12.-13. marts 2011

Vores bagage starter udflyvningen mod Constable Pynt ved syvtiden. Selv er vi booket ind kl. 10 og 11, hvilket føles tidligt ved morgenkaffen: vi havde efter vores moskusmiddag været til dansemik i ”værtshuset” sammen med en god del af byen.

Vi har højt flot solskinsvejr, så der er ingen tvivl om, at flyvningen bliver gennemført. Vi har afleveret nøglen til Augos snescooter under sædet på én af hans andre snescootere, der holder foran han værksted - så vi ikke glemmer denne vigtige detalje. Vi bliver dog mindet om den både af Jennifer, der står for flyindskrivning og vores indkvartering, via Anders fra Butikken og via telefonen. Intet overlades til tilfældighederne her.

Vi flyver en flot vej via Hvalrosbugten, hvor en ensom slæde er på vej mod byen. Milton filmer flyturen gennem dale. Min sidemand udpeger fangerhytter og gode søer til at fiske fjeldørreder, og i Hurry Fjorden ser vi de friske spor, som Augo, Magnus og Gustav har trukket her til morgen, hvor de er ude og reparere en hytte og udlægge et depot. For ikke at køre tomhændet hjem skyder de en moskusokse på hjemturen. I sandhed rummer dette sted en livsværdi af de helt store.

Vi udgør bagtroppen af vores højkvalitetsindsamling som med filmfolk på et tidspunkt var oppe på 21 personer. Vi er ”høje” af turens succerige udfald. Vi har fået mere end 1.500 prøver fra 9 ud af 10 nedlagte isbjørne, mens vi var til stede. Dette skete til trods for, at isforholdene var de vanskeligste i mands minde.

Normalt ville der nok være skudt flere isbjørne i denne periode, til gengæld er bjørnene nok blevet skudt endnu tættere på Kap Tobin/Uunarteq og Scoresbysund/Ittoqqortoormiit end sædvanligt. Dette betyder, at kvaliteten af vores prøver er endnu bedre end forventet.

Vores prøver på flydende nitrogen bliver sendt med flyfragt til DMU i Roskilde først i næste uge, og her skal prøverne gerne gå igennen uden forsinkelser. Vi kan ikke ånde lettet op, før alle prøver er fremme på deres rette destination - og ting kan gå galt med sådanne forsendelser. Hjemmefra fordeler vi prøverne, fylder nitrogen på dryshipperne (særlig emballage, red.), og ordner forsendelsespapirer og tilladelser, før vi sender delprøver til København, Trondheim, Ottawa, Michigan og Connecticut efter vores egne prøver er taget fra. Samme øvelse vil gentage sig, når vi får skibsfragten hjem med de normale fryseprøver i september. Udstyr tager andre ruter, før det skal genbruges på andre projekter.

Vi kan se tilbage på en succesrig tur, hvor vi fik gennemført en lang række af vores mål. Vi fik således:

• Etableret en velfungerende feltstation i Kap Tobin med kolleger fra 4 ud af 8 arktiske lande.

• Udtaget mere end 1.500 prøver fra 9 isbjørne. Prøver, som ikke tidligere er tilvejebragt hverken fra Grønland eller andre steder i Arktis.

• Styrket de lokale kontakter i Scoresbysund, som er og bliver rygsøjlen i vores forskningsprogrammer i Østgrønland.

• Givet fangere og lokalbefolkningen feedback på den viden, vi har tilvejebragt omkring isbjørneforurening og dyrenes helbredestilstand over de seneste 25 år.

• Styrket og udvidet vores samarbejde inden for den internationale forskningsgruppe, der arbejder med effekter i arktiske top-karnivorer.

• Formuleret en strategi for vores videre samarbejde med arktiske feltstationer.

På baggrund af dette vil vi forsøge at fortsætte succesen og arbejdet med at styrke effektsamarbejdet på tværs af de arktiske landegrænser. Dette vil kræve, at vi rejser yderligere midler, og at vi fastholder Kap Tobin som værende dét sted i verden, hvor isbjørneprøver af denne karakter kan tilvejebringes. Ligeledes er der andre vigtige grønlandske områder, hvor tilsvarende arbejde kan gennemføres og som vil komplementere det østgrønlandske bjørnearbejde. I første omgang ser vi frem til, hvad der kommer ud af arbejdet fra de 21 personer, der gæstede Kap Tobin.

