Aarhus University
DU ER HER: Dyr og planter » Den danske rødliste

Den danske rødliste

Den danske Rødliste er fortegnelsen over de danske plante- og dyrearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation (IUCN). At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø. For at skabe overblik og mulighed for sammenligning er alle arter, der er taget stilling til, medtaget på Den danske Rødliste. Herved opnås et samlet overblik over antal af og status for arter registreret i Danmark i de behandlede grupper.


At plante- og dyrearter uddør (eller opstår) er et led i Jordens naturlige processer. Gennem de seneste århundrede har forøgede menneskelige aktiviteter medført, at arters risiko for at uddø er blevet øget.


IUCN har videreudviklet deres system til vurdering af arters risiko for at uddø. I lighed med tidligere udgaver af system bygger på det nugældende på en række kategorier, der afspejler de enkelte arters risiko for at uddø.


Det nye i systemet ligger i, at alle plante- og dyrearter kan henføres til en kategori, og at det sker ved opfyldelse af et eller flere kvalitative og kvantitative kriterier. Samtidig er indført en kriteriedokumentation, der begrunder placering i en given kategori.


Systemet er konstrueret til at foretage rødlistevurdering på globalt niveau. Det er endvidere udviklet sådan, at rødlistevurdering kan udføres nationalt, så forskellige lande kan rødlistevurdere på et ensartet og sammenligneligt grundlag.


Kravene til kvalitet og objektivitet ved rødlistevurderingerne af arter er øget, og dermed bliver processen ved rødlistevurderingerne mere tidskrævende, hvis IUCNs kriterier skal opfyldes. Det er hensigten, at der skal foretages revisioner af rødlistevurderingerne med mellemrum for at afspejle de løbende ændringer, der sker i arternes status.


Bemærk venligst, at indtil en art er rødlistevurderet efter det nugældende system, er bedømmelserne i Rødliste 1997 gældende.


Formål

Formålet med rødlistearbejdet er dels at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til vurdering af udviklingen i den biologiske mangfoldighed i Danmark og dels at opfylde internationale forpligtelser i henhold til Biodiversitetskonventionen, som Danmark ratificerede i 1994. I Biodiversitetskonventionen indgår følgende delmål:

  • at gøre opmærksom på arter, der er forsvundne eller er truede,
  • at danne grundlag for en prioritering af naturovervågningen i Danmark
  • at skabe en platform for naturforvaltnings- og naturbeskyttelsesarbejde nationalt og internationalt, og
  • at opfylde internationale forpligtelser overfor Biodiversitetskonventionen ved regelmæssigt at offentliggøre rødlister over naturligt forekommende, forsvundne og truede arter i dansk natur.


Mere information

Læs mere om rødlistesystemets indhold og opbygning, funktion og baggrund i den danske manual for rødlistning af plante- og dyrearter.



Citering

Den danske Rødliste bedes citeres på følgende måde:

Wind, P. & Pihl. S. (red.): Den danske rødliste. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, [2004]-. http://redlist.dmu.dk (opdateret april 2010)


Wind, P. & Pihl, S. (eds.): The Danish Red List. - The National Environmental Research Institute, Aarhus University [2004]-. http://redlist.dmu.dk (updated April 2010)


Login for medarbejdere

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012

Denne hjemmeside vedligeholdes ikke mere

Gå til ny hjemmeside
dce.au.dk