Foto: Thomas Eske Holm.

^{Uddrag af Faglig rapport fra DMU nr. 742, 2009 – Vildtbestande og jagttider i Danmark… http://www2.dmu.dk/Pub/FR742.pdf} 

Over 30 arter af vadefugle forekommer regelmæssigt i Danmark, enten som ynglende eller på træk. Mange af disse arter har tidligere haft jagttid i Danmark. I jagtloven af 1967 blev antallet af jagtbare vadefuglearter begrænset til 15, og efter jagtloven af 1982 trådte i kraft blev yderligere 10 arter fredet. Regnspover blev fredet i 1994 og enkeltbekkasin i 2004. Der er således i dag kun jagttid på dobbeltbekkasin og skovsneppe.

Baggrunden for de forskellige fredninger har været dels faldende bestandsstørrelser og dels en række problemer omkring jagtudøvelsen. De fleste arter optræder i tætte og blandede flokke, og især når de er i vinterdragt vil de i jagtmæssige situationer være vanskelige at skelne fra hinanden, uanset at jægernes artskendskab i dag må antages at være langt bedre end for 30-40 år siden. Desuden er nogle af arterne – først og fremmest regnspoverne – særdeles følsomme over for forstyrrelser.

Det samlede jagtudbytte af "Andre vadefugle" - en samlerubrik i vildtudbyttestatistikken der inkluderede i alt 10 arter - steg fra ca. 30.000 i 1950 til ca. 70.000 i midten af 1970'erne (Strandgaard & Asferg 1980). Der er tilsyneladende ikke foretaget nogen samlet analyse af, hvad de forskellige fredninger har betydet for bestandsudviklingen, men det er formentlig rimeligt at antage, at de fleste danske artsfredninger ikke har ført til markante ændringer af bestandenes størrelse. Dette sandsynliggøres også af, at det danske jagtudbytte med enkelte undtagelser (vibe, hjejle og regnspover) kun udgjorde nogle få tusinde individer om året og dermed en forholdsvis begrænset andel af den samlede bestand.

Problemerne omkring artsidentifikation forværres af efterårstrækkets fænologi. For de fleste arter af vadefugle forløber efterårstrækket differentieret, således at de gamle fugle trækker i slutningen af juli og begyndelsen af august, mens trækket af ungfugle – hvis fjerdragt ligner de gamle fugles vinterdragt – for de fleste arter begynder i slutningen af august. En eventuel jagttid på disse arter, der i dag ikke kan starte før 1. september, vil altså omfatte den periode, hvor de forskellige arter er vanskelige at skelne.

Ved overvejelser om at genindføre jagttid på de forskellige arter af vadefugle må det derfor tages i betragtning, om det under jagtforhold er muligt at bestemme de pågældende arter sikkert. Det gælder ikke mindst for spover, idet stor og lille regnspove er vanskelige at kende i flugt, medmindre man hører kaldet, for kobbersnepper under dårlige lysforhold, for klirer og for islandsk ryle og andre mindre vadefuglearter i ungfugle- eller vinterdragt. Der er redegjort for forvekslingsmulighederne for de arter, hvor det er relevant. Generelt vil det ikke være hensigtsmæssigt at give jagttid til enkelte arter, der tilhører disse grupper, samtidig med, at andre er fredede.

Et andet træk, der må tages i betragtning ved vurderinger af, om de forskellige vadefuglearter kan bære en jagtlig udnyttelse, er deres populationsdynamiske karakteristika. Overlevelsen af voksne fugle er ikke så godt kendt for vadefugle som for fx for gæs og andefugle, men ud fra de foreliggende oplysninger må det vurderes, at den vil være sammenlignelig med fx svømmeænders, dvs. typisk omkring 70% om året. Imidlertid producerer de arter, der drøftes nedenfor, kun et enkelt kuld om året (inkl. en eventuel omlægning), og deres typiske kuldstørrelse er fire æg og dermed langt mindre end kuldstørrelsen hos svømmeænder (fx Harrison 1977). Det må derfor forventes, at bestande af vadefugle vil være mere følsomme over for en jagtlig udnyttelse end fx bestande af gæs, der har tilsvarende kuldstørrelser men væsentligt højere voksenoverlevelse, og svømmeænder, der har en sammenlignelig voksenoverlevelse men et væsentligt større reproduktivt potentiale. Når der, med undtagelse af stor regnspove, ikke foreligger evidens for, at de forskellige bestande er vokset efter de tidligere fredninger, hænger dette formentlig sammen med, at jagtudbyttet i Danmark for de fleste arter var ret begrænset før fredningerne i 1967 og 1982.

Eventuelle overvejelser om atter at give nogle af disse arter en jagttid må desuden tage deres følsomhed over for forstyrrelser i betragtning. Det vil indebære, at det art for art må overvejes, om de er tilstrækkeligt beskyttede af det eksisterende reservatnetværk (der primært blev oprettet med henblik på at tilgodese gæs og svømmeænder), eller om man må overveje oprettelsen af nye reservater. Specielt må betydningen af jagt på disse arter i Vadehavet, der har international betydning som raste- og overvintringslokalitet for vadefugle, og hvor det i dag er tilladt at drive jagt på visse forlandsarealer og i marskområderne bag digerne, overvejes nøje på forhånd. Desuden vil det - fordi en genindførelse af en jagttid på disse arter må forventes at være politisk kontroversiel - være påkrævet at følge udbyttets artssammensætning samt den geografiske og tidsmæssige fordeling nøje. Til det formål vil det ikke være tilstrækkeligt at udbygge vildtudbyttestatistikken med nye samlerubrikker. En indberetning art for art vil være påkrævet, ligesom DMU's vingeundersøgelser må udbygges til at omfatte alle jagtbare arter vadefugle.