8.-9. marts 2011

Mens vi spiser morgenmad, kaster jeg lige et hurtigt blik ud af vinduet og ser pludselig en hvalros baske rundt i en våge mellem land og pakisen længere ude, lige foran vores lejr mindre end 100 meter fra kysten. Det er denne hvalros, som Christian og Hjalmar har været ude efter de seneste par dage. Vi giver dem hurtigt en melding over VHF-radioen, og et par minutter efter kan vi se Hjalmer stå og spejde over vandet fra en lille bakketop nær strandkanten. Hvalros er en vigtig føde for fangere og hunde, og da den også indgår blandt isbjørnens bytte har vi også interesse i hvalros. Vi har på denne tur allerede indsamlet prøver til analyser af fedtsyrer i isbjørnens føde herunder ringsæl, grønlandssæl, narhval, hvalros og moskusokse, men vi kan jo altid bruge flere prøver.

Vi kommunikerer dagligt med fangerne Christian Josefsen og Hjalmar Hammeken, og ingen af disse to er nogen "Hr. hvem som helst". Begge er de hæderkronede fangere og har hver især gennem deres fangerliv nedlagt henholdsvis 206 og 54 isbjørne. Lægger vi hertil byttet fra Hjalmars brødre -Ababa nedlagte 103 isbjørne og Inutas 30-40 bjørne - når vi op på ca. 400 isbjørne over en periode på godt og vel 30 år. Igennem disse mange år har fangere naturligvis opbygget en enorm viden om isbjørne. Viden, der er vigtig for os, hvis vi da ellers er i stand til at stille fangerne de rigtige spørgsmål.

Der er ingen tvivl om, at fangerne har den bedste kontakt med isbjørnene, idet de jo observerer og iagttager dyrene næsten dagligt og desuden jo slagter dem, hvis de skyder dem. Det er derfor oplagt at spørge fangerne, om de igennem tiderne har observeret ændringer hos bjørnene, der kunne indikere effekter af forureningen; effekter, som er umulige at måle uden avanceret udstyr. Før vi startede vores effektundersøgelser her i området, gennemførte vi derfor tilbage i 1998-99 en interviewundersøgelse blandt fangere i området omkring Scoresbysund/Ittoqqortoormiit og i Ammassalik/Tasiilaaq med hjælp fra de rutinerede antropologer Hanne Tuborg og Birger Sandell. Dette resulterede i to rapporter. Den ene rapport omhandlede information om afvigende isbjørne i Østgrønland, den anden rapport omhandlede forekomsten og fangsten af isbjørne i Østgrønland.

I alt interviewede vi 52 fangere, der tilsammen kunne give førstehåndsinformation om 1.110 isbjørne. Fangerne gav et enkelt eksempel på underlig adfærd hos en isbjørn. Få eksempler på misdannelser hos isbjørnene var der dog: 6 dievorter i stedet for de normale 4. Seks eller 7 kløer eller manglende kløer i stedet for de sædvanlige 5 kløer. En manglende bagpote, et par unormale pels- og skindtilfælde og en enkelt forstørret klitoris hos en hunisbjørn, men alt i alt ikke meget i forhold til de mange isbjørne, fangerne havde haft kontakt med.

Interviewundersøgelsen kunne heller ikke afdække forøgede forekomster af kræft hos isbjørne. Der var heller ingen tegn på, at antallet af parasitter eller infektioner var stigende. Netop forandringer observeret i dyrene var emnet for min opfølgende samtale med Ossaqaq Qujauqitsoq i aftes. Ossaqaq er aktiv debattør i fangerlivet omkring Qaanaaq, som ligger i Thule/Avanersuaq i Nordvestgrønland. Han har en del bekymringer omkring disse forandringer, baseret på de observationer, som fangerne fra har gjort igennem den senere år. Med de grønlandske telefonpriser, som er helt oppe at ringe, kunne vi ikke nå i dybden med dette emne, og vi aftalte da også at mødes og snakke om dette næste gang, han kommer til Danmark. Ossaqaq fortalte, at det jo passede fint, da han alligevel snart skulle mødes med Kronprinsen!

Lidt mere konkret var vores interviewundersøgelser om bjørnenes forekomst, hi-områder og dokumentationen af datidens fangstmønster. Netop fangstmønsteret har forandret sig meget inden for de seneste år. De lange ekspeditioner, hvor fangerne tog langt væk fra deres bygd i ugevis eller endda i månedsvis, er for længst forbi.

Dette skyldes at isdækket er blevet mindre over de forløbne år, især om vinteren, hvilket giver dårlige forhold for slæderejser. De månedlange isbjørnerejser op nordpå i Nationalparken Nordøst Grønland, verdens største nationalpark, og ned langs Blossevillekysten må desværre derfor nu betragtes som historier fra en svunden tid:

Sandell, H.T., B. Sandell, E.W. Born, R. Dietz & C. Sonne-Hansen 2001. Isbjørne i Østgrønland. En interviewundersøgelse om forekomst og fangst, 1999. Teknisk Rapport nr. 40, 2001, Grønlands Naturinstitut: 94 pp.”).

