Aarhus University
DU ER HER: Nyheder

Forskningens Døgn 2011

Del |

Arion lusitanicus - eller populært blot "dræbersneglen". Foto: DMU/Britta Munter

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, tilbyder også i år offentligheden spændende indblik i sin forskning, der favner jord, vand og luft – også ud over vore egne breddegrader.

12.04.2011

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, tilbyder også i år offentligheden spændende indblik i sin forskning, der favner jord, vand og luft – også ud over vore egne breddegrader. Det sker ved den landsdækkende begivenhed Forskningens Døgn 2011, og DMU’s forskere deler deres viden ved lokale arrangementer i Silkeborg og i Roskilde.

Her finder du DMU’s forskere fredag den 29. april i Silkeborg og lørdag den 30. april i Roskilde:

Fredag den 29. april kl. 10-17

Torvet, Silkeborg

PROGRAM

Olie fra Afrikas træer

Kom og hør om arbejdet med at udnytte olieholdige frø fra afrikanske træer. Denne olie udnyttes ikke optimalt i dag, hvor der stadig er mangel på fødevarer i Afrika. Projektet QualiTree er et nyt DANIDA-projekt, der løber fra 2011 til 2013, hvor der arbejdes med at udnytte disse frø fra træer i Mali og Burkina Faso i Vestafrika - fra frø til bord. Der skal opbygges en lokal produktion af olie samt etableres træplantning, hvor produktion og olieholdige frø kombineres med salg af CO2-kvoter fra plantagerne.

Modellering af søer

Hvilke konsekvenser får fremtidige klimaforandringer for danske søer? Hvordan effektiviseres vandplanerne? Hvor stor en indsats kræves for at overholde EU's vandrammedirektiv?Vi udvikler og bruger økologiske computer-modeller, som kan give os svar. Kom og se vores økologiske modeller i aktion, og lær, hvordan søernes økosystemer fungerer.

Tang til energi, miljø og mad

Tang er ikke bare ildelugtende bunker på stranden! Tang kan bruges til grøn energi, miljøforbedring og bæredygtigt foder - på én gang. Eller vi kan vælge at spise det selv, for det er både sundt og smager godt! Danmarks Miljøundersøgelser arbejder med de mange muligheder i tang - sammen med spændende samarbejdspartnere både i og udenfor Danmark. Og så er vi partnere i AlgeCenter Danmark i Grenå. Kom og hør, hvad Danmarks Miljøundersøgelser vil med tang i Danmark.

Dræbersnegle i dybfryseren

Vinteren var kold. Men var den frossen nok til at tage livet af Arion lusitanicus? Og dermed en hjælp til de alt for mange haveejere, der siden dræbersneglen første gang blev observeret i 1991 har stiftet bekendtskab med det slimede, rødbrune dyr? Dræbersnegle i dybfryseren og spadestik i den frosne jord har givet svaret. Kom og få det!

Bestøvere i frit fald

Bier, humlebier og andre vigtige bestøvere af både afgrøder og vilde planter går tilbage i antal. I Europa og i Danmark. Årsagerne er flere, men det er muligt f.eks. som haveejer at hjælpe til med at bremse tilbagegangen for de små vigtige insekter, der får det til at summe af sol over engen.

Lørdag den 30. april kl. 10-14

Stændertorvet, Roskilde

PROGRAM

Hvordan er luften dér, hvor du bor?

Ved hjælp af luftforureningsmodeller og målinger af sundhedsskadelige kvælstofoxider og partikler i luften kan forskerne fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) fortælle dig om luftkvaliteten på lige netop din adresse. DMU samarbejder med Astma-Allergi Danmark om bl.a. transport i atmosfæren af pollen og andre allergener, og en repræsentant fra Astma-Allergi Danmark deltager.

Effekter af klimaændringerne i Grønland

Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser er med til at overvåge den grønlandske natur og de ændringer, der finder sted som en konsekvens af klimaforandringerne. Kom og hør hvordan det foregår og hvordan man rent faktisk kan se på dyr og planter, at der sker ændringer med vores klima.

Aarhus Universitet

Aarhus Universitet inviterer til Forskningens Døgn fredag den 29. april 2010 kl. 13-18 i Søauditorierne, som i dagens anledning omdannes til en vifte af spændende forskningsformidling under temaet KÆRLIGHED

Forskningens Døgn 2011 - hjemmeside

Nyheder
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012