Af Thomas Ellermann, Jens C. Pedersen, Steen Gyldenkærne, Ole Hertel, Stiig Markager og Hans Løkke. Januar 2008.

Over tre fjerdedele af Jordens atmosfære udgøres af kvælstof. Det kan derfor umiddelbart virke mærkeligt at tale om ”luftbåren kvælstofforurening”. Det skyldes imidlertid en sproglig forenkling. Den rene atmosfæres kvælstof findes som kvælstofmolekyler (N₂), der er ganske uskadelige. Forureningen består derimod af en række kvælstofholdige kemiske forbindelser, som hovedsageligt stammer fra menneskets udledning af kvælstofilter (= NO_x , kvælstofoxider, NO og NO₂) som primært kommer fra kraftværker, forbrændingsanlæg og bilmotorer og ammoniak (=NH₃). Ammoniak kommer primært fra husdyrenes gødning og brug af handelsgødning (kunstgødning) til planter. Både kvælstofilter og ammoniak har en række uønskede virkninger, såsom ændringer af plantesammensætningen på naturarealer og i vandmiljø (iltsvind) og forsuring af natur og miljø samt materialenedbrydning og direkte sundhedsskader på mennesker.

Af praktiske grunde vil vi her generelt tale om luftbåren kvælstofforurening, når vi mere korrekt mener forurening med kvælstofforbindelser. Vi giver en populær fremstilling af kilderne til forurening, af hvordan forureningen igen afsættes på vand, jord eller vegetation, om de skader som kan ske som følge af afsætningen og om hvad man gør for at begrænse udslippene.

Indhold

Kilder til kvælstofforurening

Nedfald af kvælstof

Effekter af kvælstofforurening

Tekniske muligheder for at begrænse udslippene

Regulering af udslip af ammoniak og kvælstofilter

Fremtiden

Læs mere