Aarhus University
DU ER HER: Grønland » Klimaeffekter » Greenland Ecosystem Monitoring - GEM » GeoBasis Program

GeoBasis

GeoBasis varetager overvågningen af det fysiske miljø i de integrerede miljøovervågningsprogrammer Zackenberg Basic (ZERO) i det højarktiske Nordøstgrønland og Nuuk Basic (NERO) i det lavarktiske Vestgrønland, som koordineres under Greenland Ecosystem Monitoring (GEM).

GeoBasis overvågningsprogrammerne er i øjeblikket implementeret to steder: i det højarktiske Nordøstgrønland i Zackenberg, og i det lavarktiske Vestgrønland i Kobbefjorden nær Nuuk.

Formålet med GeoBasis er langsigtet indsamling af data fra terrestriske og hydrologiske variabler, der beskriver dynamikken i det fysiske miljø i såvel lavarktis som højarktis. Indsamlede data anvendes til at forbedre de nuværende modelprognoser for fremtidige ændringer i de arktiske, terrestriske økosystemer og kvantificere feedback-mekanismerne fra det arktiske økosystem til klimaet.

GeoBasis programmet er opdelt i flere delprogrammer: Sne og permafrost overvågningen omfatter målinger til modellering af snedække, vegetation, mikrometeorologiske målinger, aktivlagsdybde osv. Kulstof-flux overvågningen omfatter målinger af CO2-og CH4-flux mellem tundraen og atmosfæren ved hjælp af eddy-covariance teknikker og automatiserede kamre. Jordfugt og jordvandskemi overvågningen omfatter prøvetagning af jordvand fra de karakteristiske vegetationstyper og herigennem følge transport og tilgængeligheden af næringsstofferne. Hydrologi og sedimenttransport overvågningen omfatter målinger af elvens vandføring og transport af sediment, opløst og organisk stof. Geomorfologi overvågningen omfatter målinger af dynamikken i udvalgte kystområder og periglaciale landskabselementer.

Feltsæsonen er afhængig af lokalitet fra slutningen af april/maj, når sneen begynder at smelte til slutningen af oktober når frosten har sat ind igen. Mange automatiserede systemer sikrer dog overvågning af snedække, meteorologi og hydrologi året rundt.

GeoBasis Zackenberg i det højarktiske Nordøstgrønland blev igangsat i 1995, mens GeoBasis Nuuk i det lavarktiske Vestgrønland blev igangsat i 2007. Programmerne er finansieret af Klima- og Energistyrelsen.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012