
Forskningsområdet omfatter mikrobiologisk og kemisk forskning med henblik på udvikling af bæredygtige værktøjer til bl.a. rensning af forurenet jord, sediment og drikkevand, og til insektbekæmpelse. Indsatsen støtter primært Miljøstyrelsens indsats indenfor jordrensningsteknologier og miljøeffektiv teknologi.
Forskningen koncentrerer sig især om udvikling af nye metoder indenfor bioremediering/phytoremediering og anvendelse af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler.
- Biologisk oprensning (bioremediering og phytoremediering) er en teknologi til behandling af jord, sedimenter og grundvand for kemiske forureninger. Afdelingens forskning retter sig mod at øge mulighederne for at anvende bioremediering gennem ny viden om nedbrydningsprocesser, samt teknikkernes muligheder og begrænsninger. Der forskes i (1) forureningers tilgængelighed for de nedbrydende mikroorganismer, (2) nedbrydningsforløb, (3) detektion af nedbrydningsprodukter, (4) procedurer for opskalering fra laboratorieforhold til feltbetingelser, og (5) planterødders betydning for de mikrobielle nedbrydningsprocesser. Der arbejdes med PAH- og NSO forureninger, men afdelingen har også ekspertise indenfor bekæmpelse af forureninger med MTBE og olie. Kontaktpersoner: Ulrich Bay Gosewinkel og Philipp Mayer
-
Anvendelse af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler til erstatning af kemiske pesticider. Et af de mest anvendte mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler er bakterien Bacillus thuringiensis, som bruges til at bekæmpe forskellige insekter. Denne bakterie er imidlertid nært beslægtet med B. cereus, som kan forårsage somatiske infektioner og give diarre og opkastninger. Der arbejdes med at forbedre anvendelsen af denne bakterie ved at isolere og udvikle bakteriestammer som ikke besidder egenskaber, som volder problemer i forhold til miljø og sundhed. Afdelingen er også involveret i analyse af bakteriestammer, som kan bekæmpe svampe og andre typer insekter. Kontaktperson:
Niels Bohse Hendriksen

Bacillus thuringiensis celler set i mikroskopet
Du kan læse mere om igangværende projekter og arbejdsprogrammet for 2010 her.
Henvendelse om denne sides indhold:
Revideret 21.12.2010