Strandskade

Forekomst og bestandsudvikling

Strandskaden yngler herhjemme langs alle kyster. Mellem 1980 og 1995 begyndte den i stigende omfang at yngle inde i landet (Grell 1998). De danske strandskader er hovedsageligt trækfugle, og selv om trækket påbegyndes i august, forlader hovedparten af fuglene først landet i september og oktober (Bønløkke m.fl. 2006).

Derudover passeres landet om efteråret af trækfugle fra de fennoskandiske og baltiske ynglebestande (Bønløkke m.fl. 2006). Danmark udgør for øjeblikket den nordøstligste del af artens overvintringsområde. De gennemtrækkende bestande påbegynder trækket i juli. Store antal forekommer efteråret igennem.

Den danske ynglebestand blev i 1990'erne vurderet til 7.000-8.000 par (Grell 1998) og til 10.000-14.500 og stigende af Birdlife International (2004). De norske, svenske, finske, og baltiske ynglebestande, der passerer landet på efterårstrækket, udgør tilsammen 50.000 -77.000 ynglepar (Birdlife International 2004), hvilket må antages at svare til en efterårsbestand på 150.000-250.000 fugle. Alle disse bestande er vurderet som en-ten stabile (Norge, Baltikum) eller stigende (Danmark, Sverige og Finland) af Birdlife International (2004).

Den samlede bestand i Vesteuropa udgør 1.020.00 fugle og bestanden har været i tilbagegang siden midten af 1980’erne (Wetlands International 2006, Delany m.fl. 2009). Nedgangen i den samlede vinterbestand skyldes tilsyneladende en nedgang i den hollandske ynglebestand, der er på 80.000-130.000 par (Birdlife International 2004). Antallet af strandskader, der overvintrer i Danmark, opgives til 45.000-50.000 fugle (Birdlife International 2004).

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

I midten af 1970'erne udgjorde det årlige udbytte ca. 3.000 fugle (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Kan ikke vurderes.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Strandskade er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Kun Danmark og Frankrig må give arten jagttid.

Den samlede europæiske bestand er i tilbagegang, uden at årsagerne kendes. De ynglebestande, som en jagtlig udnyttelse i Danmark i givet fald vil omfatte, er dog alle stabile eller i fremgang. Sammenlagt udgør disse bestande minimum 150.000-250.000 individer om efteråret, så bestanden er givetvis af en størrelse, der kan bære en jagtlig udnyttelse.

Det vides ikke, hvilke faktorer der begrænser størrelsen af de skandinaviske ynglebestande, men det mest sandsynlige er, at en eventuel jagtmortalitet vil være additiv. I så tilfælde vil der være en risiko for, at en jagtlig udnyttelse i Danmark vil medføre et indledningsvist fald i bestandsstørrelse, jf. Fig. 2.1 og 2.2. Størrelsen af dette fald vil afhænge af, hvor stor den jagtlige udnyttelse vil være, men hvis den er begrænset til de ca. 3.000 individer, der blev nedlagt årligt før fredningen i 1982, vil det være ret begrænset.

Såfremt man ønsker at give strandskade en jagttid, vil der næppe være behov for en tilvænningsperiode. Jagtlige forstyrrelser vil dog formentlig kunne påvirke antallet af strandskader, der efterårsraster i Danmark, og det vil derfor være nødvendigt at overvåge størrelsen og den geografiske fordeling af jagtudbyttet nøje.

Almindelig hjejle

Forekomst og bestandsudvikling

Hjejlen er ved at forsvinde som ynglefugl i Danmark. Den aktuelle be-stand er omkring 4-5 par (Birdlife International 2004), og arten er rødlistet som ”kritisk truet”.

Som trækfugl forekommer hjejle i store antal. Fuglene tilhører to forskellige bestande. Den ene (P. apricaria apricaria – ”sydlig hjejle”) yngler i Storbritannien, Fennoskandien og de Baltiske Lande. Den anden (P. a. altifrons - ”nordlig hjejle”) yngler dels i Grønland og Island (hvis ynglebestande overvintrer i Vesteuropa) og dels i Nordskandinavien, Rusland og det vestlige Sibirien. Større dele af denne bestand trækker om efteråret gennem Danmark (Delany m.fl. 2009). Efterårstrækket starter i Danmark i slutningen af juli og kulminerer i september og oktober. Gamle fugle trækker i august-september, unge i september-oktober. De to former kan ikke kendes fra hinanden i felten, i det mindste ikke i jagtmæssige situationer, når de er i ungfugle- eller vinterdragt.

I hovedtrækperioden kan hjejler raste overalt i landet. De største antal forekommer i Jylland (omkring Limfjorden, i Vestjylland og Vadehavet og i de østjyske fjorde), hvor de kan optræde i flokke på mange tusinde fugle. Størsteparten raster på marker og strandenge.

Den samlede europæiske bestand af sydlig hjejle er vurderet til 140.000

210.000 fugle om efteråret (Delany m.fl. 2009). Af disse hører formentlig 30.000-40.000 fugle til bestande, der passerer Danmark på efterårstrækket. Bestanden vurderes som faldende (Delany m.fl. 2009). De bestande af nordlig hjejle, der yngler i Norge, Sverige, Finland og Rusland og i større eller mindre omfang passerer Danmark på efterårstrækket, vurderes til 200.000-350.000 par af Birdlife International (2004), svarende til en efterårsbestand på 500.000-1.000.000 fugle. Bestanden vurderes som stabil (Delany m.fl. 2009).

