Aarhus University
DU ER HER: Borgere » Dyr og planter » Græshopper i Vestafrika

Bekæmpelse af Senegalgræshoppen i Sahellandene syd for Sahara i Vestafrika

Senegalgræshoppen er ikke så kendt som vandregræshoppen, men i modsætning til vandregræshoppen gør den skade hvert år. Denne græshoppeart klækkes fra jorden ved starten af hver regntid efter de første kraftige regnskyl. Efterhånden som regntiden skrider frem, rykker regnen tættere og tættere på Sahara, og det samme gør Senegalgræshoppen.  Det betyder, at denne græshoppeart har en vandring fra det sydlige til det nordlige Sahel i løbet af regntiden, der normalt varer fra starten af juni til slutningen af september.  I denne periode kan græshoppen nå at gennemføre tre generationer, og der er derfor et godt grundlag for en meget kraftig opformering. Når tørtiden sætter ind i slutningen af september eller starten af oktober, tørrer græslandet ud, og Senegalgræshopperne flytter ind i hirsemarkerne, der i mange tilfælde står grønne i længere tid end græsset.  Herved sker der en meget afgørende skade på hirsemarkerne. 

Afdeling for Terrestrisk Økologi har i årene 2003 – 2005 udviklet simuleringsprogrammer, der kan beregne Senegalgræshoppens vandringer og populationsvækst under påvirkning af nedbør, temperatur, naturlige fjender, biologisk bekæmpelse (Green Muscle) og kemiske pesticider. Disse simuleringsprogrammer er blevet indbygget i et beslutningsstøttesystem, som landbrugskonsulenterne i Sahel-landene kan bruge til at vurdere, hvordan de opnår den bedste bekæmpelse af Senegalgræshoppen for de penge, de har til rådighed. Dette beslutningsstøttesystem vil blive sat i værk som et redskab i bekæmpelsen af Senegalgræshoppen i Senegal, Mali, Burkina Faso og Niger i løbet af et projekt, som forløber fra starten af 2007 til 2009.  Herefter er det planen, at landbrugskonsulenterne skal kunne benytte systemet i deres daglige arbejde uden assistance fra Danmark. DANIDA besluttede i slutningen af 2006 at støtte projektet, der ligger fint i tråd med Danmarks forøgede indsats i Mali og Niger.

Landsby i Vestafrika. Foto: DMU/Jørgen A. Axelsen.

Landsby i Vestafrika. Foto: DMU/Jørgen A. Axelsen.

I artiklen Sværme af græshopper i de fattige lande syd for Sahara - hvordan opstår problemet? findes ydeligere oplysninger.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012