Landbrugserhvervet er hovedaktør i udviklingen af naturen i det åbne land samt på vandmiljø- og grundvandsområdet. Landbruget forvalter godt 2/3 af Danmarks areal og spiller dermed en nøglerolle ved udformningen af fremtidens landskab. Forskning og rådgivning på landbrugsområdet sigter mod at højne naturkvaliteten i det åbne land og mindske erhvervets belastning af miljøet. Gennem integrerede analyser knyttes landbrugets udviklingsprocesser, produktion, indretning og regulering sammen med erhvervets påvirkninger af natur og miljø.
Landbrugssektoren beskrives i tidslig og rumlig perspektiv gennem scenarieanalyser, statistik og interviews. Der arbejdes med miljøsociologiske analyser af natursyn og naturpraksis hos landskabets aktører, samt med analyser af politiske beslutningsprocesser, regulering og værdisætning. Påvirkninger af de vilde dyrs & planters levesteder i det åbne land, i de ferske vandet og i havet beskrives ved hjælp af miljøgeografiske analyser og modeller. Væsentlige påvirkningsfaktorer er her arealanvendelse og ændringer i landskabet, emissioner og tab af næringsstoffer samt anvendelse af pesticider.