I ”Vejledning om jagt” er hjejle angivet som havende ugunstig bevaringsstatus. Der er ikke angivet nogen kilde og heller ikke oplyst nogen nærmere begrundelse for vurderingen – ud over at arten listes under overskriften ”lokal”. Ud fra det ovenstående må det formodes, at vurderingen gælder for sydlig hjejle, hvis bestande delvist vil berøres af en jagttid i Danmark.

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

I de sidste år med jagt på arten blev det årlige udbytte vurderet til 30.000 fugle (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Det samlede udbytte i Europa kendes ikke, men i Frankrig blev der nedlagt 63.000 hjejler i jagtsæsonen 1998/99 (Landry & Migot 2000). Jagtens indflydelse på bestanden af sydlig hjejle må formodes at bidrage til den rate, hvormed bestanden går tilbage. Bestanden af nordlig hjejle er vurderet som stabil, og jagten må derfor vurderes som bæredygtig for denne race.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Hjejle er opført på både Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I og Bilag II/2. Belgien, Danmark, Grækenland, Frankrig, Irland, Malta, Holland, Portugal og England må give arten jagttid.

Mulighederne for en jagttid på hjejle blev vurderet af Bregnballe m.fl. (2003), der konkluderede, at bestanden af gennemtrækkende hjejler kan gives en jagttid, men at denne må ligge ret sent af hensyn til den danske ynglebestand, med start tidligst 1.10. Den danske ynglebestands træktider og -forhold er imidlertid ukendte (Bønløkke m.fl. 2006), og selv om det er klart, at jo senere starten på en eventuel jagttid placeres, desto mindre vil risikoen for at nedlægge hjejler fra den danske ynglebestand være, er det ikke muligt at vurdere, hvornår de danske hjejler har forladt landet. Det må dog også tages i betragtning, at danske hjejler med meget stor sandsynlighed trækker mod SV, og at der er jagttid på arten i bl.a. Frankrig.

Det reservatnetværk, der blev oprettet i 1990’erne, tilgodeser kun i begrænset omfang hjejle (Bregnballe m.fl. 2003). Ud fra de tidligere undersøgelsesresultater må det vurderes som en konkret mulighed, at en jagttid vil kunne påvirke antallet af hjejler, der raster i Danmark på efterårstrækket. Bregnballe m.fl. (2003) anbefalede, at der blev oprettet reservater for arten i dette tilfælde. Denne vurdering må fastholdes.

Strandhjejle

Forekomst og bestandsudvikling

Strandhjejlen er en højarktisk ynglefugl, der yngler i et bælte fra Canada i vest til Sibirien i øst. Efterårstrækket i Danmark starter i slutningen af juli og kulminerer omkring månedsskiftet august-september. Ganske store antal unge strandhjejler forekommer i Danmark gennem efteråret (Bønløkke m.fl. 2006), flest i Vadehavet.

Den del af bestanden, der passerer Vesteuropa på efterårstrækket, er se-nest opgjort til 247.000 fugle, og det vurderes, at den er i tilbagegang (Wetlands International 2006, Delany m.fl. 2009). I Vadehavet, hvor der udføres intensive optællinger, har arten dog vist stigende antal i de sidste 20 år, både i Vadehavet som helhed og i den danske del (JMMB 2008).

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

Det er ikke muligt at vurdere, hvor mange fugle der årligt blev nedlagt, pga. forvekslingsmuligheder med andre vadefuglearter, først og fremmest hjejle (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Bestanden er i tilbagegang, uden at der dog er noget mere konkret kendskab til hverken den rate, hvormed den går tilbage, eller til årsagerne. Det kan derfor ikke udelukkes, at dødelighed fra jagt vil være additiv og dermed bidrage til tilbagegangen. Antallet af nedlagte strandhjejler og dermed effekten af en jagttid vil dog formentlig være begrænset.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Strandhjejle er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark, Frankrig, Malta og England må give arten jagttid.

Ud fra en bestandsbiologisk betragtning bør arten kunne bære en begrænset jagtlig udnyttelse. Mere præcise oplysninger om den rate, hvormed bestanden går tilbage, vil dog kunne ændre vurderingen.

Vibe

Forekomst og bestandsudvikling

Viben er en almindelig ynglefugl i Danmark. Arten yngler i de fleste dele af Europa, og overvintringsområderne findes i Vesteuropa, fra Danmark mod sydvest til Frankrig og Den Iberiske Halvø og Nordafrika (Marokko, Algeriet og Tunesien). Den danske ynglebestand trækker relativt sent. Trækket påbegyndes i september, hvor de første genmeldinger af danske viber findes i udlandet, men først i november ligger den gennemsnitlige position af genmeldte danske viber SV for Danmark. Ringmærkninger viser, at fugle fra de fennoskandiske og baltiske lande pas-serer Danmark på efterårstrækket (Bønløkke m.fl. 2006).

Den danske ynglebestand er vurderet til 30.000-45.000 par (Birdlife International 2004). Optællinger af ynglefugle viser faldende antal gennem en længere periode, og bestandsindeks er aktuelt ca. 30% af værdien i 1970’erne (Heldbjerg & Eskildsen 2008). Tilbagegangen har dog indtil videre ikke været stor nok til at påvirke vibens placering på rødlisten. På den danske rødliste er vibe vurderet som "ikke truet".