Vi fik også sendt Steen Andersen af sted til Scoresbysund sammen med Magnus, der havde leveret 220 l olie med den lokale tankbil. Vi benyttede lejligheden til at sende vores polske kollega, Tomasz Ciesielski, ind til byen på en af vores lejede snescooter efter et par fornødenheder. Snescooteren lækkede i øvrigt benzin fra et hul i karburatorens bundkar. Dette løste det kreative mekanikerhold på Augos værksted hurtigt med lidt plastic padding - en løsning Tomasz betegnede som en ”typisk Russer”, hvilket udløste et større latterudbrud blandt Augo, Magnus og de andre ansatte. Efter at have taget afsked med Steen måtte Tomasz således køre alene tilbage til Kap Tobin, og snescooteren holdt heldigvis hele vejen, takket være ”russertricket”. Han blev dog lige hjulpet over fjeldet med slæden af Magnus, da vi mere end én gang er kørt fast med denne.

I forbindelse nedpakningen af skolen og den forestående hjemrejse fik jeg en konstruktiv snak med skolelederen Gustav Brandt. Vi blev enige om at vi kunne efterlade en del af vores grej, inklusive vores til lejligheden indkøbte 2 KW Honda-generator. At efterlade en del af vores udstyr vil selvfølgelig nedbringe vores udgifter til at fortsætte vort arbejde her i området, hvis dette viser sig muligt. Samtidig vil skolen i Kap Tobin igen blive brugbar med generatoren og kan bruges som lejrskole for eleverne og som udflugtsmål for aldersdomshjemmet. En ren win-win-situation. Herligt at se, hvordan man hjælper hinanden her på disse breddegrader!

6.-7. marts 2011

Vi er stadig i en ventesituation. Vejret veksler mellem tæt snefald og kraftig vind, der i dag forventes at toppe med 20 sekundmeter fra nord. Imidlertid er vi stadig forhåbningsfulde og bygger det på, at der nu igen er åbent vand herfra mod vest og mod Scoresbysund/Ittoqqortoormiit. Sidst vi havde disse forhold, blev der skudt 3 isbjørne umiddelbart efter vinden løjede så tilstrækkeligt af, at fangerne kunne sejle ud i deres joller.

Jagtbetingelser her i Scoresbysund-området er helt anderledes, end da jeg var her for 25 år siden for i løbet af et par måneder at indsamle prøver fra fangsten. Dengang var der solid is herfra og over til Kap Brewster på den anden side af den cirka 40 km brede fjord, der åbner op for en af verdens dybeste fjorde.

Det er tydeligt, at isen er tyndere i år. Meget tyndere og jævnlig helt fraværende. Det er givetvis en effekt af klimaændringerne, der nu på den tydeligste måde slår igennem her i Østgrønland. Ændringer gør livet vanskeligere for fangerne, der i en skræmmende stor del af året opererer i et miljø, der er særdeles vanskeligt at bevæge sig i. Lige nu har vi hverken fast is til slædekørsel eller åbent vand, som jollerne kan besejle. Det er hverdagen lige her udenfor vores vinduer.

Naturligvis ved vi godt, at der er del ventetid på opgaver af denne type. Det siger sig selv, da bjørneprøver ikke er noget, man lige bestiller til et givent tidspunkt. Det er dog på denne tur lykkedes os at etablere rammer, hvor vi også kan arbejde med andet end det, der er ekspeditions primære formål.

I tidens løb har jeg ellers oplevet masser af ture, hvor man enten sidder sammenbøjet i et lille fugtigt telt med en tudende vind, der overdøver enhver tankeaktivitet, eller i månedsvis opholder sig på hundeslæde eller i en åben jolle som på ingen måde giver mulighed for at åbne den bærbare computer.

Men her på skolen er det lykkedes os at etablere et miljø, hvor vi kan lave andet og mere end blot at vente. Vi har så at sige blot flyttet vores kontor op på 70°20’N - ca. 15 breddegrader nordligere end normalt. Så nu arbejdes her målrettet med artikelskrivning, rapporteringer, foredrag, viden-, erfarings- og idéudveksling, filmproduktion og ikke mindst projektansøgninger. Tidligere i dag havde vi et spændende foredrag om, hvorledes 9 forskellige kønshormoner kan blive påvirket af miljøfremmede stoffer. Jævnligt udspænder der sig livlige videnskabelig diskussioner og tankevækkende bidrag fra den brede vifte af forskere, vi stadig har tilbage her på vores feltstation. Et i sandhed inspirerende kraftcentrum.

