegås blev fredet i 1972. Før da havde den jagttid fra 1.8. til 31.12. Lysbuget knortegås er i dag fredet i hele sit udbredelsesområde, og det samme gælder mørkbuget knortegås med undtagelse af Rusland, hvor den jages ved Hvidehavet og langs nordkysten af arktisk Rusland og Sibirien.

Jagtudbytte

I 1960’erne blev der i Danmark årligt nedlagt ca. 2.200 knortegæs, hvoraf 200-400 var lysbugede, men i enkelte år med stor ungeproduktion blev der skudt betydeligt flere mørkbugede knortegæs, sandsynligvis op til 10.000-14.000.

Jagtens indflydelse på bestanden

I 1950’erne og 1960’erne begrænsede jagten bestandenes størrelse, og var med sikkerhed additiv på den lysbugede knortegåsebestand, der havde en overlevelsesrate på 83% i 1950’erne (Boyd 1959) og 87% i 1990’erne (Clausen m.fl. 2001). Efter jagtfredningen i Danmark i 1972 gik begge bestande afgørende frem.

Figur 5.3.6. Udviklingen i bestandsstørrelse (øverst) og ynglesucces (nederst, udtrykt som procent 1.-års fugle i efterårsflokkene) for lysbuget knortegås 1955-2008. Antallene opgøres årligt af DMU ud fra koordinerede tællinger i NOVANA programmet (oktober, januar og maj) i samarbejde med English Nature, der bidrager med data fra Lindisfarne National Nature Reserve i England. Metode efter Clausen m.fl. (1998), opdateret.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Knortegås står på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2 og kan gives en jagttid i Danmark og Tyskland.

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering vil bestanden af mørkbuget knortegås kunne bære en vis jagtlig udnyttelse, hvorimod lysbuget knortegås ikke kan bære en jagtlig udnyttelse.

En eventuel jagtlig udnyttelse af knortegæs i Danmark skal dog planlægges nøje og må ikke foregå i områder, hvor lysbuget knortegås forekommer, fordi racerne ikke altid vil kunne skelnes med sikkerhed i jagtsituationer. Det skyldes dels, at nogle adulte lysbugede knortegæs kan være noget mørke på bugen, men især, at de lysbugede 1.-års fugle er lige så mørkbugede som de mørkbugede knortegæs, og derfor kun kan kendes ud fra forældrenefuglenes dragtkarakterer (Clausen & Fischer 1994).

Med den aktuelle udbredelse af lysbuget knortegås betyder det, at en eventuel jagttid på mørkbuget knortegås må kombineres med en særfredning af knortegås i flg. geografiske områder: Region Nordjylland, Region Midtjylland, Nordfyns, Esbjerg og Fanø Kommuner (Fig. 5.3.7).

Figur 5.3.7. Forekomsten af faste rastepladser for lysbuget knortegås i Danmark, defineret ud fra kriteriet, at der er en regelmæssig forekomst af internationalt betydende antal (1% af bestanden). Prikkerne viser forekomsten af lysbugede knortegæs ved den seneste landsdækkende midvinteroptælling af vandfugle i januarfebruar 2008 (I.K. Petersen m.fl., DMU upubl. data). Forslag til særfredningsområde for knortegås ved en eventuel genindførelse af jagt på arten er anført.

En eventuel genindførelse af jagt på mørkbuget knortegås må nøje overvejes, og må i givet fald ske i henhold til en forvaltningsplan, der som et minimum tager højde for følgende forhold:

• En genindførelse af jagt bør ske under hensyntagen til, at gæssene ikke vil være sky over for jægere i de første år, og at der derfor kan være risiko for, at mange gæs forholdsvis nemt vil kunne nedlægges. Det må være en forudsætning for en eventuel senere udvidelse af jagten, at bæredygtigheden kan dokumenteres.
• Dette kan søges opnået ved en kort jagttid. I dårlige yngleår trækker de mørkbugede knortegæs tidligt til og igennem Danmark (fra slutningen af september), mens trækket sker noget senere (fra først i oktober) i gode yngleår. En jagttid fra 16. oktober vil således medvirke til, at en jagtlig udnyttelse begrænses først og fremmest til gode yngleår, hvor især unge gæs vil indgå i udbyttet.
• Det må undgås, at jagt kommer til at medføre, at gæssenes generelle flugtafstand forøges væsentligt. Dette kan formentlig bedst opnås ved kun at tillade jagt på knortegås fra opankret båd og/eller ved trækjagt.
• Jagt bør heller ikke medføre, at gæssene fordrives fra deres naturlige fødesøgningsarealer og fortrækker til dyrkede arealer, hvor de kan forårsage markskader. De senere års oprettelser af jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder samt reservatudvidelsen i Vadehavet dækker hovedparten af gæssenes rasteområder og må forventes at kunne bidrage i betydeligt omfang til at fastholde gæssene i de nuværende fødesøgningsområder.
• I henhold til EF-Fuglebeskyttelsesdirektivet er de eneste medlemsstater, hvor knortegås må jages, Danmark og Tyskland. En genindførelse af jagt på knortegås i Danmark må derfor forventes at tiltrække sig betydelig international opmærksomhed. En international forvaltningsplan under Bonn-konventionen ville i princippet kunne skabe ro om en dansk jagttid, og en sådan plan har været drøftet i en årrække. Det er dog for indeværende tvivlsomt, om der vil kunne opnås enighed om en sådan plan, med mindre mulighederne for en dansk jagttid udskydes på ubestemt tid. Udarbejdelse af en national forvaltningsplan, som skitseret ovenfor, bør derfor ske på en måde, at den i givet fald vil kunne indpasses i en efterfølgende international plan.
• Den betydelige internationale opmærksomhed omkring den mørkbugede knortegås indebærer samtidigt, at resultaterne af en eventuel genindførelse af jagttid på knortegæs i Danmark må kunne dokumenteres nøje. Et overvågningsprogram, der kan tilvejebringe dokumentation for effekterne af en jagttid, må derfor indgå blandt elementerne til en forvaltningsplan.