Den samlede europæiske bestand er vurderet til 5,1-8,4 mio. fugle, og til at være faldende (Wetlands International 2006, Delany m.fl. 2009). Tallet omfatter dog alle NV-europæiske bestande. De bestande, der passerer Danmark på efterårstræk, omfatter aktuelt 185.000-335.000 ynglepar (Birdlife International 2004), hvilke må antages at svare til en efterårsbestand på ca. 700.000-1.250.000 individer. Bestandene er generelt i kraftig tilbagegang (Birdlife International 2004, Delaney m.fl. 2009). I fx England halveredes bestanden mellem 1987 og 1998 (Delany m.fl. 2009). Vurderingerne af bestandstrends i de områder, hvis vibebestande trækker gennem Danmark om efteråret, varierer dog. Birdlife International (2004) vurderede, at de svenske og finske bestande var stabile, mens Delany m.fl. (2009) omtaler dem som værende i tilbagegang.

I ”Vejledning om jagt” vurderes vibe at have ugunstig bevaringsstatus, med angivelse af det franske ONC (Office Nationale de la Chasse) som kilde. Der er ikke oplyst nogen nærmere årsag til vurderingen, ud over at arten er opført under overskriften ”Local”.

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

I de sidste år med jagt på arten blev det årlige udbytte vurderet til 10.000 fugle.

Jagtens indflydelse på bestanden

Bestanden er i tilbagegang og en jagtlig udnyttelse vil kunne forøge den rate, hvormed den går tilbage. I det omfang, tilbagegangen forårsages af tab af ynglehabitat, kan en jagtlig udnyttelse dog godt være bæredygtig (jf. Fig. 3.5.4).

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Vibe er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Belgien, Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien og Malta må give arten jagttid.

Da vibens efterårstræk ligger relativt sent, må det forventes, at en eventuel jagttid, med start fx 1.9., kan resultere i et udbytte sammenligneligt med de 10.000 fugle, der årligt blev nedlagt i 1960’erne. Den danske be-stand trækker også sent, og det må derfor forventes, at fugle fra den danske ynglebestand vil udgøre en ikke ubetydelig andel af udbyttet.

De bestande af vibe, der trækker gennem Danmark om efteråret, er stadig store nok til at de teoretisk vil kunne bære en vis jagtlig udnyttelse. Men de er i tilbagegang, og har været det gennem en længere årrække. Ved eventuelle overvejelser om genindførelse af en jagttid må det tages i betragtning, at en jagtlig udnyttelse vil kunne øge den rate, hvormed bestandene går tilbage – i et omfang svarende til størrelsen af udbyttet. Der findes ingen oplysninger om det samlede europæiske udbytte, men i Frankrig blev der i jagtsæsonen 1998/99 nedlagt 435.000 viber (Landry & Migot 2000).

Viben er let at kende fra andre fuglearter, så der er ingen forvekslingsproblemer. Hvis man ønsker at give viben en jagttid, kan den indføres uden nogen særlig overgangsperiode.

Islandsk ryle

Forekomst og bestandsudvikling

Islandsk ryle yngler ikke i Danmark. På efterårstræk forekommer to bestande, hvoraf den ene (Calidris canutus canutus) yngler i det arktiske Sibirien og overvintrer i det vestlige og sydlige Afrika. Den anden (C. c. islandica) yngler i arktisk Canada og Grønland og overvintrer i Vesteuropa. Efterårstrækket gennem Danmark begynder for begge underarter allerede i juli og fortsætter til ind i oktober. De største antal forekommer i Vadehavet.

Den sibiriske bestand er på ca. 400.000 fugle, og er muligvis faldende (Delany m.fl. 2009). Den canadisk-grønlandske bestand er på 450.000 fugle, og den vurderes at være faldende (Wetlands International 2006, Delany m.fl. 2009).

I ”Vejledning om jagt” er islandsk ryle uden nogen nærmere kildeangivelse vurderet til at have ugunstig bevaringsstatus. Det fremgår ikke, på hvilket grundlag vurderingen er foretaget, ud over at arten er opført under overskriften ”Local”.

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

I de sidste år med jagt på arten blev det årlige udbytte vurderet til 5.000 fugle (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

I hvert fald den ene af de to bestande, der forekommer i Danmark, vurderes som værende i tilbagegang. Der er ingen oplysninger om den rate, hvormed bestanden går tilbage, og heller ikke om årsagerne. Det kan derfor ikke udelukkes, at en jagtlig udnyttelse vil kunne bidrage additivt til tilbagegangen. Et begrænset udbytte på 5.000 fugle årligt må dog forventes at have en begrænset effekt.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Islandsk ryle er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark og Frankrig må give arten en jagttid.

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er begge de bestande, der forekommer i Danmark, store nok til at kunne bære en jagtlig udnyttelse. Men det kan som anført ikke udelukkes, at en åbning for jagt på arten vil kunne forøge den rate, hvormed den canadisk-grønlandske bestand går tilbage (jf. Fig. 3.1 og 3.4).

Islandsk ryle trækker og raster i tætte flokke, ofte sammen med andre mindre vadefuglearter (fx andre rylearter og brushøns). Når fuglene er i vinterdragt (i Danmark fra slutningen af august) er de vanskelige at kende fra de andre arter, og ikke mindst i jagtsituationer. Risikoen for, at en jagttid på islandsk ryle vil føre til, at andre mindre vadefuglearter nedlægges pga. forveksling, må vurderes som betydelig.

Enkeltbekkasin

Forekomst og bestandsudvikling

Enkeltbekkasinen yngler ikke i Danmark. De bestande, der passerer landet på efterårstræk, yngler i Fennoskandien og Rusland (Bønløkke m.fl. 2006). Efterårstrækket passerer Danmark fra september til ind i november. Der kan dog forekomme enkelte fugle vinteren igennem.

