Der er historier om skadelige eller giftige alger i havet i aviser, radio og tv næsten hvert år. Vi ser og hører dramatiske beretninger om giftvand, dræberalger, døde fisk, giftige muslinger og voldsomme skumdannelser, der skræmmer turister bort.
Ofte er overskifterne mere dramatiske end den virkelighed de dækker over. Det kan et øjeblik få en til at glemme at opblomstringer af alger faktisk er et ganske naturligt fænomen. Men når nogle opblomstringer, de skadelige og giftige opblomstringer, får så stor ekstra opmærksomhed er det fordi de ofte kan være en risiko for menneskers helbred. Eller kan have negative økonomiske konsekvenser for mennesker.
I de følgende afsnit får du mere at vide om, hvad opblomstringer af alger er, hvilke organismer der skaber dem, hvorfor opblomstringerne bliver skadelige og hvorfor de i det hele taget opstår.