Aarhus University
DU ER HER: Om DMU » Afdelinger og organisation » Terrestrisk Økologi » Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Økologi

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur

 

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur er placeret ved  Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet samt ved Afdeling for Terrestrisk Økologi.

Fagdatacentret indledte sit arbejde i efteråret 2001, og dets aktiviteter vil fremgå af hjemmesiden efterhånden som de iværksættes.

Fagdatacentret er ansvarlig for Miljøministeriets dataarbejde inden for området biodiversitet, med direkte ansvar for terrestriske naturdata og koordinerende opgaver i forhold til data for biodiversitet på bl.a. Fagdatacenter for Ferskvand og Det Marine Fagdatacenter.

Fagdatacenterets arbejdsfelt

Fagdatacentret indsamler, behandler og formidler data vedrørende biodiversitet og terrestrisk natur, i forhold til nationale og internationale forpligtelser, love og direktiver. Fagdatacentret for biodiversitet og terrestriske naturdata indeholder samtlige data vedrørende biodiversitet og forestår koordineringen af samarbejdet mellem fagdatacentrene vedrørende dette område.

Fagdatacentrets indledende arbejde relaterer sig overvejende til igangværende aktiviteter (terrestriske naturdata, kortlægningsdata indsamlet for EF-Habitat- og -Fuglebeskyttelsesdirektiverne, DMU's egen naturovervågning, overvågning ift. Lov om Jagt og Vildtforvaltning etc.).

I forbindelse med en implementering af et nationalt vand- og naturovervågningsprogram (NOVANA) forestår fagdatacentret udarbejdelse af tekniske anvisninger m.v. for det terrestriske miljø og koordineringen med de øvrige fagdatacentre.

Fagdatacentret yder desuden generel faglig rådgivning til centrale og decentrale myndigheder, ligesom det har ansvaret for, at data vedrørende natur gøres tilgængelige for offentligheden via Internettet.

Fagdatacenterets historie

Fagdatacentrets oprindelse er Miljøministeriets overvågning af natur og vildtudbytte. Vildtudbyttestatistikken blev påbegyndt i 1941 og har fra 1980 været suppleret med undersøgelser af vinger fra nedlagte fugle (arts-, køns- og alderssammensætning af udbyttet). For naturovervågningens vedkommende varetager DMU data fra landsdækkende optællinger af overvintrende og fældende vandfugle 1968-1973, 1987-1992 og 2000. I 1994 overførtes de såkaldte økologiske feltstationer (Vejlerne og Tipperne) fra Skov- og Naturstyrelsen til DMU, sammen med udførelse af det såkaldte minimumsprogram for naturovervågning. Efterfølgende har DMU bl.a. opbygget databasen DANVEG til brug for identifikation m.v. af naturtyper.

Fagdatacenterets generelle udvikling

Fagdatacentrets indledende opgaver vil bestå i planlægning, oparbejdning, kvalitetssikring og tilgængeliggørelse af allerede eksisterende data fra naturovervågning, vildtudbyttestatistik m.v. Dertil kommer koordinering med andre datasæt, internetflader etc.

Ved iværksættelsen af et nationalt, terrestrisk overvågningsprogram vil fagdatacentrets opgaver fremover blive udvidet til at omfatte data, der indkommer fra dette programs terrestriske dele, samt at samle data generelt omkring biodiversitetens udvikling.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.04.2012