Landskaber er et resultat af lang tids samspil mellem naturmæssige og kulturelle processer og derved tæt knyttet til samfundets organisering og udnyttelse af ressourcerne. Udviklingen af Danmarks natur er uløseligt knyttet menneskenes indvandring og udnyttelse af landskabet gennem tiderne. Drivkræfterne i landskabet knytter sig således til de funktioner landskabet samfundsmæssigt har, og hermed til de sektorer, der virker i det åbne land. Hvor landbruget har formet landskabet gennem årtusinder, er andre påvirkninger først kommet til i nyere tid, især byernes udvidelse, udbygningen af vejnettet, indgreb i vandkredsløbet og friluftslivet.

Udviklingen i biodiversiteten er et vigtigt tema i landskabsforskningen. Det handler om forudsætningerne for biodiversitet på landskabsniveau, og der fokuseres på levestedernes kvalitet såvel som på deres placering og sammenspil i landskabet. At der også internationalt er fokus på landskabsperspektivet viser bl.a. EU's habitatdirektiv, vandrammedirektiv og udviklings-programmet for landdistrikter, der alle inddrager de geografiske sammenhænge i det åbne land som et væsentligt element.

Det tiltagende pres på landets arealer og intensiveringen af især landbrugsproduktionen har haft store konsekvenser for de vilde dyr og planter og deres levesteder i Danmark. Eksempelvis har den geografiske fordeling af landbrugsejendomme betydning for belastningen af naturarealer gennem nedfald af ammoniak og dermed påvirke naturtypernes tilstand og kvalitet. Et andet eksempel er fragmentering af levestederne eller udvidelsen af markstørrelsen, der påvirker dyrenes fødegrundlag og spredningsmuligheder.

Landskabsperspektivet indgår således i en lang række af DMU's forskningsfelter.