Oven i alt dette har jeg sammen med kollegaerne fået udarbejdet et brugbart ansøgningsudkast, som skal danne fundamentet for at fortsætte vores effektarbejde her og i andre områder af Arktis. Skrivningen af ansøgninger tager en stadig større del af vores arbejds- og fritid, og det skulle ikke undre mig, om mange har det indtryk, at vi som forskere sidder og ”feder” den på det offentliges bekostning.

Virkeligheden er imidlertid en helt anden. Alt hvad vi gennemfører af projekter, skal vi selv skaffe midler til fra eksterne kilder. End ikke vores løn henter vi fra vores arbejdsplads; den skal også skaffes udefra. Til gengæld kan vores arbejdsplads tilbyde os en fast pris, vi skal udbyde og kontere vores arbejde til. Den har en størrelsesorden, der ofte betyder, at der bliver afsat for få timer til vores arbejde, som igen kun kan hentes ved at løbe stærkt eller benytte de små timer på døgnet. Også her er et sådant feltophold en herlig ting, da vi i princippet kan være fokuseret på at gennemføre vores arbejde 16-18 timer i døgnet; her henter vi en del arbejde hjem.

Midt på dagen mandag ringer Hjalmer Hammeken mig op og spørger, om vi ikke kan tage en af vores snescootere og køre op på toppen af det østlige bjerg for at se efter isbjørne.

Som sagt så gjort. Fra det høje udsigtspunkt kan vi inde nær byen se de hunner med deres unger, som vi også observerede lørdag. Ved siden af det væltede sømærke lykkes det Hjalmar, efter en koncentreret indsats, at spotte en bjørn et godt stykke ude i pakisen.

Hjalmar giver Christian Josefsen besked om vores observation ved at bukke sig sammen, således at han ender i en vinkel, der imiterer forreste del af isbjørnen. Kristian står ude på sydspidsen af Kap Tobin og kigger efter en hvalros, de to fangere så tidligere på dagen. Vi kan på afstand se både hvalrossen og Christian, men fordi der er en større isskosse imellem dyr og fanger, kan Christian ikke få øje på hvalrossen.

På vej tilbage til byen kører vi omkring den 60 °C varme kilde, som Kap Tobin/Uunarteq (Vestgrønland: Unartoq) er opkaldt efter. Hvis vi byggede et større bassin omkring dette, kunne vi få et tiltrængt bad. Hvis der stadig var fast bebyggelse her i Kap Tobin kunne man formentlig også lave et effektivt ”grønt” fjernvarmeanlæg.

4. marts 2011

I dag sender vi fem af vores deltagere retur. Martin Hansen, Danmark, Gro Villanger og Kristin Møller Gabrielsen, Norge der har været med os fra starten samt Rob Letcher, Canada og Nil Basu, USA, der har været her den sidste uge. Med hjælp fra Augo Barselejsen sætter de tre snescootere med to slædeanhængere sig i bevægelse efter de sidste aftaler og kram er udvekslet. Der sænker sig en ro over det tilbageblevne hold på 8 personer, nu hvor både vore kolleger og det engelske filmhold - for et par dage siden - har forladt Kap Tobin.

Vi får besøg af fangerne Christian Josefsen og Hjalmar Hammeken, der sammen med en yngre fanger Steffen er kommet på isbjørnefangst. Vores oliefyr har sat ud i løbet af natten, og da vi kommer til at nævne det for Christian, går han straks i gang med at skille fyret ad for at skifte dysen. Vores værktøj er ikke lige gearet til reparationer af denne art, men det slår ikke den drevne fanger ud, som har livslang erfaring i at klare alt. Christian ligger på knæ foran den kolde kedel, mens han tålmodigt tryller med min Leatherman og vores øvrige forhåndenværende søm. Tre kvarter senere tørrer han olien af næverne. Fyret er atter i gang og vi slukker vores petroleumsovne, som kun er med for en sikkerheds skyld. Christian har så rigeligt fortjent en kop kaffe og et par pakker cigaretter, der er næsten ubetalelige på disse breddegrader.

Det er ikke første gang Christian kommer feltstationen til undsætning. Som tidligere beskrevet blæste tre af os inde da vi var i Scoresbysund forleden uge. De dage fik blæsten også bugt med fyret, og her trådte Christian også til. Længe før vore stationsdeltagere havde forstået hvad problemet var, havde han fundet en malingsdåse, lavet huller i den, og trods sine 64 år adræt svunget sig op på taget og monteret ”vindbøjtlen” på skorstenen trods noget nær orkanagtige vindstød.

