To ynglefugleundersøgelser viser, at et muligt Ramsar-erstatningsområde i Jameson Land i Østgrønland kan give beskyttelse under Ramsar-konventionen til et antal ynglepar svarende til det antal, der potentielt bliver fordrevet af planlagte mineaktiviteter.
12.05.2011
To ynglefugleundersøgelser viser, at et muligt Ramsar-erstatningsområde i Jameson Land i Østgrønland kan give beskyttelse under Ramsar-konventionen til et antal ynglepar svarende til det antal, der potentielt bliver fordrevet af planlagte mineaktiviteter. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, har udført undersøgelserne og anbefaler yderligere beskyttelsestiltag.
Ramsar-konventionen er en international aftale om beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af vådområder og disses dyreliv bl.a. ved udpegning og beskyttelse af vådområder, der er af international betydning for vandfugle.
Planlagt minedrift i den nordvestlige del af Jameson Land i Østgrønland ventes at fordrive et større antal fældende og ynglende vandfugle i en del af Ramsar-området ”Heden”. Udpegningsgrundlaget for Ramsar-området ”Heden” er først og fremmest de internationalt vigtige bestande på mange tusinde fældende kortnæbbede gæs og bramgæs, hvortil kommer en række ynglefugle.

Kort over Ramsar-området i Jameson Land med Gurreholm og de undersøgte områder markeret i stærk grøn. Øverst markerer den stiplede linje erstatningsområdet Ørsted Dal. Stjernen markerer stedet for selve den planlagte mine.
Det canadiskbaserede mineselskab Quadra Mining Ltd. planlægger en 20-25-årig udvinding af molybdæn i Malmbjerget nord for Jameson Land. Selskabets plan omfatter anlæg af en lufthavn og en havn med tilhørende stort containerlager ved lokaliteten Gurreholm i Ramsar-området ”Heden” foruden en ca. 75 km lang vej fra havnen mod nord til en mineby ca. 10 km syd for malmforekomsten.
DMU har opgjort fuglenes tæthed og udbredelse i det berørte område og i den nærliggende Ørsted Dal. Resultaterne viser, at et erstatningsområde i Ørsted Dal kan yde beskyttelse for et tilsvarende antal fugle, som kan blive fordrevet fra Gurreholm-området. Ved inddragelse af Ørsted Dal øges det samlede beskyttede område under Ramsar-konventionen markant, men fuglene flytter næppe fra det ene sted til det andet. Enten bliver bestandene reduceret med det fordrevne antal individer, eller også vil de kunne finde plads andre steder. Det kan forskerne med deres nuværende viden ikke sige noget om.
Imidlertid er der ni arter, der kun er fundet ynglende i Gurreholm-området. Samlet set drejer det sig om ca. 50 ynglepar med 2-10 par pr. art, der kan blive fordrevet af aktiviteterne. Dette antal synes ikke højt, men det er vigtigt at bemærke, at tre af disse ni arter, nemlig sabinemåge, lille regnspove g hjejle, er vurderede som ”næsten truet” i Grønlands rødliste. Endvidere er Jameson Land det eneste kendte yngleområde i Grønland for lille regnspove og hjejle.
Effekterne på ynglefuglene fra mineaktiviteterne vil kunne minimeres ved at gøre det påvirkede areal så lille som muligt. Dette kunne opnås ved at flytte landingsbanen med tilhørende bygninger enten så langt mod vest som muligt eller ud af Ramsar-området mod nord.
Påvirkningerne indenfor Ramsar-området kan også minimeres ved at undgå adgang af enhver art udenfor havne- og lufthavnsområderne samt vejene inklusive et forbud mod hunde i området.
Miljøstyrelsen har under DANCEA-programmet finansieret undersøgelserne.
Kontakt: Seniorrådgiver Hans Meltofte, tlf. 4630 1939, mel@dmu.dk
Breeding birds in the Ramsar site Heden and in a proposed Ramsar replacement area, Jameson Land, East Greenland. Glahder, C.M., Meltofte, H., Walsh, A. & Dinesen, L. 2011. National Environmental Research Institute, Aarhus University, Denmark. 98 pp. – NERI Technical Report No. 822.
Summary | Sammenfatning | Eqikkaaneq | Full report in PDF-format (6,6 MB)
Minedrift kræver nyt beskyttet vådområde for østgrønlandske fugle