Aarhus University
DU ER HER: Nyheder

Luftforurening 2010: Overskridelser for NO2, men ikke for partikler

Del |

I 2010 blev grænseværdien for NO2 overskredet på H.C. Andersens Boulevard i København, og modelberegnnger peger på en række yderligere overskridelser. For partikler var der ingen overskridelser af grænseværdierne i 2010.

22.06.2011

I 2010 blev grænseværdien for NO2 (kvælstofdioxid) overskredet på H.C. Andersens Boulevard i København. I Odense, Aarhus og Aalborg var der ingen overskridelser. Koncentrationerne af NO2 faldt generelt fra 2009 til 2010, undtagen på gademålestationen ved H.C. Andersens Boulevard i København, hvor en stigning blev observeret. Stigningen skyldes formentligt en midlertidig påvirkning fra to større byggerier nær ved målestationen.

Modelberegninger indikerer endvidere, at grænseværdien i 2010 var overskredet på en række gadestrækninger i København, men ikke på udvalgte gadestrækninger i Aalborg. Modelberegningerne viste endvidere, at gademålestationen på H.C. Andersens Boulevard repræsenterer en af de mest forurenede gader i København, mens gademålestationen i Aalborg repræsenterer et middelniveau set i forhold til de 31 udvalgte gader i byen.

Ifølge modelberegningerne har Sydhavnsgade i København nu en betydeligt højere koncentration af NO2 end tidligere rapporteret og er dermed den gade i landet med de højeste koncentrationer. Beregningerne er baseret på trafikinformationer fra Københavns Kommune.

I 2010 var der ingen målestationer, hvor grænseværdierne for luftens indhold af partikler mindre end 10 µm (PM10) blev overskredet.

Indholdet af partikler mindre end 2.5 µm (PM2.5) overskred heller ikke de kommende grænseværdier, som skal overholdes fra 2015.

Antallet af partikler mellem 6 og 700 nm var omkring 16.000 partikler per cm3 på gademålestationen H.C. Andersens Boulevard, mens det var betydeligt mindre i by- og landbaggrund. Antallet af partikler er faldet betydeligt siden 2002.

Om rapporten

Rapporten præsenterer resultater for 2010 fra Overvågningsprogrammet for luftkvalitet i danske byer, som udføres af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet. Programmet er baseret på målinger ved ni målestationer placeret i de fire største danske byer samt ved to baggrundsmålestationer uden for byerne. Disse målinger kombineres med beregninger med DMU’s luftkvalitetsmodeller.

Formålet med programmet er at overvåge luftforurening af betydning for sundhed i overensstemmelse med EU’s luftkvalitetsdirektiver. DMU  måler koncentrationer af svovldioxid (SO2), nitrogenoxider (NOx/NO2), partikelmasse (PM10 og PM2.5), antal partikler, benzen og toluen, carbonmonoxid (CO), ozon, bly , arsen, cadmium, kviksølv, nikkel og polyaromatiske kulbrinter (PAH) i luften i danske byer samt udvalgte flygtige kulbrinter (VOC), der kan føre til dannelse af ozon.

Målingerne og modelberegningerne anvendes til at vurdere om EU’s grænseværdier for luftkvalitet er overholdt. Rapporten beskriver endvidere udviklingen i koncentrationerne. Desuden tjener resultaterne som grundlag for vurdering af kilderne til luftforureningen, vurdering af effekt af reduktionstiltag og som grundlag for en række videnskabelige undersøgelser fx vurdering af små partiklers effekt på sundheden.

Kontakt: Seniorforsker Thomas Ellermann, DMU, tlf. 4630 1166, tel@dmu.dk

Ellermann, T., Nordstrøm, C., Brandt, J., Christensen, J., Ketzel, M. & Jensen, S.S. 2011: The Danish Air Quality Monitoring Programme. Annual Summary for 2010. National Environmental Research Institute, Aarhus University. 55 pp. -NERI Technical Report No. 836.
http://www.dmu.dk/Pub/FR836.pdf

Nyheder
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012