Aarhus University
DU ER HER: Grønland » Miner og Miljø » Guldudvinding i Sydgrønland

Guldudvinding i Sydgrønland

Kirkespirdalen med Kirkespiret

Kirkespirdalen med Kirkespiret (fjeldet) i baggrunden til venstre. Forrest bag grønlandsk klokke ses snekruslav. August 2006. Foto: Christian Glahder

Nalunaq guldminen åbnede officielt d. 26. august 2004. Siden er der blevet produceret ca. 120.000 tons malm om året med en lødighed på c. 20 g guld/ton hvilket giver en årsproduktion på omtrent 2.400 kg guld. Guldet brydes i en lukket mine der er beliggende ca. 8 km oppe i Kirkespirdalen. Minen ligger ca. 40 km nordøst for Nanortalik der har ca. 1500 indbyggere.

Lejren og minen

Lejren og minen 8 km oppe i Kirkespirdalen. Mineindgangen ses øverst til højre i billedet. Kirkespirelven løber forbi lejren og langs den løber grusvejen. Billedet er taget fra et område med sæterhytter der stammer fra nordbotiden for mindst 500 år siden. Juli 2007. Foto: Christian Glahder

Malmen køres i 25 tons lastvogne ad en grusvej ned til en lille havn i Kirkespir bugten. Herfra sejles det 5-10 gange om året til oparbejdning i et anlæg ved Nugget Pond, Newfoundland, Canada. De tre første år blev malmen sendt til oparbejdning i Nordspanien. I dalen neden for minefjeldet er der bygget en mindre mineby der kan rumme ca. 100 mennesker. Byen rummer ud over sove- og opholdsrum, faciliteter som kantine, aktivitetsrum, værksteder og renseanlæg. Guldeftersøgningen startede i 1988 i Kirkespirelvens delta og i 1992 blev selve guldåren fundet i fjeldet inde i dalen. Siden da har der fundet omfattende efterforskning sted for at vurdere malmpotentialet.

Havnen

Havnen hvor guldmalmen bliver udskibet i Kirkespir Bugten. August 2006. Foto: Christian Glahder

Inden minen startede udførte DMU en række miljøundersøgelser i området for derved at kunne vurdere den naturlige tilstand eller baggrundstilstanden. I 1988 blev der lavet en undersøgelse af fjeldørredbestanden i elven, og i perioden 1998-2001 blev der i et større område omkring malmforekomsten indsamlet laver, fisk, muslinger, tang, krabber, søpindsvin, bundfauna og sedimenter. Mange af disse prøver blev analyseret for deres indhold af forskellige metaller. I 2001 blev fangere og fiskere fra Nanortalik kommune interviewet med det formål at beskrive brugen af området omkring den forventede mine. Af andre undersøgelser kan nævnes en større undersøgelse af ferskvandskvaliteten i Kirkespirelven udført i 1998-1999 og i perioden 1999-2002 blev der udført undersøgelser af mineaffaldets sammensætning og giftighed, samt dybdeforhold og vandgennemstrømning i Saqqaa Fjord. Alle nævnte undersøgelser indgik i en miljøvurderingsrapport som mineselskabet afleverede til Råstofdirektoratet, Grønlands Hjemmestyre i 2002.

Indsamling af blåmuslinger

Indsamling af blåmuslinger og blæretang ved Amitsoq Ø. Juli 2007. Foto: Christian Glahder

Siden minen startede i 2004 har DMU årligt udført undersøgelser af miljøet omkring minen, for at vurdere størrelse og omfang af påvirkningen fra minen. Undersøgelserne omfatter indsamling af blåmusling, blæretang, alm. ulk, standørreder og snekruslav Cetraria nivalis. Siden 2007 er snekruslav blevet transplanteret fra et uforurenet område til mineområdet for derved at kunne måle de årlige ændringer i lavernes metalindhold. Prøverne bliver analyseret for en række metaller og resultaterne bliver sammenlignet med baggrundsniveauet. I de første år blev der fundet relativt høje metalniveauer i bugten, især i tang. Det blev skønnet at ca. 5 km kystlinie på hver side af Kirkespirelvens udmunding var påvirket. I de seneste år har der stort set ikke kunne ses en påvirkning af bugten. Derimod har laverne i Kirkespirdalen i alle årene haft relativt høje indhold af metaller især i mineområdet, men også langs grusvejen. Vejen bliver forsøgt vandet for at binde støvet. Ørrederne i elven har i nogle af årene haft et lidt forhøjet indhold af metaller i deres lever, mens der andre år ikke har kunnet påvises forhøjelser.

Indsamling

Indsamling af blåmuslinger og blæretang i Kirkespir Bugten. August 2006. Foto: Jørgen Andersen


Læs mere om miljøundersøgelser ved guldminen i:

• DMUs Tema-rapport nr. 38/2001: "Minedrift og miljø i Grønland " (PDF-format 2,9 MB) 

• DMUs faglige rapport nr. 384/2001: "Natural resources in the Nanortalik district(PDF-format 2,4 MB)

• DMUs faglige rapport nr. 562/2005: ” Nalunaq environmental baseline study 1998-2001” Full report in pdf format (1,500 kB)

• DMUs faglige rapport nr. 662/2008: ” Environmental monitoring at the Nalunaq Gold Mine, South Greenland, 2007” Full Report in pdf-format (1,722 kB)

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012