Mette Termansen er med virkning fra 1. oktober 2009 ansat som forskningsprofessor i miljøøkonomi ved Afdeling for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Mette Termansen kommer fra en stilling som Senior Lecturer & Director of the Sustainability Research Institute (SRI), School of Earth and Environment, University of Leeds.
30.09.2009 |
Mette Termansen er med virkning fra 1. oktober 2009 ansat som forskningsprofessor i miljøøkonomi ved Afdeling for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Mette Termansen kommer fra en stilling som Senior Lecturer & Director of the Sustainability Research Institute (SRI), School of Earth and Environment, University of Leeds.
Mette Termansen har en kandidatuddannelse både i skovbrug (fra Landbohøjskolen) og i miljøøkonomi (University of York). Hun har en ph.d.-grad i miljøøkonomi fra University of York i 2001.
Mette Termansens professionelle karriere har udfoldet sig i England, først ved University of York og siden som leder og underviser ved University of Leeds’ Sustainability Research Institute (SRI), School of Earth and Environment. SRI er et institut der på mange måder ligner Danmarks Miljøundersøgelser og Afdeling for Systemanalyse når det gælder forskningsområder og – discipliner: tværfaglig forskning i bæredygtighed med anvendelse af metoder indenfor økonomi, geografi. sociologi, policy/politologi, planlægning og regulering, samt integration af natur- og samfundsvidenskabelige metoder. Centeret beskæftiger sig også med klima og klimatilpasning, og Mette Termansens forskning vedr. biodiversitet og klimaændringer er blevet citeret i Lord Sterns rapport om økonomien i klimaændringerne (Stern-rapporten).
Mette Termansen har i SRI været ansvarlig for udviklingen af bl.a. forskningsstrategi, medarbejdere, forskningsmiljø og –kultur. Samtidigt har hun været en meget aktiv forsker og underviser. Hendes forskning er publiceret i højt anerkendte tidsskrifter inden for økonomi, geografi og økologi, og hun har demonstreret en evne til at arbejde tværvidenskabeligt med bæredygtighed uden at miste den miljøøkonomiske faglige tyngde og originalitet. Hendes forskningsområder omfatter bl.a. analyser af biodiversitet og naturkvalitet samt forurening af vandmiljøet, og hun har erfaring inden for en række miljøøkonomiske forskningsmetoder, ligesom hendes erfaring med tværfaglige analyser er stor. Inden for miljøøkonomien har Mette Termansen en omfattende erfaring med værdisætning af goder og tjenester der ikke er markedsomsatte og som derfor ikke har en pris på markedet, ligesom hun har erfaring med bioøkonomiske modeller, omkostningsminimering og beregninger af omkostningseffektivitet.
Mette Termansen skal som professor i miljøøkonomi i DMU især være med til at udvikle den miljøøkonomiske forskning og være med til at præge den videre faglige udvikling og anvendelse af miljøøkonomiske metoder i Danmark.
Mette Termansens tiltrædelsesforedrag vil blive annonceret senere.
Kontakt: Forskningsprofessor Mette Termansen, M.Termansen@leeds.ac.uk (indtil 1.10) mter@dmu.dk (fra 1.10.)