I 2006 fik det Australske firma Rimbal Pty.Ltd. efterforskningstilladelse på zirkoniumforekomsten "Kringlerne" som ligger i bunden af fjorden Kangerluarsuk mellem Narsaq og Qaqortoq (Julianehåb). Zirkonium forekommer i mineralet eudialyt som ved Kringlerne udgør en væsentlig del af bjergarten qaqortokit. Selskabet har siden foretaget intensive undersøgelser med henblik på snarligt at starte udnyttelsen af forekomstens mineraler. Det planlægges at koncentrere eudialyt til eksport for fremstilling af Zirkonium og en række biprodukter. Desuden planlægger selskabet at producere og sælge en lys mineralfraktion "nephelin-syenit" til diverse anvendelser.
Selskabet foretog i sommeren 2007 indsamlinger af lav, muslinger, ulke, sedimenter og ferskvandsprøver. Disse prøver opbevares af Afdeling for Arktisk Miljø (vandprøverne er dog analyseret) som baggrundsmateriale for de fremtidige miljøundersøgelser når og hvis en mineproduktion går i gang. Prøverne supplerer tidligere indsamlede prøver. Også i sommeren 2008 skal der foretages miljømæssige indsamlinger omkring det område tæt på Qaqortoq hvor mineraloparbejdningen er planlagt at skulle finde sted.
Det australske firma opererer under navnet Westrip og har døbt deres projekt Tanbreeze.
Forekomsten har været genstand for økonomiske aktiviteter siden 1986 hvor A/S Carl Nielsen foretog mineralefterforskning i området som er en del af Ilimassaq intrusionen. I 1988 påbegyndte selskaberne Highwood Resources Ltd. og Platinova Resources Ltd. i fællesskab at efterforske i samme område. Året efter gik alle tre selskaber sammen i "Ilimassaq joint venture" selskabet. Frem til 1991 blev der boret mindst 60 huller på over 2.500 m og der blev udtaget mindst 70 tons malm til videre undersøgelse. Efterforskningen gjaldt zirkonium, yttrium, samt sjældne jordarters metaller. De to førstnævnte metaller anvendes bl.a. i keramikprodukter, specialglas, lasere og som katalysatorer.
Selskaberne stilede i 1988 mod at få udvindingstilladelser i 1989 eller 1990. Der igangsattes derfor en række forskellige undersøgelser i de følgende år. På grundlag af et forsøgsproduktionsanlæg undersøgte Highwood Resources Ltd. malmen og tailingen for frigivelse af metaller til omgivelserne. Desuden blev der udført toksicitetsforsøg med regnbueørreder.

Blåmuslinger indsamles ved lavvande ved Tunulliarfik Fjord i Narsaq området i forbindelse med de biologiske baggrundsundersøgelser i 1988. Tidevandet varierer 3-4 m i området, så det er lettest at indsamle organismerne ved lavvande. Foto: C. Glahder, DMU
I 1988 udførte DMU (dengang Grønlands Miljøundersøgelser) i samarbejde med Grønlands Forundersøgesler undersøgelser af mulige tailingsdepoter på land, samt af eventuelle placeringer af tekniske anlæg i forbindelse med en mine i området. DMU udførte desuden biologiske baggrundsundersøgelser i august 1988 og 1989. Der indsamledes bl. a. muslinger, tang, fisk, planter, laver og sediment, samt lam fra fåreavlerstederne i området. For at vurdere fangst, fiskeri, fåreavl og turisme i området udførte DMU i september 1988 en interviewundersøgelse. I august 1989 gennemførte Grønlands Landsmuseum en arkæologisk kortlægning i området. Ud over en kendt nordbogård blev to andre norrøne anlæg og fem eskimo teltpladser registreret.

Blåmuslinger og blæretang indsamles på en våd dag i 1988 i Narsaq området. Muslinger og tang er gode til at vurdere f. eks. metalforureninger i et område, da de er fastsiddende og ophober metallerne til et niveau, der svarer til den gennemsnitlige metalkoncentration i omgivelserne. Foto: C. Glahder, DMU
I første halvdel af 1990erne undersøgte Highwood Resources Ltd. og Platinova A/S om der i tilladelsesområdet kunne produceres sodalit, der er råproduktet ved fremstilling af zeolit. Zeolit kan erstatte fosfat i sæbepulver. Der har siden 1997 ikke været feltaktiviteter i området og Highwood Resources Ltd. opgav efterforskningstilladelsen i 2000.

I laboratoriet på undersøgelsesskibet "Misiliisoq" skæres bløddelene fra de indsamlede blåmuslinger. Hver prøve, der består af 20 muslinger, registreres og fryses ned til DMUs databank. August 1988. Foto: C. Glahder, DMU
Sidst opdateret 26. marts 2008