Alger som er giftige for mennesker
Alger som laver generende stoffer
Skadelige planktonalger er de alger, som kan alt fra at gøre vandet ulækkert til direkte at dræbe fisk og forgifte mennesker. Oftest tænker man på de alger, der producerer giftstoffer og som man derfor kalder giftige alger. Ud af Verdenshavenes mange tusinde planktonalger er det kun omkring 200 som er skadelige. I Danmark kender vi i øjeblikket omkring 20 skadelige alger ud af flere hundrede. Vi finder dem blandt 5 grupper af alger. Det er blågrønalger, furealger, kiselalger, stilkalger og raphidophyceer.
Det er kun få af hele Verdens alger som er giftige. De fleste af dem er furealger. Det er langtfra alle alger som laver opblomstringer.
Der er stor forskel på hvilken virkning de skadelige alger og deres stoffer har. For at gøre det mere overskueligt, kan man inddele algerne i 4 forskellige grupper efter deres virkninger.
Den første gruppe indeholder de alger, som producerer gift, der specielt rammer mennesker. Algerne kaldes derfor også humantoksiske alger. Virkningerne af de humantoksiske alger rækker fra milde tilfælde af hudirritation og allergiske reaktioner til feber og maveproblemer. Langt mere alvorlige forgiftninger er skader på indre organer og lammelse af vejrtrækningen. I de værste tilfælde kan forgiftningen være dødelig. Virkningerne kan i nogle tilfælde opstå ved meget små mængder af alger i vandet.
Nogle algegifte påvirker mennesker. Virkningerne er forskellige og kan i nogle tilfælde være meget alvorlige.
På vores breddegrader skyldes forgiftninger for det meste, at man spiser forgiftede muslinger. Muslingerne filtrerer store mængder vand med alger og kan derfor koncentrere algernes giftstofferne. I troperne finder man oftere giften fra de humantoksiske alger i fisk. De mest almindelige humantoksiske alger er furealgerne, men giftstofferne findes også hos blågrønalger og kiselalger.
Blåmuslinger fanget i Danmark indeholder ikke giftstoffer fra alger. Når der er risiko for gift i muslingerne, stoppes fiskeriet. Foto: Ole Schou Hansen
Næste gruppe indeholder alger, der producerer gift, som er skadelige for fisk. Disse alger kaldes derfor for fisketoksiske alger, selvom de også kan påvirke andre dyr og planter. Så vidt vi ved er algerne ikke giftige for mennesker. Virkningen af algernes gift optræder kun hvis de findes i store mængder, det vil sige under opblomstringer. Her er det specielt fisk i havbrug som er udsatte, da de ikke lige som de fritlevende fisk kan svømme væk fra algerne. Stilkalger og raphidophyceer dominerer gruppen af fisketoksiske alger.
Den tredje gruppe indeholder alger der producerer andre usædvanlige stoffer. De er ikke er egentligt giftige, men stofferne kan genere fisk og laverestående organismer. For eksempel danner algen Phaeocystis stoffer, der kan genere fisk og plankton. Et andet eksempel er kiselalger, som kan danne slim, der sætter sig på gællerne af fisk og forhindrer deres optagelse af ilt. Det betyder at fiskene bliver kvalt.
Der findes flere forskellige slags skadelige alger. Nogle er giftige, mens andre kun er skadelige, når der er rigtigt mange af dem.