Man imponeres ustandseligt over fangernes kompetencer her i deres hjemland og rette element. Min liste over hvorledes fangerne er os ”kraslunakker” overlegne i enhver praktisk henseende er lang, med de oplevelser jeg har haft heroppe over de sidste 30 år. Uanset om det nu drejer sig om at føre et hundespand, en snescooter, en jolle, et skib i pakisen, at tolke vejret eller at skære et dyr op i bidende kulde så mestrer de situationen og har endda overskud til at lære fra sig med et smil uden den mindste form for overlegenhed. Her lever man meget tæt på naturen og på elementerne, og kan man ikke sine færdigheder, så overlever man simpelthen ikke.

Min Leatherman er med os blevet inviteret op til Christians hus for at løse et par problemer på Hjalmars riffel. Denne invitation tager vi naturligvis imod, men inden vi når derop, er Hjalmar allerede af sted med sine hunde mod det østlige næs Nooraiva i retning mod Kap Swainson.

3. marts 2011

Vågner ved halv syvtiden. Det er kraftige vindstød fra vest, der rusker i hele huset, som river mig ud af Morfeus’ arme. Jeg skuler hen mod det udendørs termometer. Det viser minus 13.9^oC. Vinden er vel 15-20 sekundmeter. Det giver en chillfaktor, som svarer til en temperatur ned på den forkerte side af de minus 30^oC.  Jeg ruller filmen tilbage til min barndoms vinterophold i Småland og synes her at finde forklaringen på, at jeg er blevet polarforsker. Som om der en direkte linje fra dengang til nu, hvor jeg med gode kollegers hjælp indsamler endnu et års prøver fra isbjørnebestanden. Jeg husker tydeligt, hvordan min bror og jeg dengang sov i igloer om natten og om dagen iført anorakker, bue og pil og et isbjørnehoved på en hjemmebygget slæde gik på opdagelse i de svenske skove.

2. marts 2011

Solen er så småt ved at kaste sine stråler ind over Scoresbysund-polyniet. Morgenfreden er en lise, og jeg sidder bøjet over arbejdet ved computeren. Pludselig bryder vores grønlandske telefon stilheden. Det er Jan Lorenzen inde fra tankanlægget, som fortæller, at han lige har set Åge D. Hammeken skyde en bjørn lige i udkanten af byen. Samtalen er kort, og sekundet efter den er slut ringer jeg til først Åges onkel og efterfølgende hans far, der begge er på vej ned til den unge fanger for at hjælpe ham med at bringe fangsten i sikkerhed. Vi bliver hurtigt enige om, at de sejler fangsten ud til os, så jeg kan få liv i forskerholdet imens.

Et par sovende skeptikere tror i første omgang at jeg har gang i en practical joke, men hurtigt står alvoren dem klar, og alle kommer hurtigt i tøjet. Snart står vi alle på isfoden med vores udstyr klart.

Kort efter ser vi en prik nærme sig, og det viser sig at være Åge med 3 hjælpere. Vi bliver enige om et sted, hvor vi kan trække bjørnen i land uden at skindet bliver tilsmudset, og vores forberedte taljesystem virker efter hensigten. Selv om vi har vægten klar, afstår vi fra at veje bjørnen i hel tilstand for at spare et par vigtige minutter: vores første prioritet er at få udtaget levende celler fra bjørnen og få dem overført på den flydende nitrogen. I stedet stykker vi vægten sammen under prøvetagningens videre forløb – i samlesæt så at sige.

Oppe i laboratoriet på vores midlertidige feltstation hersker der nu koncentreret og fokuseret aktivitet.

Milton Levin er - i et nervepirrende kapløb med tiden - gået i gang med at sikre de levende celler fra milten og lymfekirtlerne til sine immun-assays og serum fra blodplasmaen for at måle cytokiner.

Med et lille elektronisk mikroskop projiceres cellerne op på hans computerskærm, hvorved første del af et videnskabeligt gennembrud afdækker, at cellerne fortsat er i live. En altafgørende forudsætning for hans videre forsøg. Dette arbejde er simpelthen bare ikke gjort før.

Her står vi med celler fra Jordens stærkeste dyr, der udelukkende lever af fedt. Uden at få hjertekar- sygdomme, sukkersyge eller tilsvarende skavanker. Jeg spørger mig selv, om ikke disse specialiserede celler kan rumme løsningen på vor tids største problemer med overvægt og diabetes. Der er heller ingen tvivl om, at isbjørnen har udviklet mekanismer til at undgå knogleskørhed under hunnernes op mod et halvt år lange hi-ophold.