Enkeltbekkasinen lever meget skjult, og arten må siges at være meget utilstrækkeligt dækket af de forskellige optællingsprogrammer. Den eksisterende viden er derfor begrænset.

Den norske ynglebestand er vurderet til 1.000-5.000 par, den svenske til 2.000-4.000, den finske til 10.000-15.000 og den russiske til 4.800-46.000 (Birdlife International 2004). Arten angives som stabil i Fennoskandien og Baltikum og i tilbagegang i Rusland.

Det er kun få enkeltbekkasiner, der registreres ved optællinger om vinteren, og bestandsestimatet bliver tilsvarende usikkert. De optalte antal står da også i en betydelig kontrast til jagtudbyttet, da der generelt nedlægges flere enkeltbekkasiner, end der optælles. På baggrund af disse tal er den samlede overvintrende bestand i Europa senest vurderet til >

1.000.000 fugle, og deres antal menes at være stabilt (Delany m.fl. 2009). Det skal bemærkes, at vurderingen af den overvintrende bestand er i betydelig uoverensstemmelse med vurderingerne af ynglebestandene.

Enkeltbekkasinen er vurderet som havende ugunstig bevaringsstatus i "Vejledning om jagt", og DMU er angivet som kilde. DMU har tidligere sendt materiale om enkeltbekkasin til Kommissionen, men har imidlertid aldrig afgivet nogen vurdering af bevaringsstatus, så vurderingen må, så vidt det kan konstateres, være foretaget af Kommissionens eget embedsværk. Der gives ingen nærmere begrundelse for vurderingen, ud over at arten er opført under overskriften ”Sårbar, kraftig tilbagegang”.

Jagttid

Enkeltbekkasin blev fredet i Danmark i 2004. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12. Arten har jagttid i Frankrig, Irland, Nordirland, Spanien og Portugal.

Jagtudbytte

Jagtudbyttet for enkeltbekkasin har tidligere været slået sammen med udbyttet for dobbeltbekkasin. Men ud fra vingeundersøgelserne kan det vurderes, at enkeltbekkasin udgjorde ca. 9% af de to arters samlede udbytte, hvilket betyder, at der blev nedlagt ca. 2.500 enkeltbekkasiner årligt.

Jagtens indflydelse på bestanden

Kan ikke bedømmes sikkert, men det må formodes, at et udbytte på 2.000-3.000 fugle årligt ikke kan påvirke bestandens udvikling måleligt.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Enkeltbekkasinen står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/1. Arten kan dermed gives jagttid i alle EU-lande.

Det vurderes, at der årligt nedlægges 154.000 enkeltbekkasiner i Europa og Nordafrika (Wetlands International 2006), og selvom arten går tilbage i nogle mindre bestande i de sydlige og vestlige yngleområder, vurderes den centrale del af ynglebestandene at være stabile eller at have et svagt stigende antal (Delany m.fl. 2009). Det vurderes derfor, at genindførelse af en jagttid i Danmark ikke vil have nogen negativ effekt på bestanden.

En jagttid på enkeltbekkasin vil kunne indføres uden nogen særlig overgangsperiode.

Stor kobbersneppe

Forekomst og bestandsudvikling

Stor kobbersneppe yngler i Danmark. Den yngler i de fleste europæiske lande, i et bælte fra Island over England, Holland, Tyskland, Danmark og Sverige til Rusland. Arten ankommer til ynglepladserne i marts og trækker sydpå lige efter ynglesæsonens afslutning i juli. Uden for ynglesæsonen forekommer arten fåtalligt ved kyster.

Et mindre antal store kobbersnepper fra de fennoskandiske og baltiske ynglebestande passerer Danmark på efterårstrækket (Bønløkke m.fl. 2006).

Den samlede vesteuropæiske bestand er vurderet til 162.000-183.000 fugle, og antallet er stærkt faldende (Delany m.fl. 2009). Langt den største del udgøres dog af de hollandske (45.000-50.000 par), islandske (15.000-25.000 par) og russiske (13.000-30.000 par) bestande (Birdlife International 2004), der yderst fåtalligt optræder i Danmark. Den danske ynglebestand er vurderet til 700-725 par, mens bestandene i Norge, Sverige, Finland, Estland og Letland er vurderet til sammenlagt 960-1.700 par (Birdlife International 2004). Angiveligt er de fennoskandiske og baltiske bestande gået yderligere tilbage i de senere år og er aktuelt sammenlagt under 1.000 par.

Stor kobbersneppe er vurderet til at have ugunstig bevaringsstatus i ”Vejledning om jagt”, med anførelse af DMU som kilde. Da der ikke indgår nogen sådan vurdering i det materiale, DMU har fremsendt, må det være kommissionens eget embedsværk, der har foretaget den. Vurderingen er dog utvivlsomt korrekt.

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

Det er ikke muligt at vurdere, hvor mange fugle der årligt blev nedlagt, da der var store muligheder for forveksling med andre vadefuglearter (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Kan ikke vurderes, men må formodes at være additiv i en situation, hvor bestanden er i tilbagegang.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Stor kobbersneppe står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark og Frankrig må give arten jagttid. Der har tidligere været jagttid på arten i Frankrig, men pga. bestandsudviklingen er der netop introduce-ret en 5-årig midlertidig fredning, der er trådt i kraft fra efteråret 2008.

I regi af AEWA (African-Euroasian Waterbird Agreement) er der i september 2008 vedtaget en handlingsplan, der har til formål at standse tilbagegangen. I henhold til denne handlingsplan - som er tiltrådt af Danmark - kan Danmark ikke genindføre en jagtlig udnyttelse af stor kobbersneppe for indeværende.

