Danmarks Miljøundersøgelser har udviklet et atlas over grønlandske havområder og fjorde som er særligt følsomme over for oliespild. Atlasset gør det muligt for olieselskaber og Grønlands Hjemmestyre at forberede indsatsen bedst muligt i tilfælde af et oliespild, således at naturen og miljøet vil tage mindst muligt skade. Atlasset er også anvendeligt for lokale myndigheder og andre der har brug for at vide mere om naturen og miljøet langs Vestgrønland.
Lomviekoloni
Atlasset indeholder oplysninger om det lokale dyreliv, lokale fiskeri- og fangstinteresser og arkæologisk interessante områder som er specielt følsomme over for et eventuelt oliespild. Derudover indeholder atlasset oplysninger om de fysiske forhold – fx kysttyper og oceanografi – logistik og metoder til begrænsning af olieforurening.
Atlasset er opdelt i fire dele, som samlet set dækker hele området fra Kap Farvel (60° N) i syd op til nord for bygden Kullorsuaq (75° N). I atlasset er kysten inddelt i stykker af ca. 50 km som er opdelt efter fire grader af følsomhed. I beregning af følsomheden indgår et antal miljø- og samfundselementer, såsom forskellige fugle og havpattedyr, jagtområder, fiskeriområder og fortidsminder. Der er herefter udarbejdet kort med angivelse af disse følsomheder. Endvidere vises der særkort over særligt udsatte og /eller vigtige arter og områder - fx gydeområder for ammassat og stenbider. Projektet omfatter også en kortlægning af kysternes fysiske og geomorfologiske type.
![]() | ![]() |
| Indsamling af lokalviden | Fangst af ammassæt (lodde) i strandkanten |
Formålet med atlasset er at få bedre styr på miljøtilstanden hvis et olieudslip skulle ske. Atlasset kan bruges både til at planlægge et tilfredsstillende beredskab ved olieaktiviteter og til at planlægge indsatsen hvis uheldet er ude og der sker en olieforurening. Atlasset bliver nu anvendt ved godkendelse af de beredskabsplaner, som olieselskaberne skal udarbejde for olie/gasaktiviteter langs den vestgrønlandske kyst. Atlasset indgår således som en væsentlig del af det samlede beredskab, som skal etableres i forbindelse med olieefterforskning. Tilsvarende atlasser er udarbejdet i områder i det nordøstlige Canada.
Kort præsentation af atlasset (Environmental oil spill sensitivity atlas of West Greenland ).