Aarhus University
DU ER HER: Borgere » Jord » Slam i landbrugsjord » Slam er både godt og skidt

Slam er både godt og skidt

Næringsstoffer  

Tungmetaller

Miljøfremmede stoffer

Slam indeholder ikke kun næringsstoffer, men også mange af de forskellige kemikalier vi bruger i husholdningen og i industrien. Mange af dem kender vi ikke virkningen af. Derfor er man blevet bekymret for om slam er giftigt for jordens organismer. Slam må nemlig ikke ødelægge jordens frugtbarhed eller true vores fødevarekvalitet.

Det danske samfund producerer og anvender mange forskellige kemiske stoffer i hverdagen. Mange af stofferne ender i kloaksystemet og dermed i slammet, som er restproduktet fra rensningen af spildevandet. Nogle få af disse stoffer ved vi er giftige for planter, dyr og mennesker. Men langt de fleste ved vi ikke nok om til at vurdere hvor farlige de er.

Næringsstoffer

Groft sagt kan de kemiske stoffer i slam deles op i tre kategorier. Først og fremmest er der næringsstoffer som kvælstof, fosfor, svovl, kalium og en række simple kulstofforbindelser. De er naturlige og stammer fra afføring og urin og de forrådnelses- og gæringsprocesser, der foregår på rensningsanlægget. Disse stoffer kan have en positiv virkning på landbrugsjordens organismer og tilføre jorden vigtige næringsstoffer.

Tungmetaller

Derudover findes der en række tungmetaller i slam. Nogle af metallerne er vigtige næringsstoffer eller såkaldte sporelementer, for eksempel kobber, zink, magnesium, bor med flere. Andre har ingen biologisk betydning og er meget giftige. Det drejer sig for eksempel om cadmium, bly og kviksølv.

Miljøfremmede stoffer

Endelig findes der en lang række organiske kemikalier. De kan være mere eller mindre let nedbrydelige i naturen, men fælles for dem er at de ikke nedbrydes under de forhold man finder i et rensningsanlæg. Ofte kan stofferne for eksempel ikke nedbrydes hvis der ikke er ilt tilstede. Samlet set kalder man tit disse organiske kemikalier for miljøfremmede stoffer. De fleste af dem er industrikemikalier, som ikke findes naturligt i vores miljø. Men nogle af de stoffer vi populært kalder miljøfremmede findes rent faktisk naturligt i vores miljø. Det er dog normalt i langt lavere koncentrationer. Det drejer sig for eksempel om tjærestoffer, PAH'er og dioxiner, der naturligt dannes ved alle former for forbrænding også skovbrænde og vulkanudbrud. Mange mikroorganismer danner også naturligt stoffer, som minder meget om de sæbestoffer vi er bekymrede for.

Slammet fra spildevandet bliver brugt til at lave biogas og overføres derefter til lagertanke. Nogen gange bobler tankene over. Til sidst bliver slammet tørret og fintdelt og er nu parat til at blive kørt ud på marken. Foto: Ole Schou Hansen

Miljøstyrelsen har gennem årene udgivet mange rapporter om disse stoffer. Danmarks Miljøundersøgelser har undersøgt nogle af miljøgiftenes virkning på jordbundsdyr og vi vil her kort fortælle om to af dem. Det er LAS og kobber.

En jordblok graves op til regnorme analyser. Slam har en god gødningseffekt. Kornet vokser kraftigere lige over det område der har fået tilført slam, sammenlignet med naborækken, som ikke har fået slam. Foto: Paul Henning Krogh

Næste kapitel

Tilbage til oversigten

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012