Aarhus University
DU ER HER: Grønland » Klimaeffekter » Arctic Climate Impact Assessment - ACIA » Nye udfordringer

Nye udfordringer til det grønlandske samfund og erhvervsliv

Forskernes forudsigelser om klimaændringerne i Arktis får stor betydning for det grønlandske samfund og erhvervsliv. Der er både positive og negative konsekvenser af klimaændringerne. Konsekvenserne vil overvejende være positive for det moderne grønlandske samfund, men klimaændringerne vil sandsynligvis få negativ effekt for den traditionelle fangerkultur og for nogle af de plante- og dyrearter som er specialiseret til livet i det højarktiske område eller tæt knyttet til havisen.

Fiskeri, fangst og landbrug
Fiskeriet er nøgleerhvervet for beskæftigelsen og eksporten og dermed også for det grønlandske samfund som helhed. Forskerne forudser at et varmere klima muligvis også vil betyde at havtemperaturen omkring Grønland stiger. Hvis det sker kan det resultere i at bestanden af torsk og andre mere varmekrævende arter som rødfisk, helleflynder og sild vil vokse, mens fx bestanden af rejer vil falde. En omstilling af fiskeriet til nye arter får vidtrækkende konsekvenser både for skibenes ejere og besætninger og for alle tilknyttede funktioner – fx leverandører, servicevirksomheder, fabrikker, forvaltning, rådgivning og fiskerikontrol.

Der vil sandsynligvis også ske ændringer for erhvervsfangerne. Nogle af de traditionelle fangstdyr vil sandsynligvis forsvinde eller gå tilbage i antal efterhånden som klimaet ændrer sig. Det drejer sig primært om de arter som er knyttet til isen – isbjørn, sæler samt nogle af hvalerne. Til gengæld vil andre arter sandsynligvis brede sig nordover og dermed udgøre fremtidens fangstdyr.

Fremtidens varmere klima vil sandsynligvis forbedre mulighederne for at drive landbrug i en større del af Grønland end i dag. Planternes vækstsæson bliver længere, og det varmere klima betyder at det bliver muligt at dyrke afgrøder som har brug for mere varme. Det betyder også at der vil være mere føde til rådighed for fårene.

Samfundsforhold
Konsekvenserne af klimaændringerne vil også kunne mærkes på andre måder. Mindre udbredt havis og kortere perioder med islæg vil betyde at det bliver muligt at besejle byer og bygder en større del af året. Energiforbruget vil sandsynligvis også falde på grund af de højere temperaturer, og det kommer både samfundet og den enkelte borger til gode.

Klimaforskerne forudser at der vil komme mere nedbør og hyppigere storme og at vandstanden i havene stiger. man bør derfor også tage højde for fremtidens klima når man skal bygge nyt eller sætte eksisterende bygninger i stand. Derudover får de højere temperaturer permafrosten til at tø, og det kan give problemer med sætningsskader i bygninger, vandledninger m.m., der i dag er funderet på permafrost.

Dette er bare eksempler på de konsekvenser et varmere klima kan få for fremtidens Grønland. Der er mange andre områder hvor klimaændringerne kan få betydning. Efterforskningsselskaber får bedre mulighed for at undersøge forekomsten af olie i havet omkring Grønland, og det bliver lettere og billigere at udvinde rådstoffer på land. Turisterhvervet skal muligvis indstille sig på at sælge andre oplevelser til turisterne. Til gengæld bliver højsæsonen længere og bedre transportforhold vil muligvis øge interessen for at rejse til Grønland.

Kulturelle tab
Endelig vil klimaændringerne sandsynligvis også påvirke den kulturelle udvikling, som allerede er i fuld gang i Grønland. Moderne udstyr og både er efterhånden alle mands eje, og den traditionelle fangerkultur er hastigt på vej til at forsvinde. Stadig færre fangere benytter hundespand når de skal rundt, lige som det kun er ganske få som fortsat benytter kajak til fangst. Kortere perioder med islæg og mindre stabil is vil forstærke denne udvikling. Dertil kommer at traditionelt vigtige fangstdyr som isbjørn og ringsæl sandsynligvis vil gå tilbage i antal. Den traditionelle viden om fangst, bygning af kajakker og håndtering af hundeslæder kan hurtigere gå tabt.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012