De bestande, der enten yngler i Danmark eller kan forekomme på træk, udgør sammenlagt 1.000-2.000 par, svarende til en efterårsbestand på formentlig 4.000-8.000 fugle. Bestanden er således klart for lille til at kunne bære en jagtlig udnyttelse og vil fortsat være det selv i tilfælde af, at tilbagegangen stopper.

Lille kobbersneppe

Forekomst og bestandsudvikling

Lille kobbersneppe yngler ikke i Danmark, men to bestande forekommer på efterårstræk. Den ene yngler i det nordlige Skandinavien og Rusland og overvintrer i Vesteuropa og Nordvestafrika. Den anden yngler i det vestlige og centrale Sibirien, passerer Vesteuropa under trækket og fortsætter til Vest- og Sydvestafrika. Om efteråret ankommer de små kobbersnepper til Danmark i slutningen af juli og begyndelsen af august, og antallet aftager gradvist til december.

Den skandinavisk-russiske bestand er på 120.000 fugle, og dette antal vurderes at være stabilt. Den bestand, der yngler i det nordlige Sibirien, er på 600.000 fugle, og dette antal vurderes at være faldende (Wetlands International 2006, Delany m.fl. 2009). Tællinger i Vadehavet gennem de sidste 20 år viser, at antallet i det samlede Vadehav har været stabilt, mens det i den danske del er faldet (JMMB 2008).

I ”Vejledning om jagt” er lille kobbersneppe angivet som havende ugunstig bevaringsstatus. Der er ikke angivet nogen kilde, og grundlaget for vurderingen er ikke oplyst, ud over at arten er opført under overskriften ”Sårbar, kraftig tilbagegang”. Med henvisning til de oplysninger, der er givet ovenfor, må der sættes spørgsmålstegn ved, om arten reelt har ugunstig bevaringsstatus i de dele af Europa, der omfattes af direktivet.

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

Det vurderes, at der årligt blev nedlagt ca. 7.000 små kobbersnepper i de sidste år med jagttid på arten (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Den sibiriske bestand angives at være i tilbagegang, uden at der findes mere konkrete oplysninger om den hastighed, hvormed bestanden går tilbage, eller om de eventuelle årsager. Det kan derfor ikke udelukkes, at en jagtlig udnyttelse vil kunne forøge den rate, hvormed bestanden falder (jf. Fig. 3.3).

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Lille kobbersneppe er på både Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I og Bilag II/2. Danmark, Frankrig og England må give arten en jagttid.

Da arten havde jagttid i Danmark, blev de fleste små kobbersnepper nedlagt i august, og med en jagtstart, der tidligst vil kunne placeres 1.9., må det forventes, at et eventuelt udbytte vil være noget mindre end de 7.000 fugle, der blev nedlagt tidligere. Ud fra en bestandsmæssig betragtning bør lille kobbersneppe derfor kunne bære en begrænset jagtlig udnyttelse, uden at det vil medføre målelige påvirkninger af bestandens størrelse.

Det må desuden indgå i overvejelser om en eventuel jagttid, at der under visse omstændigheder vil kunne være risiko for forveksling med stor kobbersneppe.

Stor regnspove

Forekomst og bestandsudvikling

Stor regnspove yngler i Danmark og i det meste af Europa mod øst til Uralbjergene. Den overvintrer i Vesteuropa, omkring Middelhavet og i Vestafrika. Efterårstrækket starter allerede i slutningen af juni, og antallet af trækkende fugle kulminerer i slutningen af juli og august. Genmeldinger viser, at de store regnspover, der trækker gennem Danmark om efteråret, primært er fra de syd- og østsvenske bestande, med enkelte fugle fra Norge og Estland (Bønløkke m.fl. 2006).

Den danske ynglebestand af stor regnspove er vurderet til 390-550 par og svagt stigende (Birdlife International 2004). Den samlede europæiske be-stand vurderes at udgøre 700.000-1.000.000 fugle, og bestanden har været faldende gennem en årrække (Wetlands International 2006, Delany m.fl. 2009). De bestande, der passerer Danmark om efteråret, udgør i alt 50.000-75.000 ynglepar (Birdlife International 2004), hvilket må formodes at svare til en efterårsbestand på 150.000-250.000 fugle.

I ”Vejledning om jagt” angives, at stor regnspove har ugunstig bevaringsstatus, og DMU angives som kilde. Da DMU ikke på daværende tidspunkt havde foretaget nogen vurdering, må vurderingen være foretaget af Kommissionens egne embedsmænd. Der er ikke givet nogen nærmere begrundelse, ud over at arten er opført under overskriften ”Moderat tilbagegang”.

Jagttid

Til og med jagtsæsonen 1981/82 havde stor regnspove jagttid fra 1.8. til

31.12. Fra 1982/83 var jagttiden 1.9. til 31.12. I 1994 blev arten fredet.

Jagtudbytte

Fra 1941 til 1970 steg udbyttet af regnspover (samlerubrik i vildtudbyttestatistikken for stor og lille regnspove). I 1970’erne faldt det kraftigt og udgjorde i årene umiddelbart før august-fredningen i 1982 10.000-20.000 fugle. 1982-93 udgjorde det årlige udbytte 5.000-8.000 fugle (Fig. 5.4.1).

Langt de fleste spover blev indtil 1982 nedlagt i august, og efter at star-ten på jagtsæsonen i 1983 blev udskudt til 1. september, blev 55% af udbyttet taget i den første uge af september, mens mindre end 15% blev taget efter 1. oktober (Henriksen 1991).