Samtidig slår det mig, at det er helt oplagt at inddrage firmaer, der arbejder med beklædning, til at se nærmere på vores hjemsendte skind for at producere beklædning, der kan klare polarvinterens ekstreme kuldegrader og storme.

For alle, der opholder sig ude i naturen, kender jo til, hvordan vort vestlige tøj må give op, når det bliver vådt. Udfordringer, som isbjørnen har løst effektivt og én gang for alle med en pels, der uden vanskeligheder modstår vand, blæst og ekstrem kulde, når den møder frosten efter at have svømmet gennem isnende vand fra isflage til isflage; et miljø hvor vi andre kun ville overleve i en snes sekunder.

Vores videre arbejde synes pludselig også at rumme muligheder for at afdække biometriske mysterier og medicinske løsninger.

1. marts 2011

Dagen startede med en berigende diskussion. Gennem de senere år har en vild idé langsomt taget form og her i morges var det som om, vi nåede frem til den helt rigtige opskrift.

Mit mål har længe været, at etablere et stærkt netværk af internationale forskere, som medvirker til en aktiv overvågning af miljøet her i Arktis. Og denne morgen i Kap Tobin, mellem tandbørstningen og morgenmaden akkompagneret af skyfri blå himmel og en blussende solopgang er det Nil Basu og Robert Letcher, der kommer med de afgørende indspark, som gør det muligt at udstikke de linjer, som jeg nu føler mig overbevist om vil kunne omsætte den gamle idé til ny forskning.

Som udgangspunkt er vi enige om, at vores initiativ er både højprofileret og relevant. Derfor er vi alle af den opfattelse, at vi vil være i stand til at tiltrække internationale sponsorer som en del af det økonomiske fundament for et ”Arktisk Effekt Netværk”, som vi lige nu kalder dette varslingscenter for miljøskabte skader og sygdomme hos de arktiske dyr.

Første skridt er at sikre, at vores blog bliver oversat til engelsk af vore webfolk i Danmark, og den sag er allerede under udvikling.

Næste skridt er at udarbejde en fælles relativt kort og klar ansøgning, som vi kan udsende til private fonde, hvor vi allerede har et par potente modtagere i kikkerten. Det er her den nye plan på sin vis er revolutionerende for os, for under normale forskningsomstændigheder betragter vi beløb i størrelsesordenen 50.000-100.000 euro som for små til den type forskning, vi normalt kaster os over.

Imidlertid vil en feltsæson sagtens kunne gennemføres for penge i denne størrelsesorden. Og har vi først en etableret arktisk feltstation lige her, hvor problemerne viser sig først og stærkest, så har vi pludselig mulighed for at skabe relevante forskningsresultater for beløb som under andre omstændigheder er utilstrækkelige. Og det banebrydende er, at hvor der ikke er ret mange steder at søge virkelig store beløb til international forskning, så er der mange gange flere fonde at henvende sig til, når man som i tilfældet med en permanent feltstation kan klare sig med betydeligt mindre beløb.

Når vi får positiv respons på vores ansøgninger, vil dosis-respons-studierne på immunsystemet og kønshormonerne være delprojekter, der kan videreføres af midler ud over de bevillinger og donationer, vi har opnået til feltsæsonen fra det danske DANCEA- program under Miljøministeriet.

Den dynamiske stemning blev yderligere forstærket, da vores grønlandske telefon ringede og Hjalmar Hammeken sagde, at han er på vej herud nu, da vejret er klaret op og vinden gået i nordvest. Han berettede videre, at skindet, vi har købt til vores planlagte undersøgelser, nu er klar til afskibning.

Vi gjorde straks et hold parat til at køre til byen for at sikre skindet og samtidig supplere vores proviant, vand og brændstof. Midt i disse forberedelser kom Augo og Magnus ind ad døren og spurgte, om vi var klar til at køre i kortege ind til Scoresbysund med filmholdet, der er på vej sydover. Det satte blot ekstra skub i vores proviantholds afgang.

Få timer senere kom Scoresby Hammeken forbi sammen med en anden fanger for at spotte efter isbjørne. Ligeledes forlyder det, at Christian Josefsen, der er byens ældste og én af de største isbjørnefangere, også er på vej herud. Og når nu tre af de bedste fangere vender tilbage her til den forladte bygd, hvor også vi opholder os, er det jo lige før man synes, at bygden er ved at vågne op til fordums storhedstid, hvor Kap Tobin var centrum for isbjørnefangsten her i distriktet.

