Aarhus University
DU ER HER: Grønland » Olie og Miljø » Havfuglekolonier

Grønlands Havfuglekolonier

Afdeling for Arktisk Miljø vedligeholder en database over de grønlandske havfuglekolonier (se links nederst på siden). Det er steder på kysten, typisk stejle sider eller små ubeboede øer, hvor havfugle samles i større antal for at yngle.


Lomviekoloni på lav stejlside syd for Nuuk.

Alle de oplysninger vi har kunnet opspore er lagt ind, og de ældste oplysninger stammer helt tilbage fra sent i 18hundrede-tallet. Databasen tilføres hvert år nye oplysninger fra vores egne samt Grønlands Naturinstituts undersøgelser, og fra forskere og andre interesserede, som rapporterer deres observationer til os. I 1992, 1994, 2003 samt 2005 gennemførte Afdeling for Arktisk Miljø togter langs Vestgrønland med det formål at opsøge og optælle kendte fuglekolonier og finde nye (Se DMU-Teknisk Rapport nr. 170).


Optælling af Vestgrønlands største fuglekoloni: Kap Schackleton i Upernavik Kommune.

Formålet med databasen er at tilvejebringe så nye oplysninger om udbredelse og antal som muligt om de ynglende havfugle i Grønland. Disse oplysninger indgår i arbejdet med f.eks. kortlægning af kyster, der er følsomme overfor oliespild og i arbejdet med beredskabsplanlægning i tilfælde af oliespild. Den vil også udgøre et væsentligt redskab i en fremtidig overvågning af havfuglekolonier i Grønland.

Databasen indeholder oplysninger om koloniernes geografiske placering, deres topografi, fuglearterne og deres antal. Databasen sammenstiller alle tilgængelige historiske oplysninger, og den ajourføres årligt. Databasen består af to adskilte filer: En om arterne og en om lokaliteterne, som kan relateres via kodenummeret. Desuden er der en fil med en oversættelse af fuglearternes koder, en fil med de citerede kilde, en fil der forklarer kommuneforkortelserne samt en fil der forklarer de anvendte enheder. Alle filer ligger i Excel-format, som kan konverteres til de fleste databaseformater. En detaljeret (men ikke fuldt opdateret) vejledning findes som pdf-dokument.

I databasen indgår nu oplysninger om 1.911 kolonier (sites), og i alt er der ca. 8.800 registreringer.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012