Forskningschef Jesper Madsen er tiltrådt som ny professor i arktisk ”conservation ecology” (=forvaltningsøkologi) ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet.
04.04.2011
Forskningschef Jesper Madsen er tiltrådt som ny professor i arktisk ”conservation ecology” (=forvaltningsøkologi) ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet.
Jesper Madsens forskningsindsats omfatter arktisk økologi med særligt fokus på migrerende vandfugle, deres adfærd, populationsbiologi og effekter af menneskelige aktiviteter i løbet af årscyklus. Han har foretaget studier i Arktis siden 1979 og har især arbejdet i Grønland og på Svalbard. Jesper Madsen har i sin forskning tilstræbt at integrere grundforskning med anvendelsesorienteret forskning og forvaltning af vandfugle. Han har således arbejdet med storskala-forsøg vedrørende forstyrrelser, reservatdesign og udvikling af modeller til forvaltning af vandfugle og deres levesteder. Siden 2002 har Jesper Madsen fungeret som forskningschef og har medvirket til koordinering af en række nationale og internationale initiativer til forskning i arktisk miljø og natur.
Det nye professorat skal styrke forskningen i forvaltningsøkologi i Arktis og koordinering af forskningsaktiviteter vedrørende arktisk biodiversitet.
Jesper Madsen er uddannet biolog fra Aarhus Universitet i 1984. I 1991 forsvarede han sin doktorafhandling med titlen ”Træk- og overvintringsstrategier hos gæs. Faktorer, der influerer på valget af rasteplads” på Aarhus Universitet. Efter et par kortvarige job på Zoologisk Museum i København og Naturhistorisk Museum i Aarhus blev Jesper Madsen i 1985 ansat på Vildtbiologisk Station, der fra 1990 indgik i Danmarks Miljøundersøgelser. Her blev han seniorforsker i 1991 og forskningschef i 2002.
Jesper Madsens publikationsliste rummer godt 130 internationale videnskabelige artikler. Han er medlem af en række videnskabelige råd og har koordineret en række store projekter.
Den nye professor holder tiltrædelsesforelæsning med titlen: ”Arktis under forandring: Behov for integreret forskning og observation til understøtning af bæredygtig udvikling” efterfulgt af en reception, onsdag, den 6. april 2011, kl. 14-16. Niels Bohr Auditoriet, Risø, Frederiksborgvej 399, 4000 Roskilde. Arrangementet er et dobbeltarrangement, hvor også Bo Riemann holder tiltrædelsesforedrag.
Yderligere oplysninger: Forskningschef og professor Jesper Madsen, tlf. 4630 1940, jm@dmu.dk, link til cv: http://pure.au.dk/portal/da/jm@dmu.dk