Vi inviterede det engelske filmhold til middag, men de takkede nej, da de dårligt var kommet sig over den fælles middag om lørdagen, hvor der ikke blev sovet så meget.

Filmholdet kunne dog ikke dy sig for at komme forbi til lidt aftenkaffe med en lille whisky. Da vi for sidste gang var samlet alle 21, benyttede vi lejligheden til at tage et gruppefoto i stjerner og nordlys.

25. februar 2011

Hen på eftermiddagen ringer først Åge Hammeken, én af byens unge fangere, og ti minutter senere har jeg Marius Madsen i røret. De er begge på vej med en netop nedlagt isbjørn. I første omgang overvejer vi et kort øjeblik, om det mon ikke drejer sig om den samme bjørn. Vi skynder os nu under alle omstændigheder at fragte vores udstyr ned på isfoden ved vandet for at være klare til at modtage to isbjørne.

Mens vi bakser med at gøre en landingsplads klar, anløber Marius Madsen med en stor bjørn på slæb. Langsomt går det op for mig, at der vitterligt er tale om to bjørne, og at de begge er på vej her til vores feltstation i Kap Tobin.

Vi prioriterer at tage prøver fra den bjørn der er skudt senest, og organiserer os hurtigt for at få den på land med det samme.

Selve prøvetagningen forløber endnu bedre end den første, selv om begge isbjørne ankommer stort set samtidig, hvilket gør stemningen en smule hektisk.

Heldigvis er den bjørn, vi først kaster os over skudt for mindre end en halv time siden, og det betyder, at vi kan udtage prøverne på flydende nitrogen, som er én af vores helt store ambitioner på denne ekspedition. Det indebærer, at vi efterfølgende kan arbejde med de levende hvide blodlegemer, med leverens enzymer og med binyrernes og skjoldbruskkirtlens hormonproduktion.

Efter aftenens prøvebehandling sænker roen sig over vores gruppe; vi har på den første uge fået unikke højkvalitetsprøver fra tre ud af de planlagte ti isbjørne.

Mens vi arbejder med isbjørnene ankommer de sidste fem forskere, der skal arbejde sammen med os de kommende uger. De seneste par dages vind har åbnet havet og gjort det til en alternativ transportvej til vores midlertidige forskningscenter, og man kan ikke fortænke dem i, at de føler situationen temmelig surrealistisk; og som en stor kontrast til deres ophold i den Blå Lagune på Island blot dagen forinden.

23. februar 2011

I samme øjeblik butikken åbner,  er vi på vej ind og proviantere. Dog slår jeg lige et slag på snescooteren op omkring radiofjeldet for at hente et grønlandsk simkort. De dyre telefonpriser over Danmark synes nemlig at true kommunikationen med fangerne.

På vej op ad fjeldet tager snestormen til, og jeg funderer over om det overhovedet vil lykkes os at nå tilbage til Kap Tobin i dag. Da den grønlandske mobilforbindelse er i sikret, beder jeg om en opdateret udskrift af vejrudsigten. Den viser at snestormen er startet et halvt døgn tidligere end forventet.

Nede ved butikken møder jeg Magnus Anike, der fortæller at det er alt for farligt at køre over fjeldet til Kap Tobin. Vi må blive i Scoresbysund til stormen er overstået.

I søndags flyttede Christian Josefsen ud til Kap Tobin. Han hus ligger øverst på fjeldet på sydsiden af byen med en mere end 180 grader udsigt over Scoresbysund-polyniet og fjorden.

Vi besøgte ham og forklarede ham hvorfor vi var i Kap Tobin. Mens vi drak kaffe og snakkede om de seneste års fangster, som han nøje har ført statistik over, veg hans blik på intet tidspunkt fra isen. Han scannede konstant iskanten og horisonten.

Christian er bestemt ikke kommet sovende til sin titel som storfanger. I 2010 fangede han fem isbjørne og seks i 2009.

Som noget af det første i søndags gik vi i gang med at få overblik over, hvilke prøvetyper vi og vores kolleger ønskede at få. Det viste sig at være et stort arbejde at få pakket prøveposer og lave skemaer over hvilken rækkefølge, hvor meget og hvordan prøverne skulle behandles og opbevares.

Sent på aftenen var vi færdige med den første runde af dette arbejde og vi kunne gå en aftentur og nyde nordlyset som forekommer hyppigt på denne årstid.

