
Langs den fynske Vindinge Å nær Hudevad findes et veludviklet rigkær med stor artsrigdom af forskellige fugtigbundsplanter. Artsrigdommen i denne mosetype er afhængig af ret intensiv græsning. Foto: Bjarne Andresen/Miljøcenter Odense
Plante- og dyrelivet i de danske åer og bække bliver rigere, når vegetationen langs vandløbenes brinker også er rig og varieret. Det viser analyser, som præsenteres i rapporten ”Vandmiljø og Natur 2009” fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet.
24.01.2011
Plante- og dyrelivet i de danske åer og bække bliver rigere, når vegetationen langs vandløbenes brinker også er rig og varieret. Det viser analyser, som præsenteres i rapporten ”Vandmiljø og Natur 2009” fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet. Rapporten offentliggøres i samarbejde med De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Naturstyrelsen (tidligere By- og Landskabsstyrelsen).
Den såkaldte naturnære vegetation tæt på vandløbene giver ifølge forskernes analyser vandløbenes dyre- og planteliv et biologisk løft. Flere arter af de planter, som vokser på land, findes også i vandløbene. Der bliver også flere arter af iltkrævende smådyr som døgnfluer, slørvinger og vårfluer, og i et vist omfang også større tætheder af ørredyngel.
Det biologiske løft skyldes delvist en direkte positiv effekt af den naturnære vegetation, der giver visse planter bedre muligheder for at brede sig fra deres voksesteder i den vandløbsnære zone til vandløbene. Planterne på land yder formentlig også de voksne vandløbsinsekter bedre fødemuligheder, bedre muligheder for at skjule sig og for at sværme, før de parrer sig.
Analyser af data for Dansk Fysisk Indeks - et værktøj til at vurdere de fysiske forhold i vandløbene - har i øvrigt vist, at indekset har en generel god evne til at afspejle den økologiske tilstand og den biologiske mangfoldighed i vandløb. Indekset viser også, hvor stor den landbrugsmæssige påvirkning er.
”Vandmiljø og Natur 2009” præsenterer også andre resultater fra 2009 af det nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur - NOVANA. DMU har i samarbejde med By- og Landskabsstyrelsen (nu Naturstyrelsen) og GEUS udarbejdet rapporten ud fra data indsamlet af de statslige miljøcentre og DMU selv. Otte rapporter udarbejdet af fagdatacentrene dokumenterer tilstanden inden for vandløb, søer, marine områder, grundvand, punktkilder, luft og arter.
Når der tages højde for klimatiske forhold, er der generelt set ikke sket betydende ændringer i tilførslen af næringsstoffer fra punktkilder og landbrug til vandmiljøet de seneste 6 år. Variationer i nedbør betyder væsentlige år-til-år-svingninger i udledningen fra både punktkilder og landbrug. Eftersom nedbørsmængden i 2009 var under normalen og mindre end i både 2007 og 2008, var udledningerne af kvælstof og fosfor til havet i 2009 tilsvarende lavere.
Indsatsen efter vedtagelsen af Vandmiljøplan I i 1987 for at mindske nitratudvaskningen fra dyrkede arealer har betydet, at nitratindholdet i det yngste iltede grundvand er faldende. Denne tendens ses ikke i det ældre iltede grundvand, defineret som grundvand der er mere end 25 år gammelt. Hyppigheden af overskridelser af grænseværdien for indhold af nitrat i drikkevand viser en tydelig faldende tendens, hvilket skyldes, at boringer med for højt nitratindhold lukkes og erstattes af dybere boringer.
Hyppigheden af fund af pesticider i grundvandsovervågningen var i 2009 på ca. 40 procent, hvilket var samme niveau som de seneste foregående år.
Undersøgelse af fiskebestanden i søer har været med i overvågningsprogrammet med skiftende frekvens. Det er nu muligt at lave de første sammenlignende analyser over tid af udvikling i fiskebestandene. Helt overordnet set kan der konstateres en svag generel forbedring i fiskesammensætningen i de undersøgte søer. Forbedringerne betyder, at rovfisk udgør en større andel af biomassen i søerne. Forbedringerne i fiskebestandene er i tråd med de øvrige forbedringer, der er set i søerne over perioden 1990-2009, for eksempel i form af reduceret tilførsel af næringsstoffer og større sigtdybde.
Overvågningen af luften i perioden 1990-2009 har vist, at tilførslen af kvælstof fra luften til natur- og vandområder er faldet i løbet af perioden, men varierer mellem årene afhængig af de meteorologiske forhold. Samlet set er den mængde kvælstof, som tilføres fra luften til natur- og vandområder inklusive havområder, faldet med godt 30 procent. Faldet har baggrund i en reduktion af såvel udenlandske som danske kilder.
Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljøet og Naturen (NOVANA) trådte i kraft 1. januar 2004. Siden 1988 har Danmark haft et nationalt overvågningsprogram for vandområder. Dette program har sit udspring i Vandmiljøplanen fra 1987, hvor der blev iværksat overvågning af vandmiljøet med hovedvægten på de vandkemiske forhold i havet, kystvande, søer, vandløb og grundvand, samt vigtige kilder til forurening, nemlig spildevand, landbrug og via luften. Pesticider og andre miljøfremmede stoffer har siden programmets start været med i overvågningen af grundvand og siden 1998 også i de øvrige dele af programmet.
Med implementeringen af NOVANA som et integreret overvågningsprogram for vandmiljøet, luftmiljøet og den terrestriske natur har Danmark fra 2004 haft en samlet og systematisk overvågning af både akvatisk og terrestrisk natur og miljø. Overvågningsstationerne er fordelt over hele landet.
NOVANA-programmet for 2011-2015 er for øjeblikket under udarbejdelse.
Kontakt: Poul Nordemann Jensen, tlf. 8920 1741, pnj@dmu.dk
Susanne Boutrup, tlf. 8920 1749, sub@dmu.dk
Vandmiljø og Natur 2009. NOVANA. Tilstand og udvikling – faglig sammenfatning. Nordemann Jensen, P., Boutrup, S., Bijl, L. van der, Svendsen, L.M., Grant, R., Wiberg-Larsen, P., Bjerring, R., Ellermann, T., Petersen, D.L.J., Hjorth, M., Søgaard, B., Thorling, L. & Dahlgren. K. 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 108 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 806.
Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (9,9 MB)
Kontakt: Poul Nordemann Jensen, tlf. 8920 1741, pnj@dmu.dk
Susanne Boutrup, tlf. 8920 1749, sub@dmu.dk
Rapporten er udarbejdet på baggrund af en række delrapporter som er offentliggjort samtidig med den sammenfattende rapport. Det drejer sig om følgende delrapporter:
Marine områder 2009. NOVANA. Tilstand og udvikling i miljø- og naturkvaliteten. Petersen, D.L.J. & Hjorth, M. (red.) 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 127 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 800.
Sammenfatning | Summary | Hele rapporten i pdf-format (6 MB)
Kontakt: Akademisk medarbejder Ditte L. Jansen Petersen, tlf. 4630 1857, disp@dmu.dk
Seniorforsker Morten Hjorth, tlf. 4630 1849, moh@dmu.dk
Atmosfærisk deposition 2009. NOVANA. Ellermann, T., Andersen, H.V., Bossi, R., Christensen, J., Løfstrøm, P., Monies, C., Grundahl, L. & Geels, C. 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 95 s.- Faglig rapport fra DMU, nr. 801.
Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (3,6 MB)
Kontakt: Seniorforsker Thomas Ellermann, tlf. 4630 1166, tel@dmu.dk
Landovervågningsoplande 2009. NOVANA. Grant, R., Blicher-Mathiesen, G., Jensen, P.G., Hansen, B. & Thorling, L. 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 124 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 802.
Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (4,2 MB)
Kontakt: Seniorrådgiver Ruth Grant, tlf. 8920 1464, rg@dmu.dk
Søer 2009. NOVANA. Bjerring, R. Johansson, L.S., Lauridsen, T.L., Søndergaard, M., Landkildehus, F., Sortkjær, L. & Wiindolf, J. 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 96s. – Faglig rapport fra DMU nr. 803.
Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (4,8 MB)
Kontakt: Forsker Rikke Bjerring Hansen, tlf. 8920 1762, rbh@dmu.dk
Vandløb 2009. NOVANA. Wiberg-Larsen, P., Windolf, J., Baattrup-Pedersen, A.., Bøgestrand, J., Ovesen, N.B., Larsen, S.E., Thodsen, H., Sode, A., Kristensen, E. & Kjeldgaard, A. 2010. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 98 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 804.
Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (6,1 MB)
Kontakt: Seniorrådgiver Peter Wiberg-Larsen, tlf. 8920 1766, pwl@dmu.dk
Arter 2009. NOVANA. Søgaard, B., Pihl, S., Wind, P., Clausen, P., Andersen, P.N., Bregnballe, T. & Wiberg-Larsen, P. 2010: Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 114 s. – Faglig rapport fra DMU nr. 805.
Sammenfatning | Hele rapporten i pdf-format (6,9 MB)
Kontakt: Seniorbiolog Bjarne Søgaard, tlf. 8920 1510, bjs@dmu.dk
Punktkilder 2009. Det nationale program for overvågning af vandmiljøet; Fagdatacenterrapport. Naturstyrelsen (tidl. By- og Landskabsstyrelsen).
Grundvand. Status og udvikling 1989-2009. Thorling, L. (redaktør). GEUS 2007.