Figur 5.4.1. Det samlede årlige jagtudbytte af stor og lille regnspove i Danmark, 1941/421993/94.

Samtidig ændrede artsfordelingen sig, fordi lille regnspove trækker tidligere end stor regnspove. Det er vurderet, at stor regnspove udgjorde 2/3 af udbyttet af spover indtil 1982 (Strandgaard & Asferg 1980), og 98% af udbyttet efter 1982 (Henriksen 1991).

Jagtens indflydelse på bestanden

Det er vurderet, at det jagttryk, der var på stor regnspove i Danmark frem til 1981/82, var så stort, at det havde en negativ effekt på den del af bestanden, som opholder sig i Vadehavet og trækker videre til Sydvesteuropa for at overvintre (Laursen 2005). Efter fredningen i 1994 er der konstateret en stigning i antallet af stor regnspove i Vadehavet om efteråret. Denne afspejler sandsynligvis snarere ophøret af jagtlige forstyrrelser og et mildere klima end en vækst i bestanden.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Stor regnspove er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark, Frankrig, Irland og England må give arten en jagttid.

De bestande af stor regnspove, der trækker gennem Danmark om efteråret, er i teorien store nok til at kunne tåle en vis jagtlig udnyttelse. De er imidlertid i tilbagegang, og det kan derfor ikke udelukkes, at en jagttid vil kunne øge den hastighed, hvormed de går tilbage.

Det vil imidlertid begrænse udbyttets størrelse, at jagten starter 1.9., jf. det resultat af jagttidsændringen i 1982, der er beskrevet ovenfor. Det forventede udbytte af arten med en jagttid fra fx 1.9. til 31.12. vil derfor være højst 5.000-8.000 individer, ligesom i årene 1983-1993.

Hvis man vil overveje at genindføre jagttid på stor regnspove i Danmark, må følgende tages i betragtning:

• Stor regnspove er ekstremt følsom over for forstyrrelser, med flugtafstande på op til 1.000 m. Antallet af store regnspover, der raster i Vadehavet, er steget efter fredningen i 1994 (Laursen 2005). En jagttid på arten må forventes atter at øge flugtafstandene og vil kunne begrænse antallet af fugle, der raster i Danmark. Vil man overveje en jagttid, bør behovet for jagtfrie reservater undersøges først.
• Stor og lille regnspove er svære at skelne i flugt, medmindre man hører kaldet. Den eneste effektive måde at undgå forvekslinger på vil være at give de to arter samme jagttid.

Lille regnspove

Forekomst og bestandsudvikling

Lille regnspove yngler ikke i Danmark. Den yngler i Skandinavien mod øst til det Nordvestlige Rusland og overvintrer i Vestafrika. På efterårstrækket begynder fuglene at ankomme til Danmark allerede i slutningen af juni. Hovedtrækket finder sted i juli og august, og størsteparten af fuglene trækker hurtigt videre til overvintringsområderne.

Den samlede bestand tæller 69.000-116.000 ynglepar, hvilket vurderes at svare til en efterårsbestand på 190.000-340.000 fugle, og bestanden er sandsynligvis stabil (Wetlands International 2006, Delany m.fl. 2009).

Jagttid

Til og med jagtsæsonen 1981/82 havde lille regnspove jagttid fra 1.8. til

31.12. Fra 1982/83 var jagttiden 1.9. til 31.12. I 1994 blev arten fredet.

Jagtudbytte

Før udskydelsen af starten på jagtsæsonen fra 1.8. til 1.9. i 1982 udgjorde lille regnspove anslåelsesvis 1/3 af det samlede udbytte (Strandgaard & Asferg 1980), mens udbyttet i perioden 1983-1993 formentlig på var på 100-200 fugle årligt (Henriksen 1991, og se Fig. 5.4.1).

Jagtens indflydelse på bestanden

Da udbyttet i årene 1983-1993 udgjorde 100-200 fugle, kan der ikke have været målelige påvirkninger af bestandens størrelse.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Lille regnspove er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark, Frankrig og England må give arten en jagttid.

Ud fra en bestandsbiologisk betragtning kan lille regnspove bære en jagtlig udnyttelse. Arten passerer Danmark meget tidligt på sit efterårstræk, og langt den største del af bestanden er trukket videre inden udgangen af august. Med en eventuel jagtstart 1.9. vil udbyttet derfor med stor sandsynlighed være begrænset til nogle få hundrede fugle.

I jagtlige situationer er der betydelige forvekslingsmuligheder med stor regnspove. I flugt er de to arter meget vanskelige at kende fra hinanden, medmindre man kan høre kaldet. Det vil utvivlsomt give anledning til forvekslinger, hvis lille regnspove gives en jagttid samtidig med, at fredningen af stor regnspove opretholdes.

Sortklire

Forekomst og bestandsudvikling

Sortklire yngler i Nordskandinavien og det vestlige Rusland. Den overvintrer i Vest- og Sydeuropa samt i Vestafrika. I Danmark ankommer de første sortklirer på efterårstræk allerede i slutningen af juni. Trækket kulminerer i slutningen af juli, og de fleste af fuglene trækker hurtigt videre til vinterområderne. Arten er således kun kortvarigt i landet. Arten træffes i lavvandede søer og sumpede områder, ofte nær kyster. Flest fugle ses i Vadehavet.

Efterårsbestanden er vurderet til 60.000-120.000 individer og til at være ”sandsynligvis stabil” (Delany m.fl. 2009), eller måske svagt faldende.