22 februar 2011

Så er det lykkedes os at få strøm og varme på den gamle skole i Kap Tobin. Og vi har fået transporteret vores udstyr fra Scoresbysund herud. En tur på 5-6 km som med fuldt lastede slæder efter snescooterne tager en lille times tid. Med lokal støtte fra toptjekkede Augo og Magnus klarede vi det hele med fire scootere i to omgange.

Resultatet er, at vi nu har fået flyttet otte forskere og tilsammen 50 kasser og et ukendt antal papkasser med proviant og rygsække med personligt udstyr frem til den gamle skole, hvor effektiviteten og en rustik hygge efterhånden breder sig.

Turen forløb i to etaper, og mens første bølge drog mod Kap Tobin, blev tre mand tilbage for at planlægge et informationsmøde med fangerne, ligesom den sidste proviant blev indkøbt og pakket. Lidt over frokost kom sidste hold af sted med resten af udstyret, samt en livsnødvendig forsyning af brændstof og ferskvand.

En af de krævende opgaver var faktisk at få de ferske fødevarer – og vandet – under opvarmet tag så hurtigt som muligt, fordi dagstemperaturen på minus 15 hurtigt fryser det hele ned til en ubrugelig klump.

Allerede fredag havde vi en fortrop ude på den gamle skole i Kap Tobin for at få iværksat de nødvendige småreparationer på skolens fyr og el-system. Desværre stod vandforsyningen ikke til at rede med den tid og det budget, vi har til rådighed, og derfor må vi undvære rindende vand. Men lys og varme er her, og det virker strålende.

Skolens samlede areal er på omkring 200 kvm. og er opdelt i 12 rum, som på en heldig måde gør den stort set perfekt til vores brug.

Sent på eftermiddagen kom der melding om at en isbjørn var set tæt på Scoresbysund, og at den formentlig ville blive skudt af de lokale fangere. Vi adviserede det engelske filmhold, så de kunne få optagelser fra jagten og flænsningen.

Der er eventyr og historiske vingesus over navnet. Scoresbysund. Verdens største fjordsystem på den grønlandske østkyst. Opkaldt efter den gamle kaptajn der for mange hundrede år siden var med til at beskrive området her.

Nu er vi nået frem. To dage tog turen, men det er jo langt hurtigere end den måned, søfolk og opdagelsesrejsende tidligere brugte. For slet ikke at tale om, at de gamle opdagelsesrejsende og forskere som regel var af sted et år eller to ad gangen. Vi har planlagt at blive her en måned, og vi fløj hertil. Fra København til Island. Overnatning i Reykjavik og derfra videre med DASH8 til Constable Pynt, der er det trafikale knudepunkt på den grønlandske østkyst.

Vi er otte forskere. Fire biologer fra DMU, en miljøkemiker fra Københavns Universitet, to biologer fra Universitetet i Oslo og en celleforsker fra England. En del med arktisk erfaring. Nogle som er nord for Polarcirklen for første gang i deres liv.

Der er mange udfordringer når man rejser i de polare egne. Éns egen overlevelse og velbefindende er afhængig af egne færdigheder og det udstyr man er i besiddelse af. Når man skal udføre et arbejde, så bliver udfordringerne endnu større, og når man oven i dette skal udføre kompliceret forskning, som aldrig har været udført før under disse breddegrader, så er de fleste detaljer tæt på at være en evig kilde til fiasko.

Derfor er arktiske forskere gjort af et særligt stof, og vi har heldigvis et par rustikke typer på holdet, som har rejst heroppe i både 10 og 30 år.

En af de altoverskyggende problemstillinger i Arktis er logistik. Her den første uge er vi otte personer. Om en uge kommer der yderligere fem. Og vi skal alle have tag over hovedet, mad på bordet og mulighed for at komme på toilettet.

Vi skal bo i en forladt bygd, hvor der ikke er strøm, vand eller sanitet, og vi skal selv etablere de mest basale fornødenheder – samtidig med at vi skal udføre avanceret celle- og hjerneforskning i temperaturer langt under frysepunktet.

Første udfordring er derfor at få alle vores forsyninger sikkert frem, og derfor var det med udelt glæde, at vi på Constable Pynt kunne konstatere, at vores beholdere med flydende nitrogen nåede sikkert frem sammen med vores øvrige udstyr.

Det flydende nitrogen er en væske der er minus 173 grader. Vi skal bruge det til at lynnedfryse de vævsprøver vi udtager fra isbjørnene, og vi skal have det hele afsluttet inden for 30 minutter efter at fangerne har skudt bjørnen.

Betænker man det, så er der meget der tyder på, at vi stadig har de vanskeligste opgaver foran os.