Jagttid

Sortklire har været fredet i Danmark siden 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte i Danmark

Det vurderes, at der årligt blev nedlagt ca. 700 sortklirer årligt i midten af 1970'erne (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Det er ikke sandsynligt, at et udbytte på ca. 700 fugle årligt kan have påvirket bestandens størrelse i måleligt omfang.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Sortklire er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark og Frankrig er de eneste lande i EU, der må give arten en jagttid.

Sortklire må ud fra en bestandsbiologisk betragtning vurderes at kunne bære en jagtlig udnyttelse af et begrænset omfang. Artens efterårstræk finder hovedsageligt sted i juli-august, og størsteparten af fuglene har passeret Danmark inden en eventuel jagtstart 1.9. En del sortklirer kan dog stadig opholde sig i Vadehavet. Udbyttet må derfor i givet fald for-modes at være mindre end de 700 individer, der blev nedlagt i de tidligere sæsoner med jagt.

Sortklire trækker ofte i flok og gerne sammen med andre klirearter. I jagtsituationer vil den være vanskelig at kende fra andre klirearter, når den er i vinterdragt, og i tilfælde af en jagttid vil der være betydelig risiko for forvekslinger.

Rødben

Forekomst og bestandsudvikling

Rødben yngler i store dele af Nordeuropa, herunder også i Danmark. Der er desuden en underart (islandsk rødben, Tringa totanus robusta), som yngler i Island, og som overvintrer i Danmark i mindre antal. Overvintringsområdet for den nordeuropæiske bestand findes i Vesteuropa og langs Vestafrikas kyster. Den islandske bestand overvintrer i Storbritannien og i Vadehavsområdet, herunder også i den danske del. I Danmark begynder efterårstrækket i juli. Trækket kulminerer i august, for derefter at aftage til ind i oktober.

Den danske ynglebestand er vurderet til 12.000-15.000 par (Birdlife International 2004), og den Fennoskandiske ynglebestand er opgjort til 63.000-103.000 ynglepar (Delany m.fl. 2009), svarende til en efterårsbestand på 200.000-350.000 fugle. Bestanden vurderes som ”muligvis stabil” (Delany m.fl. 2009). Den islandske bestand er vurderet til 150.000

400.000 fugle, og den vurderes at være stabil eller muligvis stigende (Delany m.fl. 2009).

I ”Vejledning om jagt” er rødben vurderet til at have ugunstig bevaringsstatus, og ”98 DMU” er angivet som kilde. DMU har ikke foretaget nogen vurdering før 2003, hvor den i øvrigt er provisorisk vurderet som gunstig for så vidt angår forekomsten i Danmark (Pihl m.fl. 2003), så vurderingen må være foretaget af Kommissionens eget embedsværk. Det er ikke oplyst, på hvilket grundlag vurderingen er foretaget, ud over at arten står opført under overskriften ”Moderat tilbagegang”.

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

Det vurderes, at der blev nedlagt ca. 10.000 rødben årligt i de sidste år med jagttid på arten (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Det er ikke muligt at vurdere indflydelsen af den daværende jagtlige udnyttelse på bestanden af rødben. De samlede bestande var formentlig større omkring 1980, end de er i dag, hvilket kunne tyde på, at en jagtlig udnyttelse på 10.000 ikke har haft større effekter. Dette understøttes for så vidt af, at fredningen i 1982 ikke synes at have haft målelige effekter på bestandens udvikling.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Rødben er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark, Frank-rig, Italien og England må give arten jagttid.

Rødben må ud fra en bestandsbiologisk betragtning vurderes at kunne bære en vis jagtlig udnyttelse. Artens efterårstræk finder hovedsageligt sted i juli-august, og størsteparten af fuglene har passeret Danmark in-den en eventuel jagtstart 1.9. Det årlige jagtudbytte må derfor i givet fald formodes at ville blive mindre end de 10.000 individer der blev nedlagt i de tidligere jagtsæsoner.

Rødben trækker ofte i flok og gerne sammen med andre klirearter. I jagtsituationer vil der derfor være en ikke ubetydelig risiko for forveksling med andre klirearter.

Hvidklire

Forekomst og bestandsudvikling

Hvidklire yngler ikke i Danmark. Arten yngler i Skotland over Skandinavien til Finland, og overvintrer i det sydvestlige Europa og det vestlige Afrika. På efterårstrækket ankommer de første fugle til Danmark i juli. Trækket kulminerer i august og afsluttes i september.

De bestande, der trækker gennem Danmark, udgør 190.000-270.000 fugle, og udviklingen vurderes at være stabil (Delany m.fl. 2009).

Jagttid

Hvidklire blev fredet i 1967. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

Det vurderes, at der årligt blev nedlagt ca. 4.000 hvidklirer i de sidste år med jagttid på arten (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Ukendt, men sandsynligvis begrænset.

Vurdering af mulighederne for genindførelse af jagttid

Hvidklire er på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark og Frankrig må give arten jagttid.

Hvidklire må ud fra en bestandsbiologisk betragtning vurderes at kunne bære en vis jagtlig udnyttelse. Artens efterårstræk finder hovedsageligt sted i juli-august, og størsteparten af fuglene har passeret Danmark in-den en eventuel jagtstart 1.9. Det årlige udbytte må derfor i givet fald formodes at være mindre end de 4.000 individer, der blev nedlagt i de tidligere jagtsæsoner.

Hvidklire trækker ofte i flok og gerne sammen med andre klirearter. Der er forvekslingsmuligheder med sortklire, når denne er i vinterdragt, dvs. efter 1.9., og med tinksmed og svaleklire.